s.173

Haugesund.

Kjøbstaden Haugesund**) er beliggende i Skaare herred ligeoverfor Karmøens nordligste pynt, ved et indenfor det egentlige Karmsund løbende sunddrag, som under navn of Smedsundet (eller Haugesundet) dannes of nogle mindre øer og holmer, hvoraf Risøen i syd, Hasseløen og Svinholmen i nord samt Garpeskjærene i vest udgjør bestanddele of kjøbstadsterritoriet. Paa fastlandet er bygrundene udlagte paa gaardene Hauges, Sørhaugs, Grønhaugs og Lillesunds eie. I dampskibsruterne er afstanden fra Kristiansand 39 mile, fra Stavanger 8 mile, fra Kopervik 2 mile og fra Bergen 17 mile. Efter den nye vei over Karmøen er afstanden til Kopervik 17 km. og til Skudeneshavn 40 km. Indløbet fra havet er ganske kort; selve Karmsundet er ved Haugesund omtrent 1 km. bredt.

 

**)        Stedets sedvanlige navn blandt omegnens beboere var tidligere Karsund, ligesom den nordligste del of Karmøen endnu jevnlig benævnes »Karten«.

 

s.174

Byen, hvis grænser er bestemte ved en under 1 februar 1855 stadfæstet aastedsforretning, har et samlet area1 af henimod 90 ha., hvoraf 48 ha. paa fastlandet, 20 ha. paa Risøen, 20 ha. paa Hasseløen og resten paa de mindre holmer og skjær. Gadereguleringen er paa fastlandet temmelig regelmæssig, idet der langs sundet ligger flere langgader bag hinanden, som i retvinklede hjørner krydses af et større antal opadgaaende korte tvergader. Byen faar derved en langstrakt form. Husene er udelukkende af træ og for en stor del kun paa 1 etage. Naar undtages søboderne langs havnen, der fordetmeste er gruppevis sammenhængende, findes der hyppig mellem husene større eller mindre mellemrum med haver, hvilket bidrager til at give stedet et venligt udseende. Antallet af byens offentlige gader og veie er 21 med en samlet længde af 6985 m., hvoraf 1386 m. er forsynet med brolagte fortauge. Deres belysning sker ved 30 oljelygter. Der findes en aaben plads, som benævnes torv, samt 4 saakaldte almindinger, ialt med et samlet fladeindhold af 50 à 60 ar. Desuden er der i byens nordligate del et nyt, men temmelig betydeligt parkanlæg (noget over 90 ar), der eies og vedligeholdes af sparebanken, men staar til offentlig afbenyttelse. Længden af de offentlige kaier er 108 m. og af kloakerne 945 m. Med den nordligste del af fastlandet er Hasseløen forbundet med en vippebro af træ, der byggedes i 1870‑72 og kostede ca. kr. 48,000; dens høide tillader fiskebaade med masten oppe at passere under. Det hele antal af beboede huse var i 1875 379 (hvoraf 373 almindelige vaaningshuse), ved udgangen af 1887 antagelig omkring 430. Det samlede assurancebeløb i den almindelige brandkasse gik ved udgangen af 1886 op til kr. 2,300,130 mod kr. 2,254,070 i 1885, kr. 1,801,940 i 1880, kr. 1,484.520 i 1875, kr. 1,280.200 i 1870 og kr. 497,280 i 1860.

Stedets havn dannes dels af det ca. 1600 m. lange og 60120 m. brede Smedsund mellem fastlandet i Ø og Risøen og Hasseløen i V, dels af det 60 à 160 m. brede tverløb mellem de nævnte øer. Ogsaa sundet mellem Hasseløen og den nordenfor liggende Svinholme er ved en kort, i 1875 opført, molo, der beskytter mod sudrag og strømsætning under nordvestlige storme, indrettet til et trygt skibsleie, der navnlig benyttes som oplagshavn. En lignende haves i Risøvaagen paa udsiden af Risøen. Selve Smedsundet, hvis sydlige del danner byens indre skibsløb, var tidligere ved lavvande kun 9 à 10 fod dybt, men blev i begyndelsen af ottiaarene for det offentlige havnevæsens og kommunens forenede regning opmudret, saa at det nu kan passeres af skibe, der stikker 16 fod dybt. Paa grund af farvandets kraphed i det ovennævnte tverløb benytter dog de større dampskibe fremdeles helst seilløbet mellem Hasseløen og den udenfor liggende Vibrandsø; enkelte gaar ogsaa i det endnu bredere løb paa vestsiden af denne. Smedsundet kan stundom i kolde vintere krave sig, men isen bliver aldrig hindrende for trafiken.

s.175

I geistlig henseende tilhørte Haugesund fra først af Skaare anneks tinder Torvestad prestegjæld, men havde ifølge res. 8 august 1857 egen kateket, der tillige var bestyrer og førstelærer ved byens almue‑ og borgerskole. Ved res. 21 juli 1879 (jfr. res. 20 jan. 1877) oprettedes imidlertid fra 14 oktober 1879 af kjøbstaden og Skaare landsogn et selvstændigt sognekald under navn af Haugesund prestegjæld, hvorhos det samtidig blev bestemt, at kateketembedet indtil videre skulde lades ubesat. Prestegjældets nuværende kirke ligger i Skaare herred, men bykommunen har indkjøbt tomt til egen kirkebygning. Med hensyn til verdslig administration har staden ifølge res. 16 august 1866 egen byfoged, der tillige fungerer som magistrat og politimester. Ved toldstedet, som ligger under Bergens toldinapektorat, og hvis distrikt strækker sig fra nordgrænsen af Skudenes og Tysvær herreder i S til grænsen mod Søndre Bergenhus amt i N, er ansat en overtoldbetjent (og forrettende toldkasserer), en undertoldbetjent og 4 rorskarle. Desuden er byen station for lodsoldermanden i Haugesund oldermandskab, der har 6 understationer (jfr. side 6) og ialt 20 lodse (1885). Lodsoldermanden er tillige offentlig havnefoged. Distriktslægen i Haugesunds distrikt har bolig lige ved byen, som derhos har 2de privat praktiserende læger, af hvilke den ene er ansat som fattiglæge. Apothek med personligt privilegium oprettedes ved res. 27 december 1856. Sundhedsforskrifter er approberede ved res. 2 januar 1864 og 3 juni 1882. Kommunebestyrelsen tæller 7 formænd og 21 repræsentanter. Til stortinget vælger kjøbstaden i forening med Stavanger 2 repræsentanter.

 

Blandt byens offentlige bygninger og indretninger kan nævnes:

Den kommunale middelskole, hvis oprindelse er en ved almueskolen oprettet høiere klasse, der efterhaanden udvidedes og i 1868 gik over til »Haugesunds borgerskole«. I 1880 blev denne omdannet til en middelskole, som ved res. 1 mai s. a. fik ret til at afholde afgangseksamen. Skolen havde oprindelig kun 4 middelklasser og 2 forberedelsesklasser, men har efterhaanden udvidet sin plan og er siden 1 januar 1887 fællesskole for gutter og piger med 6 etaarige middelklasser (for pigeafdelingen 7) med saavel engelsk‑ som latinlinje, samt 3 etaarige forberedelsesklasser. Lærerpersonalet bestaar af en bestyrer og 5 lærere, desuden en inspektrice for pigeafdelingen og 3 lærerinder i forberedelsesskolen. I gymnastik underviser en lærer og en lærerinde. Elevantallet er for tiden ca. 140, hvoraf 100 i middelskolen. Siden 1881 har skolen sit eget lokale, som uden tomt og indredning kostede kr. 36,000, hvoraf kr. 12,000 tilskjødes af sparebanken; det er en anselig bygning med en stor legeplads for børnene. Dens udgifter har i 1884­-86 gjennemsnitlig andraget til kr. 15,600, hvoraf omtrent kr. 6200 er dækket ved skolepenge og kr. 3200 ved statsbidrag, medens resten, i gjennemsnit ca. kr. 6200

s.176

aarlig, er tilskudt af kommunen, i nogle aar coed et større bidrag af byens sparebank.

Almueskolen, der i 1856 begyndte med 2 lærere og 4 klasser, har for tiden 6 lærere og 6 lærerinder samt omkring 800 elever, fordelte paa 23 klasser i 8 opadstigende trin. Samtlige klasser har 3 timers undervisning daglig. Der haves 2 skolebygninger, hvoraf den ene er bygget ca. 1860, kostede omtrent kr. 27,000 og bar 8 læseværelser, kontor samt familiebolig i kjelderetagen for pedellen; den anden indkjøbtes i femaaret 1865‑70 til lokale for borgerskolen og bolig for bestyreren ; her benytter almueskolen nu 4 værelser til de to nederste trin. Udgifterne ved almueskolen har i 7884 udgjort kr. 9097, i 1885 kr. 9729 og i 1886 kr. 10,429. Med almueskolen er der forenet en haandgjerningsskole, som holdes for 3 pigeklasser udenfor den almindelige skoletid 2 dage om ugen med 2 timer liver gang. En lignende for gutter søgtes holdt i gang i aarene 1871‑72, men uagtet den støttedes ved frivillige bidrag, maatte den af mangel paa tilstrækkelige midler nedlægges.

E n søndagsskole oprettedes i 1871 og bestaar nu af 8 klasser (4 for hvert kjøn) med omkring 400 elever.

Sømandsskolen blev oprettet i 1874 (plan approberet ved res. 2 okt, s. a.) og havde i de 5 første skoleaar noget over 60 elever (høieste antal 69) samt 4 à 5 lærere. Siden er søgningen stadig gaaet tilbage; i de par sidste aar har undervisningen været besørget af 2 lærere, og i 1886‑87 var elevernes antal gaaet ned til 17. Stat og kommune har i de senere aar bidraget kr. 600 liver aarlig; for det nu løbende skoleaar er tilskuddet forhøiet til kr. 700.

Børnehjemmet. Efterat en kvindeforening i aarene 1878‑81 efterhaanden havde indsamlet kr. 2900 til oprettelse af et børnehjem, og en subskription havde indbragt noget over kr. 6000, kjøbtes for kr. 10,000 en beleilig eiendom i Skaare herred, lige udenfor bygrænsen, hvor hjemmet aabnedes den 16 marts 1882 med en forstanderinde og 12 børn. I 1883 ansattes en særskilt lærerinde, og senere er hjemmet vokset, saa at det nu har 38 børn, væsentlig piger, med god skole og lykkelige forholde, hvorfor det nyder en ubetinget tillid. Hjemmet underholdes hovedsagelig ved frivillige gaver, som hidindtil har været tilstrækkelige, skjønt de trange tider samt et tab ved en sparebanks fallit har gjort økonomien vanskelig. Hjemmets budget androg i 1886 til kr. 4548. Paa dets eiendom hviler endnu en gjæld af kr. 3700.

Vandverket er anlagt 1877. Indtaget befinder sig i øst for byen ved Eivindsvandet, der er opdæmmet ved en paa fjeld opført cementmur, og som har stadigt tilløb. Vandtilgangen ansees derfor rigelig selv i den tørreste aarstid ; men byen besidder for tiden kun eneraadighed over en del af vandmassen. Vandet renses ved at gaa først gjennem en paa indtagskummens fremside anbragt fyldning af sten og grus og derpaa gjennem en sil af sinkplader. Hovedledningens længde er 2480 meter, længden af samtlige rørledninger 4065

s.177

m. Brandventilernes antal er 19, trykhøiden over laveste punkt i byen omtrent 51 m. og over høieste punkt 38 m. Antallet af offentliglige tappeposter er 4 og af private vandindtag 191 (1887). Hele ledningens kostende gik op til omtrent kr. 100,000, hvoraf omtrent 2/3 er skjænket af Haugesunds sparebank. Det maa imidlertid merkes, at vandverket kun omfatter den paa fastlandet liggende bydel.

Brandvæsenet, ordnet ved regl. 16 marts 1878, staar under en fast lønnet brandmester, som har under sig 3 ligeledes fast lønnede konstabler. Derhos er af det almindelige, udskrevne brandkorps paa 308 mand særlig udtaget 16, der lønnes for hvert fremmøde. Foruden at konstablerne udfører regelmæssig nattepatrouille, holdes der af to fast lønnede vægtere om natten udkig fra et paa almueskolebygningen indrettet taarn, hvormed igjen brandstationen, hvor brandmesteren har bolig, er sat i forbindelse ved et talerør. Allarmeringen sker ved klemtning paa en midt i byen anbragt klokke samt ved brandskud. Ved res. 16 febr. 18 7 8 (jfr. re s. 3 juli 1882) er der tilstaaet byen en nedsættelse i brandkontingenten af 20 %.

Postekspeditionen oprettedes ved res. 23 januar 1858; tidligere var der alene et postaabneri. Antallet af ekspederede breve var:

 

 

Telegrafstationen aabnedes 4 septbr. 1857. Her er for tiden ansat 3 betjente foruden bud. Af telegrammer ekspederedes følgende antal:

 

 

Af foreninger og selskaber, der virker inden byen, kan nævnes følgende :

Haandverkerforeningen, der stiftedes den 4 november 1874 med ca. 30 medlemmer, men nu tæller omtrent 100 medlemmer, hvoraf dog mange udenfor standen. Den 9 okt. 1884 indviede den sit. nye lokale, der kostede omtrent kr. 8000, hvorpaa endnu skyldes kr, 3000. Kontingenten er 5 kr. aarlig.

Sømandsforeningen, stiftet paany den 18 juni 1884,

s.178

efterat en ældre forening, der oprettedes i midten af sekstiaarene, saavelsom en af denne fremkaldt forsikringsindretning for søfolks tøi, forlængst atter var gaaede ind. Den nye ferening tæller for tiden omkring 100 medlemmer, hvoraf nogle udenfor standen.

Børsforeningen, en af byens ældste foreninger, oprindelig stiftet med merkantile interesser for øie, nu væsentlig en læseforening. Medlemsantal ca. 40. Aarlig kontingent kr. 10,00

Understøttelses‑foreningen af 17 mai 1864 har til formaal at hjælpe syge og trængende medlemmer og opkræver af disse en maanedlig kontingent af 30 øre samt desuden 25 øre for hvert dødsfald inden foreningen. Sygeunderstøttelsen udbetales ugentlig med 5 kr. for hvert medlem og 2 ½ kr. for hans hustru for indtil 6 uger, 2 gange aarlig; ved dødsfald erholdes et begravelsesbidrag af kr. 32. Ved udgangen af 1885 havde foreningen 146, nu ca. 160 medlemmer. Dens indtægter var i 1885 kr. 745, dens udgifter kr. 782 og dens formue ved aarets udgang kr. 2774. I de sidste to aar har kommunebestyrelsen bevilget foreningen et aarligt tilskud paa kr. 250 af bykassen.

Totalafholdsforeningen, der stiftedes den 14 november 1877, har vundet sterk tilslutning og tæller for tiden 1200 medlemmer. Den virker ved foredrags‑, samtale ­og diskussionsmøder og har siden november 1882 sin egen bygning, hvori der findes en større sal med galleri samt 4 mindre værelser. Huset har med grund og inventarium kostet kr. 15,000, hvoraf endnu skyldes kr. 6400. Udgifterne bestrides ved medlemmernes kontingent samt en aarlig basar. Foreningen, der har en sangforening og et bibliothek, ansees at have en væsentlig andel i, at drikfældigheden i merkbar grad er aftaget. Den 5 decbr. 1877 stiftedes en børneforening, der tæller 500 medlemmer. Derimod findes der for tiden ingen goodtemplarloge i byen.

Fremdeles kan nævnes en ynglingeforening, der stiftedes i marts 1880 og for tiden befinder sig i opkomst (110 medlemmer, bibliothek paa 3,70 bind), Haugesunds træplantningsselskab, oprettet 1882, en fiskeriforening, filial af hovedselskabet i Bergen, samt en diskussionsforening med ca. 50 medlemmer af alle samfundsklasser. En kunstforening, der i nogen tid havde været i virksomhed, indstilledes fra marts 1885.

Skibsassuranceforeninger:   1) Haugesunds gjensidige skibsassuranceforening, oprettet 1871, havde i 1881 en løbende risiko paa kr. 1,515,788 og en præmieindtægt af kr. 62,439. Ved udgangen af 1885 var imidlertid disse tal gaaede ned til henholdsvis kr. 1,300,795 og kr. 38,184. –   2)   Karmsunds skibsassuranceforening, ligeledes gjensidig og uden grundfond, stiftet 1877, havde ved udgangen af 1881 en forsikringssum paa kr. 240,000 og en præmieindtægt paa kr. 3600, ved udgangen af 1884 henholdsvis kr. 218,800 og kr. 3259. Denne forening er dog nu opløst, væsentlig som følge af de store tal), der overgik den ved ulykken i Øifjord paa Island i 1884.

s.179

Af sparebanker findes for tiden 2 i virksomhed:   1) Haugesunds sparebank approberet 1855, forvaltede ved udgangen af 1881 en indskudt kapital af kr. 1,754,000 og besad en egen formue af kr. 219,000. Ved udgangen af 1886 var indskudskapitalen gaaet ned til kr. 908,700, fordelt paa 1867 indskydere, og formuen til kr­ 182,100 ‑    2) Torvestad og Skaare sparebank, som erholdt appro­bation i 1871 og ligeledes har sit sæde i byen, har derimod i de sidste aar udvidet sin virksomhed og besad ved udgangen af 1886 en formue paa kr. 48,600 og en indskudt kapital paa kr. 698,500, tilhørende ialt 2186 indskydere. ‑ Den i 1869 stiftede »Haugesunds arbeideres sparekasse«, som i 1880 havde en indskudskapital af kr. l06,500 og en egen formue paa kr. 5482, maatte i 1885 paa grund af tab ved laantagere eg endossenter som insolvent sættes under administration til likvidation.

 

Byens hjemmehørende folkemængde, som ved udgangen af 1855, altsaa kort efter strandstedets overgang til ladested, udgjorde 1066, var allerede i 1865 stegen til 3221 indb., en progres, der, omend ikke enestaaende, dog blot finder sit sidestykke hos enkelte andre, navnlig nye byanlæg. I 1875 viste indbyggerantallet sig øget til 4421 og i 1885 til 5609. Ogsaa i det sidste tiaar var tilveksten (idethele omtrent 27 pct.) adskillig større end gjennemsnitsprogressen for rigets samtlige byer overhovedet (ca. 20 pct.). Det i byen tilstedeværende folketal var i 1875 4102 og i 1885 5326 personer.

Dissentere fandtes ikke i 1875, men i 1882 stiftedes en liden methodistmenighed, som ved udgangen af 1887 talte 33 voksne medlemmer, hvoraf omtrent halvdelen hjemmehørende i de omliggende landdistrikter. Siden 1884 har den sit eget kapel.

Efter folketællingslisterne fandtes der i 1885 (og 1875) ialt tilstedeværende 5 (5) embedsmænd, 28 (19) bestillingsmænd, 115 (88) handlende med 51 (32) betjente, 182 (153) haandverkere med 261 (270) arbeidere, 97 (63) skibsførere, 21 (9) styrmænd og 270 (198) matroser samt 15 (14) fiskere. Ifølge magistratens opgave over næringsdrivende borgere havde byen ved udgangen af 1885 204 personer med handelsborgerskab, 108 med haandverksborgerskab og 10 med, baade handels‑ og haandverksborgerskab, 223 skipperborgere samt endelig 14 kvinder, der havde næringsbrev paa handel. I 1875 var der 130 handlende, 84 haandverkere og 92 skippere med borgerskab samt 4 handelsberettigede kvinder.

Antallet af stemmeberettigede borgere var i 1882 463 og i 1885 453. Begge gange valgtes 9 valgmænd Ved sidste formandskabsvalg (december 1886) havde byen 451 stemmeberettigede.

s.180

Næringaveie. I Haugesunds næringsforhold indtager sildefisket den centrale stilling; om dette grupperer sig i mere eller mindre umiddelbar afhængighed stedets handel, skibsfart, haandverk og øvrige arbeide. Beliggende i hjertet af vaarsildfiskets søndre distrikt havde pladsen i saa henseende allerede som strandsted efterhaanden erhvervet adskillig betydning, og de forhaabninger, man knyttede til dete fremtidige udvikling som by, blev snart over forventning stadfæstede. Da silden er en vare, som i fersk tilstand ikke tagler lang transport, oprettedes paa stedet en stor mængde større og mindre salterier; dels for indbyggernes egen, dels for fjemmed regning. Næsten alle byer og distrikter fra Mandel til Bergen deltog i bedriften, og ved siden heraf ogsaa adskillige udlændinge (engelskmænd, svensker og hollændere). Dog tilhørte de fleste fremmede salterier Stavanger og Bergen. Omvendt lod Haugesund efter midten af femtisarens selv salte i det nordre fiskedistrikt ved Kinn. Omfanget af denne virksomhed belyses ved følgende opgaver: I 1856 fandtes der i byen 35 indenbys og 75 udenbys saltere, hvilke tal i 1865 var stegne til henholdsvis 108 og 107. Det i byen saltede kvantum vaarsild udgjorde efter en gjennemsnitsberegning for de ti aar 1856‑65 omtrent 56,000 tdr. aarlig, hvoraf ca. 21,000 tdr. for indenbys regning. Derhos saltedes i nordre distrikt af byens forretningsmænd i samme tidsrum omtrent 8,300 tdr. aarlig. Det paafølgende femaar, 1866‑70, blev imidlertid det sidste i denne vaarsildperiode. Der saltedes i disse aar dels paa stedet selv, dels andetsteds for dets regning følgende mængder vaarsild: 1866 88,266 tdr., 1867 45,151 tdr., 1868 106,348 tdr., 1869 101,271 tdr. og 1870 26,295 tdr. Her udtrykker tallet for 1868 det største kvantum, som byen i den hele periode naaede op til. Dog stod aaret 1863 kun med nogle faa hundrede tønder tilbage derfor. Fra 1871 har udbyttet derimod været ligesag misligt som vekslende, og den saltede mængde vaarsild har blot i et par aar nærmet sig tredjedelen af de større tal i sekstiaarene, medens den som oftest har været endog betydelig lavere. Dertil kommer, at kvaliteten hyppig har været daarlig og navnlig den egentlige, øgte vaarsild en sjelden forekomst.

Under disse omstændigheder stod det til at vente, at der vilde indtræde en hurtig og voldsom forstyrrelse i den unge kjøbstads næringsforhold og hele tilværelse, og det er af mere end lokal interesse at bemerke, hvorledes ikke alene faren for en saadan kalamitet blev undgaaet, men endog byens fortsatte udvikling fremmet og sikret. Trods den forknyttelse, der naturligen fra først af greb sindene, og som forretningsmæssig især gav sig udtryk gjennem prisfald paa de faste eiendomme, navnlig paa søboderne, saa man sig straks om efter udveie, der med saa liden opofrelse som muligt af anskaffede hjælpemidler og oparbeidet indsigt var skikkede til at erstatte den pludselige stansning af byens overveiende hovednæringakilde. En saadan udvei tilbød sig da navnlig i en sterkt forøget deltagelse i rigets øvrige sildefiskerier. Af væsentlig betydning for stedet blev i saa henseende det fra den senere del af sekstiagrene indtræffende saa-

s.181

kaldte storsildfiske i Nordland, under hvilket der allerede i 1868 for Mangesunds regning var bleven saltet 18,000 tdr. og i hvert af de to følgende aar 30.000 tdr. Ogsaa det ældre, paa eftersommeren langs hele vestkysten drevne fedsildfiske, hvori Haugesund navnlig fra begyndelsen af sekstisarens havde deltaget i voksende udstrækning, især dog ved sildens opkjøb og tilvirkning, udvikledes nu hurtig til en betydelig og, som det har vist sig, i det hele sikkert paaregnelig indtægtskilde for byen. Da det nordlandske storsildfiske først pleiede at slaa til senhøstes indtil ind i januar, ordnede man i regelen ekspeditionerne saaledes, at man begyndte med fra juli og august af at deltage i fedsildfangsten for derpaa ved dennes ophør at begive sig til pladsene for storsildfiskeriet. En fisketur kom følgelig til at vare 5‑6 maaneder, hvorved man opnaaede den mest økonomiske udnyttelse af den kostbare udrustning. Uagtet Haugesund i de første par aar efter vaarsildens udebliven havde solgt en større del af sine sildenøter til Nordland, begyndte derfor byens notebrug gjennem nye anskaffelser atter at tiltage, og der var ikke gaaet mange aar hen inden dens magistrat saa sig istand til at indberette (1876), at »savnet af vaarsilden næsten kunde siges at være glemte«.

I 1879 gjordes fra Haugesund det første forsøg paa at udvide sildebedriften til Island, idet 7 mindre fartøier med den fornødne udrustning begav sig over ved midsommertid. Ekspeditionen lykkedes forsaavidt, at to af fartsierne tilsammen hjemførte omtr. 1700 tdr. sild. Den herved vakte opmerksomhed fremkaldte i det følgende aar betydelige udrustninger. Fra Haugesund alene afgik 43 skuder, hvoraf 6 gjorde 2 ture. Udbyttet var for denne bys vedkommende 44,000 tdr. og ansaaes at svare god regning. Allerede i 1881 viste det sig imidlertid, at udrustningen af disse kostbare og fjerne ekpeditioner var forbunden med megen risiko. Der afgik i dette aar fra Haugesund til Island 100 skuder med 34 notlag og 870 mands besætning. Udbyttet var ialt 71,600 tdr., men faldt ujevnt. De korteste ture lønnede sig. men for. flere ekspeditioner gik fortjenesten hen i folkehyrer og andre udgifter, ligesom enkelte fartsier vendte tilbage uden last. Ikke desin mindre steg fartøiernes antal i 1882 og 1883 til henholdsvis 109 og 116, af hvilke i det første aar 2, i det andet 5 dampskibe, hvorhos i begge aar 10 fartøier gjorde to ture. Overhovedet naaede denne spekulation i 1883 sit største omfang. Fartøiernes samlede drægtighed udgjorde i dette aar, 10,923 ton, besætningen 1150 mand, de afsendte tomtønders antal 117,000, notebrugenes 58 med 232 nøter og 290 bande. Trods forliset af 4 jagter var det hjembragte udbytte 59,136 tdr. upakket sild. Derimod blev det følgende aar (1884) bedriftens skjæbneavangre vendepunkt. Der udekspederedes fra Haugesund omtrent 100 fartøier, hvis samlede udbytte imidlertid alene blev 3776 tdr. Dertil kom, at en orkan i Øifjord den 11 september ødelagde 12 skuder, medens et lignende antal afmastedes og led betydeligt havari. Dette uforudseede tab, hvis nærmeste følger for udrusterne, men ikke for byen i

s.182

dens helhed, i nogen grad afbødedes ved, at de fleste fartøier var assurerede i stedets egne, gjensidige foreninger, fremkaldte i­forbindelse med selve spekulationernes næsten helt igjennem feilslagne udfald store økonomiske vanskeligheder, der yderligere skjærpedes ved den værdiforringelse, som de mange til Islande‑trafiken særlig anskaffede, kostbare, men nu hensigten ikke længere tjenende fartøier nødvendigvis maatte undergas. I de par sidste aar har interessen for denne bedrift været ringe. I 1885 afsendtes 63 fartøier med 37 notlag og i 1886 23 fartøier med 8 notlag, hvilke hjembragte henholdsvis 8120 og 1500 tdr.

I byens handelsvirksomhed indtager selvfølgelig eksporten af sild den første plads, og naar denne trafik ikke blot ikke led noget varigt knæk ved vaarsildfiskets ophør omkring 1870, men tvertimod netop i det sidste tiaar har udviklet sig til et større omfang end nogensinde tidligere, ligger forklaringsgrunden dertil i, hvad der nye er anført. I sit første handelssar (1855) udfarts Haugesund allerede 31,020 tdr. sild, hvilket nu hurtig steg til 71,370 tdr. i gjennemsnit for aarene 1856‑60, 92,886 tdr. i 1861‑65 og 97,055 tdr. i 1866‑70. I det følgende femaar gik udførselen ned til gjennemsnitlig 60,946 tdr. eller 70,054 h1., men forøgedes i 1876‑80 atter til 108,223 hl, og har i de sidste aar udgjort:

 

 

Medens stedets omsætning af denne vare endnu i 1866‑70 var adskillig mindre end halvparten af Stavangers, har Haugeaund siden 1876 stadig overfløjet sidstnævnte by og efter Bergen indtaget pladsen som no. 2 blandt landets sildeudførende stæder. Ligesom Stavanger har byen saagodtsom udelukkende sit marked i Sverige og Østersølandene.

Af  andre fiskevarer udfører Haugesund endel levende hummer (1884‑86 ifølge den officielle statistik gjennemsnitlig 7 à 8000 stkr., men det virkelige kvantum har vistnok været adskillig større) samt af og til lidt fersk makrel, tørfisk, klipfisk og tran. Makreleksporten er i den seneste tid gaaet meget tilbage. Derimod har udskibningen af fersk sild i borsyre til England i de allersidste par aar antaget temmelig betydelige dimensioner; i 1885 afsendtes saaledes 157,000 kg. og i 1886 ikke mindre end 2,180,000 kg. Ogsaa røgesild synes nu at skulle blive en artikel af vigtiglied.

Endnu maa nævnes den anselige eksport, der gjennem dette toldsted foregaar af svovlkis og kobberskjærsten fra det nærliggende Visnes verk.. Denne udførsel, der foregaar med dampskibe direkte fra verket og i de senere aar har sysselsat vel saameget skibsrum som sildeeksporten, udgjorde (angivet i tusinder af kg.):

s.183

 

Ogsaa byens importhandel staar i nærmeste forbindelse med sildebedriften. Beliggenheden i fiskedistriktet og lige i leden for de sydligere eller østligere boende, der søgte til de nordre fiskesteder, fremkaldte under vaarsildperioden ganske naturlig en betydelig omsætning med alle til fiskebedriften henhørende redskaber og fornødenheder, saasom fiskegarn og fiskegarnstraad, taugverk, oljeklæder, kork, stav, tøndebaand, salt, aarer, seildug og andre skibsartikler samt navnlig proviant. Medens fiskerne tidligere pleiede saa fuldstændig som muligt at udruste sig hjemmefra, blev det fra sekstiaarenes begyndelse, særlig blandt »østlændingerne«, men ogsaa tildels i de nærmere fjorddistrikter, skik at forsyne sig med sine fornødenheder i Haugesund, hvor alt fiskeudrustningen vedkommende, paa grund af konkurrencen og den betydelige omsætning, stillede sig billigere end paa de forskjellige hjemsteder. Af den fiskesøgende almue, der aarligaars antoges til omkring 30,000 mand, besøgtes byen derfor i vinterens løb af de fleste, og en stor del opholdt sig der i længere tid. I disse forhold kunde vistnok vaarsildfiskets ophør ikke undlade at frembringe væsentlig forandring, og i de par første aar var ikke alene omsætningen kjendelig mindre, men det viste sig ogsaa, at den almindelige tillid, som før. havde gjort det. saa let for den begynderide kjøbmand at fas varer, i betydelig grad var bleven svækket. Blandt smaahandlerne, hvis antal, skjønt tidligere i sig selv ikke stort, ikke desto mindre siges regelmæssig at have været starkars, end forholdene egentlig tilstedede, nødtes ogsaa flere til at slutte, og der indtraadte en gjennemgaaende forsigtighed i alle kreditforhold, medens de nødvendige afviklinger dog skede med lempe. Imidlertid blev denne stagnation blot af kort varighed. Forsyningen af byens og omegnens voksende handelsflaade og navnlig de betydelige udrustninger til Nordlands‑ og senere tillige til Islands‑fisket fremkaldte en skibshandel; der for en stor del erstattede omsætningerne under. vaarsildfisket. Især blev brød‑ og provianthandelen betydelig, idet fiskerne i regelen provianterer paa stedet for 5‑6 maaneder. Dertil kom ogsaa, at denne handel viste sig sikrere og foraarsagede en mindre boggjæld. Først da Islandsfisket og de derender skede forlis fra 1884 af havde paaført kjøbstadens indvaanere betydelige tab, indtraadte der ogsaa en sterk formindskelse i byhandelen, og navnlig forringede indskrænkningen af fiskeekspeditionerne i høi grad afsætningen af proviant og andre skibsfornødenheder. Aaret 1885 bragte derfor en flerhed af konkurser, og realisationen af boernes varebeholdninger faldt meget trykkende for de øvrige handelsmænd. Den tarvelighed og regelmæssighed, som altid har været raadende i det daglige liv paa stedet,

s.184

bidrog imidlertid nu som ved tidligere leiligheder til under de vanskelige forhold at holde byens næringsdrivende oppe.

Ved siden heraf har Haugesund en ikke ubetydelig handel med det tilstødende landdistrikt. Stedets nærmeste opland bestaar af Skaare, Torvestad, Avaldsnes, Tysvær og Skjold herreder, samt Sveen, Valeatrand og Ølen sogne i Søndre Bergenhus, et distrikt, hvis folkemængde i henseende til samhandelen med byen kan anslaaes til omkring 20,000 mennesker, og som tidligere havde en lang og ubekvem handelsvel til Stavanger eller Bergen, men ved anlægget af Haugesund erholdt sin særskilte, fortrinlig beliggende omsætningsplads. Byen staar ogsaa i adskillig forbindelse med de fleste distrikter i Søndhordland og Hardanger, saa at det hele opland formentlig omfatter 30 à 40,000 indbyggere, et tal, som derhos de forbedrede kommunikationsmidler og navnlig den tiltagende dampskibstrafik bidrager til stadig at forøge.

Byens import fra udlandet er ikkedestomindre af forholdsvis mindre betydning, da dens kjøbmænd for en væsentlig del henter sin forsyning med de sedvanlige butikvarer fra de større indenlandske importstæder Kristiania, Bergen og Stavanger. De vigtigste varer, der i de sidste 3 aar har været genstand for direkte indførsel, er følgende:

 

 

 

Indførselen af stenkul er i den senere tid sterkt tiltapet; i 1868‑72 var den i gjennemsnit kun 15,291 tdr., i 1873‑77 32,939 tdr. og 1878‑79 48,452 hl. Haugesunds egen kornindførsel har aldrig været betydelig. Derimod har, navnlig tidligere, ogsaa her eksporten af sild i stor udetrækning været kombineret med indkjøb af rug til afsætning pas Østlandet og i Bergen; i midten af sekstiagrene blev denne rugimport for stedets regning endog anslaget til ca. 40,000 tdr. aarlig.

Den samlede værdi af byens  indførsel og udførsel og beløbet af de ved toldstedet opkrævede toldintrader har siden 1866 udgjort:

 

Medens Haugesund i henseende til importværdi staar temmelig langt nede i rækken blandt landets byer (i 1885 no. 21, i 1886 no.

s.185

23), har stedet siden 1875 indtaget Stavangers tidligere plads som amtets vigtigste eksportby, og i de sidste aar har værdien af dets udførsel endog betydelig oversteget Stavangers.

Brændevinshandel foregaar ikke. Den er ifølge lov 3 marts 1866 saavel i smaat som i stort forbudt uden kongelig bevilling, og nogen saadan er ikke meddelt. Der er i byen en sterk opinion mod denne trafik. Til udskjænkning af øl og vin har ialt 5 personer erholdt bevilling.

 

Antallet og drægtigheden af ind‑ og udklarerede skibe (fra eller til udlandet) var:

                      

 

Gjennemsnitlig indløb der altsaa i disse 5 aar til stedet aarlig 159 ladte fartøier, hvoraf 94 fra Island, 34 fra England, 10 fra Sverige, 7 fra Holland samt 9 fra Portugal og Italien, medens der med ladning afgik 315 fartøier om aaret, nemlig 95 til Island, 80 til Sverige, 73 til finske, russiske eller tyske Østersø‑havne, 10 til England, 23 til Belgien, 27 til Frankrige og 7 til andre steder. For indgaaende besørges den udenrigske skibsfart for den overveiende del af seilskibe, hvorimod det af eksporten optagne skibsrum for mere end halvparten tilveiebringes af dampfartøier. Grunden hertil er den, at kisudførselen fra Visnes verk, der i de sidste aar har krævet 20 à 25,000 ton, udelukkende foregaar ved dampskibe.

Haugesunds  indenrigske skibsfart er overmande livlig. I alt blev der i 1885 fra indlandet indekspederet ikke mindre end 2826 fartøier dr. 437,162 ton, hvoraf 402 seilskibe dr. 12,518 ton og 2424 dampskibe dr. ialt 424,644 ton. Blandt de sidste er indbefattet 150 dampfartøier; der passerede byen i rute mellem nordligere steder og udlandet. Disse tal anviser Haugesund den 6te plads blandt landets byer, idet den i henseende til tonnagen af de ankomne fartøier alene staar tilbage for Kristiania, Bergen, Kristiansand, Arendal og Stavanger. Grunden hertil er, som det lettelig vil indsees, alene at søge i byens beliggenhed, som gjør, at den saavel paa tur som paa retur anløbes af saagodtsom alle dampskibe, der passerer enten nordover eller sydover gjennem Karmsundet. Naar de smaa lokalbande, der besørger forbindelsen med Kopervik, Visnes

s.186

verk og Bømmeløen, medregnes, kommer der og gaar gjennemsnitlig 6 à 7 dampbaade daglig aaret rundt.

Byens handelsflaade udgjorde ved udgangen af efternævnte aar

 

 

Af det for 1886 opførte antal var 128 fartøier over 50 ton med en samlet drægtighed af 21,631 ton. Samme aar havde stedet 3 dampskibe paa tilsammen 384 ton. Ogsaa byens handelsflaade har antaget karakter efter fiskerierne og sildetilvirkningen, og de fleste fartøier er smaa og ligesaa vel skikkede for vintertrafiken med den ferske sild og fedsildfisket om sommeren som for udskibningen af den saltede vare. Dog er forholdet i saa henseende nu helt forskjelligt fra, hvad det var for 20‑30 aar tilbage. Saalænge vaarsildfisket dreves i byens nærmeste omgivelser, nøiede man sig med en talrig mængde smaajægter, skøiter og slupper, men eftersom hovedvegten maatte lægges paa sommersildfiskerierne og de langvarige ekspeditioner til Nordland, Finmarken og Island, byggedes jægterne større, og man begyndte tillige at anvende galeaser, hvilke i forhold til drægtigheden kræver mindre mandskab. I den egentlige fragtfart er derimod Haugesunds deltagelse først bleven af nogen udstrækning, efterat den bedste fragtperiode allerede var tilbagelagt.

 

Haandverket er temmelig sterkt repræsenteret, hvilket forhold ligeledes paa det nøieste hænger sammen med byens udviklingshistorie. Som ovenfor anført, fandtes der ved udgangen af 1885 ialt 182 mestere og 261 svende, drenge og arbeidere, tilsammen 443 personer, hvoraf 115 bødkere, 55 tømmermænd, 54 skomagere, 40 bagere, 40 snedkere. 17 murere, 16 malere, 16 smede, 16 skræddere og 14 seilmagere. Navnlig fremkaldte sildebedriften en talrig skare af bødkere, hvis aarlige tilvirkning i aarene før vaarsildfiskets slutning beregnedes til omkring 400,000 tomtønder og endnu i midten af syttiaarene ansloges til ca. 220,000 tønder. Tøndefabrikationen tilfredsstillede nemlig ikke blot byens og omegnens behov, men der gik betydelige leverancer nordover kysten ligeindtil Nordland og Senjen. I de senere aar har fiskeriernes tilbagegang meget følelig rammet denne hidtil sag blomstrende bedrift. Blandt de øvrige haandverk var bagervirksomheden som følge af det store brødforbrug under vaarsildfisketiden allerede i byens første periode betydelig, og flere af dens handelsmænd konkurrerede heri med de egentlige bagere. Ogsaa i den følgende tid har fiskeekspeditionerne og skibsfarten

s.187

underholdt en omfangsrig brødhandel, hvorfor i de sidste aar tillige, dampbagerierne i Stavanger og Kristiansand har aabnet udsalgssteder i byen. Stedets hurtig tiltagende bebyggelse har hidkaldt et forholdsvis stort antal tømmermænd, murere og snedkere, der indtil de allersidste aar har havt jevn og lønnende beskjæftigelse, medens for .tiden ogsaa i disse fag virksomhedens indskrænkning gjør sig gjældende.

 

Industrianlæg i egentlig forstand findes ikke i Hangesund, naar man bortser fra en liden mineralvandfabrik med et par arbeidere. Byens tvende skibsverfter, der omkring 1875 aaret rundt sysselsatte en arbeidsstyrke af 160‑170 mand, holder nu kun faa faste folk, da de siden 1879 ikke har befattet sig med nybygning, men alene benyttes til kjølhalinger og andre tilfældige reparationer. Derimod drives nogen virksomhed med forfærdigelse af  oljeklæder for søfolk og fiskere. Der fandtes i 1885 3 deslige forretninger med tilsammen 14 arbeidere (hovedsagelig kvinder), og produktionen opgives s. a. til 7000 par oljeklæder og 1250 dusin sydvester til en samlet‑værdi af omtrent kr. 45,000. Baade arbeidsstyrke og produktion var dog for endel aar tilbage adskillig større. Endelig maa nævnes, at der siden begyndelsen af 1887 er oprettet 3 silderøgerier, alle beliggende paa Risøen. Under sidste vaarsildfiske (1888) har de samtlige været i virksomhed med en temmelig betydelig arbeidsstyrke (tildels engelskmænd), og en ikke ringe del af fangsten er gaaeet til disse etablissementer. Efter røgningen. nedlægges silden i smaa kasser paa 50 stkr. og sendes til England.

Byen har 2  bogtrykkerier, fra hvilke der bl. a. udgives tvende aviser,  »Karmsundsposten« og »Haugesunderen« den første siden 1861, den anden siden 1880.

Siden august 1877 bestaar paa stedet et saakaldet fæ1lesmeieri, der ved siden af nogen smør‑ og osteproduktion hovedsagelig driver melkesalg. Det modtog i 1885 fra interessenterne ialt 635,368 liter melk, kjernede 9684 kg. smør og ystede 11,544 kg. magerost. Det sysselsatte ialt 7 personer, hvoraf 2 ved udsalgsstederne, og har i de senere aar ogsaa havt udsalg fra eget lokale i Bergen.

 

Bykassens indtægter og udgifter har i de sidste tre aar udgjort:

 

 

s.188

 

Bykassens gjæld beløb sig ved udgangen af 1886 til kr. 120,000, alt ifølge obligationer, lydende paa ihændehaveren og udstedte i henhold til res. 14 novbr. 1885 for at dække tidligere forpligtelser. Samtidig opføres kommunens formue med kr. 225,813, hvoraf byens halvpart i Skaare kirke kr. 20,000, kirkegaarde kr. 14,000, skolebygninger kr. 70,000, vandverket kr, 80,000 og andre faste eiendomme kr. 41,813.

Til oplysning om skatte‑ og formuesforhold hidsættes for de 4 sidste aar følgende opgaver:

 

 

Eiendomsskatten blev for 1887 udlignet paa husenes takstsum med noget over 22 øre pr. 100 kr. takst, formuesskatten med kr, 1,50 pro mille og indtægtsskatten med kr. 11,6,3 pr. 100 kr. skatbar næring.

For  tidsrummet 1856‑83 vil stigningen i byens budget og tilveksten af dens skatteevne belyses ved følgende tal:

 

 

Havnekassens indtægter har i gjennemsnit for aarene 1884‑86 udgjort aarlig kr. 2529, hvoraf toldprocenter kr.1636 og

s.189

skibsafgifter m. v. kr. 546. Udgifterne har i samme tidsrum været: lønninger kr. 792, udførte arbeider kr. 991, renter af laan kr. 151, andre udgifter kr. 114, tilsammen kr. 2048. Dens gjæld opgives ved udgangen af 1886 til kr. 550, medens dens formue blev ansat til kr. 8000.

Legater findes ikke.

Antallet af de af fattigvæsenet understøttede hovedpersoner har i aarene 1876‑54 varieret mellem 141 i 1876 som minimum og 208 i 1884 som maximum.  Efter en gjennemsnitsberegning var det aarlige antal i nævnte periode 173, hvilket svarer til 42 pro mille af byens folketal ved udgangen af l875.

 

Endnu i 1830, da Kraft skrev sin Norges beskrivelse, var Haugesund ikke andet end en ubetydelig udhavn med nogle faa familier og endel til sildesaltning indrettede pakhuse. Da der mod slutningen af trediveaarene blev tale om et byanlæg i denne del af amtet, var det heller ikke Haugesund men Kopervik, hvorpaa opmerksomheden føret var henvendt. Efterat imidlertid den for stortinget i 1839 fremsatte kgl. proposition om oprettelse af et ladested paa sidstnævnte eted ikke havde ledet til noget resultat (jfr. side 173), nedsatte regjeringen under 10 december s. a. en kommission for at anstille undersøgelse samt derefter afgive betænkning om, hvorvidt enten Kopervik eller et andet sted i nærheden burde bevirkes meddelt handelsrettighed. Denne kommission afgav i 1841 sin indstilling, hvilken gik ud paa, at Haugesund som det bekvemmeste og fordelagtigste sted, hvor der desuden allerede dengang fandtes 13 familier, 12 vaaningshuse og 47 pakhuse og brygger med rum til saltning af omtrent 40,000 tdr. sild, burde tilstaaes rettighed som ladested. En hermed overensstemmende kgl. proposition blev imidlertid af stortinget i 1842 ikke bifaldt, tildels fordi man endnu var i nogen tvfil om, hvorvidt kommissionen i sin indstilling, som i sin tid ogsaa var genstand for en skarp kritik i de offentlige blade, havde truffet det rette valg. Dette fandt dog hurtigere, end man skulde have ventet, sin stadfæstelse ved stedets usedvanlig hurtige opblomstrer, idet det i omegnen paagaaende sildefisks i løbet af faa aar fremkaldte en mangfoldighed af salterier, logishuse og anden til bedriften knyttet rørelse. Allerede i femaaret 1846‑b0 udgjorde mængden af den paa stedet nedsaltede sild efter en gjennomsnitsberegning 83,326 tdr, aarlig, og et par aar senere (ca. 1852) talte strandstedet 100 familier med ca. 800 indbyggere, medens der fandtes ikke mindre end 61 vaaningahuse med søhuse, 73 særskilte vaaningshuse og 99 særskilte søhuse samt 107 brygger. Endvidere var 17 for udenrigsk fart og et endnu større antal til fiskeriernes drift og fart inden riget beatemte fartøier her hjemmehørende. Spørgsmaalet om byanlæg blev derfor snart igjen optaget og ledede til lov af 26 august 1864, ifølge hvilken strandstedet fra juni 1866 overgik til ladested, hvorimod byen først ved lov 3 marts 1866 erholdt fulde kjøbstadsrettigheder, efterat det allerede ved res. 19 decbr. 1863 var bestemt, at den i henseende til fattigvæsenets bestyrelse skulde betragtes som kjøbstad. I mellemtiden havde man ved et i femaaret 1856‑60 udført fortræffeligt velanlæg gjennem Skaare, Avaldsnes og Skjold herreder til Ølen i Søndhordland, hvorved tillige knyttedes forbindelse med landeveien fra Sendeid til Etne, sørget for at aabne det nye handelssted adgang til det fornødne opland, hvis samfærdsel med byen desuden i det paafølgende femsar yderligere blev fremhjulpet ved et andet offentligt veiarbeide nordover lange den veirhaarde kyststrækning Sletten gjennem Skaare, Sveen og Valestrand sogne forbi Viksefjord og Mølstrevaag til Tjernagel og Tittelsnes.