s.166

Kopervik,

der ved lov af 3 marts 1866 erholdt rettighed som ladested, ligger i Avaldsnes herred paa Karmøen ved en omtrent midt paa dennes østside indskjærende vaag, efter hvilken stedet har erholdt sit navn, søværts 6 mile fra Stavanger og 2 mile fra Haugesund, tillands, efter den i 1871‑ 74 anlagte nye hovedvei, 23 km. fra Skudeneshavn og 17 km. fra Haugesund. Polhøiden er for stedets fyr beregnet til 59 ° 1 7 ' 10 " og længden til 5 ° 24' 27 " v. f. Kristiania.

Byens grænser, der i henhold til nævnte lov er fastsatte ved en under 16 august 1866 approberet aastedsforretning, omslutter et areal af 36 ha. Den største og mest bebyggede del deraf ligger paa sydsiden af den ovennævnte vaag og forbindes med nordsiden ved en vippebro, over hvilken veien fra Skudenes fører videre nordover. Bebyggelsen, der udelukkende er af træ og saagodtsom i sin helhed ældre end den vedtagne reguleringsplan, omend lige siden res. 27 aug. 1847 underkastet bygningslovgivningen, er spredt og lidet bymæssig, men gjør et venligt indtryk. Hovedgaden er i en strækning af 17 80 m. bygget som chaussée, hvortil kommer 1030 m. mere eller mindre vel anlagt og vedligeholdt vei. Af brygger findes en offentlig og flere private. Vandforsyningen sker fra 3 gode, offentlige brønde. Antallet af huse, bestemte for beboelse, var i 1875 125 og er senere noget forøget. De faste eiendommes samlede brandtakstsum udgjorde ved udgangen af 1886 kr. 268,900 mod kr. 255,510 i 1880, kr. 211,000 i 1875 og kr. 162,120 i 1870.

s.168

Vaagen er ved det opgrundede, for større skibe ufremkommelige Strømsund delt i den ytre egentlige havn og en indenfor liggende stor pol, Eidsbunden kaldet, der nu kun benyttes som vinteroplag for smaaskuder. Da havnen under paagaaende vaarsildfiske er sterkt optaget saavel af baade som fartøier, der i hundredevis søger did, har det været paa tale at opmudre Strømsundet for at gjøre ogsaa nævnte pol tilgjængelig for dybere stikkende skibe. Hertil er der saameget større opfordring, som de høstlige vindforhold ikke sjelden tvinger akarer af fartøier, hjemmehørende paa østlandet, til har at søge oplagshavn for vinteren. Den i byens sydlige del indgaaende Stangelandsvaag er ligeledes en rummelig havn, men udsat for nordøstlige vinde. I 1887 har kommunen anlagt en dampskibskai, der nu benyttes af de fleste kystgaaende dampskibe. Paa havnens nordside har der siden 1863 været et fast rødt fyr med sideralspeil, anbragt i et træhus med lokale for fyrbetjenten. Dette fyr skal imidlertid i en nær fremtid nedlægges og erstattes med en gasoljelampe, som allerede er indrettet, men endnu ikke taget i brug.

 

Ifølge en allerede forinden ladestedets oprettelse given resolution af 21 novbr. 1855 dannede byen tidligere sammen med det nærmest tilstødende landdistrikt Kopervik annekssogn under Avaldsnes prestegjæld. Ifølge res. 26 novbr. 188 7 er imidlertid fra 1ste januar 1888 Kopervik sogn (ladestedet og landdistriktet) sammen med Aakre sogn af Skudenes prestegjæld overgaaet til et eget »Kopervik« prestegjæld, i hvilket Kopervik sogn er hovedsogn. I civil henseende hører byen til Avaldsnes tinglag under Karmsund og Hesby sorenskriveri. Derimod udgjør ladestedet egen kommune, hvis bestyrelse bestaar af 4 formænd og 12 repræsentanter, og hvis magistratsforretninger ved den ovennævnte res. I6 august 1866 indtil videre er overdraget den for tiden fungerende lensmànd i Avaldsnes. Distriktslægen i Karmøens distrikt har bolig i byen, hvilken desuden ifølge res. 6 juni 1874 har selvstændigt apothek, medens dette tidligere dannede en filial af Haugesunds. Her er en offentlig ansat havnefoged samt toldstation under Haugesund toldstedsdistrikt med en undertoldbetjent og en rorskarl. Sundhedsforskrifter og brandreglement er approberet lienholdsvis under 20 febr. 1869 og 16 juni 1858.

 

Af offentlige indretninger kan merkes:

Kirken, der nu er hovedkirke i Kopervik sogn og tilhører dettes menighed. Den er sognets første kirke, opført i 1861 og bygget af træ som langkirke med et forholdsvis høit taarn og med en ganske liden udvidelse paa midten af skibet for senere mulig omdannelse til korskirke. Kirken har ingen formue ; dens tiende af sognets landdistrikt udgjør omkring kr. 60.

Den offentlige skole, stiftet af enken Anna Eeg, som til minde om sin mand Hans Holst, der var født i Kopervik, men døde som »kjøbmand, lodsoldermand og fredsmægler« i Brevik, ved gave-

s.169

brev af 20 novbr. 1797, konfirmeret 19 januar 1798, dertil skjænkede 4000 rd. Med skolen, hvis officielle navn derfor er »Hans Holst's og Anna Eegs skole«, blev i henhold til giverindens derom udtalte ønske ved res. 22 januar 1838 forenet en saakaldt lærerskole til uddannelse af almueskolelærere, hvilken væsentlig underholdtes af det offentlige (aarligt tilskud i den sidste tid kr. 2690) og bestod ligeindtil 31 marts 1883, da den blev nedlagt som den sidste skole af sit slags i landet. Fra 1841 til 1883 var der dimitteret omtrent 350 lærere. ‑ Nu er skolen en kombineret høiere og lavere almueskole, hvis distrikt foruden ladestedet ogsaa omfatter de nærliggende gaarde Stangeland, Austreim og Asaldal, og som har 4 lavere og 1 høiere klasse, alle uden skolepenge. Børnenes antal er omkring 180, hvoraf gjennemsnitlig 35 i den høiere klasse. Lærerpersonalet bestaar af en bestyrer, en andenlærer og 2 lærerinder. Skolebygningen indeholder, foruden klasseværelserne, bolig for bestyreren og er omgivet af en liden jordvei, hvorpaa kan fødes et par kjør. Foruden ovennævnte legat, hvis Kapital nu er kr. 9000, hvoraf den aarlige renteindtægt er kr. 384, har skolen et legat af Ingeborg Bjelland, stort kr. 2360, hvis rente anvendes til en med almueskolen forenet haandgjerningsskole for smaapiger.

 

Af andre for almenheden bestemte indretninger virker i Kopervik en s p a r eb a n k, hvis plan approberedes i 1860 og hvis formue i 1880 beløb sig til kr. 23,592 med en indskudskapital af kr. 166,828. Ved udgangen af 1886 var dens formue steget til kr. 30,950 og indskudskapitalen til kr. 208,040 paa et antal af 695 indskydere.

P o s t a a b n e r i oprettedes ved res. 6 oktober 1842. Antallet af de herfra afsendte breve var i 1860 4224, i 1866 6372, i 1872 8133, i 1877 11,200, i 1880 10,900, i 1885 14,800 og i 1886 19,000 stkr.

T e 1 e g r af s t a t i o n aabnedes som fiskestation den 28 decbr. 1857, men gik fra 1 januar 1861 over til at være permanent. Den staar i forbindelse med Utsire ved en bilinje over Aakrehavn, hvilken i fisketiden er aaben for telegrafkorrespondance, men ellers benyttes til telefonering. Om korrespondancen se side 77.

Ladestedets hjemmehørende folkemængde var den 31 decbr. 1885 852, samme datum i 187‑5 853 og 1865 (altsaa umiddelbart forinden strandstedets overgang til ladested) 73 7 . Det tilstedeværende folketal var ved aarets udgang i I 885 838 og i 1875 81 7 . I det sidstforløbne decennium har saaledes stedet i henseende til antallet af indvaanere staaet omtrent stille.

Efter folketællingsopgaverne fandtes der i 1875 2, embedsmænd, 7 bestillingsmænd, 1 2 skibsredere, 26 handlende med 7 betjente, 27 haandverkere med 15 svende og arbeidere, 11 skibsførere, 49 sømænd og matroser, 9 fiskere og 52 tjenere. Ved udgangen af 1885 var der i ladestedet 2 embedsmænd, 6 bestillingsmænd, I skibsreder, 24 handlende med 7 betjente, 37 haandverkere med 18 arbeidere, 7

s.170

skibsførere, 38 styrmænd og matroser og 60 tjenere. Ifølge magistratens fortegnelse over næringsdrivende var der i 1885 20 handelsborgere og 4 kvinder med handelsbevilling, i 1875 henholdsvis 23 og 6.

Ved sidste formandskabsvalg (20 decbr. 1886) havde ladestedet 48 stemmeberettigede borgere.

 

Stedets næringsveie, fiskeri, handel og søfart, befandt sig, saalænge vaarsildfisket slog til, i stadig opkomst. Fortjenesten paa føring af og handel med fersk sild ansloges i sekstiaarene til efter omstændighederne kr. 24 à 72,000 aarlig; arbeidspengene ved tilvirkningen samt for arbeide af tønder, føring af tøndestav og salt og endelig for garn‑ og notbinding beregnedes tilsammen til kr. 8 à 16,000 aarlig, hvortil desuden kom handelsavancen ved sildens saltning og salg. Af stor betydning var ogsaa det livlige besøg af fiskealmuen, som her jevnlig tog station for at oppebie fiskets begyndelse. Ophøret af denne mangesidige bedrift medførte derfor et alvorligt knæk, som byen trods anerkjendelsesværdige bestræbelser for at aabne andre næringskilder neppe kan siges at have forvundet. Som maalestok for den pludselige nedgang i stedets velstand tjener, at den af ligningskommissionen antagne formue, der 1871 endnu beløb sig til kr. 393,700, aaret efter var sunken til kr. 285,000, samtidig med at den skatbare næring faldt fra kr. 82,700 til kr. 58,400. Ved deltagelse i andre fiskerier, navnlig som fiskere, tilvirkere og udskibere af den nordlandske sild, samt ved lidt fragtfart i forbindelse med anlæg og drift af et skibsverft, søgte indvaanerne at bringe forholdene til atter at rette sig. Hertil bidrog ligeledes den aye fortrinlige vei over Karmøen, hvorved ikke alene butik‑ og bondehandelen er øget til en omsætning, der 1881 ansloges til kr. 400 á 500,000, men som ogsaa har bevirket at udbyttet af de ikke ganske uanseelige fiskerier paa øens vestside efter torsk, kveite, lange og sei over Kopervik udskibes til Bergen, Stavanger og østlandet. Det samme gjælder distriktets overskud af levende kreaturer (især faar), noget poteter og korn, samt høns og en betragtelig mængde eg. Stedet ansaaes derfor i syttiaarene i det hele taget atter at være gaaet fremad. I 1880 antoges formuen at udgjøre kr. 417,800 og den skatbare næring kr. 77,900. Men fiskeriernes og skibsfartens forenede tilbagegang har senere, som de nedenfor meddelte opgaver viser, paany formindsket disse tal, hvilket vidner om, at næringsforholdene siden ophøret af det gamle vaarsildfiske er blevne mere usikre. Imidlertid erkjendes byens forretninger at drives med megen forsigtighed og omtanke, og der raader et tarveligt, efter forholdene afpasset levesæt. Byens eneste udførselsartikel er sild, men ogsaa heraf afhændes den større mængde til de betydeligere, indenlandske eksportsteder. Direkte til udlandet skibedes i 1871‑ 75 gjennemsnitlig 2014 hl., 1876‑80 2931 hl., 1881‑85 6783 hl. og 1886 5063 hl. Ligeledes er den direkte indførsel fra udlandet, navnlig ogsaa af salt, meget ringe.

s.171

Værdien af stedets samlede udenrigske omsætning er for aarene 1868‑86 beregnet saaledes:

 

 

De ved toldstationen faldende toldintrader er indbefattede under opgaverne for Haugesund.

Brændevinshandel er her ligesom i Skudeneshavn og Haugesund alene tilladt efter kongelig bevilling, som imidlertid endnu ikke har været meddelt. Retten til udskjænkning af øl og vin er overdraget et oprindelig ved res. 8 decbr. 1882 approberet samlag, der holder et enkelt udskjænkningssted. Smaasalg af øl og vin er gjenstand for bevilling (res. 31 jan. 1884).

Skibsfarten mellem Kopervik og udlandet er ikke betydelig og indskrænkede sig gjennemsnitlig for femaaret 1881‑85 til 7 med ladning ankomne og 14 med ladning afgaaede fartøier om aaret. med en samlet drægtighed af henholdsvis 643 og 1024 tons. I 1885 kom der 5 ladede fartøier til stedet, hvoraf 2 fra Sverige, 2 fra Island og 1 fra Portugal, medens der afgik 15, deraf 14 til Sverige og 1 til island.

Ogsaa den indenrigske skibsfart er, forsaavidt den besørges ved seilfartøier, meget ringe. Det samlede antal fra andre dele af riget ankomne seilskuder opgives for 1885 til 36 dr. 939 tons, medens der til indenrigske steder afgik 20 dr. 400 tons. Derimod er dampskibsfarten overmaade livlig, da stedet ligger midt i ruten for alle de fartøier, som passerer gjennem Karmsundet. I 1885 stoppede saaledes ikke mindre end 1531 dampskibe i byens havn, hvoraf 1434 i udelukkende kystfart og 97 paa reise mellem udlandet og nordenfor liggende byer.

Den i byen hjemmehørende handelsflaade talte ved udgangen af 1871 43 fartøier dr. tilsammen ca. 1330 t., i 1875 39 dr. 1310 t., i 1880 33 dr. 1538 t. og i 1885 31 fartøier dr. 1082 t. og med en besætning af 108 mand. Deraf var i det sidstnævnte aar 6 skibe over 50 t. med en samlet drægtighed af 515 t. Disse opgaver betegner saaledes en ikke ubetydelig tilbagegang i det sidste femaar. I almindelig fragtfart har blot et par af byens største skibe været anbragte: de øvrige, galeaser, jægter og skøiter, .har fundet sysselsættelse i fiskerierne og kystfarten. Dampskibe har byen ikke.

Haandveksdriften beskjæftigede i 1885, iberegnet svende og arbeidere, ialt 55 personer, hvoraf 12 skomagere, 9 skræddere, 5 bødkere, 4 snedkere, 4 bagere, 3 smede og 3 malere. Industrielle anlæg findes ikke. Det ovennævnte skibsverft, der sattes

s.172

i gang i 1874 og i nogle aar beskjæftigede 30 d 40 arbeidere, maatte allerede i 1879 af mangel paa bestillinger stanse sin virksomhed.

 

Bykassens indtægter og udgifter stillede sig i 1884‑86 som følger:

 

           

Den kommunale gjæld beløb sig ved udgangen af 1886 til kr. 8820. Kommunens formue (udenfor legater) opføres ‑samtidig med kr. 21,664, hvoraf kr. 9184 beregnes for kirken og kr. 7960 for skolebygningen.

Angaaende formues‑ og skatteforholdene hidsættes følgende tabel:

 

 

Formuesskatten beregnedes i 1887 med kr. 1,60 pro mille og indtægtsskatten med kr. 6,24 pr. 100 kr. skatbar næring.

Fortidsrummet 1870‑83 belyses de her omhandlede forholde ved følgende tal:

                                                           

 

s.173

Særskilt h a v n e k a s s e findes ikke.

Antallet af fattige er ikke stort. I de 9 aar fra og med 1876 til og med 1884 varierede antallet af understøttede hovedpersoner mellem 24 og 36 med et gjennemsnitsantal af 27, hvilket svarer til 33 pro mille af folkemængden ved udgangen af 1875.

 

Kopervik omtales allerede af amtmand de Fine i 1745 som et strandsted, hvor der boede 12 familier, og hvor 2 fartøier var hjemmehørende. Imidlertid var det først efter vaarsildfiskets tilbagevenden i begyndelsen af indeværende aarhundrede, at stedet efterhaanden fik lidt større betydning ; men det gik nu raskt fremad og talte i 1825 132, i 1835 mellem 200 og 300 og i 1845 henimod 600 indbyggere. Beboerne bestod hovedsagelig af søfarende, haandverkere og daglønnere, men her fandtes (ifølge Kraft) dog allerede i 1842 9 landhandlere og 2 høkere, ligesom her var et stort antal sildesalterier og af fartøier 5 slupper, 9 jægter og 3 skøiter hjemmehørende. Stedet havde dengang adskillig større rørelse end baade Skudeneshavn og Haugesund og var derfor ogsaa sterkt paa tale til et byanlæg. Allerede for stortinget i 1839 blev der saaledes fremsat kongelig proposition om at meddele Kopervik rettigheder som ladested. Stortingets beslutning gik imidlertid ud paa at gjøre stedet til kjøbstad, et skridt, som regjeringen ikke fandt tilstrækkelig forberedt og derfor negtede kongelig sanktion, og da en kort efter nedsat kommission enstemmig udtalte sig for at foretrække Haugesund til byanlæg fremfor Kopervik *), var spørgsmaalet for sidstnævnte steds vedkommende afgjort for en lang, række af aar. I de følgende decennier blev stedet overfløiet af sine tvende ovennævnte rivaler, idet det i 1855 alene var naaet til 628 og i 1865 som oven nævnt, til 737 indbyggere. Af disse tre strandsteder blev Kopervik derfor det, som sidst optoges i byernes række (lov 3 marts 1866).

 

*)         Jfr. Betænkning og Indstilling fra den ved høieste Resolution of 13 December 1839 naadigst nedsatte Commission angaaende Oprettelse of et Handelssted i Kobbervig eller Omegn. Christiania 1841.