s. 106

Stavanger,

i størrelse den fjerde blandt landets kjøbstæder, ligger, omgivet af Retland herred, paa østsiden af Jæderens nordligste parti, Tungeneset, ved en vaag af Boknfjordens sydlige arm Byfjorden og umiddelbart i vest for Gandefjordens munding. Polhøiden er for byens domkirke beregnet til 58 ° 58' 8 " n. br. og længden til 4 ° 59 ' 9 " vest for Kristiania. Afstanden er med jernbanen fra Egersund 76 og fra Sandnes 15 km., medens den efter landeveien er fra Sogndal (gjennem Gjesdal) 113 km., fra Egersund (over Jæderen) 79 km. og fra Sandnes 14 km. Tilvands udgjør de almindelige dampskibsruter fra Kristiania 71, fra Kristiansand 34, fra Sogndal 17, fra Egersund 15, fra Kopervik 6, fra Haugesund 8 og fra Bergen 25 sømile. Indseilingen fra Tungenes fyr er lidt over 1½ sømil.

 

Det oprindelige udgangspunkt for byens bebyggelse har været bunden af den ovennævnte lille vaag, som i sydøstlig retning skjærer sig ind fra Byfjorden og ved et ca. 150 meter bredt eid adskilles fra det indenfor liggende ferskvand, Bredevandet. Fra dette centrum, der fremdeles danner stadens smukkeste og anseligste del, har hus rækkerne først strakt sig mod NV og N langs bjergskraaningerne paa vaagens begge sider. Dog er østsiden forlængst bleven den folkerigeste, Den udgjør en halvø, som paa den vaagen modsatte, østlige hældning begrænses af den saakaldte Østervaag; og hvis nuværende yderste (nordligste) del, Holmen, som navnet viser, tidligere har været omflydt. Midt inde paa denne halvø hæver sig Valberget, hvis vestlige skraaning langs vaagen fra gammel tid af benævnes Skagen, medens bydelen paa dets østlige side har faaet navn efter Østervaag. Endnu længere mod øst, langs søstranden, har der i indeværende aarhundrede reist sig en forstad, der efter et i sin tid drevet salpeterverk kaldes Verket, og som ved lov 12 juli 1848 lagdes ind under byen. Herfra fører temmelig bratte gader op til de søndenfor liggende stadsdele Blaasenborg, St. Peders gjærde m. fl., hvilke ved samme leilighed indlemmedes. Forhen dannede den saakaldte Skolebæk paa denne kant grænsen. Vaagens vestside, Stranden, der i forrige aarhundrede var sædet for den finere butikhandel og de større kjøbmænds boliger, kaldtes i ældre tid Grimsager og tilhørte domkirken. Indover høiderne i vest for Stranden strækker sig stadens gamle ca. 320 ha. store bymark, Egenes, som ved kong Kristian IV's gavebrev af 8 aug. 1607, stadfæstet ved‑ privilegierne af 2 sept. 1735, var skjænket byen og indtil 1771 tjente som havnegang for dens kjør. Efterat det imidlertid paa forslag af

s. 107

byfoged Søren Schiøtz ved reskr. 20 juli 1771 var bleven bestemt, at Egenes skulde udstykkes og bortfæstes, skred oprydningen hurtig fremad, on den forhen træbare og stenige udmark er nu forlengst forvandlet til vel dyrkede og beplantede, tildels ogsaa smukt bebyggede løkker, som i henhold til resl. 27 nov. 1833 og 23 marts 1852 er solgte til arvefæsteeiendom. Ved lov 25 januar 1866 blev samtlige Egenes‑løkker udtrykkelig indlemmede i byen, en forholdsregel, der var bleven nødvendig, efterat det ved overretsdom i en skattesag var konstateret, at de, skjønt ikke optagne i landets matrikul, dog hidtil heller ikke havde erlagt skatter til byen. Sin sidste udvidelse har byen endelig erholdt ved lov 4 mai 1878, som indlemmede store dele af gaardene Hetlands prestegaard og Bispeladegaard med Paradis paa sydsiden og af gaarden Øvre Tastad paa nordvestsiden af staden. Den i henhold til nævnte lov ved resl. 9 decbr. s. a. stad fæstede bygrænse tager sin begyndelse i SØ ved Gandefjorden paa søndre side af Lervigen, skjærer i S Hillevaagsbugten og Mosevandet og ender i NV ved Byfjorden udenfor Kalhammervigen. Til byens territorium hører desuden en række nærliggende øer og holmer; særlig kan nævnes Græsholmen, Sølyst, Engøen og Buøen, hvilken sidste egentlig er det sydligste, ved Nyhavn og Galeivaag næsten afskaarne parti af Hundvaag. Engøen og Buøen kom først ved loven af 1878 ind under byen.

Stavanger er en træby med forholdsvis smaa og lave huse. Det fugtige. klima ansees at gjøre murbygninger mindre hensigtsmæssige, og antallet af saadanne er derfor meget ringe. Paa grund af terrænets beskaffenhed er gaderne mangesteds bratte og i de fra ældre tid gjenstaaende bydele i almindelighed meget trange og krogede. I de efter branden i 1860 nyopførte strøg er bebyggelsen nogenlunde reguleret, men selv her er gaderne, med undtagelse af Bredgaden, som er 12,6 m., kun 9,4 m. brede. I den senest bebyggede bydel Bergeland, i S og P for Petri kirke, haves dog regelmæssige kvartaler med gader paa 12,6 til 15,7 m. bredde. Den fra andre vestlandske byer vel kjendte bygningsmaade med husenes gavlside ud mod gaden er ogsaa i Stavanger overmaade sedvanlig, selv i de nyere strøg. Det smukkeste parti inden stadens omraade er ' domkirkens og Bredevandets omgivelser. Her aabner sig nedimod vaagen i nord byens gamle torv, der. siden 1850 ved nedrivning af omliggende huse har erholdt en passende størrelse. I modsat retning fører en allé af ærværdige bøgetræer hen til den ved Bredevandet liggende saakaldte Kongsgaard, medens der paa østsiden af domkirken og Kongsgaards have strækker sig et nylig anlagt, men smukt parkanlæg, hvis fortsættelse mod syd langs Bredevandet dannes af byens sedvanlige promenade, Kongsgaden og Ladegaardsveien, der fører ud til kommunens smukke eiendom Hillevaag. Blandt andre punkter, der frembyder et smukt rundskue saavel over fjorden med dens mange øer som over de indenfor liggende fjeldpartier, kan nævnes Valberget med et som vægterstation benyttet stentaarn, der i 1850 opførtes stedetfor et ældre af bindingsverk og bræder. Endnu høiere, men

s. 108

lidt udenfor bygrænsen, ligger paa en enslig høide i sydvest Vaalandspiben, et under sidste krig bygget udkigstaarn, der fremdeles gjør god tjeneste som sømerke. Ogsaa byen selv tager sig fra søen godt ud med de lange rækker af søboder, de sig over hinanden hævende bydele og i baggrunden mod syd, hinsides Gandefjorden, de blaa Lifjelde, hvis takkede og kuplede former især paa en vakker sommerdag frembyder et smukt farvespil.

Byens hele areal udgjør efter den sidste udvidelse 626 ha., hvoraf 523 ha. ligger paa fastlandet, medens 103 ha. falder paa de ovenfor nævnte under stadens territorium hørende øer. Den har 3 torve: det nysnævnte gamle torv mellem Kongsgaard og vaagen (3148 m.²), Nytorvet ved St. Petri kirke (3300 m.²) og Fisketorvet ved Østervaag (2190 m.²). Paa det sidstnævnte er der indrettet fiskeboder og kreaturskur. Af aabne pladse kan endvidere nævnes Valberget (2874 m.²), parken ved domkirken (8928 m.²), Bjergsteds park (ca. 23,000 m.²) og Mosevandsparken (ca 21,500 m.²). Antallet af gader, veie og stræder er for tiden (september 1887) omtrent 130 og deres samlede længde 23,770 m., hvoraf 2644 m. brolagt og 12,284 m. forsynet coed brolagte fortauge. Kloakernes samlede længde opgives til 14,771 m. Antallet af beboede huse var ved udgangen af 1865 1490 og ti aar senere 1817, hvoraf 1760 almindelige vaaningshuse. Samtlige bygningers assurancesum var den 31 decbr. 1840 kr. 2,265,480 ; 1850 kr. 3,562,080; 1860 kr. 4,.567,320; 1870 kr. 7,833,000; 1875 kr. 9,154,480; 1880 kr. 12,932,150 og 1885 kr. 13,549,200.

Byens oprindelige havn er den ovennævnte vaag, som fra NV mod SØ skjærer ind i byen, og hvor der overalt findes usvigelig ankerbund, selv under den sterke sø, som nordlige vinde stundom kan fremkalde. Den er imidlertid temmelig snæver, omtrent en kabellængde bred og tre kabellængder lang, og trafikken har derfor i stor udstrækning trukket sig over til den rummeligere, østre havn paa den anden side af Holmen. Offentlige kaier findes ved Kranen paa vaagens vestside, ved torvet inderst i vaagen (Torvebryggen), ved Skandsen ytterst paa Holmen (den saakaldte Skandsekai, anlagt i 1873, ca. 250 m. lang) samt endelig ved det nye fisketorv ved Rosenkildealmindingen. Ellers strækker der sig langs havnen en næsten sammenhængende række af søhuse, hvis indre mod gaden vendende side i regelen er indrettet til beboelsesrum og kontorer. Som oplagshavne for vinteren bruges desuden de fortrinlige ankerpladse i Nyhavn og Galeivaag paa Hundvaag, dog mest af mindre fartøier. Til veiledning ved indseilingen tjener siden 1862 et kommunalt havnefyr med sideralapparat, der er anbragt i Valbergtaarnet og lyser 4 kvartmile udover fjorden. En god udhavn for stedets fartøier findes længere ude i Byfjorden ved Dusevig, hvor der ligeledes er anbragt et indseilingsfyr.

 

s. 109

Stavanger er sædet for  a m t m a n d e n  i Stavanger amt, som har embedsbolig i byen.

Dens civile øvrighed er henhold til reskr. 19 juni 1711 byfogden, der tillige er byskriver, notarius publicus, skifteforvalter og eneste magistratsperson, og  under hvem ogsaa de politivæsenet vedkommende forretninger var henlagte, indtil et særskilt politimesterembede ved res. 7 mai 1857 blev oprettet.

Kommunebestyrelsen bestaar af 12 formænd og 36 repræsentanter, og var antallet af stemmeberettigede borgere i 1882 1376, i 1885 1446 og ved sidste formandsvalg (1886) 1380.

Stadens vaaben er ifølge et i rigsarkivet opbevaret seglaftryk fra 1649 en liden stub eller afhugget træ, hvorfra der opspirer tre smaa grene med blade paa.

Ved  s t o r t i n g s v a l g  danner Stavanger sammen med Haugesund sund et valgdistrikt, der sender 2 repræsentanter til stortinget. I 1882 udkaarede byen 27 og i 1885 28 valgmænd.

I geistlig henseende dannede byen indtil 1 januar 1849 sammen med det nuværende Hetland herred Stavanger prestegjæld, som bestod af 2 sogne, nemlig Frue sogn, der indbefattede saavel byen som en del af landdistriktet, og Randeberg anneks (resten af landdistriktet). Ved res. 19 aug. 1848 blev det Stavanger sognekald tilliggende distrikt indskrænket til kjøbstadens territorium med de ved lov 12 juli s. a. fastsatte nye grænser, medens den øvrige del gik over til et eget, Hetland, prestegjæld. Ved res. 27 juni 1860 deltes Stavanger sognekald i tvende menigheder, Domkirkens og St. Petri, af hvilken sidste igjen St. Johannes menighed blev udskilt ved res. 1 oktober 1884, samtidig som det nu blev bestemt, at den udvidelse af byens grænser, der i henhold til lov 4 mai 1878 i civil henseende allerede var indtraadt fra 1 januar 1879, fra 1 januar 1885 ogsaa skulde gjælde den geistlige inddeling. Byen er saaledes nu delt i 3 selvstændige sognekald, der alle er forsynede med residerende kapellanier. Ved resolutionen af 1860 blev gaarden Bergeland, som oprindelig var en plads under Hetland prestegaard, men, fra 1848 avlsgaard for sognepresten i Stavanger, henlagt til sognepresten for St. Petri menighed, medens K a n n i k e t, der fra gammel tid havde været avlsgaard for byens residerende kapellan, blev tillagt Domkirkens prestekald.

Med hensyn til  m e d i c i n a 1 v æ s e n e t  er Stavanger sædet for distriktslægen i Stavanger distrikt, hvilken tillige er overlæge ved amtets sygehus. Det kommunale sygehus har sin egen overlæge. Her findes desuden 7 privat praktiserende læger, hvoraf 4 er ansatte som bylæger, samt 3 apotheker, Hygæa, Svaneapoteket og Hjorten‑, det første har reelt privilegium, de tvende andre, oprettede ved res. 16 decbr. 1865 og 24 sept. 1883, kun personligt. I denne forbindelse kan det ogsaa nævnes, at kommunen i 1883 har indkjøbt den forhen det gamle firma Ploug & Sundt tilhørende smukke løkke Bjergsted ved Sandvigen, som derefter er indrettet til lazaret og isolationslokale. Da man imidlertid endnu ikke bar havt brug for stedet

s. 110

i saadant øiemed, har hidtil endel af bygningerne samt parken om sommeren været bortleiet som forlystelsesanstalt. S u n d h e d sforskrifter for byen er approberede ved res. 17 oktober 1865, jfr. res. 26 sept. 1877, 9 decbr. 1878 og 3 mai 1884.

Byens tolddistrikt, hvis inspektør bor i staden, bestaar af Egersund og Stavanger toldsteder og strækker sig fra Sillervigen eller Sildevigen (jfr. skr. 1 okt. 1846) paa grænsen mellem Sogndal og Egersund herreder, hvor Flekkefjord tolddistrikt ophører, mod nord til strandstedet Nerstrand, hvor Bergens tolddistrikt begynder. Ved Stavanger toldsted, hvis distrikt i syd begynder ved grænsen mellem Ogne og Haa, er ansat en toldkasserer, 3 (for tiden 2) overtoldbetjente, 8 undertoldbetjente og 10 rorskarle. Under toldstedet hører derhos toldstationer i Sandnes, Tananger, Tungenes og Kvitingsø. Om toldintraderne se side 136.

Stavanger lodsoldermandskab, som er det fjerde under det vestenfjeldske overlodsdistrikt, har 2 lodsstationer, Stavanger og Kvitingsø, mad tilsammen 13 faste og 2 reservelodse (1885). Den ansatte lodsoldermand er tillige offentlig havnefoged og indrulleringsbetjent.

Ved byens postkontor er ansat en postmester mad en autoriseret fuldmægtig. Antallet af de ved kontoret ekspederede breve var:

 

 

Telegrafstation aabnedes den 4 septbr. 1857. Her er ansat en inspektør og 7 betjente. Af telegrammer ekspederedes følgende antal:

 

 

I forbindelse hermed kan det nævnes, at byen siden 1881 har telefon, der tilhører en privatmand, som derhos ved res. 19 sept. 1885 har erholdt tilladelse for 5 aar til at udstrække telefonnettet indtil 7 km. udenfor byens grænser. Telefonen har for tiden (1887) 148 betalende medlemmer.

s. 111

Af offentlige bygninger og institutioner merkes:

Domkirken, som, ved siden af kathedralen i Trondhjem og Kongehallen i Bergen, hører til landets merkeligste fra middelalderen bevarede bygverker. Den har i sin nuværende skikkelse en længde af omtrent 60 meter, hvoraf 20 meter falder paa koret, medens bredden er forholdsvis liden. Hovedtaarnet har staaet i den vestre ende, men naar nu kun til gavlspidsen ; saafremt det overhovedet nogensinde har været fuldført, er iethvertfald dets øverste del forlængst, nedtaget. Den vestlige portal er spidsbuet. Derimod er skibet en af graasten opført, rundbuet basilika, hvis midtskib ved 5 svære, runde piller er adskilt fra de lavere Asideskibe. Pillerne forbindes ved rundbuer, som paa flere steder har siksakornamenter, ligesom kapitælet paa en af de søndre piller viser gammelnordiske drageslyngninger. Prædikestolen, der er anbragt paa søndre side ved indgangen til koret, er et pragtstykke af træskjærerkunst i barokstil, arbeidet ca. 1680 i Stavanger af en skotsk billedhugger, Laurits Smith. Koret, som er bygget i de nærmeste aar after kirkens brand i 1272, er opført af huggen klæbersten i det slag gothisk stil, som i England særlig kaldes »tidlig engelsk stil« Det er af samme høide og bredde som midtskibet og har zirlige, spidsbuede krydshvælv mad rigt udhuggede gurter og slutstene. Buerne udgaar fra smaa paa konsoler hvilende vægsøiler mad smukke kapitæler. Korvinduerne udmerker sig ved finhed og slankhed ; særlig fremtrædende er det prægtigt udstyrede, store gavlvindu i den østlige rat afskaarne væg, sour nu er prydet mad nye glasmalerier, forestillende de fire evangelister. Saavel indvendig som navnlig udvendig er der paa koret anbragt en række menneskehoveder af sten, hvoraf et bispehoved og flare kronede. Der er bleven fremsat den formodning, at de kronede hoveder skulde forestille kong Magnus Lagabøter († 1280) og hans sønner Erik († 1299) og Haakon († 1319), medens bispehovedet skulde henvise til den paa Stavanger bispestol i aarene 1277 - ­1303 siddende myndige og stridbare biskop Arne. Blandt andre enkeltheder bør udhæves den lille, særdeles smukke portal paa korets sydside, hvorfra der i sin tid skal have ført en muret gang til den saakaldte Munkekirke; denne gang existerede, skjent i forfalden tilstand, endnu i 1712, da Arne Magnussøn besøgte kirken, men er nu ganske forsvundet. Inde i koret paa dets søndre væg sees en rigt ornamenteret nische, i hvis bund der har været et vievandsbækken mad nu tilmuret hul for vandets afløb. Paa nordsiden falder i øinene den af huggen sten udførte trappe, som fører op til et af de smaa, ottekantede taarne, der findes i hjørnerne mellem skibet og koret. Her staar ogsaa den smukt udhuggede klæberstens døbefont, en af kirkens faa løseregjenstande, der er levnede fra middelalderen. Korets begge østlige hjørner støtter sig til større, firkantede taarne, hvis kobberspir rager adskillig op over korets gavlspids. I disse taarne, der er opførte af graasten mad hjørner og vinduesindfatninger af huggen klæbersten, findes tvende kapeller, det tidligere saakaldte »nordre og søndre skrudhus«, hvilke nu ligesom oprindelig tjener

s. 112

kirken til sakristier, men sole i en længere mellemtid har afgivet lokale for stiftets konsistorium og kapitelsmøder. Her forefindes flere store epitafier med maleri og rigt udskaarne rammer, af hvilke den ene i nordre sakristi hidrører fra den ovennævnte Smith. Kirken, der siden midten af 16de aarhundrede har været brugt som sognekirke, nu i domkirkens menighed, rummer noget over 1500 personer. Dens formue, som hovedsagelig bestaar i kapitaler, indkomne ved salg af jordegods, væsentlig skjænket kirken i løbet af det 17de aarhundrede, andrager til henimod kr. 9000, hvortil kommer aarlig jordafgift af 4 gaarde i amtet

Kirken skriver sig fra det 12te aarhundredes første halvdel og forudsættes iethvertfald som paabegyndt ca. 1128, da kong Sigurd Jorsalafarer blev viet til sin anden dronning Cæcilia af Stavangers første biskop Reinald og ved den leilighed skjænkede en større gave til bispestolen. Den benævnedes St. Svithuns eller den hellige Trefoldigheds kirke, en enkelt gang ogsaa kristkirken, og var saaledes, foruden til Treenigheden, særlig indviet til den engelske helgen, St. Svithun, der var død som biskop i Winchester 862, og af hvem kirken besad visse relikvier, der opbevaredes i det saakaldte »St. Svithuns skrin«. Da Reinald var af engelsk herkomst, har man, vistnok med fuld ret, antaget, at han har staaet i forbindelse med kirken i Winchester og har benyttet sig af sin ophøielse til biskop til at udbrede sin lokalhelgens dyrkelse og istandbringe et religiøst fællesskab mellem sin moderkirke og den nye kathedral. Herpaa tyder ogsaa flere ligheder i de tvende kirkers arkitektur. I aaret 1205 omtales kirkens taarn og St. Svithuns skrin, som stod paa høialteret. I 1272 rammedes den af en betydelig ildsvaade, som dog navnlig gik ud over koret Den storartede ombygning, som denne brand fremkaldte, oversteg kirkens økonomiske kræfter, og i aarene mellem 1275 og 1290 sees derfor flere norske biskoper, ja endog biskopen af Skara og paven selv at have udstedt en række afladsbreve for dem, der paa visse festdage besøgte kirken eller ved gaver bidrog til dens gjenopførelse. Henimod 1297 maa den omtrent have været færdig; thi et lignende indulgentsbrev af dette aar gjælder ikke længer kirken selv, men alene et af dens mange altere *). Kirkens glansperiode falder rimeligvis omkring midten af det 15de aarhundrede. Noget før dette tidspunkt, nemlig i 1429, havde den daværende biskop Audun Eyvindssøn sammenkaldt en stor stiftssynode, hvorunder han rigelig skal have betænkt domkirken med gods og guld. Det omtalte St. Svithuns skrin var endnu tilstede i 1517, da dets indhold efter foranstaltning af biskop Hoskuld Hoskaldssøn blev undersøgt, og da der samtidig blev optaget en fortegnelse over kirkens øvrige relikvier **). Alle disse kostbarheder forsvandt under den kort

 

*)          Af altere findes følgende omtalte: Høialteret, altare majus (1298), krosstuka (1288) med ialfald senere (1412) to altaria crucis, altare s. spiritus (1297), Páls stúka (1306 , sálustúka (1317), hvis alter kaldes s. Andreæ et Halvardi et omnium animorum christifidelium (1429) eller s. Anders altare (1478), altare s. Michaelis (1320, 1429), Mariu stúka (1322) med altare b. virginis (1296) eller Vor Frue altare, Jonsstúka 1:32: med altare s. Johannis baptistæ (1478), Oafs stúka (1345), s. Birgitte altare (1429), Vincenth altare (1442), Gilles altare (1478), Trinitatis altare (1478) og Katharinæ altare (1478) samt maaske et altare s. Laurentii (1321). De tilføiede aarstal angiver de tidligste spor, man finder. Da altere og kapeller aldrig nævnes i fuldstændig række, er det muligt, at flere af de ovenfor opregnede falder sammen.

 

**)         Af saadanne opregner biskop Hoskuld følgende, som han bragte med sig fra Rom som gave til kirken: »Først et stykke af vor herres, Jesu Christi kors og lod vi det sætte under en krystalsten i det forgyldte kors ; ligesaa af jomfru Marias hoveddug; ligesaa af apostelen St. Andreass armlæg; ligesaa af St. Barbaras kjortel; ligesaa af St. Cosmas's legeme; ligesaa af ridder St. Jørgens banner; ligesaa et stort stykke af abbeden St. Sabas ryggetavle; ligesaa noget af de 10,000 ridderes hovedpander«. At kirken imidlertid allerede forhen var vel forsynet med samme slags hellige gjenstande, sees af den samme biskops ovenomtalte inventarieforret-

s. 113

ning, hvorved forefandtes: »Først af St. Svithuns armlæg; ligesaa en linklud, bestænket med vor Herres Jesu Christi blod; ligesaa to store helgenben; ligesaa af de 11,000 jomfruer; ligesaa af den sten, som vor Herre svedede blod og vand paa, da han i urtegaarden bad til Gud Fader; ligesaa af St. Edmunds blodige klæder; ligesaa af den hellige kong Olafs blod i et sølvkar; ligesaa af apostelen St. Paals albue; ligesaa af St. Laurentius; ligesaa af St. Valentinus ligesaa af St. Villehad Confessor, ligesaa af St. Stefanus; ligesaa af evangelisten St. Marcus; ligesaa ben af en af den hellige Sunnivas følgs; ligesaa af St.. Thomas af Canterburys klæder, bestænkede med hans blod ; ligesaa af St. Clemens s ben; ligesaa ben af den hellige jomfru Juliana; ligesaa af den hellige jomfru Cordula; ligesaa af en hellig jomfru, som heder Genovefa; ligesaa af de hellige jomfruer Agatha og Sigfrida; ligesaa af St. Moses; ligesaa af en hellig mand, som heder St. Vitus; ligesaa et ribben af St. Knuts side; ligesaa ben af sancta Sunniva og hendes medfølgere og af deres skib; og ben af mange andre helgener, hvis navne er glemte af ælde, men som alligevel staar i livsens bog i himmerige.

 

efter intrædende reformasjonstid, og kirken selv truedes nu snart med ødeleggelse Allerede i 1550 klager et kongeligt brev til den daværende lensherre paa Bergenhus, Christopher Huitfeldt, over, at »domkirken udi Stavanger by saare forfalden er«, hvorfor Huitfeldt fik befaling til at inspicere den, g »hvis den ikke kunde hjælpes med nogen føie bekost­ning, skulde han lade, følge kirken det gods og den rente, som tilforn laa til samme kirkens bygning, paa det den ikke plat forfalder«. I nogle paa Stavanger stifts vegne omkring 1557 til kongen indsendte »nødagtige artikler» klages der ikkedestomindre atter over kirkens bedrøvelige tilstand. Ved kongebrev af 5 mai 1564 blev nu visse afgifter bestemte til kirkens imtandsættelse, og denne blev endelig fuldført omkring 1578. Den fornødne sten toges, fra den nærliggende St. Olafs kirke, der samtidig blev nedrevet. Femti aar senere var kirken atter brøstfældig, hvorfor Kristian I V i 1630 paabød ei alene borgerskabet i Stavanger, men ogsaa de formuende kirker i stiftet at komme den til hjælp. »Men nu«, siger de Fine i 1745, »holdes den i god stand og er forsynet med smukke ornamenter«. I slutningen af det 17de aarhundrede lod man efter tidens smag »kirken udspække og hvidgjøre med kalkning« . Selvfølgelig belemredes den i samme periode fined gallerier og en mængde hængende, lukkede kirkestole, medens dens 6 kjeldere fyldtes med ligkister. Endnu i 1745 havde dog kirken tilbage fra middelalderen en stor klokke med latinske og plattyske inskriptioner, ligesom ogsaa et middelaldersk glasmaleri i det østlige korvindu, forestillende »en katholsk biskop i sin fulde habit«, dengang endnu var bevaret. Senere er begge disse ting forsvundne. I indeværende aarhundrede gjorde ønsket om en kunstfor­standig restauration af domkirken sig efterhaanden gjældende og kom første gang til orde i 1854. I anledning af Petri kirkes opførelse blev sagen dengang udsat, men den optoges et halvt snes aar senere, og i 1867 og 1868 blev kirkens indre saavelsom det ydre af skibet underkastet en gjennemgribende restauration som fortsattes i 1871 og 1872 med de tvende østlige taarne og korets ydre. Det hele arbeide, som i alt væsentligt ud­førtes i overensstemmelse med den af arkitekterne von Hanno og Schirmer udarbeidede plan, og hvorved man saavidt muligt søgte at gjengive kirken dens oprindelige udseende, medførte for kommunen en udgift af henimod kr. 130 000. Under restaurationen viste det sig, at saavel pil­lerne som skibets og hovedtaarnets mure er opførte uden fundament paa

en løs stenur, der ikke engang er ført ned til fast grund, og det er derfor­ næsten ufatteligt, at bygningen har kunnet staa gjennem en række af aarhundreder. Tidligere var kirkens omgivelser ikke gunstige for at skaffe et totalindtryk af dens ydre. En i 1841 foran koret opført almue­skole paa den gamle latinskoles tomt samt adskillige andre skur og huse, hvoriblandt ogsaa byens gamle raadhus (senere brandstation), var i saa henseende meget i veien. Herpaa er der imidlertid i de sidste aar rettet

ved disse bygningers nedrivelse og anlægget af en park omkring kirken.

            Af mere bekjendte mænd vides drotseten Øgmund Finnssøn († 1388) samt biskoperne Audun Eyvindssøn († 1445), Alf Thorgardssøn († rime­-

s. 114

ligvis 1480) og Jørgen Erikssøn († 1604) at være begravede i kirken, den førstnævnte i koret, den sidstnævnte straks nedenfor samme d. v. s. i skibet.

            S t. Petrikirke er en smuk og anselig bygning, opfør t i aarene 1864‑66 paa det saakaldte Hospitalsberg paa St. Peders Gjærde. Grundstenen lagdes den 2 juni 1864, og indvielsen fandt sted den 3 aug. 1866. Allerede kirkens beliggenhed ved det høitliggende Nytorv er meget gunstig og lader dens høie taarn falde i øinene langt ude i fjorden. Den er bygget i romansk stil af upudsede mursten paa en sokkel af huggen sten. Taarnet staar over hoved­indgangen, der vender mod sydvest og gjennem et vaabenhus lederind i skibet. Dette danner en treskibet basilika, hvis hovedskib er høiere end sideskibene og skilles fra disse ved 20 søiler af træ med kapitæler af sinkbronce. Ved skibets øvre ende befinder sig to mindre taarne mod opgange til sideskibenes gallerier. Foruden sakristiind­gangen har kirken 6 indgange, af hvilke hovedportalen under taarnet indfattes af dobbelte søiler med kapitæler og archivolter, hugne i vegsten. I dot ydre træder kirkens karakter af basilika ikke frem, idet alle tre skib er overdækkede af et fælles skifertag. Bygverkets hele længde er 56 m., hvoraf korets 15 m.; skibet har en bredde af 21 m. og koret 12 ½ m.; hovedtaarnets høide er 40 m., de mindre taarnes omtrent 20 m. og skibets noget over 11 m. Kirken, der er bygget efter tegning af arkitekt von der Lippe, har siddepladse for 1500 personer, men antages bekvemt at rumme dot dobbelte antal. Dens kostende var, iberegnet planeringsarbeiderne, noget over kr. 200,000.

Frue (Hetlands) kirke, der er sognekirke i Hetland prestegjælds hovedsogn, men tilligemed den nærliggende prestegaard ved Stavangers seneste udvidelse kom indenfor byens grænser, vil blive nærmere omtalt under Hetland herred. Den maa ikke forveksles mod den St. Mariæ eller Vor Frue kirke, som i middelalderen fandtes i Stavanger (jfr. nedenfor).

Bedehuse. Af saadanne kan foruden »Bethania«, der nedenfor vil blive nærmere omtalt, nævnes »Nygadens forsamlingshus«, bygget i 1846, missionshuset, der indviedes bededag 1876, samt methodistkirken »Bethel«, som toges i brug i 1875.

Kirkegaarde. Af saadanne haves to i brug, en større paa den forrige Bispeladegaards grund søndenfor Bredevandet, en mindre paa Egenes. Bispeladegaards kirkegaard er ialt ca. 46.500 m.²; dens ældste del, omtrent 11,000 m.², indviedes i 1834 og laa før lov 12 juli 1848 udenfor byen. Efterat hele Bispeladegaard i 1868 var kjøbt af kommunen, er kirkegaarden bleven udvidet, først i 1869, derpaa igjen i 1882. Den indeholder ialt ca. 10,000 gravsteder. Et gravkapel toges i brug i novbr. 1885. Egenes kirkegaard, henimod 17,000 m.², er indkjøbt i 1844 og 1854, men benyttes nu sjelden. Den gamle omkring domkirken liggende kirkegaard er nedlagt som saadan, og den saakaldte Fattigkirkegaard paa

s. 115

den forrige St. Olafs kirkes grund i Kleven er forlængst udlagt til aaben plads. Paa denne sidste har familien Kielland en særskilt indhegnet familiebegravelse.

Kongsgaard, beliggende straks i sydvest for domkirken, mellem denne og Bredevandet, var tidligere residents for Stavangers katholske biskoper. Den omtales allerede i aaret 1297 (D. N. II no. 39) og har været en anselig grundmuret og med fangetaarn forsynet bygning, der holdtes for den skjønneste bispegaard »i disse Nordlande den tid, den var ved magt«. Ved reformationen blev den inddraget under kronen og kaldes allerede 1557 »kongens gaard i Stavanger«; den var da »meget bygfalden, især paa bolværket paa muren« (N. rigsregist. I s. 214) og forfaldt efterhaanden ganske i løbet af det 16de aarhundrede. Endelig blev der efter Kristian IV's befaling i 1607 opført en ny enetages træbygning paa de »skjønne, gamle, murede kjældere«, og denne bygning tjente nu i over 150 aar som bolig for lensherrerne og amtmændene i Stavanger amt, ligesom ogsaa  kongerne. naar de kom til byen, tog ophold her *). Ved kong Kristian VII’s skjøde af 15 okt. 1770 blev derpaa Kongsgaard, som imidlertid i aaret 1759 havde faaet en ny bygning, der endnu staar, solgt til den daværende amtmand G. Hammer. Senere eiedes den af flere amtmænd, kom derpaa til agent og ridder Gabriel Schanche Kielland og endelig til sorenskriver Eilert Hagerup Schiøtz, som i 1825 atter solgte den til det offentlige til lokale for den lærde skole, som aaret i forveien var besluttet oprettet. Af den gamle bispegaard er der nu ingen anden merkelig levning tilbage end den paa sammes nordøstlige side, nærmest domkirken, staaende aflang­-firkantede bygning, den saakaldte Munkekirke, et af huggen sten mod hvælving

*)   Til minde herom fandtes tidligere over en dør paa kongsgaarden følgende karak­teristiske vers (s. Erindringer fra H. Krøyers Liv, Kjbhvn 1870):

»Den gamle Fama veed at sige det for sanden,

At Konger Christian, den Første og den Anden,

Var i Stavanger By, hver i sit Konge Aar,

Samt og de Konger af det Navn og Tal her staaer,

Men Fjerde, Femte, og den Fjerde Friedrich eene;

Samt Sjette Christian og Dronning Magdalene,

har selv paa Kongsgaard vær’t, spist, hvilt og seet sig om,

Hvordan det Konge‑Huus dem naadigst forekom,

Som Fjerde Christian til Herredag lod bygge

Aar Sexton hundret syv, hvor Bisper lev'de trygge

Før i Catholskes Tid, da Bispe‑Sæde her

Var paa den Sted og Muur, hvor Kongsgaard opført er.

Siden har Kongsgaards Huus fem Majestæter baaret,

De andre, som af Gud til Rigerne var kaaret,

Har i Stavanger Bye ei villet sætte Fod,

Hvis Navne prises dog, thi hver var mild og god,

Men i hvor mange fleer skal kaste Sjun og Øye

Naadigst paa Kongsgaard meer, veed Gud, som talt har nøye

Hver Konges Tal og Tid, indtil han bliver sæt

I Engle‑Glæde-Slot og Himlens Cabinet. «

 

            I et andet vers takker den bekjendte amtmand B. Chr. de Fine (1745) paa egne og 17 andre amtmænds vegne »med al Glæde og Underdanighed for fri Herberg og Sæde« paa Kongsgaard. Endelig har en følgende amtmand, Henrich Vilhelm Tillisch, som i 1759 efter den »store Konge« Frederik den femtes ordre »af nyt fuldstændig havde opbygget« kongsgaarden,  i dennes største sal ladet ophænge en tavle, som paa, lazurfarvet grund mod gyldne bogstaver angiver navnene paa de konger, der har besøgt Stavanger. Den sidste indskrift findes endnu, de tvende førstnævnte er derimod forsvundne.

s. 116

og i spidsbuet stil opført kapel, der vistnok skriver sig fra omtrent samme tid som domkirkens kor og allerede omtales i 1317 (D. N. IV, no. I 19). Endnu i 1712 saaes her, ifølge Arne Magnussøns beretning »3 altere, et i østenden og et ved hver side«. I 1745 omtales bygningen under navn af »Fadeburet«, og i samme aarhundredes slutning brugtes den tildels sum theater, medens kjelderen, der staar i forbindelse med den gamle bispegaards, tjente sum vinkjelder. Da Kongsgaard i 1825 atter blev offentlig eiendom, toges Munkekirken til arkivrum for amtet, men er i den senere tid indredet til opbevaringssted for skolens bibliothek.

 

Den høiere almenskole. Allerede i slutningen af det 13de aarh. sees byen at have havt en latinskole, der her som andetsteds maa have staaet under domkapitlet og biskopen. Ved reformationen blev skolen fornyet og havde ved 1576 en skolemester og en hører og ved midten af det 17de aarhundrede en lektor, en rektor og to hørere. Ved forskjellige paabud i dette aarhundredes sidste halvdel (s. reskr. 6 mai 1682, 20 nov. 1686) blev imidlertid efterhaanden dens midler og lærerkræfter indskrænkede til fordel for den nyoprettede skole i Kristiansand, indtil et reskr. af 27 nov. 1739 endelig forbød al latinundervisning i skolen, som derved sank ned til en »dansk kristendomsskole« og blev begyndelsen tit den senere almueskole *). Noget slags høiere undervisningsanstalt fandtes nu ikke før omkring 1800, da formuende borgere af staden ved sammenskud fik istand en saakaldt realskole. Da ogsaa denne gik ind (1818), oprettedes endelig ved resl. 2 okt. 1824 en lærd skole, der skulde forbindes med en borgerskole, og hvortil der i amt og by subskriberedes ialt 6826 spd., hvoraf 4000 spd. anvendtes til sum skolelokale at indkjøbe den ovenfor nævnte gamle amtmandsbolig Kongsgaard. Den lærde skole begyndte sin virksomhed høsten 1826, borgerskolen derimod først 1832. Ved resl. 12 april 1850 blev den omdannet til en »lærd og realskole« og er nu i henhold til skoleloven af 1869 ifølge resl. 14 april 1870 gaaet over til en »offentlig skole for den høiere almendannelse«, bestaaende af middelskole med latingymnasium. Imidlertid var der i 1852 nede ved Bredevandet opført en ny toetages skolebygning af træ, som senere er udvidet, og hvor for tiden 12 klasser har sit lokale, medens den gamle Kongsgaard indeholder rektorbolig og 5 klasseværelser. Skolen har nu, foruden rektor, 4 overlærere,  8 adjunkter og 5 klasselærere. Elevantallet var i 4de kvartal 1886 i gymnasiet 52 og i middelskolen 173, tils. 225, hvortil kommer 60 i den med skolen kombinerede, kommunale forberedelsesskole. Skolens legatformue var den 1 juli 1886 kr. 16,662, dens budgetterede indtægter kr. 27,360 og bevilgede udgifter kr. 66,400. Af legatkapitalen er kr. 7200 skjænket af kong

 

                        *)   Latinskolens gamle bygning, et tildels af huggen sten opført hus paa den sydøstre side af domkirken, benyttedes af almueskolen ligeindtil 1839, da den nedreves og en ny, bedre indrettet træhygning opførtes paa den gamle tomt. Dette hus blev i 1879 flyttet for at give plads for parkanlægget omkring kirken.

s. 117

Karl Johan ifølge fundats af 23 okt. 1826 og kr. 4000 af toldkasserer Løvdahl ved testamente af 25 aug. 1851. Skolen har et bibliothek paa omtrent 2200 bind.

 

Private skoler. Af større private skoler findes:   1) Stavangers private middelskole, der ifølge resl. 5 mai 1885 har ret til at afholde middelskoleeksamen; oprettet 1881, for tiden 14 lærere og ca. 200 elever (gutter), fordelte paa 3 forberedelses‑ og 6 middelskoleklasser.   2) Frk. Rings pigeskole, egentlig fortsættelse af en ældre, fra omkring 1830 bestaaende skole, har 8 lærere, 11 lærerinder og 160 elever.   3) Frk. Wieses pigeskole, oprettet 1856, med 4 lærere 11 lærerinder og 170 elever. Begge disse skoler har 10 etaarige klasser.

 

Almueskolerne, der ved udgangen af 1885 søgtes af 2704 af byens 3829 skolepligtige børn, har 7 etaarige, opadstigende klasser, sum med undtagelse af de lavere er særskilte for hvert kjøn. Skoletiden er i 1ste, 6te og 7de klasse 18, i de øvrige 22 timer ugentlig hele aaret igjennem med almindelige ferier. Lærerpersonalet bestaar af 20 lærere og 45 lærerinder. De førstes gjennemsnitlige aarsløn er kr. 1268 (høieste kr. 1760, laveste kr. 960), de sidstes kr. 468 (høieste kr. 640, laveste kr. 352), hvortil kommer lønstillæg af statskassen. Byens 6 friskoler havde ialt 83 klasser med gjennemsnitlig noget over 32 elever i hver. Skolens budget androg i 1880 til kr. 47,800 og i 1885 til kr. 52,380, heri dog ikke medregnet renter af den i skolebygninger og inventar liggende kapital. Byen har for tiden ialt 6 skolebygninger:   1) Østre skole, oprindelig bygget i 1843 ved domkirken, men nedrevet i 1879 (jfr. noten side 116) og flyttet til den østre bydel i nærheden af Nymannsveien ; takstværdi kr. 33,000.   2) Blaasenborg skole, en liden uanselig bygning, der tidligere var landsskolebygning og efter byens udvidelse i 1848 afkjøbtes Hetlands kommune.   3) St. Petri skole A ved Nytorvet, ny opført i 1877, 12 skoleværelser, kostende kr. 28,000.   4) St. Petri skole B ligger ved siden af skolen A og har legeplads fælles med denne; var tidligere en privat bygning (møbelmagasin) og indkjøbtes i 1859 for kr. 8000.   5) Sandvigens skole, i byens vestre del, er opført i 1858/59 med kostende kr. 12,000.   6) Buøens skole tilhørte tidligere Hetlands skolevæsen og erhvervedes af byen efter dennes sidste udvidelse. Almueskolen har nogle legater, bl. a. fra toldkasserer Løvdahl kr. 4000, hvis renter anvendes til fattige skolebørns beklædning samt til bøger og skrivematerialier.

 

Søndagsskoler har været i virksomhed gjennem et langt tidsrum. For tiden holder den i 1868 stiftede »søndagsskole‑forening« saadanne igang for ukonfirmerede børn med frit lokale i almueskolebygningerne. Antallet af børn er nu ca. 1800, fordelte paa 40 klasser med 60 lærere og lærerinder, undervisningstiden søndag form. kl. 9‑10. Søndagsskolen har et legat fra toldkasserer Løvdahl paa kr. 2000.

s.118

Den tekniske aftensko1e traadte i virksomhed høsten 1878 samtidig med, at den ældre offentlige tegneskole ophørte. Ifølge den ved res. 22 decbr. 1877 approberede plan er dens øiemed at meddele de for haandverk og lignende industri nødvendigste theoretiske kundskaber og færdigheder. Skolen, som ved udgangen af 1886 havde 6 lærere og 127 elever, har en forberedelsesklasse, 3 tekniske klasser og en tegneklasse, til hvilken sidste ogsaa kvinder har adgang. Dens budget udgjør kr. 5400, hvoraf statskassen bidrager kr. 2500. Skolepengene er 2 kr. halvaaret, undervisningstiden 2 aftentimer i ugens 5 første hverdage og undervisningsgjenstandene: tegning, modellering, norsk, regning, geometri, fysik, kemi og bogholderi. Bestyrelsen bestaar af 4 af kommunebestyrelsen valgte medlemmer samt af skolens førstelærer. Lærerne ansættes af formandskabet med departementets approbation. Siden høsten 1880 har skolen sin egen murbygning paa Bergeland, hvilken med inventarium har kostet kommunen omtrent kr. 32,000. Dens bibliothek tæller 400 bind.

Sømandsskolen begyndte sin undervisning i vinteren 1854‑55. Dens elevantal, som i aarene 1874‑ 78 naaede op til 180 à 190, er senere gaaet sterkt ned og udgjorde i det sidstforløbne skoleaar kun 62. Lærerpersonalet, der retter sig efter søgningen, bestaar nu af en førstelærer og 4 à 5 hjælpelærere. Skolen har tilskud af stat og kommune.

Arbeidsskolen for gutter, oprettet 1879 af et privat selskab, aabnedes den 8de januar 1880. I 1883 toges dens egen, rummelige og velindrettede, nye bygning paa Nymannsmark i brug. Den har 3 store, lyse arbeidsværelser, hvor paa en gang tilsammen 100 gutter kan sysselsættes. Da eleverne er delte i 2 partier, hvoraf hvert arbeider 2 timer liver eftermiddag i ugens 5 første virkedage, har skolen i de to sidste aar været søgt af omtrent 200 gutter, alle (med undtagelse af et snes betalende) fra almueskolens øverste klasser. Undervisningen, der er indskrænket til de 6 vintermaaneder og ledes af en specielt uddannet bestyrer, sker ved 6 haandverkere og omfatter snedker‑, dreier og skomagerarbeide. Udgifterne, ca. kr. 4500 aarlig, dækkes dels ved private bidrag, dels ved tilskud fra brændevinssamlaget samt en liden statsbevilling. Paa bygningen, der er assureret for kr. 72,000, hviler en gjæld af kr, 4476.

Haandgjerningsskolen for piger, der har bestaaet siden 1849, besøgtes i 1885 af 40­50 elever, der nød undervisning i forskjelligt kvindeligt haandarbeide. Den har et legat fra toldkasserer Løvdahl paa kr. 2000 og faar aarlig et lidet bidrag af kommunen.

Kommunebibliotheket, der aabnedes den 1 sept. 1885 i sømandsskolens gaard ved torvet, er væsentlig tilveiebragt ved bidrag af brændevinssamlaget og tæller 8650 bind. Dets løbende udgifter bestrides af kommunen. Et tidligere bestaaende athenæum er for nogle aar siden opløst.

s.119

Børneasyler. Det ældste af disse, nit St. Petri menigheds, oprindelig stiftet 1844, har for tiden ca. 70 børn óg eier sin egen bygning paa St. Peders Gjærde samt 7 legater til beløb af kr. 9960, bl. a. et fra toldkasserer Løvdahl paa kr. 4000. Det tilsvarende for Domkirkens menighed er stiftet 1871 og har 140 børn og et hus, værd kr. 7200. Endelig virker siden 1864 en pleiestiftelse for smaabørn i sin egen, i 1868 indkjøbte bygning i Kleven; ca. 20 børn optil 8 à 10 aar, legatkapital kr. 6166, hvoriblandt kr. 4500 ifølge snedkermester Christian Jakobsens gave af 1879, stor oprindelig kr. 4000. Pleiestiftelsens indtægter var i 1886 kr. 2638. .

Josefines stiftelse for pigebørn af almueklassen begyndte sin virksomhed den 10 juni 1834 efter mønster af Eugenias stiftelse i Kristiania og opkaldt efter daværende kronprinsesse Josefine. Dens bygning, der ligger i Kongsgaden og indeholder 10 værelser foruden kjøkken og kjelderrum, toges i brug i november 1840. Som stiftelsens egentlige grundlægger bør ansees farver John Haugvaldstad, der skjænkede den saavel en jordeiendom »Haugvaldstads minde«, nu værdsat til ca. kr. 20.000, som en legatkapital paa omtrent kr. 50,000. Børnene, hvis antal mindst skal være 25, opdrages til duelige tjenestepiger og undervises derfor saavel i haandarbeider som i kjøkkenstel. De forbliver i anstalten indtil 16 à 17 aars alderen. Undervisningen besørges af 1 lærer og 3 lærerinder. Foruden ovennævnte legat eier stiftelsen et stort antal mindre legater, tilsammen henimod kr. 30,000. De vigtigste af disse er madame Børresens legat paa kr. 4000 (nu kr. 6070), toldkasserer Løvdahls paa kr. 4000, hattemager S. Vagles paa kr. 1200, madame Johanne Olsens paa kr. 1600 (nu kr. 1952), madame Thorsens paa kr. 1200, G. Grødem og hustrus paa kr. 1600, M. B. Schreuder og hustrus paa kr. 3663 samt S. Gundersen og hustrus paa kr. 4000. Dens samlede indtægter udgjorde i 1885 kr. 5698 og dens udgifter kr. 4458.

Bethania‑stiftelserne. Den første begyndelse til det storartede kompleks af veldædige indretninger, som gaar under dette navn, og som skylder sogneprest Lars Oftedals utrættelige virksomhed sin tilblivelse, var forsamlingshuset »Bethania« for 2000 tilhørere, som opførtes vinteren 1874 paa Bergeland og toges i brug 5 januar 1875, men endnu samme høst udvidedes til næsten det dobbelte. Husets samlede kostende var kr. 32,000, der i forveien var indkommet som frivillige gaver. Her holdes foruden bibellæsninger og kvindeforeningsmøder, tvende gange ugentlig kristendomsskole for voksne i et antal af 400 á 500. ‑ Den første stiftelse, der sluttede sig hertil, var Bethania waisenhus no.1 for 50‑55 forældreløse gutter i alderen 12--15 aar, hvilket begyndte sin virksomhed den 15 januar 1877 i en dertil opført bygning, som med inventar kostede omtrent kr. 32,000. Dets aarlige udgift er ca. kr. 12,000, heri ikke medregnet gaver in natura­ af fødemidler og klæder. Foruden nogle mindre legater eier stiftelsen et større legat paa ca. kr. 80,000, skjænket i 1879 af snedkermester Christian Jakobsen, og af hvis renter 2/3

s.120

anvendes til husets underholdning, medens 1/3 lægges til kapitalen. I 1878 byggedes og aabnedes waisenhuset no. 2 for 20 forældreløse gutter i alderen 8‑12 aar. I samme aar aabnedes i et for kr. 10,800 indkjøbt hus i samme kvartal et børnehjem for 25 smaa, baade gutter og piger, mellem 1 og 8 aar; denne anstalt, som i 1886 er betydelig udvidet, forsørger nu 30 á 35 børn. ‑ I april 1880 indviedes guttehjemmet no. 3 for 10 gutter over 14 aar; senere er det paabygget og udvidet, saaledes at det nu afgiver plads for 20‑25 gutter, som dels gaar i haandverkerlære, dels søger middelskolen eller gymnasiet. Hvert aar udgaar flere herfra som studenter. ‑Endelig aabnedes i 1881 et saakaldet »Herberge« for trængende embedsmænds børn, rummende 12 gutter, som besøger gymnasiet; de faar kost og bolig, men holder sig selv klæder. Ogsaa dette herberge fik ifjor en større udvidelse. ‑­Stiftelserne har egen skole med 2 klasser i waisenhuset no. 1, 1 klasse i no 2 og 1 klasse i børnehjemmet. Fremdeles er der med samme forbundet et bogtrykkeri og bogbinderi, der drives i en egen bygning med omtrent 20 arbeidere og hvor endel af waisenhusbørnene daglig sysselsættes i nogle timer. Fra trykkeriet udgaar 4 blade: »Vestlandsposten«, »Vestlandspostens tillæg«, »Bibelbudet« og »Waisenhustidende«, foruden adskillige bøger og traktater, hvilket alt ekspederes fra det tilhørende ekspeditions‑ og boghandlerlokale. Endelig er der anlagt en posefabrik i Bethaniakjælderen, hvor 60‑70 gutter daglig har et par timers beskjæftigelse. ‑ I 1878 blev der til waisenhusene indkjøbt et jordbrug, hvorpaa fødes i hest og 10 kjør; gaarden, som ligger ved Gandefjorden og har hørt under Hetlands prestegaard, har faaet navnet »Emaus« . Endelig har Bethania­stiftelserne iaar atter modtaget en betydelig udvidelse, idet en i Hetland herred ½ mils vei østenfor Stavanger liggende ø, Lindøen, for kr. 6700 er bleven indkjøbt til anlæg af et redningshjem for moralsk forvildede gutter. Bygningen er nu allerede under tag ; den vil fuldt færdig koste kr. 16 à 18,000 og afgive plads for 20 à 30 gutter. ‑ De ovenfor nævnte stiftelser og eiendomme, som alle, med undtagelse af den sidst anførte, ligger i det saakaldte Bethaniakvartal i den nye bydel paa Bergeland, repræsenterer en kapital af omkring kr. 250,000, hvorpaa kun skyldes ca. kr. 15,000. Det aarlige budget for stiftelsernes drift andrager til ca. kr. 40,000. Beløbene er indkomne ved frivillige gaver fra alle landets egne, tildels ogsaa fra udlandet. Det hele er, som nævnt, sat i gang af sogneprest L. Oftedahl og staar under hans bestyrelse.

 

Jomfrustiftelsen, oprettet 1861, yder ifølge de ved res. 25 juni s. a. konfirmerede statuter, indtil 10 ældre ugifte, ‑trængende damer af byens embeds-­eller borgerstand fri bolig og om muligt anden understøttelse. Efterat dens tidligere ved Bredevandet liggende bygning er taget i besiddelse af jernbanen, har den siden 1876 sit hus i Løkkeveien, værdsat til kr. 24,000. Dens legatkapital var ved udgangen af 1886 ialt kr. 19,700, hvoraf jomfru Lindahls legat

s.121

kr. 5000 (oprindelig kr. 4000), jomfru Hanne Kiellands kr. 6700 (oprindelig kr. 4000) og Hans Lindahls kr. 8000.

Tjenestepigehjemmet, oprettet i 1881, afgiver i to af privatmænd skjænkede bygninger et hjem for 22 ældre, veltjente tjenestepiger, der foruden fri bolig erholder frit lys og brænde. Det bestaar ved frivillige gaver.

Sygehuset med arbeidsanstalten, opført omkring 1845, er paa en gang sygehus, sindssygeasyl og tvangsarbeidsanstalt, hvis bygninger er sammenhængende og danner et eget kvartal paa den gamle Hospitalsmark i nærheden af Petri kirke. I sygehuset er 9 værelser med et gjennetnsnitligt belæg af 35 á 40 patienter, sindssygeasylet huser i regelen 6 à 7 og arbeidsanstalten henimod 40 personer. I forbindelse hermed staar et fattighus for 12 gamle fruentimmer. Anlægget, der i kommunens offcielle sprog gaar under navn af  »den kombinerede indretning«, er opstaaet ved forming af tvende ældre stiftelser, nemlig byens gamle hospital, en forsørgelsesanstalt, hvormed var forenet et bevaringssted for vanvittige, samt den i 1792 oprettede arbeidsanstalt. Det førstnævnte af disse var udentvil en levning af det St. Peders fattighus (almósuhús) eller sygehus, senere urigtig kaldet St. Peders kloster, der omkring 1270 stiftedes af kong Magnus og biskop Thorgils for at indtage »fattige mænd, som sygnede i byen, at de der kunde vente bod eller bane, og ikke bæres syge, saarede eller halvdøde gaard imellem, som hidtil er skeet« *), og til hvilket kongen skjænkede sin odelskirke, St. Peters kirke. Den nuværende anstalt har en meget uheldig beliggenhed umiddelbart i nærheden laf byens største kloak (Skolebækken), og efterat kommunen i 1885 er kommen i besiddelse af den smukke eiendom Hillevaag i Hetland; har det været under overveielse at flytte saavel arbeidsanstalten som sygehuset og dolhuset didhen.

 

*) Langes klosterhistorie. 2den udg. p. 375.

 

Amtssygehuset var oprindelig et sygehus for radesyge, oprettet i henhold til reskr. 3 juni 1773, og havde, saavidt vides, sit lokale i et enetages hus i nærheden af Kongsgaard med have til Bredevandet. Den nuværende bygning, der ligger paa St. Peders Gjærde og blev taget i brug den 7 juni 1843, indeholder i tvende etager 4 sygesale, bolig for assistent og økonom med øvrige fornødne rum ; her er ogsaa en tarvelig badeindretning. Det daglige middelbelæg var i 1884 omtrent 12 og i 1885 omtrent 18 syge.

Kommnnebygningen, en anselig, næsten et helt kvartal optagende træbygning i Kongsgaden, ligger paa samme tomt som den gamle »communsbygning«, der oprindelig tilhørte domkapitlet og efter reformationen i en lang række af aar var bolig først for biskopen, senere for sognepresten. Den nuværende bygning, der senest var benyttet som hotel (»H. du Nord«), blev i 1882 for kr. 30,000 indkjøbt af kommunen og afgiver siden 1883 lokaler for brandvagten

s.122

med dens apparater, for stadsingeniørkontoret, politikammeret, formandskabet, forligelses‑, sundheds‑ og skolekommissionen, fattigforstanderkontoret og kæmnerkontoret, ligesom den indeholder privat bolig for politimesteren og 1ste brandmester. Bygningens indredning til dette brug kostede ca. kr. 10,000.

 

Fængselsbygningen, en murstensbygning i rundbuestil, beliggende ved Kongsgaden, er opført i 1863‑64 med en udgift af kr. 31,000, hvoraf kr. 24,500 tilskudt af statskassen. Den indeholder en større retssal med dommer‑ og sagførerværelse, 10 celler, arrestrum for berusede samt bolig for vagtmester og slutter.

 

Sparebankbygningen, ligeledes en murstensbygning, beliggende ved siden af forannævnte og bygget samtidig, har lokaler for sparebanken, bankkontoret og haandverkerforeningen samt et festivitetslokalé, der er sat i forbindelse med fængselsbygningens retssal og benyttes ved koncerter, fester, valgforsamlinger o. 1. Begge disse bygninger er opførte paa grunden af den gamle kirkegaard, der har ligget omkring domkirken.

 

Bade ‑ og vaskeanstalter. Af saadanne bør nævnes varmtvandsbadeanstalten paa Jorenholmen i Østervaag med romerbad, russisk dampbad og karbad for sø‑ og ferskvand, samt en strømbadindretning udenfor Strømstenen i byens østre udkant. Begge anstalter er opførte for omtrent ti tar siden af et aktieselskab med bidrag af brændevinssamlaget. En vaskeanstalt med tørrehus ved Løkkeveien er opført af ommunen i 1868‑69 og har kostet henimod kr. 9000.

 

Gasverket toges i brug i marts maaned 1866 og tilhører et privat interessentskab, men kan efter 50 tars forløb, altsaa i 1916, indløses af kommunen efter takst. Byen havde i 1885 204 gaslygter, der kontraktmæssig skal brænde mindst 1500 timer om aaret mod en godtgjørelse af kr. 40 for liver lygte. Desuden lader havnevæsenet brænde 12 gaslygter. Det samlede gasforbrug var i driftsaaret 1884/85 lidt over 5 ½ mill. kubikfod, hvoraf private konsumenter tog omtrent de to tredjedele. Gasverket har i de 4 driftsaar 1884/85 givet et gjennemsnitligt overskud af kr. 18,700, hvoraf der aarlig er udbetalt interessenterne 10 % udbytte.

 

Vandverket, der anlagdes i 1865‑66 forsynedes med en ny hovedledning i 1875 ‑76 og i 1879 var gjenstand for en betydelig udvidelse til de dengang nyindlemmede bydele, har sit indtagshus i det i den sydvestlige bygrænse liggende Mosevand, som ved dæmninger og 2de tilledningsgrøfter har faaet sin vandstand tilstrækkelig forhøiet Da eieren af Hillevaags møller gjennem Hillevaagsbækken ogsaa havde ret til vandforsyning fra Mosevandet, erhvervede kommunen i 1885 ved kjøb Hillevaags gaard og brug. Ledningerne, som helt igjennem bestaar af jernrør, havde ved udgangen af 1885 en samlet længde af 20,366 meter. Samtidig fandtes 167 brandkummer, 17 offentlige tappeposter, 2 fontæner og 1481 private vand-

s.123

indtag. Omkostningerne ved det oprindelige anlæg var kr. 159,000, udvidelserne i 7875‑79 medførte en forøgelse af omtrent kr. 80,000 udover de regelmæssige aarsudlæg. Indtægterne var i femaaret 1881‑85 omtrent kr. 26,600 aarlig. Vandverket er kraftigt, men byens vanskelige terrænforholde bevirker, at effektiviteten i de høiest, liggende bydele ikke er tilstrækkelig. Over laveste brandkum er trykhøiden vistnok 33 m., over høieste derimod kun 9 m. ‑ Samtidig med vandverket fik byen i 1866 ogsaa et tidsmæssigt brandvæsen, der staar under ledelse af stadsingeniøren som brandinspektør og nu er ordnet ved regl. 25 okt. 1881. Det faste brandkorps, 23 mand, er stationeret i brandvagten, der siden 1882 har faaet et rummeligt og hensigtsmæssigt lokale i den nye kommunebygning og ved telegraf er sat i forbindelse med udkigstaarnet paa Valberget samt med flere allarmstationer. Desuden haves et reservekorps paa 36 og et udskrevet korps paa 340 mand. Foruden flere sugesprøiter og haandsprøiter haves en landdampsprøite og en fortrinlig sødampsprøite, der anskaffedes i 1880 og kostede ca. kr. 32,000. Ifølge res. 16 febr. 1881 (jfr. res. 3 juli 1882) har byen en nedsættelse af 27 ½ % i den almindelige brandkontingent.

 

Endelig mat blandt offentlige bygninger eller eiendomme nævnes toldboden, en grundmuret bygning, beliggende paa Stranden, bygget i 1840; jernbanestationen; bazaren eller slagterboderne i Brattegaden, en kommunen tilhørende bygning fra 1868 med 7 boder; Vaalands distriktsfængsel, beliggende i byens sydlige del ved Ladegaardsveien, taget i brug 1865, samt den nye amtmandsbo1ig, ligeoverfor fængslet, opført i 1868.

 

Af foreninger eller selskaber, der har sit sæde i byen eller sammesteds udfolder sin virksomhed, kan nævnes:

 

Det norske missionsselskab, stiftet 1842 ved en i Stavanger sammentrædende konstituerende forsamling af deputerede fra de missionsforeninger, som allerede tidligere havde dannet sig rundt omkring i landet, og hvoraf den ældste, Stavanger missionsforening, havde virket siden 5 december 1826. Blandt de mænd, der gav stødet til selskabets oprettelse, maa særlig fremhæves farver Jon Haugvaldstad, foged Søren Daniel Schiøtz, postfuldmægtig C. K. Kielland og kjøbmand S. E. Svendsen, samtlige af Stavanger, hvorfor ogsaa denne by blev sædet for selskabets hovedbestyrelse. Denne bestaar af 10 medlemmer og svarer for sin forretningsførelse for en hvert 3die tar paa vekslende steder i landet sammentrædende generalforsamling. Selskabet talte i 1885 omtrent 880 enkelte foreninger, der var samlede i 8 større kredse, hvis indre anliggender ledes af bestyrelser med sæde i Kristiania, Hamar, Drammen, Kristiansand, Stavanger, Bergen, Trondhjem og Tromsø. Desuden understøttedes det af over 2000 kvindeforeninger. Selskabets indtægter, der navnlig bestaar af frivillige bidrag, var i femaaret 1861‑65 tilsammen

s.124

kr. 275,643 af 1866‑70 tils. kr. 357,091, men er efterhaanden stegne og udgjorde i 1881 kr. 200,585 og i 1885 endog kr. 314,000, medens udgifterne i disse tvende aar androg til henholdsvis kr. 261,000 og kr. 258,000. Selskabets organ »Norsk missionstidende« udgik i 1885 i 10,000 eksplr. Til dets disposition har, naar det fornødiges, staaet et ved særskilt bidrag af missionsvenner tilveiebragt skib, ved hjælp af hvilket forbindelsen med missionsmarkerne har været vedligeholdt. Dets rederi dannes af en komité i Bergen. Det oprindelig anskaffede fartøi »Eliezer« solgtes i 1884, hvorpaa et nyt »Paulus« byggedes færdigt 1885. Missionsmarkerne har været dels Zululandet og Natalkolonien, hvor der for tiden i selskabets tjeneste virker 14 missionærer samt 1 lægemissionær, fordelte paa 9 stationer, foruden en opdragelsesanstalt for missionærernes børn, ‑ dels Madagaskar, hvor der paa 17 hovedstationer tjener 25 missionærer og 1 lægemissionær, og hvor desuden holdes i gang et theologisk seminar, to lærerskoler, et hospital, to børnehjem og en opdragelsesanstalt for missionærernes børn. ‑ Til uddannelse af missionærer virker en missionsskole, der oprindelig sattes i gang i 1843, men indstilledes i 1848, hvorefter den atter besluttedes gjenoprettet i 1858. Siden april 1864 har den havt sit eget lokale, som selskabet med en samlet udgift af ca. kr. 65,000 lod opføre paa en til dette øiemed indkjøbt løkke paa Egenes. Skolen har i regelen talt omtrent 12, høist 18 elever, der gjennemgaar et 6‑aarigt kursus. Den er navnlig bleven søgt fra landets vestlige og nordlige egne, og af eleverne har de fleste været af bondestand, tildels med tidligere seminaristisk uddannelse. Undervisningen besørges af skolens forstander, selskabets sekretær og nogle timelærere.

 

Stavanger bibelforening, stiftet 9 februar 1828, har for tiden 80 medlemmer og en aarlig indtægt af ca. kr. 100. Den har siden sin stiftelse udbredt omtrent 92,000 bibler og nytestamenter.

 

Israels venners forening, stiftet i 1844, holder sin aarsfest hver 21de januar til minde om den første evangeliske biskop Alexanders ankomst til Jerusalem. De gjennem foreningen indkomne bidrag til jødemissionens fremme udgjør siden dens stiftelse omtrent kr. 60,000.

 

Totalafholdsforeningen er stiftet i decbr. 1859. Den bestod fra først af jevnsides med en ældre afholdsforening fra 1830, der i almindelighed kaldtes »Maadeholdsforeningen« Den yngre forenings strengere statuter fandt imidlertid efterhaanden større tilslutning. Den har gaaet jevnt fremad og talte ved udgangen af 1885 ca. 1200 kontrollerede medlemmer, hvortil kom henimod 200 andre indskrevne. Foreningen har eget lokale paa hjørnet af Brødregaden og Waisenhusgaden. takseret for kr. 25,000, men med en pantegjæld af kr. 13,000. Indtægterne har i femaaret 1881‑85 dreiet sig om kr. 1600 aarlig, men gik i 1885 op til kr. 3000. Brændevinssamlaget bidrager aarlig med kr. 500 á 800. En underafdeling, »Børneforeningen«, tæller ca. 300 medlemmer.

s.125

Goodtemplarlogerne, hvoraf der gives fire, den ældste fra 1878, talte i 1885 omtrent 400 medlemmer, hvoraf 150 kvinder. Desuden virker et børnetempel paa ca. 100 medlemmer, hvori foruden sterke drikke ogsaa nydelsen af tobak modarbeldes. Ordenen kjøbte i 1882 eget hus i Brødregaden, der er takseret for kr. 14,000, hvorpaa kr. 5000 er afbetalt.

 

Ynglingeforeningen, stiftet 8 nov. 1868, tæller for tiden omtrent 220 medlemmer, hvoraf 2/3 læregutter.  I 1882 indkjøbte den eget hus, der med endel reparationsudgifter har kostet kr. 14,000, hvorpaa endnu skyldes kr. 6000. Foreningen har et bibliothek paa ca. 1000 bind.

Redningsselskabet, stiftet 4 marts 1850 til ophjælpelse af moralsk forvildede børn og løsladte forbrydere, har et legat af toldkasserer Løvdahl paa kr. 2000. Selskabet er egentlig opløst, men ved hjælp af legatets renter og et tilskud af bykassen underholdes en aftenskole for forsømte konfirmander.

 

       Hjælpe‑ og understøttelseskassen for uheldige sømænd, stiftet 1820, virker med renterne af en kapital, som i, 1885 beløb sig til noget over kr. 16,000. De tidligere frivillige bidrag, der især ydedes af de søfarende, er siden sømandsassuranceindretnin­gens oprettelse saagodtsom ophørte. Kassen staar under kontrol af forsvarsdepartementets marineafdeling. Dens midler anvendes for­trinsvis til understøttelse af skibbrudne søfolk, men kommer ogsaa syge og gamle sømænd saint sømandsenker tilgode. Uddelingen sker navnlig til hver jul.

 

Kvindeforeningen for trængende søgutter, stiftet 1864. udruster fattige gutter, der ikke har understøttelse af fattigvæsenet, med de nødvendigste klæder til deres første reise. Den talte i 1885 7 7 medlemmer.

 

Foreningen for trængende barselkvinder har i de sidste 5 aar (1882‑86) havt en samlet indtægt af kr. 337 og en udgift af kr. 329.

 

Den frivillige fattigpleie er oprettet i 1871 som fortsættelse af den tidligere bestaaende saakaldte »industriforening«. Den har, omtrent 120 aktive medlemmer, mest kvinder, som ved besøg i de fattiges boliger søger at veilede og støtte de trængende. Flere lappeskoler har været i virksomhed, ligesom foreningen har underholdt 2 diakonisser for i sygdomstilfælde at gaa de fattige tilhaande. Direkte uddelinger, dels af penge, dels af fødevarer, brænde og klæder, har i 1881‑85 fundet sted til en gjennemsnitsværdi af omtrent kr. 6000 aarlig. Endelig virker ogsaa foreningen paa den maade, at den skaffer fattige arbeide og holder udsalg af de tilvirkede produkter. Denne forretning har ikke baaret sig, men agtes dog fortsat. Fattigpleiens indtægter har fornemmelig været bidrag fra brændevinssamlaget (i 1881 kr. 6000, i 1882‑85 kr. 5000 aarlig), hvortil

s.126

kommer endel private bidrag, som dog i de senere aar er sterkt aftagne. ‑ Efterat der i høsten 1885 er oprettet »en kirkelig fattigpleie« særskilt for Petri menighed, har den ældre forening indskrænket sin virksomhed til byens to øvrige menigheder.

 

Stavanger amts forening til dyrenes beskyttelse begyndte sin virksomhed i 1876 og talte i 1885 400 medlemmer.

 

Stavanger arbeideres understøttelsesforening, en syge‑, trangs‑ og begravelseskasse, stiftet 1551, havde i 1880 omkring 700 og i det følgende femaar gjennemsnitlig ca. 750 medlemmer. Den regelmæssige kontingent, før 7 øre pr. uge, er nu 30 øre maanedlig, foruden 13 øre i indtrædelsespenge og 10 øre for hvert inden foreningen indtræftende dødsfald. Af renterne af Løvdahls legat er der siden 1882 bleven tildelt den kr. 300 á 400 aarlig. Indtægterne har i de 5 aar 1882‑86 udgjort tilsammen kr. 25,720, udgifterne kr. 25,197. Med foreningen er forbundet en særskilt sygekasse, hvis medlemmer der maa tilhøre understøttelsesforeningen, faar fri medicin og lægehjelp mod en ugentlig tillægskontingent af 10 øre. Medlemsantallet var her i sidste femaar gjennemsnitlig 250, de samlede indtægter 1882‑86 kr. 7 800 (deriblandt et særskilt bidrag af brændevinssamlaget paa kr. 200 á 300 aarlig), udgifterne kr. 7505. ‑Ved bidrag fra byens tvende sparebanker og samlaget har foreningen kunnet opføre sit eget hus paa Bergelandsmarken, hvilket indviedes 11 januar 1882. Her findes, foruden forsamlings‑, læse‑ og bibliothekværelser, 18 familiebekvemmeligheder, der , tjener som gratis bolig for værdige og trængende medlemmer, for tiden ialt 43 personer. Huset med grund kostede ca kr. 41,000, hvorpaa kun skyldes et mindre beløb.

 

Skipperforeningen er oprettet i 1868 med det formaal at understøtte trængende medlemmer og deres efterladte. Kontingenten, er kr. 4,00 aarlig, hvorhos der i »læstepenge« erlægges 1 ½ øre pr. ton af medlemmernes førende skibe. I 1885 var medlemsantallet 187, foreningens opsparede fond kr. 23,626 dens samlede indtægt kr. 2617. For 1884 uddeltes kr. 705, for 1886 kr, 739 som understøttelse til afdøde medlemmers enker og børn. Enkerne erholder aarlig 50 pct. af mandens hele indskudte beløb.

 

Stavanger femdalers pensionsindretning er stiftet i 1844 og yder pension til enker og ældre, ugifte kvinder. Dens love er approberede ved res. 3 marts 1855, 19 febr. 1859, 14 januar 1868 og 7 sept. 1869. Efter sidste aarsregnskab havde den en indtægt af kr, 4300, en udgift af kr. 3528 samt et uangribeligt og stigende fond paa kr. 63,930.

 

Sømandsforeningen er stiftet 12 sept. 1850 for at virke for søfartens og sømandsstandens interesser. Den talte i 1885 244 medlemmer, for hvilke der i et leiet lokale staar aabent læseværelse med bøger, karter og aviser. I forbindelse med foreningen virker en assuranceindretning for søfolks tøi, i hvilken der s. a. var forsikret

s.127

 for kr. 460,000. Af dennes overskud bliver aarlig, saavidt ske kan, en del henlagt til reservefond og resten uddelt som understøttelse til trængende sømænd og deres efterladte. Paa denne maade blev i femaaret 1871‑75 uddelt tilsammen kr. 20,200, i 1876‑80 kr. 16,035 og i 1881‑85 kr. 18,250. Ved udgangen af sidste femaar var foreningens opsparede fond kr. 74,689, uagtet der i 1877 blev anvendt kr. 12,000 som gave til et sømandshjem.

 

Sømandshjemmet. er bygget ved hjælp af bidrag fra sømandsforeningen, sparebanken, brændevinssamlaget og private. Det aabnedes den 26 april 1879 og afgiver fri bolig for 21 gamle sømends familier, ialt 75 personer, foruden et stort forsamilingsværelse og bekvemmelighed for opsynsmanden. De fleste af beboerne faar desuden frit brænde og belysning. Bygningen kostede opført kr. 42,000. Udgifterne bestrides ved frivillige bidrag.

 

Haandverkerforeningen, stiftet 7 okt. 1873, talte ved udgangen af 1885 165 medlemmer og har et bibliothek paa omtrent 500 bind. Den afholder aarlig et industrilotteri, der jevnlig har givet et lidet overskud til indtægt for foreningen.

 

Haandverkernes stiftelse, indviet den 17 okt. 1881, har til formaal at yde fri bolig og om muligt anden understøttelse til værdige og trængende haandverksmestere af Stavanger by med deres hustruer og enker. Den har afløst den tidligere, fra 1859 bestaaende, pensionsforening. Stiftelsens bygning, som er beliggende i Sandvigen og indeholder forsamlingssal, 18 beboelsesrum, verkstedrum m. v. har kostet kr. 24,500, hvoraf Stavanger sparebank har skjænket kr. 12,000.

 

Arbeidersamfundet er en fortsættelse af den oprindelig i 1847 stiftede »tekniske forening«, hvis formaal var at fremme haandverkeres og andre arbejderes vel og aandelige udvikling. Efterat haandverkerne havde oprettet en egen forening, traadte deres virksomhed i den tekniske forening sterkt tilbage, og denne antog derfor under 12 juni 1882 tilligemed nye statuter ogsaa et nyt, for dens ændrede forhold mere betegnende, navn. Formaale tudtales i lovenes § 1 at være »at bidrage til medlemmernes oplysning, dannelse og velvære samt at skaffe dem nyttig og forædlende underholdning og et hyggeligt tilflugtssted i deres fritimer« Medlemsantallet var ved udgangen af 1885 omtrent 250. Lokale leies af kommunen i den saakaldte politikammerbygning.

 

Børsen. Den 13 juli 1836 stiftedes »Stavanger handelsstands forening«. Fortmaalet var navnlig at istandbringe daglige sammenkomster og derigjennem befordre handelens og skibsfartens interesser. Foreningen, som i 1875 talte 130 medlemmer, holdt læseværelse med bøger, tidsskrifter, karter samt inden‑ og udenlandske aviser. Uagtet den længe viste sig ude af stand til at fremkalde noget egentligt børsliv, havde foreningen stor betydning som handelsstandens organ ikke alene ved udarbeidelse af betænkninger og erklæringer i han

s.128

delsspørgsmål, men ogsaa ved at tage initiativet til flere nyttige foranstaltninger og reformer. Endelig lykkedes det den, efterat dertil ved lov 11 April 1878 var banet adgang, i januar 1879 at istandbringe Stavanger børs, hvis lokale er i skibsassuranceforeningens bygning, og som allerede i 1880 talte omtrent 480, men i 1887 kun ca. 200 medlemmer. Paa dette nye selskab gik den ældre forenings opgaver naturligen over, og denne blev derfor efter børsens oprettelse opløst. I 1887 gjenoprettedes »Stavanger handelsstands forening« med ca. 100 medlemmer, hvorhos samme aar stiftedes »Stavanger handelsforening« med omkring 200 deltagere.

 

Musæet besluttedes oprettet den 8 marts 1877, og dets love vedtoges paa generalforsamling den 18 febr. 1878. Allerede ved udgangen af 1877 talte det 290 kontribuerende medlemmer, hvorhos den almindelige interesse for foretagendet viste sig saavel i større bevilgninger fra brændevinssamlaget og sparebanken som ved talrige gaver af naturalier, ethnografiske gjenstande og oldsager. Dets samlinger kunde derfor allerede høsten 1877 aabnes for publikum i det gratis erhvervede lokale i jernbanens gaard, en større, toetages bygning ved torvet. Musæet er delt i 3 hovedafdelinger, nemlig den naturhistoriske, den ethnografiske og den antikvariske. Dets anliggender ledes af en direktion paa 6 medlemmer, og samlingerne bestyres af en konservator. Indtægterne, der i 1880 udgjorde omtrent kr. 10,000, er under tidernes tryk senere gaaede ned til omtrent det halve, idet sparebanken har været nødt til at ophøre med sit bidrag. Brændevinssamlaget bevilger derimod fremdeles kr. 2000 á 3000 og staten kr. 2000 aarlig, hvorhos som kontingent af medlemmerne kan paaregnes ca. kr. 600. Da det nuværende lokale ved samlingernes stadige forøgelse allerede er overfyldt, er der nedsat en byggekomité for at skaffe midler til opførelse af en egen musæumsbygning.

 

Kunstforeningen, stiftet 11 febr. 1865, har sit lokale i Jomfrustiftelsens gaard ved Løkkeveien. Medlemmernes antal er for tiden 105, hvoraf 22 udenbys, samt 11 andre kunstforeninger. Dens faste galleri bestaar af 15 malerier og 16 skitser til en værdi af kr. 4100.

Theatret, beliggende paa Kanniket, færdigbygget i 1882, er opført af et privat aktieselskab, men eies nu af sparebanken. Det har kostet ca. kr. 60,000 og har omtrent 600 tilskuerpladse, men forestillinger gives kun leilighedsvis af omreisende selskaber.

 

Stavanger klubselskab, byens fornemste selskabelige forening og over 100 aar gammelt, havde i en lang række af aar sit tilhold i det forrige »Hotel du Nord« (nu kommunebygningen), indtil det i begyndelsen af firtiaarene fik sit nuværende klublokale ved Kongsgaden. Selskabet har i den senere tid været i tilbagegang ; det talte i 1868 omkring 120, nu kun ca. 80 medlemmer.

s.129

Sluttelig kan nævnes, at der i 1887 oprettedes en lokal Turistforening med det formaal at befordre turistlivets udvikling inden distriktet og specielt oparbeide den nye storslagne rute over Suledal gjennem Bratlandsdalen til Telemarken og Hardanger.

 

Assuranceindretninger. Af saadanne findes følgende

1)   Stavanger gjensidige skibsassuranceforening, stiftet 1839 og landets næst ældste indretning af denne art. Den for sikrer kun skibe, henhørende til Stavanger toldsted. Indtil 1844 assureredes kun mod totalt forlis ; fra dette aar af udvidedes derimod efterhaanden erstatningen til stedse mindre, partielle skader, indtil der fra 1872 af alene kræves havari af kr. 4 pr. bruttolæst. Antallet af forsikrede fartøier, der i regnskabsaaret 1877‑78 var naaet op til 380 med en samlet takstsum af kr. 19,358,000, er siden stadig gaaet tilbage og var i 1885‑86 kun 291 med et takstbeløb af kr. 13,886,000. Den samlede præmieindtægt androg i sidstnævnte aar til kr. 406,075, hvoraf i fast kontribution kr. 123,107, tillægspræmie kr. 244,702 og aarspræmie for 27 dampskibe kr. 38,266. Det samlede overskud, der siden foreningens stiftelse er kommen til fordeling mellem interessenterne, udgjør kr. 3,400,096.

2)   Hundvaags gjensidige skibsassuranceforening, oprettet 1868, er beregnet paa mindre fartøier. Ved udgangen af 1880 havde den et opsparet fond paa kr. 26,632. I de følgende 5 aar var indtægterne tilsammen kr. 32,717 og udgifterne kr. 40,358 (deri indbefattet kr. 2895, der i 1883 uddeltes som udbytte), hvorfor fondet den 31 decbr. 1885 var gaaet ned til kr. 18,991. I sidstnævnte aar var der ialt forsikret 61 fartøier for kr. 163,000.

3)   Stavanger søforsikringsselskab er stiftet i 1863 paa 1000 aktier med et grundfond af kr. 400,000, hvoraf kr. 80,000 er indbetalt, medens der af reservefondet efterhaanden er tilskrevet kr. 120,000. Forsikringssummen, der i 1881 beløb sig til kr. 4,161,200, var i 1885 gaaet ned til kr. 2,633,550, hvoraf kr. 526,200 reassureret. I aarene 1881‑85 var den samlede præmieindtægt kr. 218,636 og de udbetalte erstatninger kr. 127,172, medens der som udbytte til aktionærerne blev udbetalt kr. 95,000 og afsat til reservefond kr. 27,500, hvorved dette den 31 decbr. 1885 var gaaet op til kr. 93,000. Plan approberet ved res. 27 juni 1863.

4)   Søforsikringsselskabet Alliance, stiftet i 1871, har ligeledes en aktiekapital paa kr. 400,000, fordelt paa 1000 aktier, hvoraf dog kun kr. 80,000 er indbetalt. Reservefond 31 decbr. 1885 kr. 110,000. Forsikringssummen var i 1881 kr. 5,722,649 og i 1885 kr. 3,867,944, hvoraf reassureret kr. 384,700. Den samlede nettopræmie var i femaaret 1881‑85 ialt kr. 275,927 og de udbetalte skadeserstatninger kr. 195.104, medens der samtidig blev udbetalt som aktieudbytte kr. 76,000 og henlagt kr. 21,000 til reservefondet. Plan stadfæstet under 18 april 1871. Baade dens og det foregaaende selskab tegner ifølge sine love kun forsikring paa Stavanger eiendom, hvorved vistnok forretningen bliver mere begræn-

s.130

set, men ogsaa sikrere. Begge selakabers virksomhed har været heldig.

5)   Stavanger brandforsikringsselakab begyndte sin virksomhed den 1 septbr. 1876 med et grundfond af kr. 1,600,000, fordelt pas 4000 aktier. Ved udgangen af 1885 var heraf indbetalt kr. 320,000, medens der var opsparet et reservefond pas kr. 126,600, og den løbende risiko var 16 ½ mill. kr., hvoraf kr. 5,866,000 reassureret.

 

Pengeinstituter:

1)   Norgesbanks kontor, oprettet i 1852, havde ved udgangen af 1885, iberegnet kr. 400,170 i foliomidler, til disposition kr. 2,600,170, hvoraf var anvendt til udlaan mod pant kr. 548,100, til diskontering kr. 1,398,068, udestaaende i boer kr. 279,965, tilsammen kr. 2,226,133.

2)   Kreditbanken traadte i virksomhed i januar 1865. Aktiebeløbet var oprindelig 1 mill. kr., hvoraf halvparten indbetalt; i 1885 blev imidlertid afskrevet kr. 200,000, saa at grundfondet nu bogføres med kr. 800,000, hvoraf aktionærerne skylder kr. 500,000. Reservefondet, der i 1882 beløb sig til kr. 135,000, er senere i sin helhed medgaaet. Indlaan kr. 2,372,613 (1885).

3)   Privatbanken, der begyndte i mai 1879, har et grundfond af kr. 1,250,000, hvoraf ved udgangen af 1885 var indbetalt kr. 517,225. Samtidig var reservefond kr. 42,900, delkrederefond kr. 16,000 og indlaan kr. 2,106,243.

4)   Sparebanken, approberet i 1834, virkede ved udgangen af 1885 med en formue af kr. 185,631 og en indskudskapital paa kr. 2,951,810 fordelt pas ca. 5500 indakydere.

5)   Sparekassen, stiftet i 1850, approberet 1878, eiede i 1885 en formue af kr. 105,400, medens 5482 indskydere havde indskudt kr. 1,300,397.

 

Folkemængden befandtes ved de siden 1769 afholdte tællinger at udgjøre:

 

 

Ved disse tal maa dog haves i erindring, at byen tvende gange i løbet af indeværende aarhundrede har faaet sit territorium udvidet, første gang i 1848, da forskjellige forstæder med et samlet folketal af omtrent 2000 lagdes ind under staden, anden gang i 1878, da arealudvidelsen forøgede indbyggerantallet med 1300 à 1400 personer. Men selv om dette tages i betragtning, vil man dog finde,

s.131

at Stavanger med hensyn til befolkningstilvekst i de sidste 74 aar har staaet tildels betydelig over middelprogressen for byerne overhovedet, og fra endnu i 1835 at indtage den 6te plads blandt landets stæder, idet dengang baade Drammen og Kristiansand var adskillig folkerigere, er den nu rykket op til at være den 4de i rang.

I 1875 var folketallet i Domkirkens menighed 7256 og i St. Petri 13,032. I 1885 boede der i Domkirkens menighed 8577, i St. Petri 8396 og i St. Johannes 6938 mennesker.

Foranstaaende opgaver gjælder samtlige den i Stavanger hjemmehørende befolkning. Det tilstedeværende indbyggertal var ved begge de to sidste tællinger henimod 1300 mindre, nemlig i 1875 19,004 og i 1885 22,634. Antallet af fraværende sømænd var i sidstnævnte aar 1148.

Af byens faktiske indbyggerantal var i 1875 7039 og i 1885 8492 børn under 15 aar. Den voksne befolkning falder i henseende til næringsvei og livsstilling i følgende grupper:

 

 

Idetheletaget stemmer disse tal godt overens. Det sees dog, som rimeligt kan være, at den kommunale tælling i 1885 ikke er foretaget med den omhyggelighed som den af staten i 1875 besørgede. Deraf kommer det, at opgaverne for 1885 viser en saa stor nedgang i antallet af personer, beskjæftigede ved smaaindustri og skibsfart, medens antallet af hjemmeværende børn og af personer med uopgivet næringavei til gjengjæld er saameget større. Nærmere oplysninger angaaende Antallet af de ved handel, skibsfart, haandverk og fabrikdrift beskjæftigede personer findes side 143 og 145.

            Dissenternes antal var i 1875 234, hvoraf 76 kvækere, 71 methodister og 9 mormoner. I 1865 fandtes ingen methodist, men 121 kvækere og 15 mormoner.

Om antallet af stemmeberettigede borgere se side 109.

s.132

Handel og skibsfart. Skjønt Stavanger er en gammel by, er det dog først efter vaarsildfiskets tilbagevenden i begyndelsen af indeværende aarhundrede og gjennem den fra nu af efterhaanden opblomstrende sildetrafik, at byen har hævet sig til en handelsstad af betydenhed. Fra middelalderen erfares intet om nogen forretningsrørelse paa stedet; den maa have indskrænket sig til omsætningen med landalmuen og salg af Jæderens overskud af korn til kysterne nordenfor. Først fra midten af det 16de aarhundrede finder man spor til, at byen har været besøgt af fremmede skibe, men endnu i 1612‑13 indskrænkede stedets udførsel sig til nogle hundrede tønder sild og ligesaameget saltet fisk, 1078 deger skindvarer, 83 tylvter bord og nogle andre smaating, medens der indførtes 70 tdr. korn, 78 tdr. brød, 300 tdr. mel, 282 tdr. øl etc *). I løbet af det 17de aarhundrede tiltog vel udførselen noget, men endnu i aarhundredets slutning var dog den indenlandske handel den vigtigste. Heller ikke det 18de seculum bragte nogen væsentlig fremgang. Naar undtages endel trælast, hvoraf der f. eks. i 1733 afskibedes omtrent 400 læster, og hummer, hvoraf der s. a. eksporteredes 228,500 stkr., havde stedet saare liden udførsel til fremmede, og da byens egne fartøier mest var beskjæftigede i indlandsfarten eller i farten paa Danmark, var handelen med udlandet derhos endnu passiv. Englænderne og hollænderne afhentede selv den trælast, hummer, saltet torsk, laks m. m., som de tiltrængte. Selv det betydelige vaarsildfiske, som i dette tidsrum faldt ind paa amtets kyster, forstod Stavangers handlende lidet at udnytte, og da man ikke kjendte andre markeder for sildens afsætning end Østlandet og Danmark, var tilvirkningen af denne varesort meget begrænset, Først under de gunstigere konjunkturer, som indlededes af den nordamerikanske frihedskamp, kom der mere liv i handelen. I tiaaret 1775‑84 udførtes saaledes i aarligt gjennemsnit af trælast 117,768 bord, udgjørende omtrent 24 ladninger, og af hummer 50 til 60 ladninger. I denne periode lagde man sig ogsaa fiere skibe til, hvoraf de største blev byggede paa stedets egne verfter, og i 1784 havde byen ialt 46 fartøier paa tilsammen 1025 kommercelæster, jægter under 5 læster uberegnede. Derimod gik sildeudførselen selv i 1780, da den naaede sit høidepunkt, ikke op til mere end 11,532 tdr., der næsten udelukkende førtes til Danmark. En af de vigtigste indførselsartikler var salt, hvoraf der i 1782‑84 aarligen indbragtes fra udlandet 7072 tdr. og fra Norge 1143 tdr. De for landets østligere egne saa fordelagtige handelsaar 1803‑1806 havde for Stavangers handel mindre indflydelse. Trælastudskibningen holdt sig jevnt omkring 22 à 25 ladninger med 1200‑1300 læster, der nu saagodtsom udelukkende gik til St. Martin i Frankrige, og hummerudførselen var som forhen af vigtighed, udgjorende aarlig omtrent 116,000 stkr. i 25 ladninger. Men vaarsildfisket var nu ophørt, og sildeksporten gik ned til et par

s.133

tusinde tønder, udelukkende sommersild (jfr. Kraft's beskrivelse, 2den udg., IV, s. 9‑11).

 

*) Jfr. I. E. Sars i Norsk Univ.tidsskr. IX, 3 h., s. 97.

 

Efter vaarsildens fornyede tilsynekomst paa Norges sydvestkyst i begyndelsen af indeværende aarhundrede tog Stavangers handel efterhaanden en udvikling, der hævede byen til en af landets vigtigste og mest energiske forretningssteder. Den følgerigeste afvigelse fra de ældre tiders handelssedvaner var i saa henseende sildeeksportens udvidelse dels til Sverige, hvorhen i nutiden afgaar omkring en trediedel af samtlige byen med ladning forladende fartøier, dels til de tyske og russiske østersøhavne. Den herved opnaaede forøgelse af markedet gav snart denne byens vigtigste handelsgren et hidtil ikke anet opsving. Allerede i 1815 var udførselen af si1d gaaet op til 12.086 tdr., og den steg nu jevnt og hurtig, saa at den i 1819 naaede 57,298 tdr., i 1821‑‑27 efter middeltal 76,641 tdr. og i 1831‑35 gjennemsnitlig 116,991 tdr. om aaret. I de følgende 30 aar var udførselsmængden af sild følgende:

 

 

Endnu i 1866‑69 androg eksporten til gjennemsnitlig 225,964 tdr., men i 1870 sank den ned til 148,209 tdr. = 171,922 hl., og var i 1871‑75 127,187 hl., i 1876­80 85,758 h1., i 1881‑85 1 18,055 hl. og endelig i det sidstforløbne aar, 1886, kun 47,336 hl., hvilket er et mindre kvantum end i noget aar efter 1817. At omsætningen ikke efter 1870 er gaaet endnu længere ned, skyldes den omstændighed, at Stavangers handelsmænd, da vaarsildfisket slog feil, rettede sin spekulation først paa de nordlandske fiskerier efter storsild og fedsild, senere, fra 1880 af, ogsaa paa islandsfisket, og derfor ser man ogsaa, at det er produktet af disse fiskerier, som i de senere aar har dannet hovedmassen af byens sildeeksport, medens vaarsilden har spillet en meget underordnet rolle. Ifølge officielle opgaver var saaledes udførselsmængden af de forskjellige sildesorter følgende (angivet i hl.)

 

 

Alle disse tal gjælder, som det vil forstaaes, alene saltet vare, og det fortjener derfor i denne forbindelse at bemerkes, at det overordentlig ringe kvantum vaarsild i 1886 for en del hidrører derfra, at man i den allersidste tid er begyndt af udskibe vaarsilden til England som fersk og behandlet med borsyre eller nedlagt i is. Af

s.134

saadan sild opgives Stavanger i 1885 at have afskibet 240,616 kg. og i 1886 317,420 kg.

 

Foruden sild udfører Stavanger ogsaa endel andre fiskavarer, navnlig ansjos, hummer, makrel og laks. Af ansjos har tilvirkningen og udførselen i de senere aar tiltaget betydelig. Endnu i aarene 1871‑73 var gjennemsnitseksporten kun 5822 dunke eller noget. over 200 hl., men i de 4 følgende aar var den steget til 1162 hl., i 1878‑80 2823 hl., i 1881‑85 4908 hl. og i 1886 7220 hl. I forbindelse med ansjostilvirkningen har nedlægning og eksport af delikatessesild og hermetiske madvarer af fisk og kjød taget et lovende opsving. Denne artikel, som først i 1873 optraadte med et eksportkvantum af 350 kg. naaede allerede i 1875 18,950 kg. og er efterhaanden vokset, saa at den i 1886 var kommen op til 79,563 kg. En lignende, omend ikke saa sterk fremgang, har forretningen med m a k r e 1 og 1 a k s, nedlagt i is, at opvise. Medens den samlede eksport af fersk, paa saadan maade behandlet, fisk i den første halvdel af syttiaarene alene dreiede sig om 20,000 kg., hovedsagelig bestaaende af makrel, er der i de sidste to aar, 1885 og 1886, af makrel og laks bleven afskibet omtrent 90,000 kg., i hvilket kvantum de nævnte fiskesorter indgaar med næsten nøiagtig ligestore mængder. Derimod har hummerudførselen for hen været større end nu. I aarene 1821‑25 udførtes saaledes gjennemsnitlig 296,000 stkr. og i 1861‑65 omtrent det samme, nemlig 287,000 stkr., i aarene 1876‑80 derimod kun 146,000 og 1881‑85 113,000, men i 1886 atter 150,000 stkr.

 

Af byens øvrige eksportartikler har i de sidste 3 aar følgende været de vigtigste

 

                                               

 

            I byens importforretning indtager kornhandelen den første plads, og navnlig har indførselen af rug gjennem et langt tidsrum været meget betydelig og ligeindtil den senere tid i stadigt stigende Tidligere var denne handel paa det nøieste knyttet til sildetrafikken, idet de samme fartøier, som bragte silden til de øster­seiske markeder, regelmæssig i returladning tog korn der endog ofte erhvervedes ved umiddelbar byttehandel. I femtiaarene og be­ gyndelsen af sekstiaarene fandt de allerfleste af disse kornladninger afsætning i de østlandske byer, af hvilke mange paa denne maade fik sin væsentligste rugforsyning, medens kun den mindre del gik til selve Stavanger, i hvis importlister denne omsætning saaledes ikke

s.135

 efterlader noget spor. Siden midten af sekstiaarene, da benyttelsen af lastedampskibe saavel i korn‑ som i sildehandelen mere og mere begyndte at gjøre sig gjældende, og Østlandets byer fandt sin reg­ning ved selv at ordinere sit korn hjemført med dette hurtigere befor­dringsmiddel, er denne mellemhandel efterhaanden ganske ophørt, Imidlertid har Stavanger ikke blot fortsat med at forsyne en stor del af Bergens stift, navnlig Søndhordland og Hardanger, med denne vare, men er derhos i de senere aar begyndt at sende betydelige

kvantiteter i formalet stand den help kyst nordover, og da om­ sætningen nu i regelen gaar gjennem byen, er det saa langt fra, at dennes kornimport efter østlandshandelens ophør har lidt nogen formindskelse, at den tvertimod viser en ganske betragtelig tilvekst. Medens der salads i aarene 1851‑5,5 vex Stavanger toldsted gjén­nemsnitlig alene fortoldedes 47,000 hl. rug aarlig, var importen i 1871‑75 steget til 149,000 hl., og den gik i 1876‑80 yderligere op til 219,000 hl. og i 1882 endog til 280,000 hl. Først ved kri­sen i 1883 led denne forretning en væsentlig indskrænkning, idet importen gik ned til mindre end det halve, nemlig 100,000 hl., for i de følgende aar at blive staaende omtrent paa samme standpunkt, nemlig 1884 92,000, 1885 113,000 og 1886 97,000 hl.

Af kolonialvarer har indførselen i det hele taget været i stigende, dog med undtagelse af tobaksblade ; der indførtes saaledes af:

           

 

Af stedets øvrige importartikler har i de sidste aar føl­gende været de vigtigste:

 

s.136

 

Den samlede værdi af stedets udenrigske omsætning samt beløbet af de opkrævede toldafgifter vil for aarene 1866‑86 sees af følgende tabel:

             

 

Sine manufaktur‑, korte‑ og kolonialvarer tog Stavanger tidligere for den allervæsentligste del fra Hamburg, idet der dog tillige indkjøbtes betydelige mængder af manufakturvarer paa messerne i det indre af Tyskland. I de par sidste decennier har disse forhold ændret sig. Dels gjør Kristianias og Bergens overvegt i indførselshandelen sig mere og mere gjældende, dels har England formaaet at tilvende sig en stedse større plads i byens forsyning med fabrikata af de forskjelligste slags. Ikke engang paa kolonialmarkedet er Hamburgs overlegenhed saa fremtrædende som forhen, idet indkjøbet nu delvis sker mere direkte fra Holland, Belgien, Frankrig og England. I nær forbindelse hermed staar ogsaa Hamburgs og Altonas tilbagetræden som byens hovedsagelige pengemarked, en forretning, som disse steder var i ubestridt besiddelse af indtil omkring aaret 1860, og hvori Hamburg særskilt for vekselomsætningernes vedkommende ogsaa senere en tidlang formaaede at hævde sin gamle forrang. For tiden er det dins de paa stedet selv opstaaede laaneindretninger, dels bankerne i Kristiania og Bergen, der tilveiebringer de fornødne penge.

 

Stavangers opland bestaar af størstedelen af Ryfylke fogderi, nemlig med undtagelse af sammes nordvestlige del, der sager til Haugesund og ladestederne paa Karmøen, fremdeles Jæderen og for en del Dalene. Fra disse egne, hvis forsyning med uden‑ og indénlandske varer er en af byens væsentligste indtægtskilder, afsættes til gjengjæld vævede og strikkede uldne sager, kreaturer, fedevarer og fuglevildt, fra Jæderen desuden kornvarer, især havre og havremel, samt fra Ryfylke træmaterialier og ved. Ogsaa fra Hardanger tilføres ,der stedet adakillige landboprodukter, navnlig smør, ost, frugt, hellestene, hasselbaand, baade og noget brændeved. Omvendt kjøber

s.137

haringerne i Stavanger kornvarer, salt og jernvarer, men derimod kun lidet af sine kolonial‑ og manufakturfornødenheder. Ogsaa med andre bygder i Søndre Bergenhus amt drives en del forretninger, især gjennem landhandlerne i Finnaas, Sveen, Valestrand samt i Fitje og paa Stordøen. Ligeledes erholder de inden amtet selv liggende mindre kjøb‑ og ladesteder sin væsentlige forsyning med kolonial‑, manufaktur‑ og andre fabrikvarer samt korn fra Stavanger. Det samme gjælder i adskillig grad ogsaa Farsund og Flekkefjord. For sidstnævnte steds vedkommende befordres dette forhold ved, at Stav anger igjen derfra tager endel træmaterialier, især stav.

Til den øvrige del af indlandet er afsætningen, bortseet fra den ovenomhandlede kornimport, ikke betydelig og omfatter, foruden en del sommersild, brisling og makrel, væsentlig uldne varer og talg. Til østlandet gaar derhos i de senere aar en mængde faarekjød i fersk tilstand. Fra østlandet hentes derimod i anseelige mængder især brændevin, jern og støbegods samt bord og andre træmaterialier, hvorhos navnlig Kristiania, som ovenfor nævnt, i de sidste 30 aar i stedse voksende maalestok har tilegnet sig en sterk andel i byens forsyning, ikke alene med egne fabrikata, men ogsaa med alle arter fra udlandet indførte varer. Nordover langs kysten er Stavangers handelsforbindelser ikke af betydenhed. De indskrænker sig til leilighedsvis effektuerede salg af korn, mel, salt og stenkul til Bergen, Aalesund og nordenfor liggende byer samt afskibning af en del uldne varer til Nordland og Finmarken. Af og til kjøber Stavangers handlende fra de førstnævnte byer sommersild og tildels vaarsild, fra Bergen derhos kolonialvarer og fra det trondhjemske lidt trælast.

Handelskrisen i 1857 lod Stavanger forholdsvis uberørt, ligesom heller ikke det mislige fiske i 1868,, der ledsagedes af uheldige konjunkturer for sildehandel, kornimport og skibsfart, drog andet end forbigaaende ulemper efter sig. Endnu merkeligere var det, at endog vaarsildfiskets saagodtsom fuldstændige ophør fra 1870 af kunde forvindes uden umiddelbar tilbagegang i stadens forretningsforhold. Den omstændighed, at dens sildehandlere allerede forhen havde vænnet sig til i stor udstrækning at deltage i sildeekspeditioners udrustelse til det fjernere Kinnfiske, gjorde dem det sammenligningsvis let at opsøge andre omraader, og, som allerede ovenfor antydet, blev det nordlandske storsildfiske saavelsom en sterkere udnyttelse af det aarvisse fedsildfiske de nærmest liggende udveie. Hertil føiede sig fra 1880 af en livlig deltagelse i det nye sildefiske ved Island. Det fulgte imidlertid af sig selv, at jo fjernere silden maatte søges, desto kostbarere blev udustningerne og desto mere uberegnelig og risikabel den hele bedrift. Desto mere blev i og med dette ogsaa den enkelte afhængig af ‑ pengetilgang og pengeinstituter. Diskontoen, som i første halvdel af 1873 var nede i 4'/2 pct., steg mod slutningen af 1875 lige op til 7 pct: og var privat tildels endnu høiere. Denne bratte overgang faldt trykkende for‑ mange, og naar ikke desto mindre fremdeles ingen iøinefaldende katastrofe indtraadte, var det et

s.138

saa meget tydeligere vidnesbyrd om den grad af velstand, hvortil byen havde arbeidet sig op. De trange aar 1875‑78 blev gjennemgaaede med forholdsvis rimelige opofrelser. Men da saa 1879‑80 atter bragte med sig et kraftigere forretningsliv, ledsaget af en let og billig adgang til penge, idet vekseldiskontoen paany gik ned til 4 ½ pct., viste under stedets mere og mere urolig anspændte virksomhed fristelsen til overspekulation sig at ligge nær, og skjønt 1881 endnu i det hele taget blev et gunstigt aar, bevirkede det følgende aars mislykkede sildeekapeditioner paa Nordland og Island allerede i slutningen af 1882 indtrædelsen af en langvarig krise, om hvilken det dog gjælder, at den tillige havde forberedt sit komme gjennem voksende vanakeligheder inden en anden, meget betydelig og med handelsapekulationerne nær forbunden forretningsgren, over hvis udvikling derfor ligeledes i denne sammenhæng bliver. at meddele en oversigt.

Endnu henimod aarhundredets midte dreves i Stavanger skibsfarten paa gammel vis væsentlig med mindre fartøier, slupper og jægter fra 15 til 30 kom. læsters drægtighed, hvilke bragte sild til Østersø‑landene og Sverige og i retur førte kornvarer, hamp, seildug, taugverk, tøndestav og skibsmaterialier. Ved siden af disse havdes kun faa større skibe, der anvendtes i fragtfart og hjembragte saltladninger. Fra 1850 af har Stavanger derimod været en af de stæder, der er gaaede i spidsen for landets overordentlig sterke forøgelse af handelsflaaden, og det har i denne henseende alene staaet tilbage for Kristiania og Arendal. Det var foruden ophævelsen af den engelske navigationsakt særlig Krimkrigen, der gav foranledning til en betydelig anskaffelse af skibsrum. Herpaa fulgte udbruddet af den nordamerikanske borgerkrig, der tvang fristaternes rederier til at sælge en stor del af sine skibe, en chance, hvoraf ogsaa Stavanger benyttede sig til for billige priser at indkjøbe et større antal fortrinlige fartøier, hvis udbytte blev saa meget bedre ved opretholdelsen af de forenede rigers neutralitet under .den dansk‑tyske krig. Samtidig med en udstrakt skibsbyggervirksomhed i byen og dens omegn vedblev man derfor i stor maalestok at erhverve skibe fra udlandet. I begyndelsen af syttiaarene skal indkjøbet i et enkelt aar have dreiet sig om en samlet sum af 4 mill. kroner. Medens de mindre skuder fremdeles underholdt silde‑ o„ kornfarten paa Østersøen, sysselsattes stedets middels store fartøier, brigger og skonnerter, med en drægtighed fra 80 til 200 ton, i fragtfart paa Nord‑ og Østersøen, Middelhavet og Brasilien. Den vigtigste del af handelsflaaden udgjordes dog nu af større skibe, brigger, barker og fuldriggere paa mellem 200 og 1000 tons drægtighed. Deres hovedsagelige beskjæftigelse var en tidlang fragtfarten med kornvarer paa det sorte og azovske hav. Da denne vei imidlertid efter midten af sekstiaarene var bleven overfyldt af skibsrum, sattes efterhaanden adskillige store og veludrustede skibe i fart paa Ostindien, Callao, Australien og Kalifornien, medens de fartøier, der paa grund af alder var gaaede ud af klasse, anvendtes i trælastfarten paa Quebec, Pen-

s.139

sacola, Belize og de mexikanske mahognihavne samt Østersøen og Archangel, ligesom de ogsaa væsentlig besørgede . byens salttilførsel.

Denne skildring gjælder fortrinsvis forretningen, som den dreves indtil midten af syttiaarene Fra dette tidspunkt af begyndte vanskeligere forhold at indtræde. Allerede noget tidligere havde dampskibene kastet sig ind i den lønnende fart paa Sortehavet og derved i betydelig grad indskrænket seilskibenes anvendelse. De ledigblevne fartøier fandt vistnok, saalænge de gode tider vedvarede, sysselsættelse i fragtfarten paa Vestindien, Nord‑ og Sydamerika samt for enkelte større skibes vedkommende paa Kalifornien og Oregon, hvorhos nogle mindre 2­300 tons skibe gjorde reiser paa Afrikas øst‑ og vestkyst, Men den forværrelse af fragtforholdene, der efterhaanden aabenbarede sig, har dog siden stadig tiltaget i styrke. Nogenlunde fordelagtig vedblev alene den transatlantiske fart at vise sig, hvorimod de i trafiken paa Nord‑ og Østersøen anbragte smaafartøier havde en stedse sværere konkurrence at bestaa med dampakibene, om de end til nogen erstatning opnaaede en udvidet sysselsættelse i sildebedriften paa Nordland og Island. Desværre opfattedes de lavere fragter, der henimod 1875 var indtraadte, ikke i tilstrækkelig grad som et varsko mod en fortsat forøgelse af den fragtsøgende flaade. Den kolossale anvendelse af kapital til skibsbygning og skibskjøb, der havde sin særdeles fremtrædende andel i den ovenfor omtalte, i 1875 og nærmeste aar herskende, pengetrang. vedblev at fylde .bankernes porteføljer med papirer, der anbragtes for ad denne ikke ubetænkelige vei at skaffe pengemidler til nye skibsparters erhvervelse. Konkursboernes antal, der i femaaret 1866‑70 havde været 72, men 1871‑75 alene 30, steg derfor i 1876‑80 igjen op til 94.

Under disse forhold maatte stillingen for byens bankinstituter ligeledes blive meget ansvarafuld, og den vanskeliggjordes yderligere ved nogle for stedet eiendommelige arter af vare‑ og pengeomsætninger, der, støttende sig til karakteren af stadens forretningsliv, men uden virkeligt gavn for dette, efterhaanden havde udviklet sig. Det var blandt andet bleven skik, at redere istedetfor at lade sine fra udlandet remitterede og paa de store udenlandske søstæder lydende veksler paa almindelig maade diskontere i bankerne, overlod dem til forretningsfirmaer, der paa dem ønskede at reise kontanter, og i betaling modtog disses tre maaneders accepter. Rederne opnaaede derved en høiere vekselkurs samt i regelen ogsaa nogen rentefortjeneste, men udsatte sig samtidig for at tabe hele beløbet ved de betræffende firmaers konkurs. Endnu mere fordærveligt var et udbredt jobberi i korn og tildels ogsaa i sild. Partier af disse varer gik inden selve byen ustanselig fra haand til haand og betaltes ved hver omsætning paa altfor letvint maade med en veksel, -en slags spilleforretning, hvori deltog folk i de forskjelligste livsstillinger, redere, manufakturister, høkere lige ned til kontorbetjente, og hvis udbytte selvfølgelig langtfra stod i rimeligt forhold til risikoen, men tvertimod ofte bragte følelige tab.

Den samlede virkning de her paapegede og hinanden gjen­-

s.140

sidig forværrende omstændigheder blev den dybtgaaende omveltning i byens forretningsforhold, der har fuldbyrdet sig i løbet af aarene 1882‑86. Konkursboernes antal, var vistnok i femaaret 1881‑85 ikke stort over det halve mod i det foregaaende, nemlig ialt 50. Men det var denne gang ikke alene middelklassen, der maatte undgjælde. Slagene rammede adskillige af stedets ældste og meat anseede handelshuse. Det var henimod enden af 1882, at de første større fallissementer indtraf, og de efterfulgtes 1883 af en række stansninger og tvungne realisationer, der i boerne medførte uventet smaa dividender og derved for bankerne og andre kreditorer meget anseelige tab. Følgen heraf var igjen en stadig nedgang i varepriserne, en betydelig reduktion af alle værdier og kreditens stedse mere trykkende indskrænkning, medens det i skibsfarten viste sig mindre og mindre gjørligt at seile med fordel og redde skibene fra yderligere prisforringelser. For disse fortsatte vanskeligheder bukkede derfor et større antal firmaer, som med anstrængelse havde holdt det gaaende gjennem aarene 1884‑85, endelig i 1886 ogsaa under. Ikke desto mindre bør det udtrykkelig erkjendes, at katastrofens virkninger kunde have været endnu langt mere baade ornfattende og ødelæggende, og at der, naar dette ikke blev tilfældet, i byens udviste modstandsevne, dens i det hele taget solide middelstand, dens gode opland og befolkningens tarvelighed, driftighed og arbeidsomhed turde findes fuldt betryggende forudsætninger for en fornyet og navnlig en mere jevn fremgang.

For handelsomsætningens vedkommende er det først og fremst i omfanget af den kombinerede sild‑ og korntrafik, at den byen overgaaede krise viser sin kuende indflydelse. Værdien af den eksporterede sild er fra 1881 til 1885 gaaet ned med henimod en halvdel og udgjorde i 1886 endog blot omtrent en fjerdedel af det førstnævnte aars. Af rug blev der indtil 1882 losset over dobbelt saa store kvantiteter som senere, og værdien af denne stedets vigtigste importartikel er 1881‑86 endog sunken til henimod en femtedel. Herved er ligeledes tallene for byens samlede ud‑ og indførsel, saaledes som det af den side 136 meddelte tabel vil sees, i betragtelig grad blevne reducerede, udførselsværdien i aarene fra 1881 til 1886 med over en halvdel, indførselsværdien endog med henimod to tredjedele. Dette har atter fremkaldt en forrykkelse af den rang blandt rigets kjøbstæder, Stavanger som handelsstad hidtil havde indtaget. I saa henseende er det nemlig især indførselen, der betinger dens plads. Medens den endnu i aarene 1881 og 1882 stod som den Ode i raden af importerende stæder og altsaa alene tilbage for Kristiania, Bergen og Trondhjem, er den senere bleven overfløiet af sin stadige medbeiler Kristiansand, ja i 1886 endog med nogle tusinde kroners overvegt af Moss, saaledes at den for øieblikket indtager pladsen som no. 6. Med hensyn til udførsedsværdien har Stavanger derimod aldrig befundet sig i første række, og de sidste aars kalamiteter har selvfølgelig bidraget til at stille det endnu dybere. Endog for sildeeksportens vedkommende har byen ikke blot

s.141

siden begyndelsen af femtiaarene staaet tilbage for Bergen, amen har i det sidste decennium ogsaa maattet vige for Haugesund, hvis udskib: ning af denne artikel i 1885 og 1886 har nærmet sig henimod det dobbelte af Stavangers, og med hensyn til værdien af den samlede udførsel indtager Stavanger ifølge statistiken for sidstnævnte aar blandt landets stæder blot pladsen som no. 15 og er nærmest at jevnføre med Arendal og Kragerø. Sammenfattes værdierne for. stedets ind‑ og udførsel, naar man, som det af tabellen side 136 vil sees, for aaret 1886 alene en sum af omtrent 43/4 mill. kr., hvilket beløb dog er uregelmæssig lavt, da omsætningen selv i de nærmest foregaaende 3 aar dreiede sig om 6 à 7 mill. kr. og tidligere gjennem et langt tidsrum, fra 1866 til 1880, holdt sig mellem 9 og 10 mill. kr.

Stedets brændevinshandel er siden 1 januar 1875 over draget et samlag, hvis statuter er approberede ved res. 20 decbr. 1873, og som fra 1879 ogsaa har overtaget udskjænkningen af øl. Dets omsætning og indtægter har i de sidste 5 aar udgjort:

 

                                                           

                                                           

 

 

Baade salget af brændevin og øl har saaledes været i stadig nedgang. Af overskuddet har samlaget ialt siden dets stiftelse uddelt kr. 280,000 til almennyttige øiemed, hvorhos det ved udgangen af 1886 har oplagt et reservefond paa kr. 60,216.

I byen holdes 3 markeder, det saakaldte »Tausemarked«  i slutningen af mars (oprindelig for fæstning af tjenestepiger), St. Hansmarkedet samt det gamle høstmarked i oktober, hvilket sidste er lovbestemt. Tilstrømningen til disse markeder skal, rimeligvis paa grund af de lettere kommunikationer, være i stigende, og her foregaar en temmelig betydelig omsætning, bl. a. af uld og husfildsgjenstande.

 

Stavangers direkte skibsfart paa udlandet kan ikke betegnes som betydelig. Antallet og drægtigheden af ind‑ og ud klarerede skibe var:

 

s.142

Disse tal sætter byen langt ned i rækken af norske stæder Af de med ladning indklarerede skibe ankom i 1885 adskillig over halvdelen, nemlig 145 dr. 19,392 t. fra England; fra russiske og tyske østersøhavne kom 25 skibe dr. 4798 t., fra Island 19 dr 2784 t., fra Sverige 7 dr. 363 t.. fra Danmark 7 dr. 319 t., fry Portugal og Spanien 11 dr. 3351 t. og fra Italien 7 dr. 2584 t For den udgaaende skibsfart spiller Sverige og Østersøen den vig tigste rolle. Saaledes blev der i 1885 til det førstnævnte land udklareret med ladning 42 fartøier dr. 4151 t. og til østersøiske havn i Finland, Rusland og Tyskland ialt 2 7 skibe med en drægtighed a 5422 t. Til Island gik s. a. 22 ladede fartøier dr. 3155 t., ti Danmark 4 dr. 800 t. og til Hamburg 5 dr. 675 t. Af fremmed flag sees i Stavanger havn meget faa, hyppigst det engelske, som 1885 repræsenteredes af 14 ankomne og atter afgaaede skibe; naa videre undtages 4 svenske, 2 danske og 1 tysk, var alle de øvrig til byen inklarerede fartøier indenlandske og for den overveiende de ogsaa hjemmehørende paa stedet.

Angaaende den indenrigske skibsfartsbevægelse foreligger oplysninger for et enkelt aar nemlig 1885, da der fra indenrigske steder ialt blev indekspederet til Stavanger 2511 fartøier dr 492,820 tons, hvoraf 2152 dampskibe dr. 486,886 tons og 359 seilfartøier dr. 5934 tons, heri iberegnet 286 dampskibe, der passerede byen i regelmæssig rute mellem andre norske stæder og udlandet. Den livligste samfærdsel foregaar mellem byen og forskjellige steder i samme amt, hvorfra der i nævnte aar ankom tilsammen 988 fartøier, hvoraf 726 dampskibe, altsaa gjennemsnitlig 2 dampskibe om dagen. Fra Bergen indløb ialt 641 fartøier, hvoraf 622 damp skibe og fra Kristiania 351 fartøier, samtlige dampskibe. Den fra byen udgaaende skibsfart viser overalt nogenlunde de samme tal En betragtelig del af denne samfærdsel besørges af det i 1856 stiftede »Stavanger dampskibsselskab«, hvis 8 dampskibe for tiden ikke blot underholder regelmæssige ruter paa de vigtigste af Ryfylkes fjord og øer, men ogsaa mellem Kristiania, Stavanger og Bergen.

 

Om byens handelsflaade og dens hurtige vekst henvises til side 138, idet man til fuldstændiggjørelse af, hvad der er anført, hid sætter følgende tabel over de i Stavanger hjemmehørende fartøiers antal, drægtighed og bemanding fra 1821-­1885:

 

                                               

. . . .                                                                

 

 

s.143

 

 

Heri er medregnet dampskibe, hvoraf i 1870 6 dr. . tilsammen 732 k.læster, i 7 880 24 dr. 4663,. i 1885 43 dr. 12,880 og i 1886 44 dr. 13,425 reg.‑ton var hjemmehørende i byen. Denne del af handelsflaaden er saaledes, hvad drægtighed angaar, alene i de sidste 5 aar bleven næsten tredoblet, og dens størrelse anviser fortiden Stavanger den tredje plads blandt landets byer, vistnok langt tilbage for Bergen, men umiddelbart efter Kristiania. Ogsaa i henseende til seilakibsrederiet indtager byen rang som no. 3, idet den maa vige for Kristiania og endnu mere for Arendal, men til gjengjæld staar meget betydelig over Bergen.

Med hensyn til antallet af de ved handel og akibsfart sysse1satte personer oplyser folketællingalisterne, at der i 1875 fandtes 377 og i 1885 439 handlende med henholdsvis 252 og 274 betjente, medens i det førstnævnte aar 242 skibsførere, 27 jægteskippere, 174 styrmænd og 790 matroser, i det sidstnævnte 221 skibsførere, 34 jægteskippere, 142 styrmænd og 617 matroser var tilstede i byen. Ifølge magistratens opgave var der ved udgangen af 1885 i byen ialt 534 personer, hvoraf 46 kvinder, som havde handelsret, samt 708 skipperborgere, medens der i 1875 blev opgivet 330 handelsborgere, 22 handelsberettigede kvinder og 412 skippere. I disse tal er dog formentlig medtaget adskillige, der ikke længere benyttede sit borgerskab.

 

Haandverks‑ og fabrikdrift. Haandverket er i Stavanger forholdsvis talrig repræsenteret og har i de sidste aar i flere retninger gjort meget betydelige fremskridt, saa at standen nu idetheletaget maa siges at indtage en ganske respektabel stilling. Ved folketællingen i 1875 opgaves ialt 560 haandverksmestere samt 1275 svende, drenge og arbeidere over 15 aar, tilsammen altsaa 1835 personer, hvoraf 273 skomagere, 233 tømmermænd, 162 bagere, 137 snedkere,, 132 bødkere, 130 smede, 65 malere, 62 skræddere, 48 blikkenslagere og 46 garvere. I 1885 var antallet af haandverksdrivende temmelig nær det samme, nemlig 573 mestere og 1243 svende og arbeidere, tilsammen 1816, men deraf var 369 tømmermænd, 308 skomagere, 165 bagere, 129 bødkere, 102 snedkere, 63 malere, 59 smede, 58 blikkenslagere, 54 skræddere og 44 garvere. Ifølge opgave fra magistraten fandtes der i juni maaned 1886 ialt 485 personer, som havde haandverksborgerskab, deraf 151 skomagere, 60 bagere, 39 skræddere, 35 snedkere, 32 smede, 21 garvere, 20 malere, 20 seilmagere, 14 bødkere, i l murere, 9 bogbindere, 9 urmagere, 7 bundtmagere, 7 slagtere, 7 farvere, 6 guldsmede, 6 blokmagere, 6 sadelmagere o.s.v. Skibsfartens tilbagegang har havt tilfølge, at seilmagere, blokmagere og lign. i de senere aar har seet sin for

s.144

tjeneste svinde betydelig ind, hvilket paa grund af det herskende økonomiske tryk ogsaa gjælder de forskjellige slags bygningsarbeidere.

Af de mange atter forsvundne industrie11e anlæg, som forrige aarhundredes beskyttelsespolitik fremkaldte, vides Stavanger blot at have været sædet for et enkelt af nogen betydning, nemlig det af regjeringen i 1709 i gang satte salpeterverk, hvis bedrift dog laa paa landets daværende grund, og som desuden omtr. 1722 allerede var stanset. I nyere tid gjorde et par væverier eller saakaldte tøifabriker i firti‑femtiaarene sig fortjente ved at udbrede kjendskab til vævning af lærreder, dreiel og simple uldne varer. Foruden disse var det navnlig de grene af industriel virksomhed, der knyttede sig til den florerende skibsfart, hvilke i Stavanger fandt udøvere. Af skibsverfter var saaledes i 1865 8 i drift, hvilket antal dog i 1875 var gaaet ned til 5, sysselsættende omtrent 280 arbeidere. De senere aars nedgang i fragterne har imidlertid i den grad indskrænket denne bedrift, at den for tiden kan ansees som helt stanset. Til gjengjæld har Stavanger støberi og dok ved Spilderhaugvigen stadigen udvidet sin virksomhed. Dette anlæg, der begyndte allerede omkring 1850 paa den lidt udenfor byen liggende Roaldsø og i 1853 flyttedes til sin nuværende plads, tilhører nu et interessentskab (600 aktier à kr. 400) og omfatter siden 1871 dampskibsbyggeri, jernstøberi og kjedelverksted, hvorhos der til anlægget hører tvende i 1873 og 1879 byggede tørdokker, der paa en gang kan optage flere store, indtil 14 fod dybtgaaende, skibe. Sin første bestilling paa et jerndampskib modtog verkstedet høsten 1880. Det beskjæftigede i 1880 omtrent 100, i 1882 henimod 300 og i 1885 gjennemsnitlig 225 arbeidere. Til de af skibsfarten afhængige bedrifter hører ligeledes 2 større, tilsammen omtrent 90 arbeidere beskjæftigende, reberbaner, der hovedsagelig leverer grovt taugverk til skibsbrug, hvoraf forbruget ikke er aftaget i den grad, som man kunde vente, da skibene i de senere aar kjøber mindre i udlandet. Af fremragende betydning for byen er dens hermetiske fabriker til nedlægning dels af madvarer til skibsbrug og lign., dels af ansjos, delikatessesild, »norske sardiner« og andre fiskevarer. Ialt opgives i 1885 6 deslige etablissementer at sysselsætte en fast arbeidsstok af omtrent 170 personer af begge kjøn, men i sæsonen , om høsten, naar brislingfangsten foregaar, er arbeiderantallet flerdobbelt større. Den ene af disse forretninger, det i 1873 grundlagte Stavanger Preserving Co., skal i sit slags være den betydeligste i landet. De driver, som det synes, en sund og indbringende virksomhed og udvider stadig sit marked ; i den sidste tid har de saaledes faaet en ny kunde i de forenede stater i Nordamerika, hvortil der alene i 1887 skal være eksporteret preserveret fisk for over kr. 150,000. Antallet af anlæg forøges derfor ogsaa jevnlig og opgives for tiden til 10. Et andet anseeligt industrielt foretagende er Stavanger kemiskefabrik, der i 1873 blev sat igang i Kalhammervigen, som da laa udenfor byen. Den var oprindelig anlagt paa tilvirkning af svovlsyre, benmel, soda og klorkalk og sysselsatte i midten af syttiaarene

s.145

over 100 mand; men virksomheden dreves med tab og blev efterhaanden næsten nedlagt, indtil anlægget i 1881 overtoges af et nyt aktieselskab, der begrænsede produktionen til svovlsyre og gjødningsstoffe, som benmel, superfosfateter og lign. Forretningen har herunder efterhaanden atter hævet sig, og i 1885 sysselsatte den omtrent 80 arbeidere, medens produktionsværdien gik op til over ½ mill. kr. Endelig findes der i byen 2  tobaksfabriker med tils. omtrent 45 arbeidere, 1 chokolade‑ og mineralvandfabrik (4 arb.), 1 mineralvands‑ og edikefabrik (8 arb.), 1 større i 1882 anlagt aktiegarveri (.38 arb.), 7 sæbefabrik (2 arb.), 1 kalkbrænderi (2 arb.) og 1 dampvedskjæreri. Den samlede arbeidsstyrke ved ovennævnte anlæg beløb sig i 1885 til omtrent 670 personer. I 1875 blev der opgivet 20 anlæg med tilsammen 473 arbeidere.

Byen har en lithografisk anstalt samt 5 bogtrykkerier. Fra disse udgik i 1885 4 politiske og avertissementsblade, nemlig »Stavanger amtstidende og adresseavis« (siden 1833), »Stavangeren«  (siden 1852), »Vestlandsposten« (siden 1878) og »Norge« (siden 1880).

Af særlig betydning for det omliggende distrikts landbonæring er det i 1876 paa aktier grundede fæ11esmeieri, der væsentlig virker ved udsalg af melk. Det modtog i 1885 fra interessenterne 1,428,955 liter melk, kjernede 18,150 kg. smør og ystede 7414 kg. mager ost, medens der fra meieriet solgtes 673,021 liter sød eller nysiet melk.

 

Ogsaa jordbruget danner for Stavanger borgere en syssel, der ikke er uden økonomisk betydning. Ikke blot har det, navnlig for endel aar tilbage, været næsten en modesag, at byens kjøbmænd skulde have løkker (»stykker«) i omegnen, hvilke i regelen dyrkedes med megen iver og store bekostninger, men ogsaa inden stadens eget omraade, specielt paa Egenes, drives tildels et fuldt udviklet landbrug. Navnlig udmerker sig i saa henseende det kapteinløitnant J. Kielland tilhør ende smukke Ledaal. Begyndelsen til denne eiendom, som ved en liberal anvendelse af pengemidler er drevet op til et mønsterbrug for vestlandet, var tvende løkker paa Egenes, der i 1771 fæstedes af den nuværende eiers oldefader, kjøbmand Jacob Kielland, men det var dog først den sidstnævntes søn, agent Gabriel Schancke Kielland, som ved tilkjøb af de tilgrænsende løkker dannede den nuværende eiendom, som fremdeles er et af amtets betydeligere gaardsbrug. Førend det i 1863 blev delt mellem den nuværende eier og hans to brødre, havde det en udstrækning af ca. 1000 maal og fødte 8 heste og 40 kjør. Nu er den samlede besætning betydelig større og bestaar for den største del af ædlere kvægracer (ayrahirekjør), hvoraf et stort antal avlsdyr i de senere aar er spredt ud over de omliggende distrikter. Gaarden er derhos smukt bebygget og beplantet; navnlig tjener den anselige park i høi grad til at forskjønne landskabet paa denne kant af byen.

s.146

Den samlede udsæd inden byens grænser var i 1875 omtrent 10 hl. rug og hvede, 22 hl. byg, 52 hl. havre og 130 hl. poteter. Samtidig anvendtes 282 kg. græsfrø, hvorhos 12 ha. jord var tilsaaet med andre rodfrugter end poteter. Kreaturholdet bestod af 135 heste, 330 storfæ, 18 faar, 1 gjed og 154 svin.

 

Bykassens indtægter og udgifter har i de sidste tre aar:

 

 

Bykassens gjæld ved udgangen af 1886 beløb sig til kr. 1,415,000, hvoraf kr. 1,190,000 laanegjæld (deraf kr. 1,049,200 ifølge obligationer lydende paa ihændehaveren) og kr. 25,000 rest paa det til Jæder‑banen tegnede bidrag.

Samtidig opføres kommunens formue med følgende værdier:

a) Udestaaende kapitaler kr. 401,934, hvoraf legatkapitaler kr. 300022 ; b) faste eiendomme: kirker kr. 448;000, kirkegaarde kr. 27,436, skolebygninger kr. 122,940, vandverket kr, 228,000, kom­mune‑ og politikammerbygninger kr. 110,100, sygehus m. v. kr. 61,700, tomter og grunde kr. 171,575, andre eiendomme (hvoriblandt Hillevaag og Bjergsted) kr. 519,841, tilsammen kr. 1,689,592; c) andre aktiva kr. 20,000, ‑ samlet formue kr. 2,111,526. Denne

s.147

fra den officielle kommunalstatistik hentede opgave er dog lidet skikket til at give et sandt billede af kommunens formuesforhold, da den paa den ene side omfatter gjenstande, som kun i uegentlig forstand kan henregnes til formuen, paa den anden side tildels er bygget paa altfor lave værdsættelser. Man hidsætter derfor følgende opgjør over kommunens aktiva, istandbragt i oktober 1885 i anledning af et i Bergens kreditbank optaget laan: Pantobligationer kr. 97,712, kapitaliserede løkkeafgifter kr. 23, I 25, Hillévaag kr. 22.5,000, Bjergsted kr. 45,000, kommunebygningen kr. 55,600, den tekniske aftenskoles bygning kr. 37,900, andre salgbare faste eiendomme samt gasverkaktier kr. 130,760, rest af kjøbesummen for Kalhammer og Ladegaard kr. 8272, indtægter af leie og af vandverket kapitaliseret kr. 500,000, fattig‑ og arbeidshusets fond kr. 92,063, brandkassens fond kr. 4300, beholdning kr. 70,319, tilsammen kr. 1,290,051. Brandtaksten af kommunens offentlige bygninger udgjorde samtidig kr. 731,940.

Angaaende byens formues‑ og skatteforhold i de sidste fire aar hidsættes følgende opgave:

 

 

 

Eiendomsskatten blev i det sidst anførte aar udlignet med kr. 0,50 pr. kr. 100 af husenes assurancesum, formuesskatten med kr., 1,50 pro mille og indtægtsskatten med kr. 9,82 pr. kr. 100 skatbar næring.

For tidsrummet 1850‑83 vil stigningen af byens budget og tilveksten af dens skatteevne belyses ved følgende tabel:

 

 

Havnekassen har som gjennemsnit for aarene 1884‑86 oppebaaret i toldprocenter kr. 14,942 og i skibsafgifter m. v. kr. 9558 aarlig. Udgifterne har i samme tidsrum været: til lønninger kr. 2838, til anlæg og vedligeholdelse kr. 12,210 og renter af laan kr. 2717. Dens løse og faste eiendele ansættes ved udgangen af

s.148

1886 til en værdi af kr. 154,873, medens dens gjæld andrager til kr. 56,630, hvoraf kr. 28,130 skyldes til bykassen.

Fattigvæsen. Til belysning af stedets fattigforholde indeholder den officielle statistik ensartede opgaver for aarene 1866 til 1884. I det førstnævnte af disse aar blev der af fattigkassen ydet understøttelse til ialt ca. 650 saakaldte hovedpersoner d. e. fattige, som modtog direkte understøttelse, deres hustruer og børn altsaa ikke medregnet. Fra 1866 steg nu antallet jevnt, indtil det naaede sit maximum i 1871 med 919, hvorefter der kom en fleraarig periode af nedgang, som varede indtil 1877, da de fattigunderstøttede hovedpersoners antal var sunket til 791. I 1878 gik tallet atter op til 829 og steg i 1879 med én gang til 1110, en tilvekst, der selvfølgelig for den væsentligste del hidrører fra den ved begyndelsen af dette aar iverksatte byudvidelse og viser, at denne arealforøgelse har været til alt andet end økonomisk fordel for byen. I de følgende aar har antallet af fattige svinget lidt op og ned, med et maximum i 1883 af 1269 og med et middeltal for de 6 aar 1879‑84 af 1194 hovedpersoner. Sammenholder man ovenanførte tal med byens folkemængde, vil man finde, at der af hvert tusinde indbyggere var i 1866‑75 gjennemsnitlig 43 à 44, i 1876‑78 39 og i 1879‑84 52 personer, der aarlig fik direkte understøttelse af fattigkassen. Fattigvæsenets budget er for 1887 bevilget med følgende beløb: Understøttelse til stadige fattige og til opfostring af udsatte børn kr. 70,000, temporær hjælp, beklædning m. m. kr. 18,000, medikamenter udenfor sygehuset kr. 5500, begravelsesomkostninger kr. 800, lønninger kr. 7720, tilskud til den kombinerede indretning kr. 14,000, refusioner til fremmede kommuner kr. 4000, forpleining af sindssyge i fremmede asyler kr. 10,000, tilsammen kr. 130,020. Paa den anden side er beregnet til indtægt ialt kr. 8520, hvoraf refusioner og opfostringsbidrag kr. 6200, saaledes at altsaa fattigkassens nettoudgift er anslaaet til kr. 121,500. Beløbene for de nærmest foregaaende tre aar, 1884‑86, afviger kun uvæsentlig fra ovenanførte tal. I fattigvæsenets tjeneste er, foruden personalet ved den kombinerede indretning, ansat 3 bylæger samt en fattigforstander med assistent og bud.

Af legater der henhører under kommunen, kan foruden de, der er nævnte ovenfor ved forskjellige veldædige indretninger, . endvidere merkes følgende:

1)   Peder Klows legat af 1822 for fattige enker af og i Stavanger, oprindelig kr. 10,504. med oplagte renter indtil 31 decbr. 1886 kr. 38,360.

2)    John Hangvaldstads af 1838, ligeledes til fattige enker, oprindelig kr. 1200, med renter kr. 2482.

3)   Toldkasserer O. Løvdahls af 1851 til husarme, især trængende enker, kr. 8000, nu kr. 8630, og til almennyttige indretninger i byen kr. 67,825, som nu er steget til kr. 85,220.

4)   Konsul Jonas Kiellands legat af 1847 til fattige, kr. 8000, beholdning 31 decbr. 1886 kr. 19,198.

s.149

5)   Christine Jansens af 14 april 1853 for trængende fruentimmer, oprindelig kr. 8000, nu kr. 16,989 (benævnes til erindring om giverindens søn »Jonas Jansens legat« ).

6)   I samme testament bestemte Christine Jansen, at hele hendes beholdne formue med enkelte fradrag skulde danne et legat, der under visse omstændigheder bliver at anvende til en skole for fattige børn Ved skiftets slutning i 1856 blev til dette legat udlagt kr. 20,959, som ved udgangen af 1886 var steget til kr. 32,862.

7)   Byfoged Christensens legat for fattige, stadfæstet 1879, kr. 4800.                                ‑

8)   Sivert Gundersen og hustrus legat til fattige, husarme inden Stavanger menigheder, stadfæstet 1882, oprindelig kr. 20,000, nu kr. 22,419.

 

Da kong Sigurd Jorsalafarer i begyndelsen af det 12te aarhundrede oprettede et eget bispedømme for landets sydvestlige del, blev Stavanger udseet til bispesæde. De hensyn, der bestemte dette valg af et sted, som hidtil ingen rolle havde spillet, har dels været, at der paa indsiden af den lille vaag, som udgjør byens oprindelige havn, maaske allerede havde dannet sig et strandsted, dels og fornemmelig, at stedet laa ternmelig centralt i det nye stifts omraade. Som det maa antages, væsentlig i det øiemed at skafe bispestolen passende indtægter, lagde man nemlig foruden de sydlige fylker, Rogaland og Agder, ogsaa fjelddistrikterne Hallingdal og Valdres ind derunder, en tungvindt ordning, der dog blev bestaaende ligeindtil et kgl. reskript af 10 april 1631 indlemmede de tvende sidstnævnte landskaber i Kristiania stift og til gjengjæld overførte Øvre Telemarken til Stavanger diøcese. Endelig kan det ogsaa merkes, at grundene paa stedet tilhørte kronen og saaledes uden vanskelighed af en kirken venligsindet konge kunde disponeres til fordel for et anlæg. Bispestolens pekuniære stilling forbedredes ved, at kong Magnus Erlingssøn eller rettere hans fader og formynder, Erling Skakke, formodentlig i aaret 1164, skjænkede hele byen d. e. dens grunde »med leding og sagøre og andre indtægter« til bispesædet, en gave, som siden kong Haakon Haakonssøn stadfæstede ved et endnu bevaret brev (D. N. I, No. 51).

Kort efter bispestolens oprettelse skjønnes Stavanger at have faaet kathedralkirke og bispegaard; men som by betragtet gik stedet kun langsomt fremad, og endnu i det 14de aarhundrede synes det nærmest blot at have været en omkring bispegaarden. og domkirken leiret flække, der i landets historie indtog en meget tilbagetrukken plads. En af de tidligste begivenheder, der knytter sig til byen, er kong Sigurd Jorsalafarers besøg her omkring aaret 1128, da han i byens første biskop, den engelsk fødte Reinald, haabede at finde og virkelig ogsaa fandt en medgjørlig mand, der vilde give sit minde til hans bryllup med Cecilia, en anseet mands datter, til fordel for hvilken han forskjød sin tidligere dronning. Dog lod biskopen sin tilladelse kjøbe ved rige gaver til Stavanger bispestol. Af de følgende biskoper var flere personlig meget anseede og indflydelsesrige mænd. Landets første og tredje erkebiskop Jon Byrgessøn og Erik Ivarssøn, var saaledes begge først biskoper af Stavanger. Under borgerkrigene nævnes stedet blot enkelte gange som skueplads for vigtigere begivenheder. I 1181 flygtede kong Magnus Erlingssøn hid efter nederlaget, ved Nordnes og erholdt af biskopen, den nys nævnte Erik Ivarssøn, forsterkninger mod Sverre. Tidlig paa vaaren 1194 havde øyskjeggernes oprørsflok fra Bergen af for en kort tid besat byen, og i 1206 plyndredes den af baglerne, ved hvilken leilighed en af birkebeinernes

s.150

høvdinger, Einar Kongsmaag, blev dræbt. To aar efter, nemlig i 1207; da birkebeinerne paany havde byen inde, indfandt atter baglerne sig uventet under et sterkt snefog og fordrev besætningen, hvis høvding, kong Sverres søstersøn Peter Steyper, kun med nød undkom. Høsten 1243 opholdt kong Haakon Haakonssøn sig i Stavanger og bekræftede maaske ved denne leilighed kong Magnus Erlingssøns ovenomtalte gave. I de senere aar af hans regjering (fra 1259 af) havde hans søn, den unge kong Magnus Lagabøter, taget fast bolig i byen, idet faderen havde overladt ham styrelsen af det omliggende fylke.

Blandt biskoperne i det 13de aarhundrede gjorde særlig Thorgils (ca. 1256‑76) sig fortjent ved paa det senere saakaldte St. Peders Gjærde at oprette et hospital for fattige syge, hvilket gjennem forskjellige skjæbnens omskiftelser endnu kan siges at bestaa (jfr. side 121). Han oplevede imidlertid ogsaa 1272 at se staden og domkirken gaa op i luer. Foruden kathedralen nævnes paa denne tid (ca. 1290) i byen 4 kirker, nemlig St. Mariæ eller Vor Frue kirke, som laa paa domkirkens kirkegaard og dengang var sognekirke, St. Martins, som kun nævnes mellem 1288 og 1330 og ifølge en usikker tradition skal have staaet paa en skrent ved Bredevandet og være gledet ud i dette, St. Olafs kirke *), tilhørende Utstein augustinerkloster, samt endelig St. Petri, der af kong Magnus Lagabøter, hvis odel den var, skjænkedes til hospitalskirke, og som vel derfor paa en eller anden maade tør have fortsat sig i den lille trækirke der under navn af Hospitalskirken tidligere stod ved Asylgaden, men ved res. 3 aug. 1815 besluttedes bortsolgt til fordel for stedets fattigkasse.

 

*) Denne kirke laa ifølge de Fine ,under Kleven, hvor under St. Olafs kilde ligger«, eller omtrent 75 meter i vestsydvest for Bredevandets nordende.

 

I 1288 blev Stavanger vidne til et blodigt optrin, der vakte stor opsigt, idet sagen angik en af landets fornemste slegter. I et gjestebud kom ridderen Halvard af Harde fra Sandeid i Ryfylke mod sin egentlige hensigt, der var at ramme en anden mand, til med sin kniv at dræbe den gamle, høit anseede og med kongehuset gjennem svogerskab forbundne baron Gaute i Tolga. Drabsmanden søgte tilfugt i domkirken; men den dræbtes søn Isak lod harm med magt slæbe ud og halshugge. For denne hevndaad blev Isak Gautessøn dømt fredløs; men nogle aar senere sees han atter genindsat i sine eiendomme og værdigheder. Omtrent samtidig, som det synes fra 1292 af, udbrød der mellem biskop Arne og hans domkapitel en hidsig og langvarig tvist angaaende retten til tienden af Finnø, hvilken først stansede ved biskopens død 1303 og blev endelig afgjort til kapitlets fordel. Af lignende skandalvækkende art var de stridigheder, som et par gange fandt sted mellem biskoperne af Stavanger og abbederne i Utstein kloster.

Om byens fremgang i de sidste par aarhundreder før reformationen haves faa eller ingen efterretninger. Dens ældste bekjendte privilegier indeholdes i et brev fra 1425 (D. N. VII, no. 379). hvor der ogsaa omtales »raadmænd«. Kort efter nævnes en byfoged i Stavanger, ligesom der ogsaa tales om »borgere« eller »bymænd«, enkeltvis ogsaa om haandverkere, hvorimod nogen handelsrørelse ikke kan eftervises. Af byens gaarde nævnes, foruden bispegaarden (den senere »Kongsgaard«, jfr. side 115), i det 14de aarhundrede bl. a. »Bratten« (Brattrinn), der tilhørte kannikerne, og hvorom vel endnu Brattegaden minder; senere »Mortensgaard«, der laa »paa inderste Skagen«, samt særlig »Kriken« (Kríkrinn), et kompleks af grunde og bygninger, hvis enkelte dele endnu ved midten af det 15de aarhundrede var i privat besiddelse, men senere tjente kannikerne som præbende. I 1450 gjestede kong Kristian I paa sin kroningsreise staden, i 1507 Kristian II som udvalgt konge.

Reforinationens nominelle indførelse skede, formodentlig 1538, ved høvedsmanden paa Bergenhus, dansken Thord Roed, der ogsaa havde Mandals og Stavanger len sig betroede. Han fængslede den gamle bi-

s.151

skop Hoskuld, satte sig i besiddelse af bispesædets formue og indtægter i videste forstand og skal paa kirkegaarden have ladet domkapitlets papirer og dokumenter brænde Byen, hvis næringsveie ved dette tidspunkt neppe har været andre end fiskeri og haandverksdrift, led herved et betydeligt knæk, og dens offentlige bygninger begyndte at forfalde. Olafskirken blev ifølge kongebrev af 4 juli 1577 nedrevet og den brøstfældige Mariekirke blev ved et lignende paabud af 4 okt. 1565 overladt stadens borgere og almue til raadhus og lagtingshus, en forføining som dog først efter en kapitelsbeslutning af 1588 synes virkelig at være bleven sat i verk *).

 

*) I 1833 maa denne bygning were afbrændt; thi 1637 besluttede man paa dens grund at opføre et nyt raadhus for byen. Den murstensbygning, som da reiste sig, og hvori enkelte levninger af Mariekirkens arkitektur saaes bevarede, forblev staaende indtil 1883, efterat den siden 1865, da raadhuset flyttedes til fængselabygningen, havde gjort tjeneste som brandstation. Ved dens nedrivelse viste det sig at Mariekirken havde udgjort en aflang firkant, udvendig 20 m. lang og 8119 m. bred, med en tvervæg mellem skib og kor. Den dannede en spids vinkel med Domkirken og var 15 à 16 m. fjernet fra dennes nordside.

 

Som en af rigets mindre betydelige stæder havde Stavanger aldrig eget lagting, men hørte under lagmanden for Rygjafylke og Agder, som dog med tiden tog bolig i byen selv og vel derved ogsaa bevirkede, at lagtingets afholdelse forlagdes hid. Ifølge Peder Klaussøns angivelse skal byen i sin bedste periode eller, som han siger, »i fordum Dage«, have havt 700 borgere, »somme mene 1800«. Disse tal turde dog, som allerede deres indbyrdes uforligelighed antyder, være aldeles upaalidelige og saaledes ogsaa det deraf uddragne resultat, at byen skulde have talt op imod 6000 indbyggere. Det samme gjælder hans meddelelse om, at dens bebyggede del forhen skulde have strakt sig en halv fjerding udenfor grænserne paa hans tid. Af de forholdstal, som fra midten af det 16de aarhundrede af benyttedes ved krigsstyr og andre rigets stæder paalagte udredsler, sees Stavanger fremdeles at være regnet blandt de mindre byer, og i 1639 og 1645 blev den endog sat i ringere krigsstyr end baade Tønsberg og Skien. Imidlertid kan hertil den store ildebrand, som 1633 havde lagt over halvdelen af staden i aske, særlig have bidraget, og at byen dog ikke var saa ganske ubetydelig, sees deraf, at den ved midten af aarhundredet (1651) foruden byfoged havde 6 raadmænd og 17 lagrettesmænd. I 1666 nævnes borgermester og 4 raadmænd, og i 1681 opgives de skatteydende borgeres antal til 373, hvoraf 274 ansaaes bemidlede.

Heller ikke savnede byen en vis grad af offentligt liv. To gange om aaret samledes saaledes medlemmerne af kapitlet i Stavanger, ligesom der regelmæssig afholdtes lagting og undertiden stiftssynoder, af hvilke den i aaret 1573 var den vigtigste. En »Ordning oc Skick angiffuen oc samtøckt j Stawanger paa Jule Laugting aff meninge Borgerskab Anno 1594« findes endnu opbevaret i et haandskrift fra ca 1600. I aarene 1599 og 1607 holdtes her endog herredage. Ved den sidste af disse var kong Kristian IV selv tilstede og ledede forhandlingerne om sin bekjendte kirkeordinants, der ved denne leilighed vedtoges og i kongens nærværelse oplæstes i Domkirken. Ligeledes tilstod han under dette ophold staden det sedvanlige handelsmonopol »inden 3 Miles Circumferents« samt skjænkede den gaarden Egenes til bymark. Selvfølgelig fattedes heller ikke Stavanger i denne periode de tegn paa offentlig virksomhed, der fremtraadte i form af hyppige henrettelser og heksebaal. Saaledes henrettedes 1608 og 1609 »for Trolddoms Kunster og Gjerninger« tvende misdædersker, der var kjendte under navnene »Singkli‑Karen« og »Søde Moder«. Om den første oplyses det særskilt, at mestermanden »tidt og ofte hende pinte og strækkede«, hvorimod »Søde Moder« for at skaffe bevis »blev kastet paa Vandet«. I 1662 havde »Tro Astrid« samme akjæbne. Hun beskyldtes navnlig for at have øvet sine kunster paa latinskolen og derved forført mange disciple »i deres Umyndighed«. Et par aar efter blev atter en troldkvinde lagt paa pinebænken og henrettet.

s.152

Under 30 juli 1662 og 21 nov. 1671 erholdt Stavanger nye og udvidede kjøbstadsprivilegier. Ikkedestomindre befalede et kgl. reskript af 6 mai 1682 biskop, stiftamtmand og latinskole at flytte til Kristiansand, hvilken nye by, efterat Valdres og Hallingdal var henlagte under Kristiania biskop, laa bekvemmere som stiftsstad. Da saa hertil kom, at en voldsom ildebrand natten til allehelgensdag 1684 tilintetgjorde 149 huse i byens bedste strøg paa begge sider af vaagen, fandt regjeringen at burde gaa endnu et skridt videre til ophjælpelse af dens rival og erklærede efterat kong Kristian V ved sit besøg 1685 vistnok personlig havde faaet et sterkt indtryk af Stavangers forfald, i Kristiansands nye privilegier af 15 juni 1686 §12 og reskr. 4 decbr. s.a. Stavangers kjøbstadsrettigheder for »allernaadigst ganske« ophævede og byen selv for et ladested, hvis indbyggere skulde »staa under Fogden og Sorenskriveren som andre Udhavnes Indbyggere«. Allerede faa aar efter var man imidlertid bleven overbevist om uhensigtamæssigheden af denne haarde beslutning, og ved reskr. 1 marts 1690 blev byens privilegier som kjøbstad atter i det væsentlige satte i kraft. Dog indskrænkedes dens retsfunktionærer til en byfoged og en byskriver, og hermed havde det indtil videre sit forblivende, selv efterat der 1711 i anledning af en overraadmands død var indsendt klage til kongen over retspleiens utilstrækkelige betjening. Ved reskr. 2 sept. 1735 erholdt staden yderligere »Konfirmation og Forbedring« af sine privilegier. Fra kjøbstadens gjenoprettelse af i 1690 har man en række opgaver over antallet af dens skatteydende borgere. De er imidlertid saa sterkt vekslende, at neppe nogen anden paalidelig slutning deraf kan drages, end at stedet idetheletaget fremdeles var i tilbagegang. Dog sattes det ved offentlige udredsler i 1691 atter lige med Tønsberg. I 1711 holdtes mandtal, ifølge hvilket byen dengang talte 486 familier, hvilket antyder en folkemængde af omtrent 2400 indb. I 1722 var familiernes antal gaaet ned til 421 og folkemængden altsaa til omtrent 2200 indb. Af befolkningen udgjorde de skatteydende borgeres antal i 1690 205 (hvoraf 71 bemidlede), i 1702 200 (hvoraf 52 bemidlede), i 1706 138 (hvoraf 39 bemidlede), i 1711 184 og i 1722 156 (hvoraf 24 bemidlede). I løbet af denne tid havde byen atter oplevet en ildsvaade, denne gang dog i dens uanseligste del, Østervaag, som 14 dage før pintse 1716 i sin helhed, blev lagt i aske. I 1745 opgives husenes antal til 425, hvilket fremdeles svarer til en folkemængde af omkring 2200 indbyggere. I aarhundredets anden halvdel led staden ved gjentagne ildebrande. Natten til 1ste September 1766 rammedes saaledes byens daværende bedste strøg, Strandgaden, af en ildsvaade, der ødelagde over 40 huse, og netop som disse tildels var gjenopbyggede, gik i den samme gade den 18 decbr. 1768 atter 50 huse op i luer. Samme skjæbne havde i 1793 16 huse i Østervaag fra Jorenholmen til Bagerbryggen langs søen og tildels ogsaa paa opsiden af gaden. Overhovedet endte aarhundredet uden nogen nævneværdig tilvekst i Stavangers folkemængde, omend velstanden maa antages henimod dets slutning ikke uvæsentlig at have hævet sig.

Af andre begivenheder i løbet af det 18de aarhundrede kan nævnes kong Frederik IV's besøg 1704 og kong Kristian VI's 1733. Den sidste ledsagedes af sin dronning Sofia Magdalena. I 1772 var byen skuepladsen for nogle uroligheder i anledning af stedfundne udpantninger for skatter. Omtrent paa samme tid *) blev Stavanger fødested for tvende bekjendte mænd, digteren Jens Zetlitz, født 1761 og senere bosat i Vikedal **), samt filosofen og forfatteren Henrik Steffens, født 1773, hvis fader var læge ved hospitalet. Idetheletaget herskede der i det 18de aarhundredes sidste del et vist aandeligt liv i byen, grupperende sig om alment interesserede og borgerlig virksomme mænd som Jens Zetlitz og hans broder, apotheker Christian Magnus Zetlitz, Jakob og hans søn Gabriel Schancke Kielland,

 

*) Lidt over 100 aar tidligere var den berømte russiske admiral Cornelius Cruys født i Stavanger den 14 juni 1657.

**) † 1824 som prest i Hviteseid.

s.153

sorenskriver Eilert Hagerup Schiøtz, amtmand Frederik Otto Scheel m. fl. I denne tid falder ogsaa opkomsten af et selskabeligt klubliv ved stiftelsen af Stavanger klubselskab omkring 1770. Senere, i begyndelsen af indeværende aarhundrede, virkede et dramatisk selskab.

I landets krigshistorie er Stavanger paa grund af sin beliggenhed ogsaa i nyere tid bleven forskaanet for at være skueplads for vigtigere hændelser. Det hele har indskrænket sig til enkelte besøg af fiendtlige eller venskabelige krydsere. Saaledes løb ved juletider 1711 et svensk fregatskib paa 24 kanoner ind under engelsk flag for at proviantere. Man merkede imidlertid, at folkene var svenske, og da de saa sig røbede, brændte de skibet og tog flugten indover landet, hvor de dog snart blev indhentede og tagne tilfange. I høstmaanederne 1798 laa her for havari en fransk tremastet loggerkaper med 70 mands besætning, der snart ragede i klammeri med byens pøbel og begik saadanne excesser, at der maatte indkaldes militærmagt for at faa den afvæbnet. Under krigatilstanden i indeværende aarhundredes begyndelse drev byens borgervæbning med iver sine øvelser og mønstrede 1812 under agent Kiellands kommando for general Arenfeldt.

            Det 19de aarhundrede bragte i modsætning til sine forgjængere Stav­anger en uanet hurtig og frodig blomstring. De specielle oplysninger og talstørrelser, der tjener til at skildre denne betydelige materielle udvik­ling, er ovenfor i sine forbindelser bleven anførte. I aandelig henseende har byen fra 20‑aarene af navnlig udmerket sig ved et sterkt og virksomt religiøst liv, der specielt har faaet udtryk i arbeidet for hedningemissionen. Blandt de mænd, der f a først af gik i spidsen for denne rørelse, og som i fiere retninger dannede karakteristiske modsætninger til mændene af den foregáaende slegt, er især at nævne residerende kapellan A, Lange, foged Søren Daniel Schiøtz, postmester C. K. Kielland samt farver John Haugvaldstad. I den sidste menneskealder er det navnlig presten Lars

Oftedahl, som med stor energi har fortsat en ligeartet virksomhed, dog med mere almindelig veldædige formaal for øiø. Som et interessant, kulturhistorisk modbillede til ham staar forfatteren Alexander Kielland, født i Stavanger 1849. Iøvrigt har den religiøse bevægelse været ledsaget af adskillige udtrædelser af statskirken, og navnlig vandt kvæ­kernes samfund i aarhundredets anden fjerdedel adskillig udbredelse saa­vel i byen selv som i dens nærmeste omegn. Paa den anden side var

 

efter den zetlitzske periode al literær interesse saagodtsom forsvundet. Den bekjendte danske ichthyolog Henrik Krøyer, der 1827‑30 var ansat som adjunkt ved latinskolen, klager i sine erindringer sterkt over ind­ vaanernes ligegyldighed i saa henseende. At den ældre borgeraand dog

heller ikke var uddøet, viste det i 1830 stiftede »Stavanger Byselskab«, som i en aarrække virkede for stadens vel. Nyere foreninger af lignende art er ovenfor omtalte.

Af kongehusets medlemmer har i de sidste 50 aar flere besøgt Stavanger. Kong Oscar I var der saaledes i 1833 som kronprins, Karl XV i 1856 som vicekonge og Oscar II som arveprins saavel i 1851 som i 1872. I august maaned 1868 foranstaltede byen en stor regatta, der omfattedes med virksom interesse fra statens og det hele lands side. Kapseiladsen foregik under heldige omstændigheder i den aabne sø rundt Kvitingsøerne. Den 27 februar 1878 gav Jæder‑banens aabning anledning til en større festlighed, og fra 19de til 23de september 1882 afholdtes i byen det 7de almindelige, norske landbrugsmøde samtidig med en almindelig landbrugsog hesteudstilling. Blandt de stedet i det senere tidsrum rammede ulykker maa nævnes en orkan, der rasede den 11 marts 1822 og foraarsagede stor skade pas de paa vaagen liggende fartøier Natten til 7 februar 1833 ødelagdes ved ildsvaade 29 gaarde og en række søboder paa ytre Holmen, og endelig afbrændte under »storbranden« den 13 marts 1860 hele denne bydel tilligemed de tilgrænsende partier af Østervaag, Skandseberget og Valberget, omtrent indtil den linje, som nu Bredgaden indtager, ialt 216 husnumere eller 250 bygninger, søboderne iberegnede. Branden, der va-

s.154

rede, fra kl. 4 morgen til kl. 12 ½ middag, tog sin begyndelse i strøget ved indgangen til Kjærringholmen og gav anledning til en høist ønskelig regulering af den nedbrændte bydel.

Til byens forsvar var der, ifølge de Fine, allerede i 1644 yterst paa Holmen opført et blokhus med 17 kanoner. Senere anlagdes her et batteri, Skandsen kaldet, som under krigstilstanden i indeværende aarhundredes begyndelse blev udvidet og forsterket; det havde da to bastioner, »Prøvestenen« og »Hjælperen«, med tilsammen 14 kanoner. Samtidig blev der ogsaa opkastet et batteri paa toppen af Kalhammeren, lidt længere ude ved fjorden. Begge anlæg var bekostede af byens indvaanere, men er nu forlængst sløifede. Af batteriet paa Kalhammeren sees endnu nogle levninger.

 

Paa Kanniket staar et stenkors fra kristelig tid, der for endel aar siden er flyttet did efter tidligere at have staaet i Steglebakken. Det bærer spor af at have havt en længere runeskrift, som dog nu er for utydelig til at kunne læses.

I grundmuren under det gamle raadhus (den tidligere Mariekirke) fandtes ved bygningens nedtagelse i 1883 en større runesten, som formodentlig i sin tid er taget fra et sted i nærheden, hvor den har været reist (nu i Stav. mus.). Indskriften er: KÆTIL RÆISTI STÆIN DINA HAFTIR IURUNI KUNU SINA TUTUR UDUR . . ., d. e. Ketil reiste denne sten efter sin kone Jorun, datter af (Utyrme?).

Paa forsiden af et af trinene i trappen, der fører op i det nordre af de smaa runde taarne mellem skibet og koret i domkirken, findes en skjødesløst ristet runeskrift, der synes at maatte læses og oversættes saaledes: ØYIULFR R R (Øiulv ristede runerne).