s. 92

Sogndal

ladested indbefatter de to ubetydelige strandsteder Sogndalsstranden og Rægefjord, begge beliggende i Sogndal herred omtrent midt paa dettes 18 km. lange kystlinje, det første og tillige folkerigeste ved Sogndalselvens udløb i havet, det sidste 1 å 2 km. længere mod V, adskilt fra Sogndalsstranden ved en bjergaas. Stedets afstand, beregnet i sømile, er fra Kristiansand 19, fra Flekkefjord 6, fra Egersund 4 og fra Stavanger 17 mile. Beliggenheden var tidligere temmelig isoleret, da det omliggende herred savnede kjørbare veie. Først i 1861 kom ladestedet ved den til Eide i Heskestad anlagte hovedvei i forbindelse med den vestlandske postvei. Regnet efter denne er afstanden fra Egersund 57 km.. fra Stavanger over Jæderen 133 km., gjennem Bjerkreim og Gjesdal 113 km. Under arbeide er nu et nyt hovedveianlæg til Egersund, hvorved afstanden fra denne by vil blive 25 à 30 km.

Byens grænser er bestemte ved res. 3 januar 1846. Dens areal er 19 ha., hvoraf 7 ha. falder paa den østre, 12 ha. paa den vestre del. Sogndalsstranden deles igjen af elven i to omtrent ligestore stykker, forenede ved en bro. De oparbeidede gader har en længde af omtrent 2250 meter, men bebyggelsen er lidet bymæssig. Antallet af beboede huse, hvilke samtlige er af træ, var i 1875 88. Bygningernes samlede assurancesum beløb sig ved udgangen af 1885 til kr. 160,680, medens den i 1880 var kr. 171,980, i 1870 kr. 119,720, i 1860 kr. 60,560 og i 1850 kr. 67,680.

Stedets egentlige havn er i Rægefjord, hvor der findes et lidet kaianlæg, og som har flere gode og sikre ankerpladse, der hyppig benyttes af fartøier, der kommer ind for storm eller modvind. Ind-

s. 93

løbet er dog temmelig trangt, og havnen kan derfor kun søges med sydlige vinde og forlades med nordlige. Ogsaa i bugten ved Sogndalsstranden er en havn, som jevnlig benyttes af smaajægter og skjøiter, undertiden ogsaa af en og anden vinddriver, skjønt den ikke er sikker under paalands veir.

Ladestedet udgjør en del af Sogndal prestegjæld, som forøvrigt omfatter Sogndal herred, og hvis kirke ligger ved elven omtrent 3 km. ovenfor byen. I civil henseende tilhører det Sogndal tinglag under Dalenes sorenskriveri. Derimod udgjør det egen kommune med 3 formænd og 9 repræsentanter. Magistratsforretningerne udføres af fogden i Jæderen og Dalene. Her er et eget, under Flekkefjord tolddistrikt sorterende toldsted, hvis distrikt omfatter herredets kyst fr a Sireaaen i øst til Sillervigen (Sildevigen) i vest (jfr. res. 10 okt. 1826 og skr. 1 okt. 1846). Ved samme er ansat en undertoldbetjent og 2 rorskarle, hvilke sidste har station i Rægefjord. Paa stedet er derhos stationeret en lodsoldermand, som tillige er offentlig havnefoged. Lodsoldermandskabet har kun én station med 6 faste lodse (1885). Brandvæsenet er ordnet ved regl. af 7 novbr. 1857.

 

Af andre offentlige indretninger har byen en kombineret høiere og lavere almueskole, som i sidste skoleaar havde 2 lærere og 1 lærerinde samt 102 elever, fordelte paa 4 klasser, der var fælles for gutter og piger. Fjerde klasse med 30 elever omfattede, dem, der nød høiere undervisning, nemlig foruden i historie, geografi og norsk, ogsaa i engelsk, naturfag og tegning. Undervisningstiden er 42 uger aarlig. ‑ Fremdeles er ladestedet sæde for Sogndal s p ar e b a n k, hvis plan er approberet i 1863. Den havde ved udgangen af 1886 en formue af kr. 6300 og en indskudakapital af kr. 3 3,170, fordelt paa 144 indskydere. ‑ P o s t a a b n e r i  oprettedes i 1843. Antallet af de fra samme afsendte breve var i 1866 5334, i 1872 6757, i 1877 9500, i 1880 9300, i 1885 9500 og i 1886 9700. Telegrafstation aabnedes 26 oktober 1866, da stedet ved en bilinje sattes i forbindelse med Egersund. Af telegrammer afsendtes i 1884 573, 1885 513 og 1886 553, medens der ankom henholdsvis 653, 631 og 744.

 

Folkemængden (den hjemmehørende) befandtes ved den kommunale tælling ved udgangen af 1885 at være 473, men udgjorde i 1875: 526; 1865: 507; 1855: 388; 1845: 348 ; 1835: 331 ; 1825: 208 ; 1801: 104. Det tilstedeværende indbyggerantal var i 1885 449 og i 1875 490. Byen har saaledes ligeindtil 1875 været i jevn, tildels forholdsvis sterk fremgang. I det sidste tiaar er derimod folketallet, her ligesom i flere andre af landets mindre stæder, bleven noget formindsket.

Efter listerne over den tilstedeværende folkemængde fandtes der i 1885 (i parenthes tilføies tallet for 1875) i ladestedet: 1 (1) embedsmand, 5 (2) bestillingsmænd, 13 (15) handlende, 24 (21) haandverkere med 7 (2) arbeidere, 4 (7) akibsførere, 8 (14) styrmænd og

s. 94

matroser, 12 (13) fiskere og 20 (23) tjenere. Af næringsdrivende borgere opgiver magistraten ved udgangen af 1885 12 handelsborgere, 12 skipperborgere og 3 kvinder med handelsbevilling. I 1875 blev der opgivet 13 handelsborgere og 8 skippere.

 

Byens hovednæringsveie er fiskeri og søfart. Handelen med landdistriktet er ikke af synderlig betydning, da oplandet er indskrænket til Sogndal samt mindre dele af Lund, Heskestad og Helleland herreder De fleste varer tages fra Stavanger og Kristiania, og den direkte indførsel er høist ringe. Derimod har de i nærheden faldende fiskerier i regelen givet anledning til nogen eksport. Navnlig havde stedet en heldig periode i den sidste fjerdedel af forrige aarhundrede, da et indbringende torskefiske i omegnen bidrog væsentlig til byens opkomst. Dog blev eksporten først af større betydenhed, efterat man i dette aarhundrede havde begyndt at tage del i vaarsildfisket, og navnlig da dette i tidsrummet 1826‑40 særlig slog til paa den nærliggende kyst. 1 1820‑25 udførtes saaledes til udenrigske steder i gjennemsnit aarlig fí755 tdr. sild; men i aarene 1826 ‑29 steg eksporten til gjennemsnitlig 71,650 tdr., og i 1830‑35 yderligere til 25,048 tdr. 1 1837 naaede denne udførsel sin største høide, 29,137 tdr. Senere svandt den mere og mere ind og er nu forlængst at betragte som ophørt. Til gjengjæld slog man i begyndelsen af sekstiaarene med iver ind paa makrelfisket, og stedet blev snart amtets største udførselsplads for makrel, nedlagt i is. I aarene 1881‑85 er heraf gjennemsnitlig udført 535,400 kg., svarende til omtrent 7000 kasser og i 1886 311,000 kg. eller noget over 4000 kasser à 60 stykker. Ved siden heraf udføres for tiden 2‑3000 kg. (i 1886 5730 kg.) laks og 3‑4000 (i 1886 2850) stkr. hummer om aaret. ‑ Den virksomhed, sorn det engelske titanjernkompagni i 1863 paabegyndte i de nærliggende gruber, foranledigede i nogle aar en betydelig udførsel af jernmalm, som paa en dertil særlig bygget jernbane transporteredes ned til ladestedet. Fra 654 ton i 1864 gik denne eksport efterhaanden op til 17,088 ton i 187 0, og ialt blev der i løbet af de 12 aar 1864‑75 afsendt fra byen omtrent 72,500 ton jernmalm, altsammen til England. Siden 1876 er denne virksomhed, hvortil der i sin tid knyttedes store forhaabninger, igjen ophørt, og nylig er de sidste rester af kompagniets anlæg paa stedet solgte til andet brug.

Værdien af den hele ind‑ og udførsel samt beløbet af de opkrævede toldintrader udgjorde i aarligt gjennemsnit:

                                                           

s. 95

Importværdien havde sit maksimum i 1869 med kr. 56,000 og eksportværdien i 1870 med kr. 193,000.

Handelen med samt udskjænkningen af brændevin, el, vin m. m. er overdraget et ved res. 14 nov. 1884 stadfæstet brændevinssamlag, der traadte i virksomhed i 1885 og har 2 udsalgs‑ og udskjænkningssteder. Dets omsætning var i 1885 5015 l. og i 1886 3762 liter brændevin med et nettooverskud af henholdsvis kr. 2806 og kr. 878.

Ladestedets handelsf1aade bestod ved udgangen af 1885 af 1 dampskib paa 389 ton og 12 seilskibe paa tilsammen 1028 ton, hvoraf 3 paa over 50 ton. De fleste var altsaa smaaskuder, beskjæftigede dels i fiskeribedrift, dels i kystfart. De, større skibe eiedes ikke i sin helhed paa stedet. Af ladte fartøier ankom der s. a. fra udlandet 2 seilskibe, drægtige 126 ton, medens der til udlandet afgik 1 seilfartoi paa 76 ton. Ogsaa den indenrigske skibsfart er ringe; i 1885 blev der saaledes fra andre steder i riget alene indekspederet. 22 smaafartøier med en samlet drægtighed af 381 ton. Derimod anløbes Rægefjord i sommertiden flere gange ugentlig af de rutegaaende kystdampskibe.

Af industriel virksomhed foregaar inden byens grænser ingen anden end leilighedsvis forefaldende skibsreparationer paa en saakaldet bradbænk, hvor der er adgang til at kjølhale.

 

De kommunale udgifter  androg i de 3 sidste aar til følgende beløb:                                              

 

 

Havnekassen havde i de samme aar ingen udgifter. Byens gjæld androg ved udgangen af 1886 til kr. 3930. Derimod besad den faste eiendomme til en værdi af kr. 6800, hvoraf kr. 5600 falder paa skolebygningen.

Til oplysning om stedets skatte‑ og formuesforholde hidsættes følgende tabel:

                                                                                   

             

Skat paa fast eiendom benyttes ikke. Formuesskatten udlignedes

s. 96

i 1887 med kr. 15,50 pro mille og indtægtsskatten med kr. 11,12 pr. 100.

For  tidsrummet  1870‑83 belyses de samme forhold ved følgende opgaver:

 

                       

 

Antallet af de af  fattigvæsenet understøttede hovedpersoner varierede i aarene 1876‑84 mellem 24 i 1881 og 17 i 1884. Middeltallet for den nævnte niaarige periode var 21, hvilket svarer til 4 pct. af folketallet i 1875.

 

Rægefjord nævnes allerede i Sverres saga, idet birkebeinerhøvdingen Thorgils Fudend i 1206 under et anfald af baglerne flygtede ind i »Rekuvaag«, hvor han lod dem tage de skuder, han havde lastet med ledingsafgiften fra Kvinesdal. I middelalderen dreves i Sogndalselven et rigt laksefiskeri, som i det 14de aarhundrede tilhørte den mægtige, østlandske Sudrheimsæt, men i 1368 solgtes til stamfaderen for ætten Rømer; senere gik det over til de saakaldte »yngre Rømere« og blev fra disse ved en dom af 1508 tildømt Værne kloster, som imidlertid nogen tid efter (1532) med sine tilliggender blev gjenstand for statens sækularisation. I det 17de aarhundrede behandledes Sogndal og Rægefjord som ladested under Stavanger og sees 1645 at have været toldstation. I 1699 ophævedes denne, og stedet henlaa under Flekkefjords told‑ og Kristiansands kjøbstadsdistrikt indtil 1738, da det ved Kristiansands privilegier af dette aar paany lagdes ind under Stavanger. Omkring 1745 var stedet ifølge de Fine beboet af 20 familier, som eiede 17 smaa fartøier. Først ved res 18 juli 1798 fik det atter eget toldsted med frihed til at losse tilladte fremmede varer og udskibe indenlandske varer, uden at skibene behøvede at anløbe Stavanger. Til havnens og ladestedets forsvar blev under sidste krig af stedets beboere opkastet et lidet batteri med nogle faa kanoner ved Sogndalsstranden.