s.37

Næringsveie.

De 25,645 personer. som ved udgangen af 18 7 5. uberegnet,        hustruer, børn og tjenere, udgjorde amtets næringsdrivende befolkning (jfr. s. 36), fordeler sig igjen paa de forskjellige næringsgrupper, saa­ledes som følger:

 

Man ser heraf, at amtets næringsforhold i det store og hele stemmer temmelig nær overens med den gruppering, som gjælder for det hele land, under et betragtet. Den eneste afvigelse, der i saa henseende ved første øiekast kunde synes noget paafaldende, er, at

s.38

fiskeribedriften ifølge ovenstaaende forholdstal skulde spille en mindre rolle i Stavanger amt end i riget overhovedet. For det første maa det imidlertid erindres, at hine opgaver refererer sig til et tidspunkt, da amtets vigtigste fiske, vaarsildfisket, var at regne for ganske ophørt, og dertil kommer, at omend fiskeri i dette amt drives af mange mennesker, er det dog faa, som har det til hovederhverv, og hvad specielt vaarsildfisket angaar, er det ikke tvilsomt, at det overveiende antal personer, som deri deltager, under folketællingerne lader sig opføre under andre næringsklasser, som gaardbrugere, husmænd, inderster, hjemmeværende sønner o. desl.

 

            Jordbruget, d. e. agerbrug og fædrift, er af alle am­tets næringsveie den, der sysselsætter de fleste hænder og skaffer det væsentligste bidrag til befolkningens ernæring. Dog yder det ikke paa langt nær, hvad det kunde yde. Vistnok er der store dele af amtet, hvor de naturlige forholde ikke kan siges at være gunstige for et rationelt drevet landbrug, men selv de egne, der i saa hen­ seende maa kaldes vel udrustede. staar idethele betydelig tilbage for østlandets mere fremskredne jordbrugsdistrikter. Befolkningens seige vedhængen ved fortidens brugsmaader og stel har i dette amt, lige­ som paa vestlandet overhovedet. været saa meget vanskeligere at bryde, som fiskeribedriften netop i flere af de bedste bygder har trukket al interesse og omtanke bort fra jordbruget, der nærmest alene er bleven betragtet som en binæring til fortjenesten paa søen. Imidlertid har amtets jordbrugsnæring i den sidste menneskealder og navnlig i de seneste 15‑20 aar gjort særdeles betydelige fremskridt, der her som andetsteds viser sig i udvidelse af det dyrkede areal, i en fuldkomnere bearbeidning af jorden og en rigeligere anvendelse, af hjælpegjødningsstoffe, i en forøget dyrkning af kunstig eng og udvidet græsfrøsaaning, i almindeligere og hyppigere sædveksling, i anskaffelsen af hensigtsmæssigere redskaber og endelig ikke mindst i et mere tidsmæssigt kreaturstel. Størst har fremgangen været paa Jæderen, der med sine store vidder af god dyrkningsjord, sin rige adgang til tanggjødning og sine betydelige leier af mergel og skjælsand ogsaa har de bedste naturlige betingelser for et videre drevet jordbrug. Ogsaa paa enkelte af de ytre øer, som Karmøen, Rennesøen og Finnøen, der ligeledes har en frugtbar og for det forøgede arbeide taknemmelig jordbund, har landbruget taget et kraftigt op­ sving, navnlig efter vaarsildfiskets ophør. Mindre gunstige er de vilkaar, hvorunder landmanden arbeider baade i Dalene og paa Ryfylkes fastland; men ogsaa i disse egne har man, særlig ved ny­brudsarbeide og en fuldkomnere afgrøftning af den vandsyge  mark, søgt at forøge jordens produktivitet. Overalt staar dog særdeles meget tilbage at udrette, og specielt maa et ordnet sædskifte endnu siges at være enundtagelse, selv paa Jæderen. ‑ Det hele areal,

s.39

der i amtet er taget i jordbrugets besiddelse som indmark, udgjorde ifølge de i anledning af matrikulens revision anstillede undersøgelser, altsaa omkring midten af sekstiaarene, omtrent 48,000 ha. eller 5,2 pct. af amtets hele flade. Dette efter vort lands forhold høie procenttal, der som amtsgjennemsnit alene overtræffes i Smaalenene, Akershus samt Jarlsberg og Larvik (men der rigtignok med det 3‑5 dobbelte), skyldes imidlertid udelukkende den naturlige eng, som har en større udstrækning end i noget andet amt (ialt ca. 33,000 ha. eller 3,6 pct. af arealet). Derimod havde den dyrkede jord alene et areal af henimod 15,000 ha. eller 1,6 pct. af det samlede fladeindhold, hvilket staar tilbage for det for rigets samtlige bygder underet beregnede forholdstal (2,0 pct.). Navnlig gjælder dette de af vidtstrakte fjeldmarker og heie opfyldte distrikter i Dalene og det indre Ryfylke, hvor henholdsvis kun 1,0 og 0,4 pct. af arealet er bragt under plog ; men heller ikke det ytre Ryfylke (indbefattet øerne) hæver sig i saa henseende synderlig over det gjennemsnitlige forhold, og selv Jæderen med sine 8,8 pct. af arealet i dyrket stand taaler ingen sammenligning med østlandets mere fremskredne agerbrugsdistrikter. Det er, den gamle jordbrugsmaade, som kommer tilsyne i disse tal; thi dens hovedtræk var stadig at holde den dyrkede jord i ager uden kunstig eng. Men netop i denne henseende har de sidste 20 aar medført store forandringer, og der er ingen tvil om, at forholdet mellem den dyrkede jord og den naturlige eng nu er temmelig forskjelligt fra, hvad det var paa matrikuleringsarbeidernes tid. ‑ Antallet af jordbrug er omkring 1865 opgivet til ca. 8000, saaledes at der altsaa pas hvert brug gjennemsnitlig falder 6 ha. indmark. Dette er vistnok noget mindre end middeltallet for det hele land (6,8 ha.), men dog betydelig høiere end gjennemsnittet for naboamterne, af hvilke Søndre Bergenhus alene havde 4,4 og Lister og Mandal endog kun 2,1 ha. indmark pr. brug. De jevnt største brug forekommer paa Jæderen, navnlig i Time, Haa og Klep; ogsaa i nordre Ryfylke er gaardene gjennemsnitlig forholdsvis store (i ha.), medens Dalene med 3 ha. indmark pr. brug nærmer sig sterkt til forholdet i Lister og Mandals amt. Af egentlig større eiendomme har amtet meget faa. Den samlede grundværdi i landdistriktet er af hovedskylddelingskommissionen i 1884 bleven ansat til kr. 40,532,000 eller 4,66 Pct. af rigets, hvorefter den nye matrikulskyld for amtet er udregnet til 23,280 mark, hvoraf 11,105 mark falder pas Jæderen og Dalenes og 12,175 mark paa Ryfylke fogderi. Da amtets nye matrikul ialt omfatter 10,292 brug (løbenummere), falder der paa hvert brug en gjennemsnitlig skyld af mk. 2,26; i det sydlige fogderi er den noget mindre, nemlig mk. 2,13, i det nordlige lidt større, nemlig mk. 2,35. Efter den ureviderede matrikul havde amtet ved udgangen af 1880 en skyld af 13,635 daler eller 5,69 pct. af det hele riges skyld. Skylddalerens gjennemsnitsværdi er efter de uden paaliefte af føderaad stedfundne salg beregnet saaledes:

s.40

 

Beregnet efter middeltallet for den hele periode 1852‑80 skulde amtets landeiendomme repræsentere en samlet værdi af 28 1/10 mill. kr. Forskjellen mellem dette beløb og hovedskylddelingskommissionens ansættelse synes væsentligst at maatte tilskrives den betydning, som kommissionen har tillagt amtets store vidder af dyrkbart, men endnu ikke opdyrket land. ‑ Med hensyn til jordleieforholdene oplyser opgaver fra 1825, at ikke mindre end 1857 eller 35 pct. af amtets samtlige 5408 gaardbrugere dengang var leilændinge, og dog var bygselgodset mindre udbredt her end i de øvrige vestlandske amter. I 1875 var der blandt 7781 jordbrugere kun 375 leilændinge og forpagtere, altsaa knap 5 pct. Nu siges bygselkontrakter at være meget sjeldne. Ogsaa af husmænd findes færre end sedvanligt, navnlig i Jæderen og Dalene; i Ryfylke er de hyppigere, især i de østlige bygder, f. eks. Jelse og Suledal. ‑ Jordfællesskab var tidligere her som andetsteds meget almindeligt, og endnu i 1842 nævnes det af Kraft som aarsag i, at Jæderen var saa lidet opdyrket. Heri er dog i løbet af den sidste menneskealder indtraadt store forandringer. Fra I558‑85 er der alene af offentlige udskiftningsforretninger bleven afholdt 546, ved hvilke ialt 2672 brug med en skyld af 3993 daler har faaet sin indmark og 2490 brug med 3701 skylddaler sin udmark udskiftet. Blandt større arbejder af denne art kan specielt merkes den ved en særlig beskikket kommission af 11 febr. 1860 tilendebragte udskiftning af det betydelige, ca. 350 km² og 578 skylddaler omfattende udmarksfællesskab mellem Vikebygd, Valestrand, Moster og Sveen sogne i Søndre Bergenhus amt samt Skaare og Skjold sogne i Stavanger amt. Dog eksisterer der endnu, navnlig i enkelte bygder, adskilligt af dette jordbrugets fremskridt saa absolut hindrende eiendomsforhold. Ved udgangen af 1885 opgives saaledes ikke mindre end 2566 brug med en skyld af 3481 daler at have fællesskab (teigeblanding) i indmark, og 3433 brug, skyldsatte til 4907 daler, fællesskab i udmark. Indmarksfællesskabet omfatter saaledes omtrent 25 pct. af matrikulskylden, lidt mere (29 pct.) i det sydlige, lidt mindre (23 pct.) i det nordlige fogderi. Man faar dog det indtryk, at der ved afgivelsen af disse opgaver idethele er stillet meget strenge fordringer til reelle grænser og en fuldkommen samlen af eiendommene. De bedst udskiftede herreder er Ogne, Time, Gjesdal, Høle, Aardal, Fister, Jelse, Sand, Sjernerø, Nerstrand og Tysvær, medens det forholdsvis meste jordfællesskab endnu findes i Sogndal, Heskestad, Egersund, Høiland, Mosterø, Skudenes, Avaldsnes og Torvestad, fremfor alt i Sogndal, Egersund og Torvestad. ‑ Det til korn og potet er i 1875 anvendte agerareal samt udsædens og avlingens mængde i aarene 1835‑75 udgjorde:

s.41

 

Det vil af foranstaaende opgaver, sammenholdte med den paa næstfølgende side 42 meddelte tabel, sees, at hvede er en i Stavanger amt saagodtsom ukjendt kornsort. Ogsaa rugen møder i denne egn mange vanskeligheder og findes næsten ikke udenfor Jæderen selv her udgjør den, endog i de bedste distrikter, neppe over 5 pct. af den hele kornsæd. Der, hvor den bruges, dyrkes den nu i regelen som høstsæd og saaes efter poteter, men i de meløse vintre med vekslende temperatur fryser den paa ler‑ og myrjord let op. Bygget er mere udbredt, men heller ikke denne kornart udgjør i gjennemsnit for det hele amt mere end ca. 8 pct. af, den samlede kornsæd, hvilket er et mindre procentforhold end i noget andet amt med undtagelse af Søndre Bergenhus. I enkelte bygder, som f. eks. Sand og Saude, er det omtrent ganske ukjendt. Det dyrkes næsten udelukkende som fireradet (i almindelighed urigtig kaldet 6radet) og saaes nutildags gjerne efter poteter, selv om intet ordnet sædskifte iakttages. Paa let jord og i varme aaringer giver bygget et godt tungt korn, men i kolde og fugtige sommere bliver det ofte let

s.42

Tabel over udsæden af korn og poteter i Stavanger amts herreder og byer i  aaret 1875.

 

*) 1 hl. byg regnes = ¾ hl. hvede eller rug = 1 ½ hl blandk. = 2 hl. poteter.

s.43

 

og faar et mørkt skal. Blandkorn var for en menneskealder siden adskillig mere udbredt end nu. I 1875 var det lidet brugt udenfor enkelte bygder i det indre Ryfylke, navnlig Hjelmeland, Fister, Sand og Suledal. Derimod er overalt i amtet havren den mest almindelige og med hensyn til jordbund og klima ogsaa den mest passende kornart. I flere bygder, f. eks. Heskestad, Bjerkreim, Gjesdal, Aardal, Saude, Nerstrand, Tysvær og Skjold, er den saagodtsom det eneste saakorn, og selv for det hele amt underet udgjør havren næsten 9/10 (nøiagtig 88 pct.) af den samlede udsæd. Den almindelige stavangerske havre har langt og tykt straa, men mager og tykskallet kjerne; det er en grov art, som klima og lange tiders behandling vistnok efterhaanden har udviklet til, hvad den nu er. Ved siden heraf vinder dog den saakaldte skotske havre (potethavre) mere og mere udbredelse, navnlig over det nordlige Jæderen. Da der næsten altid gjødsles hvert aar til havren, bliver udbyttet forholdsvis temmelig stort, i regelen 7 à 8, undertiden op til 10 fold, men at denne dyrkningsmaade paa den anden side hyppig fører til leiesæd og meget letkorn, er naturligt. Tøndevegten af den almindelige havre er omkring 65 kg.; den skotske veier gjerne 70‑72 kg. Næstefter havre er poteten den vigtigste kulturplante, og dyrkningen af denne rodvekst er i de sidste 30 aar tiltaget sterkere i dette amt end i de fleste andre landsdele. Regnet efter tøndetal var i 1875 amtets hele udsæd af poteter næsten nøiagtig ligestor som udsæden af korn, medens gjennemsnitsforholdet for riget var 54 pct. poteter og 46 pct. kornsæd. I Jæderen og Dalenes fogderi er dog, naar Hetland herred undtages, potetavlen idethele noget mindre end i Ryfylke, hvor der næsten overalt saaes mere poteter end korn. Jordbunden passer i de fleste egne ganske godt for denne vekst, og udbyttet er derfor ogsaa gjennemsnitlig temmelig rigt. I regelen høstes 8 à 9 fold, paa Jæderen dog ofte adskillig mere, medens man som middeltal for det hele land efter de seneste opgaver (1876‑85) kan regne vel 7 fold. Den dyrkes fordetmeste ved at sættes efter plogen, i regelen i hver fure, sjeldnere i driller. I Ryfylke og Dalene dyrkes den ogsaa hyppig med spaden og tildels i bed. ‑ Blandt foderveksterne har turnips i den senere tid begyndt at faa temmelig stor udbredelse, navnlig paa Jæderen, og de slaar i regelen ganske godt til. Som engplante bruges, forsaavidt man ikke lader jorden græsbinde sig selv, ialmindelighed timothei, tildels blandet med kløver. Af saadant frø opgives for 1875 i amtet at være udsaaet ialt 5300 kg., hvoraf ca. 3700 kg. falder paa de jæderske herreder. Rimeligvis er dog denne opgave selv efter hin tid for lav. Af kløverarterne trives alsikkekløveren og totenkloveren ganske godt, medens rødkløver ikke giver saadan afgrøde som paa østlandet. Dette sidste gjælder ogsaa vikker, som forresten lidet bruges. Lin og hamp dyrkes ikke. Humle bruges derimod paa enkelte steder i Dalene, men var tidligere mere almindelig, især i Ryfylke, hvor den nu ikke sjelden findes vildtvoksende. ‑ Den samlede bruttoværdi af amtets korn‑ og potetesavling

s.44

er for 1875 beregnet til kr. 4,206,000, hvoraf kr. 2,253,000 falder paa Jæderen og Dalene, kr. 1,904.000 paa Ryfylke og resten paa byerne. Fordeles disse beløb paa folketallet, udkommer i det sydlige fogderi kr. 65, i det nordlige kr. 41 og i amtets landdistrikter overhovedet kr. 51 pr. indb., hvilket er den højeste værdi, som noget af de vestlandske amter kan opvise, og netop svarer til gjennemsnitsforholdet for rigets bygder i det hele. De jæderske bygder alene avler til en værdi af omtrent 1 1/2 mill. kr. eller kr. 77 pr. indb. og staar i saa henseende kun tilbage for de bedste agerbrugsdistrikter paa østlandet, saasom Mjøsegnene, Ringerike og Smaalenene.- Angaaende agerbrugets tilstrækkelighed for behovet siger de Fine i sin beskrivelse over amtet af 1745, at bønderne paa Jæderen og i Ryfylke sælger saameget korn, at ikke alene Stavanger by og amtets fjelddistrikter dermed forsynes, men en stor del opkjøbes om foraaret til sædekorn for Lister amt og Hardanger, ligesom af hjemmeavlet korn udskibes fra Stavanger ikke ubetydeligt til Bergen, Trondhjem og Østlandet. I samme retning gaar følgende, af Pontoppidan Det første Forsøg paa Norges naturlige Historie, Kbhvn. 1752, s. 165. gjengivne udtalelse af provst P. Schrøder, der i midten af forrige aarhundrede var sogneprest paa Skudenes: »Ved den store Fliid, som dette Fogderies (Ryfylke) Indvaanere i disse sidste 40 à 50 Aar have brugt til Ageren at forbedre og formeere, er denne Egn utroeligt meget forbedret. Thi tilforn blev den agtet for een duelig og velholden Jord‑Mand, som af sin aarlig Vext kunde forsørge sit Huus Julen over. Men nu omstunder, hvis Gud ikke vil straffe Landet med en særdeeles Misvæxt, da kunde ikke allene det gandske Fogderies Indvaanere aaret igjennem forsynes af deres egne Agre med Malt, Byg og Havre, men endog selge i Bergen, Hardanger og Stavanger nogle Hundrede Tønder«. Dette forhold er imidlertid her, som paa de fleste andre steder i vort land, under befolkningens hurtige tilvekst og andre næringsveies raske opblomstren, særdeles meget forandret. Vistnok kan endnu bygderne paa Jæderen og tildels ogsaa Ryfylkes øer i almindelige aar sælge adskillig mere af havre, end de maa kjøbe af rug, ligesom ogsaa de fleste herreder avler saavidt til salg af poteter, at overskuddet af denne rodvekst overstiger byernes behov, men i det store og hele er det endog meget langt fra, at amtets landdistrikter alene formaar at brødføde sig af egen avl, selv om intet hensyn tages til den talrige bybefolkning. Ifølge den side 41 meddelte tabel kan nemlig amtets samlede avling af korn og poteter (ined fradrag af udsæden) anslaaes til omkring 310,000 hl. bygværdi, medens landdistrikternes befolkning i 1875 talte omtrent 81,000 personer, og det gjennemsnitlige forbrug pr. individ for det hele land underet pleier at beregnes til ca. 5 hl. bygværdi. Selv om man nu gaar ud fra, at hin beregning af avlen er for lav, og at det gjennemsnitlige forbrug i Stavanger amt er mindre end i riget overhovedet, vil man alligevel, naar byernes

s.45

32,000 indvaanere ogsaa tages i betragtning, komme til det resultat, at amtets avl i sin helhed neppe dækker synderlig mere end 3/5 af dets behov. Den jæderske havre afsættes hovedsagelig som mel og gryn. Tilvirkningen af havregryn, som i Høiland længe har været drevet i mindre maalestok, er i de sidste 10‑15 aar bleven af megen betydning, især paa Jæderen. Grynene tilberedes af potetes‑havren paa skotsk maade og finder rask afsætning ikke blot i Stavanger og Haugesund men ogsaa i Bergen og byerne østover ligeindtil Kristiania. Havremelet gaar væsentlig til Hardanger. Uformalet havre forsøgte man for endel aar siden at eksportere til England, men det viste sig, at kvaliteten var for tarvelig. Af poteter sælges der fra Sandnes og tildels ogsaa fra øerne, som f. eks Rennesøen og Finnøen, ikke ubetydeligt til andre landsdele, saavel nordover som østover. Af og til har man i de senere aar ogsaa forsøgt lidt eksport til England, men den er ikke lykkedes. ‑ Den aarlige bruttoafkastning af amtets jordbrug sees i en af finantsdepartementet i sin tid opgjort beregning (Oth. prp. for 1878, no. 15, p. 85) at være anslaaet til noget over 11 1/2 mill. kr., hvoraf omtrent 4 mill. kr. eller 35 pct. falder paa agerbruget og noget over 7 1/2. mill. kr. eller 65 pct. paa fædriften, De tilsvarende procenttal for det hele rige var 37 og 63. Skjønt beregningen er høist usikker, kan man dog vistnok deraf drage den slutning, at husdyrstellet i Stavanger amt indtager en lidt mere fremtrædende plads i landbruget end i de fleste andre distrikter. Iethvertfald gjælder dette utvilsomt bygderne i indre Ryfylke og, omend i mindre grad, Dalene, medens Jæderen fremtræder som et forholdsvis noget mere udpræget agerbrugsdistrikt.

Amtets kreaturhold ved udgangen af aarene 1835‑75 sees af følgende tabel:0

 

 

Med hensyn til kreaturholdet i de enkelte herreder henvises til tabellen side 46. Den samlede værdi af kreaturbesætningen er for 1875 beregnet til kr. 8,105,000, hvoraf kr. 4,041,000 falder paa Jæderen og Dalene, kr. 3,849,000 paa Ryfylke, resten paa byerne. Paa hvert individ af landdistriktets befolkning kom der i det sydlige fogderi en kreaturværdi af kr. 117, i det nordlige kr.

s. 46

Tabel over kreaturholdet i Stavanger amts herreder og byer i 1875.

 

 

*) I ko regnet = 1/2 hest = 6 faar ell. gjeder = 2 svin.

s.47

82, gjennemsnitlig i amtet kr. 97, hvilket temmelig nær svarer til det for rigets bygder overhovedet gjældene forhold (kr. 99) -Antallet af heste, var i Ryfylke 76 og i Jæderen og Dalene 150 pr. 1000 indb. mod 100 heste pr. 1000 indb. i rigets landdistrikter overhovedet. Dette store hestehold i det sydlige fogderi har for en del sin grund i hesteavlen, som navnlig stedse har været drevet i temmelig betydelig udstrækning i de jæderske bygder, hvorfra hvert aar et ikke lidet antal ungheste i alderen 1/2 ‑ 1 1/2 aar sælges til østligere egne. For Jæderens vedkommende kommer hertil det forholdsvis betydelige, paa jevnt smaa eiendomme fordelte agerbrug. Dyrene, som tilhører fjordracen, blev i gamle dage yderst slet behandlede; paa Jæderen og øerne maatte de endog om vinteren selv søge sin fede ude paa lyngmarkerne eller de allerede af faarene afgnavede enge. Nu ydes der hesten mere pleie, og den er derfor ogsaa efterhaanden tiltaget i størrelse og arbeidskraft. Af storfæ holdtes i amtets landdistrikt 54,791 eller 673 for hvert tusinde indb., hvilket omtrent svarer til det for rigets bygder gjennemsnitlige forhold (682). Det forholdsvis største kohold fandtes i de indre bygder i Dalene, navnlig i Lund, Heskestad, Bjerkreim og Gjesdal, som havde mellem 1002 og 1134 storfæ pr. 1000 indb.; dernæst kom enkelte af de indre bygder i Ryfylke, fornemmelig Suledal (908), Aardal (878) og Sande (863), hvorimod Karmøens tre herreder, Skudenes (374), Avaldsnes (403) og Torvestad (497), havde det forholdsvis mindste antal storfæ. I Ryfylke og Dalene tilhører kvæget sandsynligvis paa faa undtagelser nær den for disse distrikter oprindelige race, medens man paa. Jæderen finder en blanding af mange forskjellige kvægslag ikke blot af norsk, men ogsaa af fremmed oprindelse; specielt har krydsning med mere eller mindre ublandet afkom af ayrshirekjør i den senere tid ikke været ualmindelig. Kvægets røgt og pleie, der i gamle dage var yderst slet, har i de sidste 20 aar gjort særdeles betydelige fremskridt overalt i amtet, og skjønt distriktets samlede antal storfæ i tidsrummet efter 1865 er blevet ikke ubetydelig indskrænket, kan der ikke være nogen tvivl om, at afkastningen er adskillig forøget. Navnlig gjælder dette Jæderen, medens fremgangen er mindst i de bygder, hvor opdrætning af kvæg tilsalgs indtager en mere fremtrædende plads, f. eks. de sydøstlige herreder i Dalene og de nordvestlige bygder paa Ryfylkes fastland. I denne forbindelse kan nævnes, at meierivæsenet i de sidste aar har havt stor fremgang i distriktet. For tiden (1887) findes ialt 8 meierier, nemlig i Stavanger, Sandnes, Skudeneshavn og Haugesund samt Nærbø, Time, Klep og Visnes, hvilke tilsammen omsætter ca. 2 9/10 mill. liter melk aarlig. I intet andet amt har faareavlen den betydning som i Stavanger. Antallet af faar er for landdistriktet i 1875 opgivet til 206,875, hvilket giver 2540 faar pr. 1000 indb. og 3,7 pr. storfæ, medens gjennemsnitsforholdet for rigets samtlige bygder kun var 1137 faar pr. 1000 indb. og 1,7 pr. storfæ. Af amtets forskjellige dele har Dalene det forholdsvis største faarehold, nemlig 3014 pr. 1000 indb., derefter Ryfylke med 2591 og tilsidst Jæderen med

s.48

2260. De mest fremtrædende herreder er Gjesdal, Bjerkreim og Aardal, dernæst Helleland, Time, Hjelmeland, Fister og Sjernerø. Grunden til denne store faarebestand er vistnok for en væsentlig del at søge i det milde vinterklima, som idetmindste over store dele af amtet tillader dyrene at søge sin næring ude en længere tid af aaret end paa andre steder. Men denne fordel har været hensynsløst ud­nyttet til at anlægge overdrevne besætninger, som man omtrent gan­ske har overladt til sig selv den hele vinter. Følgen har man seet i den store ødelæggelse som skabsyge, vattersot og andre sygdomme har anrettet i de af hunger afkræftede faareflokke, og som for skab­sygens vedkommende i sin tid gik saa vidt, at det ved lov af 15 sept. 1851 blev meddelt autoriteterne bemyndigelse til at træffe ekstra­ ordinære forholdsregler til sygdommens stansning. Enkelte bygder, navnlig Gjesdal og Kvitingsøerne, har dog altid udmerket sig ved sit gode faarestel, ligesom ogsaa idethele forholdet har været bedre i de indre bygder end ude ved kysten. I den senere tid, navnlig i de sidste 15‑20 aar, er det bleven mere almindeligt at vise ogsaa smaafæet noget større omhu. men stellet lader dog fleresteds endnu adskilligt tilbage at ønske. Dels paa grund af sommerhavnenes util­strækkelighed, dels ogsaa fordi beitningen paa de lavtliggende græs­gange har været anseet skadelig. har det i de sidste 50 aar tæret sedvanligt om sommeren at sende faarene i »heiebeite« Det syd­lige fogderi benytter hertil de dels i Stavanger, dels i Lister og Mandals og Nedenes amter liggende fjeldstrækninger mellem Bjerk­reims og Fossans byder paa den ene side og Siredalen og Sæters­dalen paa den anden ; fra Ryfylkes øer drives faarene i regelen til Aardal eller Saude, tildels ogsaa til Sand, Vikedal eller Etne. Paa grund af den tiltageude faaremængde er imidlertid disse beiter stadig gaaede tilbage. Amtets faarerace er neppe den i landet oprin­delige, men har vistnok allerede fra ældre tider været gjennemkryd­set af fremmed blod, skotsk, engelsk og portugisisk; det korthalede faar er idetmindste nu aldrig at se. Efterat der i 1862 blev op­rettet en stamhjord af cheviotfaar paa Utstein kloster, har afkom af denne race fundet megen udbredelse. Antallet af gjeder varved sidste tælling i det sydlige fogderi 143, i det nordlige 248 og i amtet overhovedet 204 pr. 1000 indb., hvilket som gjennemsnit er noget flere end i Søndre Bergenhus, men færre end i de øvrige distrikter vesten‑ og nordenfjelds. De holdes navnlig i de bygder, som støder til amtets østgrænse, altsaa Lund, Heskestad, Bjerkreim, Fossan, Aardal, Hjelmeland og Suledal, tildels ogsaa i Vikedal og Skjold; derimod mangler de saavel paa Jæderen som paa øerne. Som andetsteds i landet blev gjedeholdet sterkt reduceret i tiaaret 1865‑75. Denne indskrænkning er vistnok ogsaa bleven fortsat efter 1875, maaske med undtagelse af de allersidste aar, da den mening synes at have fundet adskillig udbredelse, at dette husdyr dog gjør større nytte end skade. Svineholdet er meget mindre end almindeligt i landets bygder (43 pr. 1000 indb. mod 66). Forbruget af flesk er ubetydeligt, og paa avl til salg lægges der ingen vind. Derimod er

s.49

hønseavlen af ikke liden betydning i enkelte distrikter, navnlig Jæderen og enkelte af øerne, hvorfra der sælges et stort antal eg saavel til amtets byer som til Bergen og østlandet. ‑ I samtlige amtets bygder giver fædriften et større eller mindre overskud tilsalg. Hesteavlen er allerede ovenfor berørt. Flere bygder har hovedsagelig lagt an paa at opdrætte levende storfæ. Særlig gjælder dette enkelte herreder i Dalene og paa Ryfylkes fastland, som Sogndal, Lund, Tysvær og Skjold, hvorfra der aarlig sælges et stort antal kreaturer, dels til østlandet, dels til Stavanger og Jæderen. I andre distrikter spiller melkeproduktionen en fremtrædende rolle, særlig i nærheden af byerne og tildels i de bygder, hvor der findes meierier. Af smør sælges adskilligt, mest fra de indre herreder, men ikke nok til forsyning af byerne, som kjøber meget baade fra Hardanger og udlandet. Fra de fleste herreder sælges et stort antal levende faar; de opkjøbes om vaaren af kvæghandlere, drives derpaa i heiebeite og føres om høsten videre østover. Tildels har der ogsaa været eksporteret levende faar til England (i aarene 1882‑86 gjennemsn. ca. 2500 stkr. aarlig), ligesom der i de senere sar sendes ikke ubetydelige mængder faarekjød i fersk tilstand til østlandsbyerne. En vigtig salgsartikel er ogsaa uld, som, forsaavidt den ikke gaar til amtets væverier, i regelen afhændes i form af forskjellige slags husflidsprodukter.

            Om kvægholdet i ældre tider er oplysning for aaret 1657 meddelt af dr. Y. Nielsen i Norsk Historisk Tidsskrift, 3die bind, s. 385 o. flg. Det fremgaar heraf, at amtet paa den tid, skjønt det stod meget tilbage for de østenfjeldske bygder, dog havde et i for­hold til folkemængden betydelig større kohold end i vore dage. Det samlede antal kjor var nemlig noget over 24,000, hvilket paa en befolkning af 25,000 mennesker giver næsten 1 ko pr. indb., medens forholdet i 1875, som ovenfor oplyst, alene var 673 pr. 1000 indb. Derimod synes man i Stavanger amt for 200 aar siden ikke at have havt megen brug for heste; thi af saadanne fandtes der ialt kun 913 eller en for hvert 27de menneske, mod en for hvert 9de individ i 1875. Dette er saameget merkeligere, som landets hestehold i det hele dengang var adskillig større end nu, og finder rimeligvis sin forklaring deri, at søen for de fleste egne i dette distrikt frembød det bekvemmeste kommunikationsmiddel. Ogsaa faareholdet spillede dengang en beskeden rolle, idet amtet ikke havde mere end omtrent 17,200 faar, hvilket i sammenligning med indvaanertallet ikke er mere end 1/4 af antallet nutildags. Af gjeder fandtes derimod 5638, hvilket svarer til 226 pr. 1000 indb., altsaa lidt flere end i 1875, men af svin kun 172.

Blandt offentlige foranstaltninger til landbrugets fremme maa nævnes, at der gjennem en lang række af aar, fra 1862 af, for statens regning har været stationeret stamhjorde af thelemarkskjør og cheviotfaar pas Utstein kloster, hvilke imidlertid i den sidste tid er solgte til klosterets nuværende eier. Fra 1881 af har en af »Selskabet for Norges vel’s« meierimestere

s.50

havt sin bopæl i amtet, og fra 14 okt. 1884 har samme selskab underholdt en meieriskole ved Sandnes meieri. Et landhusholdningsselskab har bestaaet i over 100 aar og arbeidet med vekslende held. Til dette selskab, som ved udgangen af 1885 talte 100 betalende medlemmer, har der sluttet sig mindre landboforeninger i flere bygder, af hvilke dog, saavidt vides, nu alene foreningen i Time er i virksomhed. Efter initiativ fra landhusholdningsselskabets bestyrelse blev der i 1844 besluttet oprettet en landbrugsskole for amtet, hvilken kom igang i februar 1846 paa gaarden Austraat i Høiland. Denne læreanstalt, som ifølge alle beretninger har stiftet meget gavn og navnlig bidraget væsentligt til Jæderens fremgang, vedblev paa samme sted og undes samme bestyrer indtil 1876, da, den efter amtsformandskabets beslutning blev nedlagt. Aaret efter erhvervede amtet gaarden Tveit i Nerstrand, hvor skolen paany blev sat igang. Den underholdes med lige bidrag af staten og amtskommunen. Der har ialt været afholdt 27 kurser med tilsammen 255 elever, hvoraf 249 fra Stavanger amt.

 

Skovdriften er idetheletaget, naar amtet sammenlignes med andre landsdele, af overmaade liden betydning. Skjønt antagelig omtrent 4/5 af arealet ligger under trægrænsen. selv om denne ikke sættes høiere end 627 m. (2000 '), er neppe noget andet amt i landet saa fattigt paa skov. Finmarken maaske undtaget. Af de store skovmasser, som i en svunden tid dækkede størstedelen af distriktet, staar nu kun ringe rester igjen, tilbaketrængte flere mile fra den vestlige havkyst og ikke paa langt nær tilstrækkelige til at tilfredsstille amtets behov af trævirke; store vidder, som for var bevoksede, ligger som myr, lyngheder eller nøgen fjeldgrund. Amtets samlede skovareal andrager, naar man medregner myrstrækninger og træbare fjeldknauser i skoven og forøvrigt tæller alt, som findes af trævekst, paa indmark og utmark, selvsaaet og plantet, til 926 km², hvoraf 146 km² falder paa Jæderen og Dalenes og 780 km² paa Ryfylke fogderi. Tænker man sig derimod træbestanden sammen trængt til, hvad man almindeligvis kalder velskjøttet skov baade i henseende til tæthed og aldersklassernes fordeling, vilde den antagelig rummes paa 3 norske kvadratmile eller 383 km². Med hensyn til amtets forskjellige dele gjælder det som regel, at skovbestanden tiltager, efterhaanden som man fjerner sig fra havet. Ganske eller ialfald saagodtsom afskovet er Jæderen og de vestlige strøg af Dalene, de ytre øer, navnlig Boknøerne og Karmøen, tildels ogsaa Rennesø og Finnø, samt endelig Ryfylkes fastland vestenfor Førdesfjorden. Østenfor dette strøg kommer et belte af distrikter, som har en mere eller mindre væsentlig del af, hvad de tiltrænger, især af løvskov, eller som tildels endog kan regnes at være til nødtørft selvhjulpne ogsaa med naaleskov. Aldeles selvhjulpet er intet herred i Jæderen og Dalenes fogderi; bedst stillet er Lund, som vel ikke har tilstrækkelig furuskov, men af løvskov endog noget tilsalgs. Til den samme klasse af overgangsdistrikter hører Bjerkreim i

s.51

Dalene samt i Ryfylke fogderi Høle, Strand, Sjernerø, Nerstrand, Vikedal, Skjold og Tysvær. Endnu noget bedre stillede er Fossan, Aardal, Fister, Hjelmeland og Saude, hvor vel naaleskoven er knap, men løvskoven overflødig. De tre endnu tilbagestaaende, indbyrdes sammenhængende herreder i indre Ryfylke, nemlig Jelse, Suledal og Sand, maa regnes til amtets egentlige skovbygder, en benævnelse, der dog maa forstaaes relativt og med beskedne fordringer. I forhold til arealet er det lille Jelse herred, som for mere end en tredjedel er skovbevokset, uden sammenligning det skovrigeste. ‑ Af amtets samlede skovflade indtager naaleskoven omtrent 1/3, løvskoven 2/3; i Jæderen og Dalenes fogderi er dog løvskoven endnu mere overveiende. Den uplantede naaleskov bestaar omtrent udelukkende af furu; grantrær findes kun enkeltvis, de fleste (nogle hundrede) i Suledal. Af løvtrær er birk og dernæst or almindeligst, men forresten findes omtrent alle i landet vildtvoksende løvtræsorter, undtagen bøg. Egen har været sterkt efterstræbt saavel for tømmerets som for barkens skyld og er nu langtfra saa udbredt som forlien; da den imidlertid har en sterk rodskydningsevne, finder man endnu en mængde krybende egekrat endog i forøvrigt afskovede trakter. Hvad forbruget af trævirke angaar, udvises der en større sparsomhed end i nogen anden egn af landet. I de fleste herreder bruges torv som eneste eller hovedsageligt brændsel, og selv i distrikter, hvor skov findes, og ved almindelig benyttes som brænde, er forbruget meget moderat; tynde topender, grene og affald udnyttes hertil. Som gjerdematerale benyttes i de afskovede egne saagodtsom udelukkende sten, og selv ved opførelsen og vedligeholdelsen af huse hersker stor økonomi. Trods dette er amtets skove, som ovenfor bemerket, ikke paa langt nær istand til at producere, hvad der forbruges af trævirke Ved forskjellige beregninger er de sagkyndige kommet til det resultat, at den aarlige tilvekst i amtets skove dækker omtrent 90 pct. af landdistriktets behov, men intet af byernes., og et ikke ubetydeligt kvantum, navnlig af skaaren last, maa derfor indkjobes fra andre kanter af landet. Lidt faaes fra Bergens stift, noget ogsaa fra det Trondhjemske; den ulige væsentligste indførsel finder dog sted østenfra, tidligere ikke saa lidet allerede fra Fedefjorden ved Flekkefjord, nu neppe synderligt fra noget distrikt vestenfor Mandal. Ogsaa fra udlandet har der, navnlig tidligere, været indført endel trævirke, især skibsmaterialier, pilebaand og bøgestav til tønder. Udførselen indskrænker sig til en del tønder som emballage om fiskevarer samt lidt ege‑ og birkebark; den ubetydelighed af skaarne bord, som danske fartøier undertiden medtager paa hjemreisen til udfyldning af ladningen, bestaar i regelen af tidligere indkjøbt østlandsk last. ‑ Skjønt amtet altsaa nu er fattigt paa skov, gives der dog umiskjendelige beviser for, at det i fortiden har været dækket af store skove, endog lige ud til den ytterste havkyst. Næsten i hver torvetyr finder man nemlig, dels nær overfladen, dels dybere i myrmassen, en stor mængde trælevninger begravet,

s.52

mest af furu, tildels ogsaa eg og andre træsorter, forholdsvis sjelden stammer eller rodvælter, men desto hyppigere rødder med fuldt rodnet i naturlig stilling og med en kort stubbe af almindelig hugst høide pegende ret i veiret. De isolerede skovflekker og løvtrækrat, som forekommer hist og her midt i ellers afskovede strøg, kan heller ikke tilfredsstillende forklares uden som de sidste forsvindende rester af tidligere mere udbredte sammenhængende skovstrækninger. Naar og hvorledes disse er blevne tilintetgjorte, er det nu umuligt at faa rede paa. At skovbrand har været medvirkende. er neppe tvilsomt, da man paa flere steder, navnlig paa Karmøen, finder en mængde vel konserverede trækul i torvmyrerne. Den, som det synes, inden distriktet for tiden almindelige og tillige af anseede forstmænd antagne mening er, at ødelæggelsen direkte eller indirekte maa regnes for menneskeverk, udført lidt efter lidt gjennem aarhundrer paa sedvanlig maade ved okse, ild og beitning med havnefæ, og lettet ved et for skovens reproduktion mindre gunstigt, vindhaardt klima. Selv i de nu hest afskovede distrikter, saasom paa Karmøen og Jæderen, paastaar man, at det ikke kan være saa overvættes længe, siden der fandtes endog tømmertrær af furu. Paa flere gaarde i disse egne vil man ligeindtil den sidste tid have kunnet paavise bygninger, opførte af tømmer, der er hugget i nærheden, og paa den saakaldte Skogsende i Klep skal man endnu for 50 aar siden have seet stubberne paa marken efter de sidste tømmerfuruer. Deslige sagn er dog i regelen lidet at stole paa, og naar alt kommer til alt, turde det være et spørgsmaal, om ikke ialfald Jæderen og Karmøen har været skovbare allerede i begyndelsen af den historiske tid. Hvorom alting er, saameget er vist, at den rest af naaleskov, som endnu findes i amtet, bliver stadig mindre, da gjenveksten ikke formaar at opveie, hvad der afvirkes. Løvskoven har paa grund af sin sterke rodskydningsevne en større modstandskraft, og i flere bygder, f. eks. Hjelmeland, Fister, Sjernerø og Nerstrand, paastaaes det endog, at birkeskovens veksterlighed i den sidste menneskealder er bleven betydelig forøget derved, at den stadig holdes under øksen og hugges, saasnart som den er brugelig til brændeved. I andre egne af amtet er derimod ogsaa denne del af trævegetationen i merkbar tilbagegang, og i det store og hele er det vistnok neppe tvilsomt, at ogsaa amtets løvskovmasse for hvert aar bliver mindre. ‑ De sedvanlige sortimenter, der hugges i furuskoven, er lagtømmer af 2,5 m. længde, bygningstømmer af 5 m. længde og den saakaldte jæderlast. 4,7 ‑ 9,4 m., 13 ‑ 18 cm. top, bestemt dels for amtets skovløse bygder, hvor man i almindelighed bruger meget smekre materialier, dels til opskjæring som tøndestav, hvis anvendelse til tøndearbeide i flere herreder, navnlig Lund, Jelse og Sand, er en vigtig husflid. Skibstømmer, som tidligere var meget efterspurgt og betaltes høit, har derimod i de senere aar været lidet afsætteligt. Løvskoven afgiver hovedsagelig brændeved, fornemmelig til byernes forsyning; bark og næver er dog ogsaa værdifulde produkter. I enkelte bygder, f. eks. Lund, Høle, Fossan og Strand, foregaar nogen tilvirkning, tildels fabrik-

s.53

mæssig, af møbler, hjul, rokke, sneller, træsko m. m., hvortil der medgaar ikke ubetydeligt af løvtrævirke. Træmaterialernes fremførsel fra skovene er i regelen ikke lang, men ofte besværlig, og de værdifuldere sortimenter maa, for ikke at beskadiges, tildels fires ned over de bratte fjeldsider fra den ene afsats til den anden. Af amtets vasdrag er Suledalslaagen det eneste, som kan benyttes til flødning; enkelte andre, som f. eks. Storelven i Saude og Tengselven i Bjerkreim, har været forsøgte, men vist sig ubrugbare. ‑ Amtets skove eies næsten uden undtagelse af de gaarde, som de oprindelig har tilligget. Almindinger findes ikke, ligesaalidt som der eksisterer anden statsskov end den, der er indvundet ved beplantning af nøgen mark paa indkjøbt grund. Derimod eier oplysningsvæsenets fond enkelte embedsgaardsskove, af hvilke dog alene den, der tilhører Jelse prestegaard, er af nogen betydeligere værdi.

En gren af skovpleien, som i Stavanger amt er naaet længere frem end i nogen anden landsdel, er skovplantningen. Begyndelsen med rationelle skovanlæg fandt sted i tiaaret 1860‑70 paa det skovløse Jæderen, hvor det offentlige forstvæsen begyndte sin virksomhed vaaren 1864, og hvor det i 1868 anlagde landets første større planteskole for skovtrær ved Sandnes i Høiland. Dette anlæg, hvorom nærmere under vedkommende herredsbeskrivelse, har havt en betydelig indflydelse paa plantningsvæsenets udvikling ikke alene i Stavanger amt, men over det hele land. I begge amtets fogderier, men især i det sydlige, og inden dette igjen fornemmelig paa Jæderen, er der efterliaanden opstaaet mange, om end fordetmeste smaa, skovplantninger, næsten alle med offentlig understøttelse, ligesom tre skov‑ og træplantningsselskaber, Jæderens, Egersunds og Haugesunds, hvoraf det første er det ulige betydeligste, ogsaa virker med offentligt bidrag. De største udplantninger drives dog af forstvæsenet selv, hovedsagelig paa dets felter i Høiland herred og tildels paa prestegaarde i Ryfylke. Af trær opelskede i forstvæsenets planteskoler i Høiland (Sandnes og Myglebostad) udplantedes vaaren 1886 i Stavanger amt omtrent 400,000, hvoraf noget over 3/4 i forstvæsenets egne anlæg. Hertil kommer ca. 20,000 planter, der var opelskede udenfor de nævnte planteskoler. Den aarlige udplantning i amtet er saaledes forholdsvis anselig og flerdobbelt større end i noget andet amt. Hvad der endnu lægger væsentlige hindringer i veien for en kraftigere udvikling af den private skovplantning, er ikke saameget omkostningerne ved selve arbeidet, hvilke efterhaanden er bragte betydelig ned, som det store faarehold og den ringe beskyttelse, som den for tiden gjældende lov om jords fredning yder de unge skovanlæg mod ødelæggelse af dette husdyr. De til plantning hyppigst anvendte træsorter har været almindelig. furu, buskfuru, forskjellige slags gran samt lærketræ; løvtrær er lidet anvendelige paa de magre lyngheier.

Mangelen paa skov erstattes tildels, som foran antydet, af torvmyrerne, som vistnok allerede i flere hundrede aar over store dele af amtet har afgivet det eneste eller ialfald hovedsagelige brændsel,

s.54

og som, under hensigtsmæssig behandling, udentvil endnu i en lang fremtid vil kunne være tilstrækkelige for behovet, saameget mere som torvens gjenvekst i det fugtige kystklima neppe ganske kan sættes ud af betragtning. Navnlig har Jæderen særdeles betydelige torvmyrstrækninger, blandt hvilke især kan nævnes den over 50 km² store slette pas vestsiden af Synesvarden i Haa samt grænsetrakterne mellem Haaland og Høiland (Gimremyren). Ogsaa i den nordvestlige del af RyfyIkes fastland findes en mængde torvmyr. Paa adskillige steder er dog myrerne formedelst den hensynsløse drift allerede sterkt medtagne. og paa Karmøen er de allerede tildels ganske udskaarne for stiktorv, saa at man har maattet begynde at tilgodegjøre det fra gammel tid tilbageliggende affald.

 

Fiskerierne har altid spillet en vigtig rolle blandt amtets indtægtskilder og er endnu efter vaarsildfiskets tilbagegang en næringsvel af stor betydning. Alene bruttoudbyttet af de i distriktet faldende større fiskerier er efter de paa fiskepladsene betalte priser gjennemsnitlig for de sidste 5 aar beregnet til følgende værdier: vaarsild kr. 458,000, makrel kr. 190,000, hummer kr. 122,000, brisling kr. 30,000, sommetersild kr. 5000 vaartorsk kr. 4000, sei. lange etc. kr. 19,000, laks og søørret kr. 56,000 Heri er dog ikke medregnet udbyttet af endel lakseelve, hvori der i de par sidste, forøvrigt gunstige aar er fisket for tilsammen ca. kr. 11,000 (jfr. noten side 61)., tilsammen en aarlig bruttoværdi af omtrent kr. 884,000, hvilket giver amtet plads som det 5te i rækken blandt de 16 af landets amter, inden hvis grænser saltvandsfiskerier overhovedet finder sted. Dertil kommer imidlertid, for det første, at fiskerierne foruden det direkte udbytte ogsaa indirekte giver anledning til megen virksomhed og arbeidsfortjeneste, dernæst, at amtets befolkning i de tvende sidste decennier i stor udtrækning ogsaa har deltaget i fiskerier udenfor amtet.

Vaarsildfisket, der endnu fremdeles indtager den første rang, har, saavidt det kan skjønnes, altid været periodisk, uden at det nu længer er muligt at faa rede paa dets drift i de ældste tider. Sikkert er, at man fra slutningen af det 17de aarhundrede har havt to perioder, nemlig fra 1698 til 1784 eller 1787 og fra 1808 til 1870. Ogsaa efter det sidstnævnte aar, navnlig fra 1876 af, har vaarsilden jevnlig indfundet sig ved amtets kyster, omend i ringe mængde sammenlignet med tidligere, og tildels under noget andre forhold. Hovedfisket, der falder i januar. februar og tildels i marts maaned, er i Stavanger amt i regelen foregaaet nordenfor Jæderen. Til sine tider har dog silden havt en mere sydlig gang, og navnlig blev den i 1774‑1786 og 1826‑1840 fanget i betydelig mængde paa kysten af Egersund og Sogndal herreder. Strøget rundt Karmøen med tilliggende øgrupper, Fæøen og navnlig Røvær, samt kysten fra Haugesund nordover langs Sletten, tildels ogsaa Kvitingsøerne samt fastlandets kyst sydover til Tananger og Rott har derimod fra umindelige

s.55

tider afgivet de stadigste og bedste pladse. Sjeldnere har silden trukket sig længere ind i Boknfjorden. Om fiskets udbytte findes for tidligere aar kun høist usikre angivelser. Først fra 1852 af, da opsyn ved vaarsildfisket i henhold til lov af 24 septbr. 1851 traadte i kraft, har man angaaende fangsten noget paalideligere meddelelser, ifølge hvilke det gjennemsnitlige aarsudbytte i søndre distrikt, der omfattede Stavanger og Søndre Bergenhus amter, kan anslaaes til 582,000 tdr. i aarene 1851‑55, 300,000 tdr. i 1856‑60 og 414,000 tdr. i 1861‑65. Hvormeget heraf falder paa Stavanger amt alene, kan derimod ikke opgives, og til bedømmelse deraf har man heller ingen veiledning i udførselsopgaverne for amtets byer. Thi dels omfatter disse indtil og med 1859 ikke blot vaarsild men ogsaa sommersild og brisling, dels maa det antages, at en ikke ringe del af den vaarsild, der er fanget i Stavanger amt, er kommen til eksport andetstedsfra, ligesom det omvendt er utvilsomt, at en meget betydelig del af vaarsildfiskets udbytte udenfor amtet er bleven udskibet over Stavanger, hvis handelsmænd havde mange og store salterier ikke blot i Søndre Bergenhus, men ogsaa i Sønd‑ og Nordfjord. Kun for de allersidste aar af den gamle vaarsildperiode, nemlig fra 1866 indtil 1874, da opsynet blev hævet, indeholder den officielle statistik følgende opgave over udbyttets fordeling paa de tvende amter:

 

 

I disse tal er fangsten af den saakaldte blandsild eller nysild, der optraadte i store mængder som forløber for vaarsilden navnlig i 1869 og 1870, ikke medregnet; dette fiske, som i sidstnævnte aar gik op lige indtil 150,000 tdr., faldt dog hovedsagelig paa høiden af Bergen og vedkommer saaledes ikke Stavanger amt. Som det af tabellen sees, kan det gamle vaarsildfiske ialfald for søndre distrikts vedkommende ansees afsluttet med 1870, saameget mere som de ringe mængder, der fiskedes i de nærmest følgende aar, neppe var ublandet vaarsild af den gamle sort. I aarene efter 1875 tog imidlertid fisket atter noget opsving, og fangsten steg efterhaanden, indtil den i 1879 naaede 84,000 hl.; i 1880 blev den derimod kun 62,000 hl., i 1881 84,000 hl., 1882 45,000 hl., 1883 24,000 hl., 1884 120,000 hl., 1885 100,000 hl. og 1886 63,000 hl. Haabet om et større og regelmæssigere fiskes tilbagevenden er saaledes stadig bleven skuffet, indtil udbyttet i indeværende aar (1887) er gaaet op til omtrent 260,000 hl., samtidig med at sildens forekomst idet

s.56

hele mere end i noget af de nærmest foregaaende 17 har har mindet arm fiskets bedre dage. Det nye vaarsildfiske er saagodtsom udelukkende foregaaet i søndre         distrikt, hvor opsyn siden 1880 igjen har været i virksomhed, og hovedsagelig alene i Stavanger amt. - Fangstredskaberne er garn og not. Til en garnbaad (garnlag) hører i regelen 4 à 5 mand og 18 à 20 garn, til et notlag 3 nøter og 20‑22 mand. Notbruget er imidlertid høist usikkert, og antallet af de i de forskjellige aar fremmødende notlag er derfor meget varierende. Angaaende størrelsen af den i fisket deltagende almue haves opgave for enkelte aar Saaledes mødte der vod det søndre fiske i

            En stor del af disse fiskere var dog hjemmehørende i andre amter end Stavanger, navnlig i Søndre Bergenshus samt Lister og Mandal. Til gjengjæld var det, navnlig henimod slutningen af den sidste vaarsildperiode, bleven meget sedvanligt, at udrustninger fra Stavanger amt, tildels ogsaa fra naboamterne, fremmødte ved det saakaldte »norske fiske« i Sønd‑ og Nordfjord. Det samlede antal fiskere, der fra amtet tog del i vaarsildfiskerierne, blev i 1868 op­ talt til 11,374 garnfiskere med 2560 garnbaade og 1650 notfiskere fordelte paa 98 natlag. tilsammen altsaa 13,024, hvilket ikke var langt fra halvdelen af amtets mandlige befolkning mellem 15 og 60 aar. Fra mange bygder var imidlertid fremmødet endnu meget større, navnlig fra Karmøen og Haugesundstrakten. Og dog er her kun taget hensyn til dem, der deltog i selve fisket. Dertil kommer be­sætningernes Paa de saakaldte »sildeførende fartøier«, hvoraf der f. eks. i 1868 i søndre distrikt var tilstede ialt 639 med en samlet besætning af 1917 mand, hvoraf 535 fartøier og 1461 mand hjem­mehørende i Stavanger amt. Endelig blev et meget betydeligt antal personer, dog hovedsagelig kvinder, beskjæftigede som ganere, saltere m. v. paa de rundt om i fiskeridistrikterne anlagte salterier, af hvilke der i amtet i 1840 fandtes 420 og i 1855 ikke mindre end 661 til en værdi af 3/4 mill. kr. og med plads for tilvirkning af ca. 400,000 tdr. sild. I 1868 optaltes af deslige arbeidere ialt 4324, der var hjemmehørende i Stavanger amt. Ved de sidste ti aars vaarsildfiske har den samlede fiskealmue i regelen været anslaaet til 8 à 10,000 mand aarlig. ‑ En ejendommelighed ved den nuværende vaarsild, navnlig fremtrædende i de første aar, er, at den holder sig i længere afstand fra kysten end i gamle dage, og at den ledsages af en stor mængde smaa staurhval, som ofte jager silden sammen i de saakaldte »aater« d. e. dotter af sild i vandets overflade, som ved tilstede­ værelsen af hval og fugl bliver synlig i lang afstand. Dette har efter 1877 givet anledning til et nyt slags fiske, »aatefisket«, der foregaar ved garn, som trækkes i selve aaten. Det største aatefiske fandt sted i 1881, da saagodtsom det hele sildekvantum blev taget paa denne maade; senere har dets udbytte været betydelig ringere, idet silden efterhaanden har nærmet sig mere under land og ind‑

s.57

fundet sig paa stedse flere af de gamle gydepladse. Egentligt drivgarnfiske efter vaarsild har i de sidste aar jevnlig været forsøgt, dog kun med mindre baade. En ekspedition af 3 større fiskefartøier, som en hollænder i 1883 opsendte til saadant fiske udenfor territorialgrænsen, mislykkedes fuldstændig. Sluttelig fortjener det at nævnes, at den i de sidste par aar fangede vaarsild kun for en del er gaaet til salterierne, idet et meget betydeligt kvantum er bleven nedlagt i borsyre og eksporteret i fersk tilstand til England, hvor den saaledes behandlede sild for det meste anvendes til røgning. Ifølge lov af 10 Juni 1887 (jfr. lov 6 juni 1863) erlægges der af vaarsild, der udføres til udlandet, en afgift af 6 øre pr. hl. til et fond, som skal anvendes til fremme af en forbedret sygepleie under fisket samt, saavidt midler haves, til andre foranstaltninger til nytte og bekvemmelighed for den fiskesøgende almue.

Den inden amtet faldende fangst af fedsild eller sommersild har fordum til forskjellige tider ikke været uden betydning, men er nu næsten ganske ophørt, og hvad der i vore dage fiskes i de indre fjorde, Vass‑, Sandeid‑ og Saudefjorden, Høgsfjorden og Lysefjorden, gaar i regelen ikke op til mere end nogle hundrede Hektoliter.

Derimod yder brislingfisket ikke blot et vigtigt bidrag til befolkningens husforsyning, men ogsaa et ikke ubetydeligt kvantum til udførsel. Dette fiske foregaar hovedsagelig udover eftersommeren og høsten, fra begyndelsen af august til oktober, og falder i regelen i de samme fjorde som fedsildfisket. Til fangsten bruges nøter med meget smag masker. Fiskets udbytte, der i aarene 1876‑80 gjennemsnitlig anslaas til omtrent 18,000 tdr., skal i de følgende 5 aar have udgjort: 1881 22.807 hl., 1882 4311 hl., 1883 17,893 hl., 1884 15,420 hl., og 1885 20,778 hl., i gjennemsnit altsaa noget over 16,000 hl. I 1886 utgives derimod kvantumet alene til lidt over 500 hl. En ikke ubetydelig del af fangsten tilvirkes som ansjos, delikatessesild (skind‑ og benfri) eller »norske sardiner« (røgede og nedlagte i olje) ved de forskjellige hermetiske fabriker i Stavanger.

De ovenfor nævnte sildefiskerier er dog ikke de eneste, som, har været af betydning for amtets indvaanere. Allerede i begyndelsen af sekstiaarene var man fra Stavanger og endmere fra Haugesund begyndt med at sende mindre ekspeditioner til de i det nordenfjeldske forefaldende storsild‑ og fedsildfiskerier, i begyndelsen udelukkende for indkjøb og saltning af sild, senere ogsaa for deltagelse i selve fisket, og da nu vaarsildfisket ophørte, søgte de derved ledigblevne kapitaler og arbeidskræfter i stor udstrækning sysselsættelse i hin bedrift. Mange notebrug blev vistnok solgte til Nordland og adskillige notebaser overtog driften af nordlandske brug, men et ikke lidet antal deltog dog ogsaa i fisket for amtets regning. Efter storsildfiskets slutning gik disse over til fedsildfisket, hvormed de har fortsat, ogsaa efterat udrustningerne til Island tog sin begyndelse, dog nu i mindre maalestok. Endnu fremdeles ligger imidlertid et stort antal fartøier fra Stavanger amt hvert aar paa sildekjøb i

s.58

det nordenfjeldske, og af den nedenfor meddelte tabel vil det sees, at fedsilden i de sidste 10‑15 aar stadig har udgjort den overvejende anpart af amtets sildeudførsel. Ogsaa i sildefisket ved Hvaler og, i de allersidste aar, paa vestsiden af Kristianiafjorden, har amtets forretningsmænd jevnlig taget del, i regelen dog kun med kjøbefartøier.

Sildefisket ved Island er en ny bedrift, som i nogle aar vakte store forhaabninger, men som nu atter er paa vei til at dø bort, efter idethele at have medført større tab end fordel. Initiativet til dette fiske, der næsten ikke drives af islænderne, gik, naar der bortsees fra et enkelt forsøg fra Bergen i 1858, ud fra Mandal i 1867 . Den første norske by, som fulgte det herfra givne eksempel, var Haugesund, som i 1879 udrustede 2 ekspeditioner med tilsammen 7 fartøier. Allerede i det følgende aar sendte Haugesund 41 fartøier, og da udbyttet i de første aar var særdeles godt, fik bedriften, hvori ogsaa amtets øvrige byer nu tog del, snart et meget betydeligt omfang. Fra 1882 af har derimod fisket stadig været mer eller mindre uheldigt, og i de sidste aar er udrustningerne bleven betydelig indskrænkede. Antallet af de fra amtets byer til dette fiske ekspederede fartøier med notlag og mandskab samt størrelsen af det hjembragte udbytte af fiskepakkede tønder sild var i aarene 1880‑86:

 

 

Afreisen fra Norge har almindeligvis fundet sted i mai‑juli, og i oktober er i regelen de sidste komne tilbage; enkeltvis har man dog ogsaa forsøgt at overvintre paa øen. Da nordmændenes adgang til at deltage i fisket bl. a. er afhængig af, at udrusteren har »rygende skorsten« iland, er der bleven opført salterier og vaaninger ved de fjorde, hvor fisket fornemmelig har slaaet til. Af deslige etablissementer havde ved udgangen af 1883 Haugesund ialt 26, Stavanger 19 og Skudeneshavn 2, tilsammen 47. De fleste af disse huse staar nu forfaldne eller er solgte til beboerne for spotpris.

Den samlede eksport af saltet sild fra amtets byer har i de sidste 26 aar udgjort:

 

s.59

            Makrelfisket har altid været af betydning. men det er dog først i de sidste 20 aar, at det har indtaget rangen nærmest efter sildefiskerierne. Før den tid dreves det hovedsagelig som fjordfiske omtrent paa de samme pladse som fedsildfisket og foregik i regelen dels med rykkenot, dels og fornemmelig med kastenot (flydende eller bundsat). Til havfiske brugtes udelukkende dorg, der dog var saagodtsom ukjendt vestenfor Egersund. Alene den saltede makrel og rogn kom til udførsel; den sidste gik over Bergen til Frankrige, den første hovedsagelig til østlandet, delvis ogsaa til Sverige og Holland. Benyttelsen af drivgarn til fangsten og navnlig indførelsen af is som bevaringsmiddel, hvilket sidste korn i brug i begyndelsen af sekstiaarene, gav makrelfisket et stort opsving, og i denne nye bedrift tog amtet tidlig del. Allerede i 1865 var antallet af de i fisket sysselsatte baade steget meget betydelig, og et halvt snes ishuse for fiskenedlægning var anlagt dels paa strækningen mellem Sogndal og Sirevaag, dels paa vestsiden af Karmøen og paa Røvær, de fleste for engelsk regning. I de sidste ti aar har der i fisket deltaget 200 à 300 baade, hvoraf i regelen mere end halvparten fra Jæderen og Dalene, medens den gjennemsnitlige fangst. er bleven opgivet til omtrent 1 1/2 mill. stkr., hvoraf omtrent 4/5 falder paa det sydlige og 1/5 paa det nordlige fogderi. Fisket drives hovedsagelig fra Sogndal og Egersund herreder samt, omend i mindre udstrækning, fra Utsire og Røvær, begynder omkring den 20de mai og varer til midten af juli. Tidligere brugtes udelukkende aabne baade paa 30‑50 tdr. drægtighed, nu derimod dækkede skjøiter paa antagelig 5 à 6 ton med en besætning af i regelen 4 mand. Den for udskibning bestemte makrel pakkes mellem is i kasser paa 3 snes og sendes med dampskib til England. Tidligere foregik eksporten for engelsk regning, men dette ophørte omkring 1870, da de fleste af engelskmændenes etablissementer gik over paa norske hænder. Den samlede eksport af fersk makrel fra amtets byer har i de sidste aar udgjort: 1881 772,920, 1882 793,900, 1883 853,080, 1884 857,360, 1885 712,760 og 1886 616,600 kg., hvoraf størsteparten er gaaet fra Sogndal, mindre fra Egersund og en ubetydelighed fra de øvrige byer. Da en kasse med 60 stkr. makrel i is antagelig har en vegt af 75 à 80 kg., udgjør altsaa eksporten gjennemsnitlig omtrent 10,000 kasser Sommerfisket efter makrel i fjordene falder omtrent samtidig med havfisket, men er nu ligesom høstfisket, der drives med sættegarn og not indtil ud i oktober maaned, af meget mindre betydning end i tidligere dage.

Hummerfangst for eksport er en bedrift, der allerede blomstrede i den sidste halvdel af det 17de aarhundrede, da hollandske hummerbuiser gik i regelmæssig fart paa Ryfylke, hvor Skudeneshavn og Bokn var de første hummerhavne. Fra det 18de aarhundredes begyndelse, da man havde lært at bruge teiner til fangsten (istedetfor tidligere tænger), blev udbyttet større; noget senere begyndte englænderne at tage del i handelen, og i de sidste 100 aar har hummerudskibningen i Stavanger amt stadig været i hænderne paa et og

s.60

samme engelske hus. Dette har i den senere tid havt kommissionærer i Vatnemoholmene, Tananger, Kvitingsø, Bokn, Aakrehavn og Fæøen foruden paa flere steder i de bergenhusiske amter. Under hver af disse kommissionærer staar flere underagenter (»udliggere«), der afslutter kontrakt med fiskerne, modtager fangsten og bringer den til udskibningsstederne, hvor tidligere engelske seilkuttere har pleiet at indfinde sig til bestemte tider for at afhente den ; nu besørges transporten forstørstedelen af de i rute gaanende dameskibe. I de senere aar har det engelske firma faaet adskillige konkurrenter blandt norske opkjøbere, som i regelen sender hummeren til Hamburg. Fisket foregaar langs amtets hele kyst, dog navnlig i Egersund, Haaland, Mosterø, Skudenes og Torvestad herreder, og drives fra januar til den 8de juli, fra hvilken dag indtil aarets udgang hummeren i dette amt ifølge resl. 12 sept. 1879 er fredet. Udbyttet er som gjennemsnit for de ti aar 1876‑85 opgivet til 356,000 stkr., hvoraf 184,000 tkr. i Jæderen og Dalenes og 172,000 stkr. i Ryfylke fogderi. Udførselslisterne viser imidlertid, at fangsten tidligere gjennem længere tidsrum har været meget større. Allerede i 1821‑25 dreiede den aarlige eksport fraamtets toldsteder sig om 400,000 stkr., men aftog derpaa stadig og jevnt, indtil den i femaaret 1846‑50 var kommet ned til et gjennemsnitskvantum af 114,000 stkr. Rimeligvis som følge af fredningsloven af 29 juni 1848 gik fangsten nu atter op, og udførselen steg i l851‑55 til 213,000, i 1856‑60 til 436,000 og i 1861‑65 endog til 643,000, med et maksimum i 1865 af 855,767 stkr. I det næste femaar var eksporten omtrent uforandret, nemlig 618,000 stkr., men i 1871‑75 sank den pludselig ned til 305,000 stkr., i 1876‑80 videre ned til 296,000 og i 1881‑85 endelig til 241,000 stkr. I aarene 1880‑82 synes vistnok de i 1879 skjærpede fredningsregler at have fremkaldt nogen forøgelse, men den blev af kort varighet, og i de tre sidste aar har udskibningen endog været mindre end i noget andet aar efter 1851, nemlig 1884 178,000, 1885 130,000 og 1886 170,000 stkr.

Vaartorskefisket har i fortiden slaaet rigt til i Stavanger amt baade paa kysterne af Sogndal og Egersund herreder, hvor ladestederne af samme navn skylder det sin opkomst, og paa vestsiden af Karmøen. Endnu i den sidste fjerdedel af forrige aarhundrede havde dette fiske, der som regel fulgte umiddelbart efter vaarsildfisket, en meget heldig periode, nemlig fra 1786 til 1793, da det endog ansaaes for at give fuld erstatning for det i 1784 ophørte vaarsildfiske. Fra 1794 af har derimod torsken ikke indfundet sig, og den fangst, som ogsaa i løbet af indeværende aarhundrede har fundet sted navnlig fra Aakre og Ferkinstad sogne paa Karmøen, er for lidet at regne mod det ældre fiskeri. I de efter den sidste vaarsildperiodes ophør nærmest følgende aar, altsaa i begyndelsen af syttiaarene, saa det imidlertid ud til, at det atter skulde tage sig op, idet der for Karmøens vestkyst i februar og marts, faldt et stadig tiltagende fiske, som, navnlig paa grund af ligheden med forholdene i forrige aarhundrede, vakte adskillig opmerksomhed. Det har dog

s.61

siden vist sig meget ustadigt og er ikke blevet af nogen betydning førend i det allersidste aar (1887), da det i søndre vaarsilddistrikt antages at have givet et udbytte af henved 2 mill. stkr. skrei. Fangsten faldt i februar og marts maaneder, altsaa samtidig med vaarsildfisket, og det hedder i opsynschefens beretning, at den ene efter den anden ombyttede sildegarnene med torskelinerne, og at sildefisket i den sidste halvdel af marts endog dreves alene som bisyssel og væsentlig for at skaffe agn til skreien.

Siden vaarsildfisket ophørte, har amtet fremdeles aarlig havt ekspeditioner for fiskeopkjøb saavel til Lofoten som til loddefisket i Finmarken. Deltagelsen i disse fiskerier har dog i de senere aar været i tilbagegang. I 1881 gik der til førstnævnte sted 32 fartøjer dr. 20,400 tdr. og til det sidstnævnte 8 fartøjer dr. 453 tdr. I 1885 var antallet gaaet ned til henholdsvis 11 fartøjer dr. 9050 tdr. (Lofoten) og 1 fartøi dr. 87 tdr. (Finmarken).

Fangsten at kveite, lange, brosme og sei er for enkelte distrikter, f. eks. Rennesø og herrederne paa Karmøen, ikke uden betydning , men dog i det væsentlige indskrænket til vedkommende bygders eget behov og forsyning af de nærmeste byer. Et eiendommeligt fiske er det, som foregaar efter mort, hvorved forstaaes seiens et‑ à toaarige yngel. Det falder hovedsagelig for Haaland, Kvitingsø, Rennesø, Sjernerø samt i Gandefjorden og drives i september og oktober med en slags stor hov (glip), senere, fra november til henimod jul, med smaanøter. Udbyttet, der i gode aaringer kan gaa op til 20 à 25 hl. pr. baad, nedsaltes og finder navnlig afsætning udover Jæderen.

Laks fiskes rundt omkring i amtet, og navnlig er de smaa lakselve pat Jæderen. Ogne‑ og Haaelven samt Figgja, i forhold til sin størrelse meget fiskerige. I Ryfylke er Suledalselven den vigtigste. Overalt er dog fangsten nu af liden betydning mod, hvad den bar været i fortiden, hvilket mat antages at være en følge af hensynsløst fiskeri, der nu i en aarekke især har været drevet med kilenot. I den sidste tid er dog forskjellige vigtige fredningsbestemmelser vedtagne; navnlig er ved resl. 21 okt. 1881 brugen saavel af kilenot i søen som af garn, not og lign. i elvene forbudt over det hele amt i 3 døgn hver uge, nemlig fra fredag aften kl. 6 til mandag aften samme klokkeslet. Saavidt det kan skjønnes, har disse forholdsregler allerede havt god virkning. Det samlede udbytte af fisket i søen samt i Haaelven, Figgja, Suledals‑ og Studeelven For 6 andre elve (Egersunds‑, Tengs‑, Ogne‑, Dirdals‑ Frafjord‑ og Aardalselven) er det samlede fiske i aarene 1884 og 85 opgivet til gjennemsnitlig 6836 kg., og i Sogndalselven opgives fisket i 1885 og 1886 til gjennemsnitlig 3688 kg. Amtets øvrige lakselve er af forsvindende betydning. er for de 6 aar fra 1880 til 1885 opgivet til henholdsvis 45,774, 52,495, 32,362, 56,453, 55,681 og 82,985 kg., gjennemsnitlig 54,292 kg., hvoraf 39,812 kg. falder paa det sydlige og

s.62

14.450 kg. paa det nordlige fogderi. Noget over 2/3 heraf er taget i søen med kilenot og lakseverp. Blandt amtets lakselve er en af de betydeligere, nemlig Suledalselven, i 1884 i sin helhed bleven bortleiet for en længere aarrække til engelske sportsfiskere. Den samlede eksport fra amtets byer udgjorde: 1881 16,760 kg., 1882 31,880 kg., 1883 62,500 kg., 1884 36,490 kg., 1885 100,890 kg. og 1886 64,920 kg.

Af østers har der tidligere været rige banker, navnlig i Hafsfjord, Høgsfjord, Strand, Finnø, Sjernerø, Fister, Rennesø og Tysvær. Her toges hundreder af tønder, hvoraf en stor del gik med sildefartøierne til Østersøen, navnlig til de russiske havne. Nu er disse banker for adskillige aar siden udtømte, væsentlig ved rovfiske, og hvad der for tiden opfiskes, er en ren ubetydelighed. Imidlertid er der i de sidste aar vakt adskillig interesse for kunstig østersavl, og »Stavanger østerskompagni«, som først gjorde forsøg hermed, har i aarene 1879‑87 fra sit bassin Ostravigtjernet ved Rægefjord udplantet 2 1/5 mill. ungøsters paa de fordum rige banker ved Idsal i Strand. Fuldvoksne østers fra dette selskab er allerede komne i handelen. Flere andre firmaer er dannede med samme formaal, og da desuden mange grundeiere har begyndt at frede sine banker, vil rimeligvis østersfisket snart faa større betydning.

Ferskvandsfisket er, med undtagelse af laksefisket, af forholdsvig tinge betydning. skjønt adskillige af de mange vande i amtets indre dele er ret fiskerige. Fiskearterne er ørret, rør og aal samt i enkelte vande paa Jæderen tillige sik. I flere af de smaa elve i sidstnævnte del af amtet, f. eks. Haaelven og Figgja, findes perlemuslinger, men fisket efter disse, hvilket engang var et regale, har været drevet pas en hensynsløs og ødelæggende maade.

 

Bergverksdrift og stenbrydning. Bergverksdrift har, naar man bortser fra et kortvarigt forsøg i forrige aarhundrede, i dette amt ikke fundet sted før begyndelsen af sekstiaarene, men har siden spillet en ikke saa liden rolle. For de 5 aar 1881‑85 er saaledes den aarlige bruttoværdi af amtets grube‑ og hyttedrift anslaaet til gjennemsnitlig henholdsvis kr. 1,231,000 og kr. 368.000 eller tilsammen ca. kr. 1.600,000, hvilket er over 1/4 af hele rigets samlede produktionsværdi og mere end noget andet enkelt amt, undtagen Buskerud, kan opvise. Dette skyldes dog næsten udelukkende Visnes (Vigsnes) kobberverk i Avaldsnes, som nu i en række af aar har været landets største bergverksanlæg. Verkets hovedgrube, der opdagedes i 1865 og kun ligger et par hundrede meter fra Visnes havn, hvor de største dampskibe uden vanskelighed kan lægge lige til kaien, fører kobberholdig svovlkis i en stokformet masse, hvis mægtighed undertiden har været op imod 20 m., og som har en længde i felt af indtil 80 m. Gjennemsnitlig antages kisen at holde 3‑4 % kobber og 40 % svovl; der findes dog ogsaa partier med adskillig rigere kobbergehalt. Kobberertsen ledsages af sinkblende. Den aarlige malmproduktion, der i 1866‑70

s.63

gjennemsnitlig androg til 15,700 ton, har siden været i tiltagende og udgjorde 1871-­75 26,450 ton, 1876‑80 28,950 ton og 1881-85 42,800 ton. Paa grund af den betydelige produktion rykker gruben meget hurtig mod dybet og er allerede naaet ned til over 500 m. Den største del af malmen forsendes til selskabets smeltehytte i Belgien; den fattigere erts er dog inden eksporten bleven undergivet en foreløbig smeltning, hvorved frembringes en skjærsten med ca. 25 % eller en koncentrationssten med omtrent 42 % kobber, og hvorved sinkhvidt og svovelblomst falder som biprodukt. I 1883 forsmeltedes saaledes ved verket omtrent 10,000 ton malm med et mandskab af ca. 50 arbeidere, men i 1885 kun 5400 ton med et arbeidsbelæg af omtrent 20 mand, og senere skal hyttedriften være ganske nedlagt. Foruden smeltehytten, der havde flere ovne, kammere til udvinding af svovl o. s. v., findes der ved verket storartede vaskehuse, hvor malmen adskilles fra det samme ledsagende graaberg. endvidere maskinverksted, arbeiderboliger m. v. Store og kraftige dampmaskiner er byggede ved grubernes dagaabninger til heisning af erts og til pumpning af vand. Det hele ved verket sysselsatte mandskap blev i 1884 opgivet til 17 betjente og 581 arbeidere, hvoraf 194 i gruben, 73 ved skeidningen, 85 ved vaskningen 47 i reparationsverkstederne, 122 ved transport, losning og lastning samt 60 ved hytten. Iberegnet hustruer, børn og tyende havde dengang omtrent 1850 personer sit udkomme ved verket. I 1885 var arbeidsbelægget noget mindre, nemlig kun 490 mand. Gruberne blev kort efter opdagelsen kjøbte af et belgisk interessentskab, som imidlertid i 1881 overdrog dem til et nyt, ligeledes væsentlig belgisk, firma, der skal raade over en opgiven aktiekapital paa 16 mill. francs, fordelt paa 32,000 aktier. Kjøbesummen for de her i landet værende anlæg var henimod 4 mill. kr. ‑ Det eneste bergverksanlæg, der foruden Visnes nu drives i amtet, er en sinkgrube i gaarden Birkelands udmark i Saude herred. I slutningen af 1881 blev her opskjærpet en gang af sinkblende, hvorpaa regelmæssig drift anlagdes i 1882. Gangen har en mægtighed fra 1/2 til 3 m. og er fulgt i en længde af over 50 m. og over 30 m. paa dybet. I 1882‑85 er der aarlig produceret omtrent 300 ton malm med en gehalt af 40‑42 % sink. Arbeidsbelægget var i 1885 19 mand. Da gruben ligger 11 km. fra søen, er der i aarene 1883 og 1884 anlagt en kostbar vei gjennem den trange dal, der fører op til stedet. ‑ De eneste malmforekomster, hvorpaa der i det sydlige fogderi har været ført bergverksdrift, er de mægtige anvisninger af titanjernsten i Egersund og Sogndal. I Sogndal forekommer ertsen paa et felt, der med en bredde af 5 km. strækker sig fra Sogndalsstranden og Rægefjord ca. 10 km. ind i landet. Skjønt jernmalm var fundet paa flere steder i dette strøg allerede for mere end 50 aar siden, vides dog ingen bergverksdrift at have fundet sted, førend et engelsk selskab i 1863 begyndte at drive de rige gruber i og omkring Blaafjeld, 8 km. øst for Rægefjord. I løbet af nogle sar udfoldedes nu her en temmelig betydelig

s.64

virksomhed, og en liden jernbane blev endog anlagt for at transportere malmen fra gruberne ned til Rægefjord, hvorfra den udførtes til England. I 1870 arbeidedes med omtrent 150 mand, og det udbrudte malmkvantum gik s. a. op til ca. 16,000 ton. Fra 1876 blev imidlertid den hele drift indstillet, efterat der ialt var udvundet og eksporteret omtrent 72,000 ton; senere er jernbanen oprevet og kompagniets øvrige eiendele solgte til andet brug. I Egersund herred ligger malmfeltet i gaardene Koldals, Hegdals og Kydlands udmarker, nogle km. i Ø for ladestedet. Allerede i forrige aarhundrede havde Moss jernverk flere gruber i denne trakt, hvilke ligeindtil den senere tid er holdte under frist. Omkring 1860 begyndte et norsk selskab at drive en række gruber i det samme felt, og efterat disse i 1811. var solgte til et engelsk interessentskab, er driften senere bleven fortsat med vekslende arbeidsstyrke. En 6‑7 km. lang hestejernbane byggedes fra Koldal til udhavnen Skivoldsvig lidt søndenfor Egersund ladested. Driften var paa sit høieste i 1872, da der blev eksporteret 2732 ton. Senere er den bleven indskrænket, og i de allersidste aar er intet udført. Ialt har disse gruber leveret omtrent 16,000 ton til eksport. Malmen saavel fra Egersund som fra Sogndal holder omtrent 40 % jern og blev i England, hvorhen den udførtes i sin tid brugt i masovn som tilsats til anden slags malm. Endelig maa nævnes det i løbet af en kort tid i forrige aarhundrede drevne Enigheds kobberverk, der havde sine gruber dels i Fossan, dels i Skjold (Vass sogn) og sin smeltehytte paa gaarden Sæbø ved Hjelmelandsvaagen. Venket fik privilegium under 9 juli 1764, og den førte prøvesmeltning foretoges i 1767, men allerede efter 8 à 10 aars forløb blev driften for bestandig indstillet. Senere undersøgelser har godtgjort, at verkets kisanvisninger neppe var drivværdige.

Af nyttige stenarter findes tagskifer, som tidligere har været brudt paa forskjellige steder, navnlig i Hjelmeland, Fister, Sjernerø og Rennesø; for tiden er dog neppe noget skiferbrud i drift. Vegsten forekommer paa gaarden Ertenstein paa Rennesøen samt under gaarden Grønhaug i nærheden af Haugesund. Disse 2de brud skal have leveret bygningssten til Stavanger domkirke, Utstein kloster og Avaldsnes kirke. Paa Talgø i Sjernerø herred har man i de sidste 2‑3 aar brudt en slags marmor, der siges at være ganske brugbar, omend ikke af fineste sort. Endelig maa det nævnes, at der paa øen Hille i Strand, omtrent 8 km. i NØ for Stavanger, for et par aar siden blev fundet apatit.

 

Fabrikindustri. Den fabrikdrift, som nu finder sted i amtet, er af forholdsvis ny oprindelse. For 50 aar siden var ifølge Kraft byernes industrianlæg indskrænket til en liden klædefabrik, et brændevinsbrænderi samt 3 skibsverfter, alle i Stavanger, medens der i landdistrikterne, bortseet fra et teglverk ved Sandnes og et lignende i Time samt et møllebrug med brændevinsbrænderi ved Hillevaag, alene fandtes endel ubetydelige vandsage i Ryfylkes skovegne samt nogle

s.65

smaa skibsbyggerier, ved hvilke der dog i de 5 aar 1835‑40 kun blev bygget 5 fartøier tilsammen af 62 læsters drægtighed. Ved udgangen af 1885 kunde derimod amtet opvise ialt 95 anlæg med ca. 1570 arbeidere, nemlig 35 anlæg med 970 arbeidere i byerne og 60 anlæg med 600 arbeidere i landdistrikterne. Gjør man i dette arbeiderantal et passende fradrag af hensyn til de flere virksomheder. som paa grund af sin natur i en del af aaret enten ganske stanses eller alene drives efter en indskrænket maalestok, f. eks. teglverker, sagbrug, hermetiske fabriker o. s. v., vil man antagelig kunne anslaa tallet af dem, der af fabrikdriften har sin hele eller væsentligste indtægt, til 1350 à 1400 personer foruden hustruer og børn. Blandt de industrigrene, som, naar hensyn tages til arbeiderantallet, spiller den største rolle, maa først og fremt nævnes tvende anlæg, som hver for sig sysselsætter en større arbeisstok end nogen anden samlet industribranche, nemlig Stavanger støberi og dok med 225 arbejdere og fajancefabriken i Egersund med 185 arbeidere. I betydning næstefter disse kommer Aalgaard uldspinderi i Gjesdal med 120 arb. (i 1885, nu endel flere), hvortil slutter sig 3 mindre anlæg af samme art i Egersund, Hjelmeland og Skjold herreder med ialt 40 à 50 arbeidere, foruden et par spinderier, der enten for tiden er under anlæg eller ganske nylig komne i drift, nemlig et i nærheden af Sogndal ladested og et paa Oltedal i Gjesdal. Af teglverker findes ialt 10 med 178 arbeidere, hvoraf 6 (med 83 arb.) i og omkring Sandnes. Nærbeslegtet med denne industrigren er potterierne, hvoraf Sandnes med omegn har 4 (med 50 arb,) og Egersund med omegn 2 (med 36 arb.). Antallet af sagbrug er ikke saa lidet i de indre fjorddistrikter. navnlig i Saude, Jelse, Vikedal og Skjold, men der findes neppe ialt mere end 10 a 12 brug, hvis aarlige skjørsel overstiger 50 tylvter tømmer, og intet af dem sysselsætter flere end et par arbeidere i en kortere tid af aaret. Skibsbyggeriet florerede sterkt i den første halvdel af syttiaarene, og i tabet af de 5 aar fra 1872‑ 76 blev der paa amtets verfter, dels i byerne, dels inde i fjordene, nybygget ialt 136 seilfartøier med en samlet drægtighed af 36 à 37,000 tons. hvoraf 39 skibe dr. ca. 11,000 tons alene i 1876. I de følgende aar gik derimod denne industri med sterke skridt tilbage. Endnu i 1880 arbeidedes der dog paa ialt 14 verfter med 200 mand, men i de følgende 5 aar, 1881‑85, gik alene 27 fartøier, dr. tilsammen 2640 ton, af stabelen, og ved femaarets udgang var antallet af de med nybygning sysselsatte skibsverfter reduceret til to, begge i Vikedal. For tiden staar neppe noget seilskib paa stabelen i Stavanger amt, og kun et ringe antal skibstømmermænd finder nu sysselsættelse ved tilfældige reparationer og kjølhalinger. Derimod er mølledriften i de senere aar bleven betydelig udvidet, og medens man tidligere væsentlig formalede alene til det lokale forbrug, er man i de sidste 8 à 10 aar begyndt at sende adskilligt mel nordover langs kysten. De betydeligste brug findes ved Tau i Strand, hvor der tillige er et større ølbryggeri, Oltesvig i Høle, Hommersand og Hillevaag Hetland samt Vorme

s.66

dal i Avaldsnes. Tilvirkningen af havregryn har taget betydeligt opsving udover Jæderen, og navnlig i Høiland findes der mange mindre anlæg, der er indrettede til saadant brug. Ogsaa den hermetiske tilberedning af madvarer, særlig for skibsbrug, samt nedlægning af ansjos, sild og andre fiskevarer har i den nyere tid gjort store fremskridt og sysselsætter et betydeligt antal personer. Ved tidgangen af 1885 opgives i Stavanger by 6 saadanne forretninger med en samlet arbeidsstok af omtrent 170 arbeidere; men under høstsaisonen, naar brislingfangsten gaar paa, sysselsættes vistnok det flerdobbelte antal. Naar til slutning nævnes den saakaldte »kemiske fabrik« i Stavanger, der hovedsagelig tilvirker svovlsyret benmel og lignende gjødningsstoffe, samt et par større reberbaner i samme by, har man kortelig berørt samtlige de industrigrene, der er af nogen betydning for amtet. Nærmere oplysninger betræffende de enkelten anlæg vil blive meddelte i den specielle del af nærværende verk.

 

Handel og skibsfart har her som andetsteds sin væsentligste betydning for byerne, men forsaavidt skal alene henvises til, hvad der vil blive meddelt under beskrivelsen af disse. I landdistriktet sysselsætter handelen idethele kun et ringe antal personer, dog forholdsvis flere i det nordlige fogderi end i det sydlige. Af landhandlere med bevilling eller handelsbrev findes saaledes for tiden i Jæderen og Dalene 49 og i Ryfylke 121, tilsammen 170, medens antallet i 1880 var 162 og i 1575 kun 131. Skaare er det eneste herred, som endnu ikke har noget landhandleri. Af forbrugsforeninger fandtes der ved udgangen af 1885 ingen i amtet. I slutningen af syttiaarene var der en i Skjold, og fra 1880 virkede ligeledes en ved Visnes verk i Avaldsnes; den sidste havde i et par aar en meget betydelig omsætning, men gik i 1885 fallit. Blandt de ved handel beskjæftigede personer forefandtes ifølge sidste folketællings opgaver (1875) et forholdsvis stort antal fæhandlere, nemlig ikke mindre end 68, hvoraf de fleste i Ryfylke. Markeder findes ikke i landdistriktet; i Stavanger by holdes derimod 3 markeder, og omsætningen paa disse siges at være i stigende.

Skibsfarten indtager en mere fremtrædende plads. Betydelige kapitaler er nedlagte i fartøier, som eies inden amtet, og flere tusinde personer er aarligaars sysselsatte som sømænd, dels paa distriktets egne, dels paa fremmede skibe. Amtets handelsflaade udgjorde ved udgangen af efternævnte aar:

 

 

Heraf var i 1885 ialt 48 dampskibe med en drægtighed af

s.67

14,451 tons, samtlige hjemmehørende i byerne. Som man ser, er det navnlig i disse, at skibsrederiet har betydning. og især tog det her et overmaade sterkt opsving i begyndelsen af syttiaarene. Men ogsaa for landdistrikterne er denne næringsvei af adskillig vigtighed, og navnlig har Ryfylke fogderi et ikke lidet antal smaafartøier, der stadig sysselsættelse dels i den fragtfart af forskjellig art, hvortil sildefiskerierne giver anledning, dels med at transportere brændeved og andre trævarer fra de indre bygder til byerne og Jæderen. I det sydlige fogderi er det fornemmelig Sogndal og Høiland herreder, i det nordlige Jelse, Rennesø og Torvestad, i mindre grad Strand, Hjelmeland, Sand, Vikedal, Skjold og Avaldsnes, som skaffer sig indtægt af saadan fart. Af større skibe eies derimod i landdistriktet kun faa, i 1885 saaledes ialt ikke mere end 14 fartøier over 50 tons. Heller ikke har partrederi nu her længere nogen betydning. Under de gode skibsfartskonjunkturer i den første halvdel af syttiaarene var det rigtignok i flere bygder ikke ualmindeligt, at bønder traadte ind i byernes rederiselskaber, og endnu er det vel en og anden, der sidder igjen med de dengang erhvervede skibsparter, men de fleste har vistnok i de senere aar med tab trukket sig ud af disse forhold. Byernes skibsrederi vil blive nærmere omhandlet i de specielle bybeskrivelser. ‑ Med hensyn til antallet af de ved søfart sysselsatte personer oplyser folketællingsopgaverne for 1875, at der dengang ialt fandtes i amtet 434 skibsførere, 242 jægteskippere og fragtemænd, 243 styrmænd og 2180 matroser. Men disse tal omfatter kun dem, der paa tællingsdagen opholdt sig inden distriktet, derimod ikke de mange søfolk, som var fraværende paa reise. At det virkelige antal, naar disse medregnes, maa være flerdobbelt større, fremgaar ogsaa deraf, at bemandingen af amtets fartøier er at udkræve i 1875 ca. 8300 og i 1885 ca. 8000 mand. Endel af disse kan vel komme fra andre distrikter, men til gjengjæld farer et stort antal søfolk fra amtet med skibe, som hører hjemme enten i andre landsdele eller i udlandet. Tidligere var det ganske almindeligt, at unge mænd, navnlig fra den sydlige del af amtet, drog til Arendalskanten for at tage hyre; i de senere aar har det været sedvanligere at søge over til England eller Amerika. ‑ En gren af sønæringen, som i den sidste menneskealder har tabt meget af sin betydning, er lodseriet, som tidligere gav megen anledning til fortjeneste, bl. a. fordi fartøier, der kom sydfra og var bestemte for Bergen, i regelen søgte land under Karmøen for der at tage lods. Nutildags hænder dette forholdsvis sjelden, hvortil kommer, at ogsaa udvidelsen af den regelmæssige dampskibsfart har gjort behovet for lodse mindre. I 1842 var der under de til amtet hørende lodsoldermandskaber ialt ikke mindre end 382 lodsnummere; ved udgangen af 1868 var antallet gaaet ned til 130, og for 1885 opgives kun 98 lodse, hvoraf 92 faste og 6 reservelodse.

 

Binæringer.      Blandt disse maa først og fremst nævnes haandverk og husflid. Haandverksdriften er i regelen tilstræk

s.68

kelig til at tilfredsstille behovet inden de enkelte bygder. Derimod er det kun fra faa herreder, at noget nævneværdigt salg af haandverksprodukter til andre distrikter finder sted. Blandt disse kan nævnes Høiland, hvorfra der afhændes endel smedearbejde, samt Gjesdal, der ligeledes har dygtige smede, som navnlig arbejder en stor mængde ljaaer og tildels ogsaa hjul. Bødkerhaandverket drives i temmelig stor udstrækning paa strandstedet Sand, tildels ogsaa i Jelse, her dog væsentlig som husflid. Baadbygning finder sted i adskillige herreder, men er overalt uden synderlig betydning; Fossan er den eneste bygd, hvorfra det opgives, at der aarlig sælges endel baade. En egen slags aabne baade, de saakaldte »vængebaade«, som forhen blev meget benyttede bl. a. som logisfartøier under vaarsildfisket, og som for den største del byggedes i fjordene i Ryfylke, er i den senere tid gaaede af brug. Det hele antal personer, som i 1875 var sysselsatte ved haandverk, er for landdistriktet opgivet til 915 mestere og 622 arbeidere, eller tilsammen 1537. Af mestrene var 120 smede, 15 blikkenslagere, 14 garvere, 201 snedkere, 85 bødkere, 33 bagere, 32 skræddere, 311 skomagere og 21 malere.

Husfliden er temmelig udbredt. I de fleste bygder tilvirkes tilstrækkeligt af grovere klædningsstoffe, husgeraad og de forskjellige slags arbeidsredskaber, og for adskillige herreder danner salget af deslige gjenstande en ikke uvæsentlig biindtægt. Den kvindelige husflid staar navnlig høit i de indre bygder i Dalene samt paa Jæderen, hvor der frembringes ret smukke produkter i vadmel, stof (halvuldent tøi), bomuldstøi og strikkede sager (strømper og trøier), som i stor mængde sælges dels paa markederne i Stavanger, dels til landhandlere og omreisende handelsmænd. Det samme gjælder ogsaa enkelte herreder i det indre Ryfylke, som f. eks. Høle, Fossan, Skjold, og fornemmelig Hjelmeland, hvilken sidstnævnte bygd specielt er bekjendt for sin betydelige tilvirkning af vadmel. I gamle dage foregik ikke blot vævningen og strikningen, men ogsaa uldens spinding i hjemmene; efterat der i den senere tid i flere bygder er oprettet spinderier, finder man det i regelen mest regningssvarende at lade uldgarnet tilvirke ved disse. Paa flere steder, navnlig i Dalene, skal det være sedvanligt, at ogsaa den mandlige befolkning tilbringer vinterkveldene med at strikke. Ellers er mandsindustrien, forsaavidt den ikke drives som haandverk, i regelen af mindre betydning. Det bør dog nævnes, at der fra Lund afsættes ikke ubetydeligt af stav, tønder, rokke, drejer‑ og hjulmagerarbeide, og at der i Hole, Fossan og Strand, tidligere ogsaa Saude, tilvirkes adskilligt af træsko, stiger, limer og forskjellige andre trævarer. Mest tilbage staar husfliden i Ryfylkes ytre kystbygder samt i de til byerne stedende herreder; hist har fiskeribedriften, her den lette adgang til indkjøb af fabrikvarer virket hemmende paa fremgangen.

Havedyrkningen har her, som andetsteds, tidligere været forsømt, men udvikler sig nu mere og mere til en almindelig bibedrift ved mange gaardsbrug. Dyrkning af gulerødder drives saaledes i ikke ringe udstrækning paa gode sandmuldgaarde paa den jæderske

s.69

kyst, navnlig i Haaland. Skalotløg avles paa mange steder, navnlig paa Karmøen og Sjernerøerne saavelsom paa strandstedet Nerstrand, af hvis strandsidderbefolkning den største del ligefra gammel tid har hentet sin væsentligste indtægt ved salg af haveurter og grønsager. Kaalrabidyrkningen har taget sig adskilligt op, især enkelte steder paa Jæderen, og kaal avles paa mange steder til salg, navnlig i stor udstrækning paa Kvitingsøerne. Ogsaa for frugttræavlingen frembyder flere egne i dette amt gunstige betingelser. Dyrkningen af bærbuske drives ogsaa i ikke ringe udstrækning i Hjelmeland, Jelse, paa Sjernerøerne og i Nerstrand, og betydelige mængder af bær frembydes herfra hver høst i Stavanger. Haver med større frugttrær, æbler, pærer, blommer og kirsebær, findes i de fleste af Dalenes og Ryfylkes indre herreder, og frugtavlen omfattes her i regelen med interesse, idet man dels fra planteskolerne kjøber unge trær til udplantning, dels forædler ved podning de mere naturlige soner. Men skjønt amtets landhusholdningsselskab har været virksomt for at ophjælpe denne bedrift, staar dog meget endnu tilbage at udrette, da flere af disse bygder frembyder fuldt saa heldige vilkaar med hensyn til varme og ly som andre distrikter, hvor frugtavlen er bleven af stor vigtighed. Endog valnødtræet giver paa Nerstrand hyppig moden frugt, og selv i en saa aaben bygd som Hjelmelandsvaagen skal det ikke være nogen sjeldenhed at faa modne aprikoser.

Jagt har ingen væsentlig betydning som erhvervskilde, men drives derimod over saagodtsom det hele amt som en idræt, hvori ogsaa byernes befolkning deltager. Af madnyttigt vildt skydes hjort af og til i trakterne nordenfor Boknfjorden. Ren fældes sjelden, og saagodtsom alt rensdyrkjød, der sælges i Stavanger, kommer fra fjeldene inde paa Hardangervidden. Haren findes i mængde endog i Stavangers omegn; paa enkelte øer, hvor den før ikke fandtes, f. eks. Karmøen, er den i de senere aar udsat og har formeret sig sterkt. Den skydes i regelen uden hund, dels paa sporsne, dels ogsaa paa bar mark. Tiur sees sjelden, hvorimod der af aarfugl om vinteren kommer temmelig store mængder tiltorvs dels fra det indre Ryfylke, dels ogsaa fra Gjesdal og Bjerkreim. Rypen er i de senere aar sterkt aftaget og fangsten ubetydelig mod før. Blandt de for amtet specielle fredningsbestemmelser kan merkes, at tiur og aarhane er fredet fra 1 april til 15 august og hare fra i april til 1 september, (resl. 5 april 1879), rype fra 1 april til 15 august (resl. 24 april 1883), raphøns er fuldstændig fredet indtil 1 januar 1892 (resl. 4 okt. 1881) og ligesaa edderfugl indtil undergangen af 1896 (resl. 29 okt. 1886). I Nerstrand maa indtil 1 januar 1892 hjort aldeles ikke fældes, og tiur, røi og aarfugl kun i november maaned (resl. 21 okt. 1881). Af rovdyr er der i femaaret 1881‑85 fældet og betalt præmie for ialt 3 bjørne, 1 ulv, 2 gauper, 4 jerve, 820 ræve, 266 ørne, 1142 hønsehøge og 157 hubroer.

Isskur af betydning foregaar ikke. Nogle ishuse er dog anlagte paa forskjellige steder, dels for ølbrygning (Tau brug), dels

s.70

ogsaa af hensyn til fiske‑ og hummereksporten (Sogndal og Egersund). Nogen udførsel af is finder derimod ikke sted.

Torvdriften er, som foran forklaret, over store dele af amtet, navnlig paa Jæderen og de ytre øer, af overmaade stor vigtighed, men kan ikke egentlig siges at drives som binæring, da den indgaar som et led af gaardsbruget. Hver bygd faar i regelen sin forsyning inden sine egne grænser. større anlæg for torvskur findes nu intetsteds (tidligere var der et paa Some i Høiland), og kun paa faa steder bliver der tale om noget salg udenfor herredet. Dette sidste finder neppe i nogen udstrækning sted udenfor Høiland og Hetland, hvorfra der sælges adskilligt af torv dels til husholdningerne i Stavanger og Sandnes, dels til teglverkerne i sidstnævnte by.