Egersund herred [207,57 km², 2850 indb.] strækker sig med en
længde af omtrent 22 km. og en bredde af 10 à 11 km. langs kysten mellem
Sogndal herred i SØ og Ogne herred i NV og begrænses mod NØ af Heskestad,
Helleland og Bjerkreim. Af arealet bestaar 23,41 km² af øer i havet, blandt
hvilke den betydelige Egerø (20,35 km²) og den mindre Midbrødø (1,28
km²), resten smaaholmer og skjær. Inden herredets omraade ligger Egersund
ladested, der sammen med herredet udgjør Egersund prestegjælds hovedsogn,
hvilket igjen med Ogne anneks danner Egersund lensmandsdistrikt og tinglag
under Dalenes sorenskriveri. Om herredets navn se side
96.
Herredet danner et sterkt kuperet landskab, oversaaet med nøgne,
klumpformede bjergknauser og gjennemskaaret af en mængde uregelmæssige, som
oftest af vande eller myrer opfyldte smaadale. Fjeldtoppene er i regelen
temmelig bratte, men af ringe høide; nævnes kan Mongsfjeld
eller Kvikfjeld i grænsen mod Sogndal, Beringsfjeld i S og Nakkaasen
i N for Egersund, Varberg ved
Helvig, Moifjeld i grænsen mod Ogne
samt endelig Kompasfjeld (108 m.)
paa Egerøen, herredets eneste maalte høide. - Af herredets vasdrag merkes Hellelands-
eller Egersundselven (i gammel tid, som det synes, kaldet Eik),
som kommer ind med sydlig retning fra Helleland i to grene, af hvilke den
østlige har den største vandmasse og danner et par mindre vande, hvoriblandt
Øigreivand (0,57 km²), medens den
vestlige udenfor flomtiderne næsten ganske forsvinder mellem elveleiets
klippeblokke; begge grene forener sig lidt ovenfor Slettebøvandet
(0,57 km²), som elven igjen forlader med to arme, der omslutter den saakaldte
Hafsø og begge falder ud i den lille Egersundsvaag. Længde inden herredet
ca. 8 km. Lidt vestenfor denne elv kommer Tengselven
stille og bred ned fra Bjerkreim, gaar gjennem Fotlandavandet (1,10 km²), faar derpaa et stridere løb, danner
ved gaarden Tengs et større fossefald og løber ud i Egersundet. Herredets
sydøstlige del gjennemstrømmes af Svaaelven
(Sváfa), som løber ud af det paa grænsen mod Helleland liggende Nodlandsvand
(2,76 km²) og gaar i
sydvestlig
retning, dannende en række smaavande, Livandet
(1,20 km²), Kydlandsvandet (0,75
km²) m. fl., ud i Naalevigen; længde inden herredet 10 km. De største af
herredets mange smaavande er her nævnte; dets samlede af ferskvand dækkede
areal udgjør 12,66 km². -Udenfor den bratte kyst ligger den store Egerø, adskilt fra fastlandet ved et 10 km. langt sund, det
egentlige Egersund, fra hvis sydlige eller østlige del en ganske liden vaag
skjærer ind mod Ø og danner ladestedets egentlige havn. Indseilingen til
denne kan foregaa paa begge sider af øen. Det nordre eller vestre løb var
paa det trangeste sted, ved Nysund,
tidligere saa grundt, at det alene kunde passeres af baade og mindre
fartøier, men blev i aarene 1852-53 samt 1866 oprenset til en dybde af 14
fod. Paa sydsiden af Egerøen gaar der ind en ½ km. bred og 4 km. lang bugt, Lundevigen, som deler øen i to, kun ved et smalt og lavt eid
forbundne dele. Saavel i denne bugt som paa begge sider af Egersundet og i
sundet mellem Egerøen og den vestenfor liggende Midbrødø findes adskillige
havne og ankerpladse, saasom Løiningsvaag,
Sprangbugten, Rausvaag, Midbrødvaag
og Geisbelgen. Østenfor Egersundet
er der i fastlandet et par mindre indskjæringer, Naalevigen
Udtales »Naalauviga« d. e. Naaløievigen, et navn,
som den formodentlig har faaet paa grund af den trange og vanskelige
indsejling. og Djupvaag
eller Mong, hvor der ligeledes
findes ankerpladse. ‑Bergarten
er overalt gabbro (norit), hvori der paa flere steder forekommer store
mængder af titanjernsten, snart ganske ren udskilt i større klumper, snart
rigt indsprængt i berget. De betydeligste af disse forekomster findes i
herredets østligste del langs den saakaldte »St. Olafs vei» En
eiendommelig rendeformet forbybning i fjeldet, dannet af en grønstensgang
(diabas), der har forholdsvis let for at forvitre og der for er dækket af et
frugtbart jordsmon. Gangen tegner sig som en
grønklædt stribe, der med en bredde af 20‑30 m. og i en længde
af mindst 15 km. stryger hen over de nøgne noritfjelde, bakke op og
bakke ned, i ret linje fra omegnen af Egersund mod SØ langt ind
i Sogndal. Sagnet vil imidlertid vide, at Hellig‑Olaf engang i en
snarvending for at undgaa sine fiender seilede med sin skude over land fra
Egersund østover, og kjølen satte da under den vilde farten vældig fure i
fjeldet, som deraf fik navnet »St. Olafs vej«.. Den dyrkbare mark er
af ringe udstrækning, og jordsmonnet bestaar fordetmeste enten af temmelig
skarp sand- eller grusjord eller af dyb og tung muldjord og myr. Paa
nordsiden af Egerøen findes paa et par gaarde ler med en fin laglagt mergel,
indeholdende ca. 11 % kulsur kalk.
Folkemængden
var i 1801: 1071; 1825: 1645; 1845: 2062 ; 1865: 2541 og 1875: 2719.
Indvaanertallet har saaledes været i temmelig sterk tilvekst, og herredet er,
med gjennemsnitlig 13 indb. pr. Km², det tættest befolkede i Dalene. Den
bedste bebyggelse findes paa Egerøen, som i 1875 havde 769 beboere i 126
huse, hvilket giver 37 indb. pr. Km², fremdeles langs kysten fra
ladestedet
sydover »Neset« til Mong, hvor der er et helt lidet fiskerleie af smaabrug,
som tidligere tildels har henhørt under gaardene Birkeland og Gyland i
Sogndal. Ogsaa i herredets nordvestlige del, i dalen ved Helvig, ligger en
ganske tæt grænd (»Fjordungen«). Efter matrikulen
findes der ialt 61 gaarde (matr.‑no.) med en samlet skyld af mk. 649,02
(urevid. dlr. 389. 4. 21). Ejendommene er overmaade sterkt udstykkede, og de
enkelte brugs gjennemsnitlige matrikulskyld er betydelig lavere end i noget
andet herred i amtet; navnlig i ladestedets nærmeste omegn findes en stor
mængde smaalapper af brug. Den midlere salgspris pr. skylddaler i 1852‑80
er for Egersund tinglag (inkl. Ogne) beregnet til kr. 2483. Jordfællesskabet
er i dette herred mere udbredt end i noget andet distrikt af Stavanger amt, og
endnu i 1885 antog man, at omtrent ¾ af samtlige eiendomme, regnet efter
matrikulskylden, laa i fællesskab ikke blot i udmark, men ogsaa i indmark. I
de sidste aar er imidlertid udskiftningsarbeidet kommet i god gang.
Herredets
største gaard i et brug er prestegaarden
Husebø, beliggende straks ovenfor ladestedet, med skyld mk. 16,21 og
omtrent 16 ha. indmark, hvoraf presterne i de sidste 20 à 30 aar dog kun har
brugt en ganske liden del til en besætning af 3 à 4 kjør, medens resten er
bleven bortforpagtet paa aaremaal i mindre parceller til indvaanere af
ladestedet. Gaarden, hvortil hører en husmandsplads og et lidet laksefiske i
Bruvigen, lidt søndenfor ladestedet, er bleven befaret af
embedsgaardskommissionen, som har foreslaaet den adskillig reduceret. ‑Foruden
prestegaarden kan i ladestedets nærmeste omegn merkes Aarstad,
45,23, paa hvis grund den største del af ladestedet er anlagt, Veshovde,
12,68, Mjølhus (alm. skr. Melhus),
12,18, Slettebø, 27 ,53, Eide
(alm. skr. Eie), 21,20, og Hafsøen,
13,01, samtlige sterkt udstykkede. Længere mod S ligger Skaare,
11,55, Puntevold (alm. skr.
Puntervold), 13,51, Halleland
(udtales Hadland), 16,24, Aase,
25,35, Nodland, 13,00, Svaanes,
16,72, og Stapnes, 11,97, de tre
sidste paa »Neset«, hvorimod Tengs,
15,82, Fotland, 10,79, Eige,
store, 12,75, Heigrestad, 11,49, og Helvig,
32,63, den sidste i mange brug, hører til herredets nordlige og vestlige del.
Endelig kan paa Egerøen merkes Ystebrød
(d. e. ytterste Brød, alm. skr. Østerbrød), 11,52, Midbrød, 15,13, Segleim,
20,94, Skadberg, 20,64, Myglebostad,
22,55, Leidland, 18,22, Hovland,
25,47, Sæstad, 11,93, og Løining,
12,02.
Af
herredets næringsveie staar jordbruget
paa et lavt trin, dels paa grund af de indskrænkede og ofte tungvindt
beliggende arealer, dels formedelst det udbredte jordfællesskab, dels endelig
fordi en stor del af befolkningen, navnlig paa Egerøen, henter sit
væsentlige underhold fra søen. Agerbrugsarbeiderne udføres i ikke liden
udstrækning alene med haandredskaber. Brugsmaaderne er i regelen temmelig
forældede, og gaardsdriften overlades hyppig til kvinderne, medens mændene
er paa søen. Kun enkelte eiendomme drives nogenlunde rationelt. Havre og
poteter avles dog omtrent for behovet,
hvorimod
byg dyrkes lidet og rug næsten ikke. Kvægstellet ligger nede og giveren
tarvelig afkastning. Lidt melkesalg foregaar dog til ladestedet. Om udsæd og
kreaturhold findes oplysning side
42 og 46. Da
hjemmehavnene er smaa og mindre gode, drives faarene til sommerbeite i
Bjerkreim og Siredalen. ‑Af fiskerierne er det paa forsommeren faldende
makrelfiske, hvori der fra distriktet deltager omtrent 70 skjøiter, det
vigtigste. Etablissementer for nedlægning i is findes, foruden i ladestedet,
endvidere i Helvig og Naalevig, fra hvilke sidstnævnte steder makrellen
bringes til byen for at eksporteres derfra. Hummerfangst drives langs den hele
kyst, hvor der ogsaa foregaar et ikke ubetydeligt fiske efter torsk, flyndre,
kolje, mort m. m., der for en større del afsættes i ladestedet. Laks fiskes
hovedsagelig i Tengselven, tildels ogsaa i Egersundselvens nordre udløb
(Eideelven) og i søen. Om udbyttet af de forskjellige fiskerier mangler dog
paalidelige opgaver. ‑Skibsfarten
giver megen indtægt, idet en stor del af den yngre mandlige befolkning i
nogen tid er ude som sømænd. Der findes ogsaa mange faste lodse, og
adskillige farer som kjendtmænd paa dampskibene langs kysten. Ved siden heraf
drives ogsaa noget skibsrederi; i 1885 opgives sasledes 7 fartøier med en
drægtighed af 3392 ton hjemmehørende i herredet, men et betragteligt antal
parter i disse skibe er dog vistnok paa udenbygdsboendes hænder. ‑Skovbruget
har ingen betydning. Lidt løvtrær findes paa enkelte gaarde, f. eks. i
Tengsdalen, men tilsammen kun 193 ha. og ikke paa langt nær tilstrækkeligt
for behovet; som brændsel bruges derfor næsten udelukkende torv, tildels
ogsaa stenkul, der kjøbes fra ladestedet. De største og bedste torvmyrer er
ved Slettebø, Kjelland og Gjermestad. Derimod har bergverksdrift
til sine tider været af vigtighed. Allerede i den sidste halvdel af forrige
aarhundrede havde ifølge Kraft Moss jernverk. flere gruber i det rige
titanjernfelt i herredets østlige del, hvilke ligeindtil den senere tid har
været holdte under frist. Angaaende den omkring 1860 paabegyndte grubedrift
paa gaardene Koldal, Hegdal og Kydland henvises til side
64. Malmgangen kan i dette strøg forfølges i en længde af omtrent ¾
norsk mil, men dens mægtighed er meget varierende. Specielt skal
anvisningerne paa gaarden Kydlands eiendom være af en overordentlig stor
mægtighed og brydningen af malmen overmaade billig. –Af
fabrikanlæg er det i 1862 i
nærheden af ladestedet anlagte Eide potteri, som tilvirker brunt stentøi og
i 1885 beskjæftigede 24 arbejdere, det vigtigste. Fotlands uldspinderi,
anlagt 1875 paa gaarden Fotland ved Tengselven ca. 5 km. nordenfor ladestedet,
sysselsætter 16 arbeidere, hvorimod den i 1855 oprettede Egersunds
krudtfabrik ved Lygre, 4 km. søndenfor byen, kun arbeider med 4 mand. Dette
verk er to gange sprunget i luften. -Binæringer
af betydning findes ikke. Husfliden er ikke stor og neppe tilstrækkelig for
herredets forsyning. Lidt isskur foregaar om vinteren, væsentlig dog alene
til forsyning af makreletablissementerne. Ved udgangen af 1885 havde herredet
2 landhandlere, i 1887 kun 1.
Af
kommunikationsmidler maa først og
fremst nævnes Jæder‑banen,
der udgaar fra ladestedet og gjennemskjærer herredets nordlige del i en
længde af ca. 12 km. til grænsen af Ogne. Efterat have passeret Launessundet
(Tengselvens udløb) paa store fyldninger og en 22 m. lang jernbro, følger
den paa en længere strækning sundet mellem Egerøen og fastlandet og snor
sig med skarpe krumninger og i tildels betydelige sprængninger frem gjennem
et sterkt kuperet terrain. Foruden i Egersund er der station paa Helvig, 9 km,
fra ladestedet og 67 km. fra Stavanger. Den nedre gren af den vestlandske
hovedvei kommer ind fra Helleland og passerer gjennem herredet i en
stor bue, idet den først følger Hellelandselvens dalføre i sydlig retning
indtil Hestevadbroen over Eideelven og derpaa bøier mod NV over Tengs og
Gjermestad. Længde inden herredet 18 km. foruden en afstikker paa vel 1 km.
fra Hestevadbroen ned til Egersund. Stykket mellem ladestedet og broen over
Tengselven er i 1871-72 omlagt som chausséer den øvrige del af veien skriver
sig omtrent fra aaret 1840 og er vestenfor Tengs meget bakket. Før
sidstnævnte aar tog postveien fra Gjermestad over Eige og Tengesdal direkte
til Helleland kirke uden at berøre ladestedet, som alene ved en maadelig
ridevei stod i forbindelse med hovedveien. Af bygdeveiene, hvis samlede
længde er 23 km., kan merkes den, som fører langs Lygrefjorden sydover til
Svaanes, hvilken for tiden er under omlægning til hovedvei og skal
fortsættes til Sogndal. Offentlige rideveie findes ikke, men vel endel
gaardsveie. Fast skydsstation i ladestedet, tilsigelsesstation paa.
Heigrestad. Posten besørgedes tidligere alene ved ekspeditionen i.
ladestedet; siden 1885 er der imidlertid postaabneri paa Helvig
jernbanestation. Telegrafstation er derimod kun i byen. Den engelske
telegrafkabel (jfr. side 77)
kommer iland paa Hesnes, ca. 4 km.. søndenfor ladestedet. Om herredets havne
og ankerpladse se ovenfor. Det hører til. Egersund lodsoldermandskab og har 2
lodsstationer, Egersund og Midbrød. Til veiledning for de søfarende findes 3
fyre (jfr. side 75), nemlig 1)
Vibberodden, fast ledfyr af 5te
orden paa vestsiden af det søndre indløb til Egersund, tændt 1855, 22 m. o.
h., synsvidde 9 kvartmil, 2) Egerø
paa sydsiden af Midbrødøen, fast kystfyr af 1ste orden, anbragt i et konisk
taarn af støbte jernplader, 46 ½ m. o. h., synsvidde 20 kvartmil, tændt
1854, 3) Grundsundholmen, fast
ledfyr af 5te orden paa sydsiden af det vestre indløb til Egersund, tændt
1855.
Herredets
kirke, der er hovedkirke i Egersund prestegjæld, er beliggende i
ladestedet og omtalt side 98.
- I henseende til skolevæsen er
distriktet fra nytaar 1888 delt i 16 kredse med 7 lærere og skolehuse paa
Midbrød, Myglebostad, Sæstad, Helvig, Heigrestad, Eide, Skaare, Halleland,
Stapnes og Mong. 2 kredse har omgangsskole.
Af
andre offentlige indretninger bør nævnes Egersund landsogns sparebank
paa Aarstad, der er oprettet i 1856 og i 1886 virkede med en kapital af kr.
356,173, hvoraf kr. 43,221 var bankens for-
mue,
resten, kr. 312,952, indskud paa 973 sparebankbøger, samt en i 1863
approberet brandassuranceforening,
hvis forsikringssum for huse ved udgangen af 1885 var kr. 192,500.
De
kommunale udgifter var i gjennemsnit
for aarene 1884‑86 kr. 14,086, hvoraf kr. 5767 til fattigvæsenet og kr.
3377 til skolevæsenet, medens den udlignede herredsskat androg til kr.
11,570. Særskilt for 1886 blev der som skat udlignet kr. 12,981, hvoraf kr.
7724 paa indtægt efter forholdet kr. 4,24 pr. 100 skatbare kr. Kommunens
gjæld var s. a. kun kr. 324, i hvilket beløb dog ligesaalidt de resterende
bidrag til Jæder‑banen (kr. 4200) som kommunekassens laan af
kirkekassen er medregnet. Skatteydernes samlede formue blev ved ligningen for
1886 ansat til kr. 1,441,000. Antallet af fattigunderstøttede hovedpersoner
var i middeltal for 1876‑84 aarlig 87, svarende til 31 pro mille af
folketallet i 1875.
Herredsstyrelsen
bestaar af 4 formænd og 12 repræsentanter. Om antallet af stemmeberettigede
haves kun opgave for det hele prestegjæld, se side
100.
Ældre
inddeling. I judiciel
henseende dannede Egersund hovedsogn tidligere, indtil res. 12 nov. 1850, et
eget, Egersund tinglag (formodentlig allerede i middelalderen kaldet Eikundarsunds
skipreiða); tre gaarde i sognets nordlige del hørte dog til Bjerkreims
og ti gaarde i Fjordungsbygden til Valle tinglag. I 1838 sees Egersund og Ogne
at have været repræsenteret i amtsformandskabet af samme ordfører; fra og
med 1839 har derimod begge disse sogne havt hvert sit formandskab. Ved res. 12
decbr. 1868 blev dele af gaardene Birkeland og Gyland saavel i geistlig som i
verdslig henseende henlagte fra Sogndal til Egersund.
Fornlevninger
og historiske notitser.
Her er eller har været en mængde gravhauger og adskillige bautastene,
særlig paa Egerøen, hvor saadanne nævnes paa Ystebrød, Midbrød, Segleim,
Skadberg, Myglebostad og Løining, og paa fastlandet paa Aarstad, Slettebø,
Store Eige, Heigrestad og Buerskog. Ikke faa oldsagfund haves herfra. Fra
stenalderen er bl. a. truffet spor til et flintverksted paa Skadberg paa
Egerøen. Blandt fundene fra jernalderen er uden sammenligning det merkeligste
det store myntfund, som i 1836 blev gjort paa Aarstad, et af de betydeligste
fund af dette slags, som kjendes i Norge. Udførlig
beskrevet af prof. C. A. Holmboe i to latinske universitetsprogrammer af 1836
og 1837, hvoraf en noget forkortet norsk oversættelse findes i tidsskriftet Urda,
1ste bind, side 329‑368. Under en stor sten i en ur fandtes her,
foruden en rund sølvspænde, nogle fragmenter af sølvsmykker og en
guldbrakteat fra den ældre jernalder, over 1600 sølvmynter fra det 9de‑11te
aarhundrede, alle udenlandske, af de a myntsorter, som maa, have været i
omløb her i landet omtrent i Olaf den helliges tid (fundet kan ikke være
kommet i jorden ret længe efter 1030). Størstedelen af mynterne var engelske
(de fleste tilhørende kongerne Aethelred II og Knut den mægtige); desuden
var der en hel del tydske (fra Ottonernes, Henrik II's og Konrad II's tid) og
enkelte irske, franske, danske, svenske, bøhmiske og arabiske, men ikke en
eneste norsk. Fundets vægt var omtr. 2200 gr.; den største del af det er nu
i universitetets myntkabinet.
Paa
Veshovde i SØ for Egersund by findes paa en bergtop levninger af en gammel
bygdeborg, hvorfra er en vid udsigt over havet.
I
musæet i Bergen bevares et stykke af en runesten fra kristelig tid, der
fandtes i Egersund efter byens brand i 1842. Den levnede del af
indskriften
er en stump af en almindelig gravskrift: . . STAINA ÞISA HAFTIR . . . (. ,
disse stene efter . . .).
Eikundarsund
omtales, som allerede side
105 bemerket, oftere i kongesagaerne fra middelalderen som en jevnlig
benyttet havn. Forøvrigt nævnes i anledning af de under Sogndal herred
omtalte sammenstød mellem birkebeinerne og baglerne ved Dalenes kyst i 1207 Sváfuvík
(den bugt, hvori Naalevig havn findes, og hvori Svaaelven har sit udløb; der
blev birkebeinerne dengang jagede iland).