s.161

Skudeneshavn

ladested ligger paa Karmøens sydspids paa gaardene Selvaags, Kuviks og Nesets oprindelig under gaarden Vik liggende grunde i Skudenes prestegjæld, ved en liden, i nordvestlig retning indgaaende bugt, der dækkes af nogle smaa, til dets territorium henlagte holmer; af hvilke Steiningsholmen, Sjaaholmen, Bagerholmen og Vigholmen er de vigtigste. Afstanden tilvands er fra Stavanger 4 ½ og fra Kopervik 3 mile; tillands regnes efter den nye hovedvei gjennem Ferkinstad og Aakre 23 km. til Kopervik og 40 km. til Haugesund. Polhøiden er for det nedenfor nævnte Vigholmen fyr beregnet til 59 ° 8 ' 30 "  og længden til 5 ° 26 ' 3 7 " v. f. Kristiania:

Byen, som ved lov af 11 juni 1857 erholdt rettigheder som ladested, har et samlet areal af 48 ha., hvoraf 35 ha. paa selve Karmøen og 13 ha. paa de ovenfor nævnte holmer. Dens grænser er nærmere bestemte under en ved res. 6 februar 1858 , stadfæstet aastedsforretning. Bebyggelsen, som er af træ og lidet bymæssig, findes hovedsagelig paa fastlandet, hvor der strækker sig en smal strandstrimmel rundt vaagen under bratte, golde bergknauser. Øernes bebyggelse bestaar væsentlig af søboder, hvoraf dog ogsaa findes rækker langs den landfaste strand. Af gader er der egentlig kun en, som i den nordlige del af byen deler sig i to, og fra hvilken korte tversmug fører lied til havnen. Den samlede gadelængde er ca. 2500 meter, hvoraf omtrent 1500 meter har en slags brolægning. Kloakerne har en længde af 70 meter. Derimod findes intet torv, ligesaalidtsom nogen vandledning eller offentlig gadebelysning. Antallet af beboede huse var i 1875 192, og den samlede brandtakstsum beløb sig ved udgangen af 1886 til kr. 334,590, medens den i 1880 var kr. 328,000, i 1875 kr. 272,040, i 1870 kr. 264,680 og i 1860 kr. 132,240.

Ladestedet har en god og rummelig havn, dannet af de ovenfor nævnte holmer. Indenfor Steiningsholmen er den egentlige vinterhavn, hvor der kan ankres paa ca. 14 fod vand. I aarene 1866‑6 7 blev her af det offentlige havnevæsen foretaget opmudringsarbeider samt bygget kaier af mur tilligemed en kanal. En del af disse kaier er dog senere atter gledet ud, ligesom det inderste af bugten igjen er opgrundet, hvorfor nye havnearbeider har været paa tale. I den ytre havn er der god holdebund med en dybde af 4 favne, men den er sterkt udsat for sødrag ved storm fra S til V. Til veiledning ved indseilingen findes paa den sydøstlige side af Vigholmen et fast rødt fyr af 6te orden, tændt 1849, ombygget 1875 og nu anbragt i en konkretbygning, der tillige afgiver lokale for fyrbetjenten.

 

I geistlig henseende udgjør ladestedet en del af Falnes hovedsogn under Skudenes prestegjæld, og dets beboere sogner til den lidt østenfor byen liggende kirke. Hvad de judicielle forretninger angaar, hører det under Skudenes tinglag samt Karmsund og Hesby sorenskriveri. Derimod danner det egen kommune med 4 formænd og 12

s.162

repræsentanter. Som magistrat fungerer lensmanden i Skudenes lensmandsdistrikt, jfr. ovennævnte res. 6 febr. 1858. Som toldsted under Bergens toldinspektorat strækker dets distrikt sig fra strandstedet Nerstrand, hvor Stavanger toldstedsdistrikt ender, til nordgrænsen af Tysvær og Skudenes prestegjælde, hvor Haugesund toldstedsdistrikt begynder. Ved toldstedet er ansat en overtoldbetjelit og forrettende toldkasserer, 1 undertoldbetjent (ubesat) og 3 rorskarle; desuden er der stationeret et krydsfartøi med en fast krydsbetjent og 3 leiede rorskarle. Fremdeles er her ansat en offentlig havnefoged, sour tillige er lodsoldermand i Skudenes oldermandskab med 3 stationer (Skudenes, Ferkinstad og Snortelandsstranden) og ialt 18 lodse. Sundhedsforskrifter er approberede ved res. 10 jan, 1863 og 8 sept. 1879 og brandreglement ved res, 23 juni 1860.

 

Af offentlige indretninger har ladestedet en høiere og lavere almueskole. Den lavere afdeling (friskolen) omfatter 6 klasser med for tiden ialt 130 børn (tidligere ligeoptil 180), som nyder ialt 18 timers ugentlig undervisning, idet der hveranden dag veksles med 4 formiddags‑ og 2 eftermiddagstimer. Den høiere skole (betalingsskolen), som er organiseret i 1874, har i de par sidste aar havt omkring 45 elever (tidligere i regelen ca. 60), fordelte paa 3 toaarige klasser; mange gaar dog 3‑4‑­5 aar i den øverste klasse, og af disse har skolen hvert aar nogle oppe til middelskolens afgangseksamen i Stavanger eller Haugesund. Undervisningstiden er 3 timer daglig i den nederste og 6 timer i de to øverste klasser. Lærerpersonalet bestaar af en inspektør, 3 lærere og 2 lærerinder, hvoraf inspektøren samt 1 lærer og 1 lærerinde i den høiere skole. Denne har ligeindtil de sidste to aar kunnet bære sine udgifter, dels ved skolepengene (1875‑85 gjennemsnitlig kr. 1727 aarlig), dels ved et aarligt statsbidrag paa kr. 1100. Ogsaa friskolen har i nogle aar havt et bidrag af kr. 100 af det til fattige kommuner bestemte fond. Den er kostbar for byen, og da denne i det sidste ogsaa har maattet tilskyde til den høiere skole, har der været spørgsmaal om nogen indskrænkning af lærerkræfterne. Begge afdelinger har lokale i den store og smukke skolebygning, som ligger frit og landligt lidt udenfor ladestedets bebyggede strøg (men Inden dets grænser). Huset, der blev bygget i 1859 og udvidet i 1882, indeholder ogsaa beboelsesleilighed for inspektøren.

En haandgjerningsskole for smaapiger opretholdes dels ved private gaver og renterne af en liden kapital, dels ved salg af børnenes arbeider. Den havde i 1886 26 elever.

Siden 1864 bestaar en mindre, gjensidig skibsassuranceforening, der i 1886 forsikrede ialt 35 fartøier med en drægtighed af ca. 4000 tons for et forsikringsbeløb af kr. 240,520.

Stedets sparebank, der approberedes i 1863, havde ved udgangen af 1886 under forvaltning en sum af kr. 87,773, hvoraf kr. 12,924 var dens egen formue og kr. 74,849 indskudt af ialt 393 indskydere. Desuden findes der i ladestedet en liden privatbank.

s.163

Postaabneri oprettedes i aaret 1847. Antallet af de herfra afsendte breve var i 1860 4630, i 1866 6146, i 1872 7364, i 1877 10,200, i 1880 10,100, i 788,5 10,900 og i 1886 11,700 stkr.

Telegrafstation aabnedes som fiskestation den 28 decbr. 1857, men gik allerede fra 1 april 1858 over til at blive permanent. Her er ansat en betjent. Af telegrammer afsendtes i 1885 705 og i 1886 756, medens der ankom henholdsvis 980 og 1126.

 

Den i ladestedet hjemmehørende folkemængde var ved udgangen af 1885 1202, mod 1317 i 1875 og 1209 i 1865. Det tilstedeværende folketal var i 1885 1139 og i 1$75 1224. Byen

er saaledes i det sidste tiaar gaaet netop ligesaameget tilbage, som den i det nærmest foregaaende decennium var gaaet frem. Dissenternes antal udgjorde i 1875 blot 5.

Efter folketællingslisterne fandtes der i 1875 paa stedet 1 embedsmand, 20 bestillingsmænd, 4 skibsredere, 21 handlende med 4 betjente, 44 haandverkere med 20 svende og arbeidere, 15 skibsførere, 45 styrmænd og matroser, 28 fiskere og 72 tjenere. I 1885 taltes 1 embedamand, 15 bestillingsmænd, 4 skibsredere, 17 handlende med 6 betjente, 34 haandverkere med 28 arbeidere, 28 skibsførere, 99 styrmænd og matroser, 22 fiskere og 45 tjenere. Paa magistratens fortegnelse over næringsdrivende borgere var i 1875 opført 21 handlende og 32 skippere (hvoraf 5 bosatte udenfor byen), i 1885 henholdsvis 19 og 54 (hvoraf 2 udenfor byen).

Ved sidste formandakabsvalg (nytaar 1887) havde ladestedet 67 stemmeberettigede borgere.

 

Næringsveie. Stedet har saagodtsom udelukkende sin betydning gjennem vaarsildfisket, og dettes ophør omkring 1870 tilføiede derfor ogsaa byen et knæk, som den ikke hidtil har kunnet forvinde. Her som andetsteds søgte man erstatning i en mere udstrakt deltagelse i fedsildfiskerierne nordenfjelds, men denne bedrift medførte betydelige skuffelser, og den jevne daglønnerfortjeneste, som under vaarsildfisket saagodtsom aaret rundt tilflød byens arbeiderstok, var iethvertfald borte. Heller ikke Islands‑fisket, hvori stedet fra 1880 af tog del, bragte i længden de forventede fordele. I 1881 udrustedes til denne bedrift 8 fartøier med 55 mand, som hjembragte 8800 tdr. sild, men i de følgende aar har udbyttet stedse været ringe, og udrustningerne er blevne stedse færre. I 1885 afgik saaledes kun 4 fartøier, der havde en fangst af 900 tdr. Anskaffelsen i begyndelsen af ottiaarene af en engelsk fiskekvase til bankfiske i Nordsøen strandede i begyndelsen, ligesom det samtidig fra Stavanger udgaaende forsøg med tvende lignende fartøier, paa manglende erfaring og arbeidsdygtighed. Først efterat alle tre fartøier er gaaede over til et fælles interessentskab, hvis ledelse sker fra Skudeneshavn, og som har forbundet bankfiskeriet med torskefiske i sommermaanederne under Island, siges udbyttet at være blevet mere tilfredsstillende. I 1885 gjordes der fra stedet forsøg med drivgarnsfiske efter sild i

s.164

Nordsøen med en kutter af hollandsk mønster. Udfaldet har hidtil været gunstigt, og det ansees saa meget mere lovende for den fremtidige udvikling paa stedet, sour dette gjennem sin beliggenhed eier særlige betingelser for en saadan bedrifts trivsel.

Byens opland er indskrænket til de tre sogne Falnes, Ferkinstad og Aakre, der tilsammen danner Skudenes herred, og selv for dette lille distrikts vedkommende maa stedet tildels taale en skarp konkurrance med Kopervik, især efter anlægget af den nye vei over Karmøen, hvorhos landhandlerne ogsaa her i de senere aar mere og mere tilegner sig omsætningen. Handelsrørelsen er derfor i de sidste 20 aar gaaet sterkt tilbage. Medens værdien af byens import i midten af sekstiaarene blev beregnet til kr. 150 d 200,000. har den i tiaaret 1876‑85 neppe andraget til kr. 40,000, fordelt paa ringe mængder af korn, brændevin, salt. stenkul, tøndebaand, trævarer og kork. Og udførselsværdien, som tidligere i gode aar kunde gaa op til kr. 700 à 800,000, viser for femaaret 1881‑85 alene et gjennemsnitsbeløb af kr. 165,000. Nedgangen skriver sig her fra den formindskede sildeeksport, som i 1861- ­65 gjennemsnitlig androg til 38,600 tdr. og endnu i 1869 udgjorde 34,800 tdr., men i gjennemsnit for aarene 1871‑75 gik ned til 11,800 tdr., i 1876‑80 til 10,700 tdr. og i 1881‑85 til 8200 tdr. Denne udskibning, som før 1870 saagodtsom udelukkende bestod af vaarsild, har i de sidste 15 aar væsentlig bestaaet af fedsild. Foruden sild har der fra ladestedet været udført ikke ringe mængder af hummer; men ogsaa denne eksport er aftaget betydelig, nemlig fra gjennemsnitlig 205,000 stkr. i aarene 1861­65 til 137,000 stkr. i 1866 ‑70, 63,000 stkr. i 1871‑75 og 50,000 stkr. i 1876‑80. I det følgende femaar skibedes igjen lidt mere, nemlig i middeltal 55,000 stkr. ; men dette skyldes alene aaret 1882, da tallet gik op til over 100,000 stkr.; thi i de allersidste aar har der været en saameget sterkere tilbagegang. Endelig maa nævnes, at der fra ladestedet ogsaa udføres lidt fersk fisk, navnlig makrel og laks, i de sidste aar ogsaa endel fersk sild.

Værdien af Skudeneshavns samlede indførsel og udførsel samt beløbet af de ved toldstedet faldende toldintrader udgjorde i aarene 1866‑86:

                                               

 

Salg og udskjænkning af brændevin er ifølge loven om ladestedets oprettelse ikke tilladt uden kongelig bevilling, og nogen saadan er hidtil ikke meddelt. Tidligere fandtes et par udskjænkningssteder for øl og vin, men siden 1886 er afgiften, sat saa høit (300 kr.), at ingen har taget bevilling. Heller ikke foregaar der noget smaasalg af disse drikkevarer (jfr. res. 30 sept. 1882).

s.165

Stedets udenrigske skibsfart er ikke stor og indskrænkede sig i gjennemsnit for aarene 1881‑85 til 9 med ladning ankomne og 28 afgaaede fartøier, drægtige henholdsvis ca. 900 og 1800 tons. Heri er imidlertid indbefattet den ved deltagelsen i Islandfisket foranledigede fart. Udenfor denne er det kun undtagelsesvis, at der kommer et og andet fartøi med salt fra Portugal, stenkul fra England eller pilebaand fra Holland. De udekspederede skuder gaar i regelen enten til Sverige med sild eller til England med hummer eller fersk fisk. Fra indenrigske steder ankom der i 1885 ialt 192 seilfartøier dr. tils. 3355 tons (hvoraf 180 dr. 3013 tons med ladning), medens der til saadanne steder afgik 175 seilfartøier dr. 2550 tons (hvoraf 66 dr. 1395 tons med landing). Dertil kommer dampskibsforbindelsen med Stavanger by, som underholdes af et af det stavangerske dampskibsselskabs skibe med 2‑3 ture ugentlig i rute over Rennesø og Kvitingsøerne.

Den i ladestedet hjemmehørende handelsflaade talte i 1860 77 fartøier paa tilsammen 1047 komm.‑læster, i 1870 66 fart. dr. 1827 k.‑læster, i 1875 72 fart. dr. 2638 k.‑læster, i 1880 71 paa 5920 tons og i 1885 68 paa 5012 tons, hvoraf 26 over 50 tons med en samlet drægtighed af 4027 tons. Tidligere var stedets fartøier næsten udelukkende beskjæftigede i sildetrafiken. Efter dennes aftagen slog man sig mere paa almindelig fragtfart, hvilken ogsaa i en del af syttiaarene skaffede god fortjeneste, men det tildels forcerede indkjøb af skibe, som da fandt sted, har under de senere aars faldende fragter bidraget til end yderligere at formindske byens ressurcer.

Haandverket talte tidligere navnlig et stor t antal bødkere og tømmermænd, men befinder sig ligesom de øvrige næringsveie for tiden i tilbagegang. Af industrielle virksom heder er blot at nævne en i 1880 oprettet fabrik for taagelure til skibsbrug og fyrvæsen, hvilken sysselsætter 8 d, 10 mand, og hvis arbeider (500 à 600 stkr. aarlig) har vundet adskillig indgang ogsaa udenfor landet. Et skibsverft, som i syttiaarene dreves med ca. 20 faste arbeidere, har siden 1880 været nedlagt. I 1883 oprettedes et lidet fællesmeieri, som i 1885 modtog 64,800 kg. melk, kjernede omtrent 880 kg. smør og ystede 879 kg. mager ost.

 

Bykassens indtægter og udgifter stillede sig i aarene 1884‑86 saaledes:

 

 

s.166

 

 

 

Den kommunale gjæld beløb sig ved udgangen af 1886 til kr. 8512, medens bykassens formue samtidig opføres med kr. 21,400, hvoraf kr. 10,400 falder paa skolebygningen, kr. 5300 paa ladestedets andel i Falnes kirke og resten paa andre faste eiendomme.

Angaaende formues‑ og skatteforholdene hidsættes for de fire sidste aar følgende tabel:

 

                       

 

                                                                                                                       

 

Formuesskatten beregnedes i sidstnævnte aar med kr. 1,50 pro mille og indtægtsskatten med kr. 15,00 pr. 100 kr. skatbar indtægt.

Fortidsrummet 1859‑83 belyses ovenomhandlede forholde ved følgende fra kommunalstatistiken hentede opgaver:

                                               

 

Havnekassens indtægter har i 1884‑86 gjennemsnitlig udgjort kr. 50 og dens udgifter kr. 30 om aaret. Dens løse og faste eiendele blev i 1886 opgivet til en værdi af kr. l 246.

Af legat er findes to, begge stiftede i kristeligt øiemed og med en samlet kapital af omtrent kr. 5400.

Antallet af de af fattigvæsenet understøttede hovedpersoner har i aarene 1876‑84 varieret mellem 27 i 1876 som minimum og 50 i 1887 som maximum. Det aarlige gjennemsnit for den hele niaarige periode var 36, hvilket svarer til 29 pro mille af ladestedets folkemængde i 1875.

s.167

Som allerede ovenfor antydet, skylder Skudeneshavn udelukkende indeværende aarhundredes store vaarsildperiode sin opkomst og udvikling. Af amtmand de Fine omtales stedet i 1745 alene som en god havn, ved hvilken »endel borgere fra Stavanger have huse og salteboder staaende,

hvorudi de opholde sig, medens silde‑ og torskefiskeriet varer, og der nedsalte den sild og torsk, de fange og kjøbe«, og endnu ved samme aarhundredes slutning har det neppe havt svnderlig over 50 fastboende ind­ vaanere. I 1825 var her 141 beboere, men der var nu bygget mange huse og nøster, saa at stedet havde udseende af en liden by, som dog endnu kun gik langsomt fremad, eftersom indbyggerantallet ti aar senere (1835) kun var steget til 174, fordelt paa 41 familier. Fra nu af skjød derimod strand­stedet en overmaade sterk vekst, saa at der i 1845 taltes 95, og i 1865 147 husholdninger med henholdsvis 491 og 777 beboere, ligesom her i det sidstnævnte aar fandtes 125 vaaningshuse, 100 søhuse, paa hvilke kunde saltes 52,000 tdr. sild, samt 24 fartøier over og 8 under 5 kom.‑læster, af hvilke de fleste gik i udenrigsk fart. Der opstod nu snart spørgsmaal

om et byanlæg, om der end var adskillig meningsforskjel angaaende til­raadeligheden af et saadant skridt, da stedet manglede opland og ude­lukkende var henvist til sildefisket som den eneste erhvervskilde. Efter gjentagne ansøgninger fra beboerne blev der forelagt stortinget i 1857 en kongelig proposition om losse‑ og ladestedsrettighed for strandstedet, hvilket ledede til den ovenfor nævnte lov af 11 juni s. a.