s.8

Naturlig beskaffenhed.

 

Høideforhold. Det er neppe nogen anden landsdel som i forhold til sin udstrækning frembyder større forskjelligheder end Stavanger amt i henseende til naturlig beskaffenhed i det hele. Medens den største del af amtet maa betegnes som et af dybe og trange fjorde eller dale søndersplittet høiland, der overhovedet ikke afviger synderlig fra vestlandets øvrige egne, har Jæderens flade land med sin aabne, ubeskyttede kyst, sine udstrakte flyvesandsbelter og sine brune, ensformige lyngmarker noppe noget andet sidestykke inden vort land. Mellem disse yderpunkter finder en gradvis overgang sted, og idetmindste naar man bortser fra Jæderen, hvis bergløs flade stikker temmelig skarpt af mod de indenfor liggende heistrækninger, lader der sig neppe paavise bestemte grænser, der adskiller landskaber af afgjort forskjellig karakter. Højfjeldet sænker sig efterhaanden til fjeldmarker, disse igjen til hele, og fra de af aabne dalfører gjennemskaarne heilandskaber er der intet langt sprang til det af isolerede bergknauser afbrudte lavland. I det store og hele frembyder dog amtets tvende fogderier saa mange uoverensstemmelser, at det under en orografisk oversigt er hensigtsmæssigst at behandle hvert af dem for sig. Det sydlige fogderi falder da naturligen igjen i to dele, Jæderens sletteland og Dalenes heie, og hvad Ryfylke angaar, vil det ogsaa for dette fogderis vedkommende være til let­telse for fremstillingen, naar man, med Vindefjorden og dens fort­sættelse Sandeidfjorden som grænseskjel, sondrer mellem dets østlige høiestliggende og dets vestlige eller nordlige, lavere del. De til amtets fastland hørende bygder falder altsaa i følgende 4 grupper:

1) Ryfylkes østlige høiland, 2) Ryfylkes nordlige (ytre) fastland, 3) Dalenes hele, hvorunder forøvrigt ogsaa Høle herred af Ryfylke fogderi naturligst henregnes, samt 4) Jæderen. Hertil kommer endelig 5) amtets talrige, navnlig i og omkring Boknfjorden liggende, øer.

 

I. Ryfylkes østlige høiland, som altsaa omfatter det indre  af Ryfylkes fastland mod NV indtil Vinde‑ og Sandeidfjorden og mod S indtil Høgsfjorden og det med fogderigrænsen temmelig nær sammenfaldende dalføre, der fra Høgsfjordens bund gaar først i syd­ østlig, dernæst i nordøstlig retning op til amtsgrænsen (Dirdalen), kan idethele betragtes som en udstrakt, tildels temmelig høitliggende fjeldmark. Af de forøvrigt kun faa paalidelige høidebestemmelser,  der haves for amtet, fremgaar, at denne fjeldmark har sit højeste parti i det nordøstlige hjerne, hvor Vasdalseggen paa Haukelifjeldet i grænsen mellem Suledal og Vinje, 18 km. i NØ for Suledalsvandet, med en høide af 1657 m. o. h. er amtets højeste maalte punkt. I disse trakter findes derfor ogsaa samlet, hvad amtet har af evig sne og is, omfattende et areal af omtrent 26 km², hvoraf 12 km² falder paa Saude og 14 km² paa Suledal herred. Fra dette høifjeldsparti sænker terrainet sig efterhaanden og med temmelig stor

s.9

regelmæssighed mod V og S. I omtrent 55 km. afstand fra Vasdalseggen i vestsydvestlig retning naar saaledes Hustveitsaata paa vestsiden af Saudefjorden kun op til 1202 m., medens Fednuden i Fossan, lidt over 100 km. mod sydsydvest, alene stiger til 1120 m. Forestiller man sig altsaa det her omhandlede parti af amtet som en svagt skraanende fjeldmark, mas man dog ikke dermed forbinde tanken enten om noget stort sammenhængende plateau eller om regelmæssig ordnede fjeldkjæder. Tvertimod er landet i hel grad gjennemskaaret af dybe fjorde og trange dale, som giver ikke blot dets kyster, men ogsaa dets indre det splittede udseende, der er Norges vestlige egne eget. Blandt disse forsænkninger vil man ved en betragtning af kartet straks blive opmerksom paa nogle faa, der fremhæver sig ved sit nogenlunde parallele strøg fra vestsydvest mod østnordost, og som i deres vestlige, mod Boknfjorden udmundende del udfyldes af mægtige fjorde, fra hvis bund dalfører med steile sider skjærer op mod amtsgrænsen for enten at forløbe i fjeldmassen eller som høitliggende skar at tjene til forbindelse med naboamterne. Fjeldmarken deles paa denne maade i flere partier, af hvilke

a) det nordligste har sin naturlige sydgrænse efter den forsænkning, som fra Yrkefjorden og Vindefjorden gaar over Ropeid gjennem Hylsfjorden og Hylsskaret til Suledalsvandet og videre efter de dalfører, som fortsætter i nordøstlig retning fra dette vand. Det er en vældig fure, der kan forfølges i en længde af nær 100 km., og saa retlinjet, at man fra Yrkefjorden skal kunne se over Ropeid og Hylsskaret henimod aabningen for Suledalsvandet. Det nordenfor denne spalte liggende fjeldparti, som af Stavanger amt omfatter dele af Vikedal, Sand og Suledal samt hele Saude, indeslutter i sin østlige del amtets høieste fjelde. Fortiden det foran nævnte grænsefjeld mod Vinje, Vasdalseggen, hæver sig lier langs grænsen af Søndre Bergenhus en række hole tinder, blandt hvilke Trolleskeinnternes høieste top Mælen sandsynligvis naar op til omtrent 1600 m. I grænsen mellem Suledal og Saude ligger den paa sin nordog vestside altid snedækkede Skavlen (1575 m.) og i den nordlige del af Saude hæver sig atter en gruppe af fjelde, paa hvilke næsten hver sommer snefonner sees overliggende. To mægtige forsænkninger gjennemskjærer i nordlig­nordøstlig retning det her omhandlede fjeldparti, østligst den trange, af steile sider. indesluttede Bratlandsdal, der fra Suledalsvandets øverste del fører over i retning mod Røldalsvandet (373 m. o. h.), og længere mod V den 15 km. lange, maleriske Saudefjord, fra hvis bund flere store dalfarer, som Aabødalen, Hereimsdalen og Slettedalen, fører videre mod N og NØ.

b) Mellem Vindefjordens og Hylsfjordens Spalte i N og den næste store forsænkning, Jøsenfjorden med dens fortsættelse Førdeselvens dalføre i S, er terrainet inderst mod amtsgrænsen optaget af den vestlige del af det høifjeldsplateau, som under navn af Meien adskiller Suledal fra den øvre del af Sætersdalen, og som rimeligvis naar op til 1400 á 1500 m. o. h., da det paa store strækninger langt udover sommeren er dækket af sammenhængende snemarker.

s.10

Herfra sænker landet sig svagt udover mod SV, og den store af Hylsfjorden og Jøsenfjorden dannede halvø bestaar forstørstedelen af en temmelig høitliggende, myrlændt fjeldmark. Af fjeldtoppe kan i dette strøg merkes Snenuten (1606 m.) i SØ og Napen (1349 m.) i S for Suledalsvandet, Vinjenuten (1092 m.) paa sydsiden af Hylsfjorden, Natlandsnuten (957 m.) i grænsen mellem Suledal og Jelse samt Gunlanuten (835 m.) paa Jøsenesset. Kun to dalfører har her skaaret sig noget dybere ned i fjeldmassen, nemlig Suledalslaagens dal, en efter vestlandske forhold temmelig aaben og bred forsænkning. som fra Suledalsvandets nedre ende fører i en længde af omtrent 20 km. ud til Sandsfjorden, samt Ulladalen med dens fortsættelse Valleelvens dalføre, der munder ud paa nordsiden af den vilde og farlige Jøsenfjord. Den vestligste, mod Vindefjorden stødende del af det her beskrevne fjeldparti danner en egen af Sandsfjorden afskaaret halvø, som kun ved det smale Ropeid er sammenhængende med det nordligste afsnit af Ryfylkes høiland, og paa hvilken Grytenuten bæver sig til 850 m.

c) Det næste parti af amtets høiland dannes af den store halvø, der begrænses af Jøsenfjorden i N og Lysefjorden i S, og omfatter den sydlige del af Hjelmeland. Fister herreds fastland, hele Aardal og Strand samt den nordlige del af Fossan. Ogsaa denne fjeldmark har i sin østlige til amtsgrændsen stødende del høider, hvor sneen i kolde sommere kan blive overliggende, f. eks. det steile Blaafjeld i Ø for Jøsenfjordens band. Forøvrigt maa her navnlig fremhæves Lysekammenes vilde og forrevne tinder, blandt hvilke nordre Lysekammen straks i NØ for Lysefjordens bund stiger op til 1334 m. o. h.; endvidere Brenneknuden (1150 m ) i Hjelmeland, Løvaasen (515 m.) i Fister, Reinafjeld (806 m.) i Strand og Folesprangnuden (1051 m.) i Fossan. Baade mod Jøsenfjorden og mod Lysefjorden falder landet af i overordentlig steile skraaninger, medens det mod V, ialfald tildels, har en lavere og for opdyrkning og bebyggelse skikket kystrand. Efter hele sin længde fra Ø til V er halvøen gjennemskaaret af tvende, hinanden under en skjæv vinkel krydsende sænkninger, der begge begynder i Ø ved amtsgrænsen og munder ud mod Boknfjorden i V. Den ene af disse er Storaaens dalføre eller den egentlige Aardal, som næst Suledal er Ryfylkes betydeligste dalføre; dets hovedretning er omtrent ret fra Ø‑V, og det har fra amtsgrænsen til Aardalsfjordens bund en længde af 45 km. Aardalen overskjæres paaskraa af et andet dalføre, som parallelt med Jøsenfjorden og Lysefjorden stryger fra NØ‑SV. Den øvre del af denne bjergrevne udfyldes paa en lang strækning af det betydelige Øvre Tysdalsvand, der har afløb til Storaaen, fra hvilken det kun ved en smal bakkeryg er adskilt, medens sænkningens nedre (vestre) del hovedsagelig optages af Nedre Tysdalsvand og Bjøreimsvand, fra hvilke Tauelven gaar mod SV forbi Strand kirke. Den her nævnte forsænkning er ogsaa forsaavidt merkelig, som den danner den sydlige grænse for Ryfylkes skifere, idet denne formation, der udgjør det faste fjeld paa Hardangervidden, i den øvre del af

s.11

Bykle bøier mod SV for som en opragende mur ovenpaa det gamle grundfjeld at styrte sig i havet ved Boknfjordens nordøstligste arme.

d) Det sydligste parti af Ryfylkes indre høiland begrænses mod N af Lysefjorden med Lysedalen og mod S af det ovenfor nævnte dalføre, hvis øvre (østlige) del, den saakaldte Østebødal. stryger fra NØ‑SV jævnsides med Lysefjorden, medens den nedre del under navn af Dirdalen bøier mod NV og munder ud i Høgsfjorden. Inden disse grænser breder sig en den midtre og sydlige del af Fossan omfattende fjeldmark, som fra en høide i den nordøstlige del af ca. 900 m. efterhaanden sænker sig mod V og S, næsten overalt , faldende steilt af mod de omgivende fjorde og dale. Over den yderst golde og med en uendelighed af sten dækkede overflade hæver enkelte toppe sig nogle hundrede fod i veiret, som f. eks. Skaapknuden (964 m.) og Tindefjeld (831 m.) i NV og Fednuden (1120 m.) i SØ. Fra Høgsforden skjærer et par temmelig betydelige dalfører sig i nordøstlig retning ind i fjeldmassen, nemlig nordligst Espedalen og sydligst Frafjorddalen, som med sin fortsættelse Feddalen og Blaastøldalen trænger op ligetil henimod Lysefjordens bund.

Hele det parti af amtet, hvis høideforhold her i korthed er skildrede, er et ryt, goldt og afskrabet land med yderst indskrænkede arealer af dyrkbar mark. I regelen er det kun ved bunden af fjordene og i den nedre del af de fra disse opstigende dalfører, at der er fundet plads for menneskelige boliger, men større jordansamlinger træffes kun paa ganske faa steder, som f. eks. rundt Saudefjordens bund, i Suledalen og dens fortsættelse Sandsdalen, paa Hebneset mellem Vindefjorden og Sandsfjorden, i Hjelmelandsbygden samt i Aardal, Dirdal og Strands kirkebygd. Selv dalførerne er, naar man kommer lidt op fra fjorden, ofte saa trange og vanskelige at befare, at de i det høieste kan bruges til stølsdrift, og paa de store vidder er vegetationen saa yderst tarvelig. at umaadelige strækninger aldrig vil kunne faa nogen produktiv anvendelse. Idethele har dog de nordlige trakter med sine skiferfjelde i saa henseende et afgjort fortrin fremfor de sydlige, hvor graniten er den raadende bergart; thi her er fjeldene saa skurede og nøgne, at selv mosen mangesteds synes at have vanskeligt for at finde noret voksested paa de golde klipper.

 

II. Den ytre del af Ryfylkes fastland, eller den til Stavanger amt hørende del af halvøen mellem Boknfjorden og Bømmelfjorden, begrænses i orografisk henseende mod Ø af Vindefjorden med dens fortsættelse Sandeidfjorden, hvis bund ved det kun 7 km. brede Sandeid er skilt fra Ølenfjorden, en af Bømmelfjordens sydlige arme. Dette landskab, der af Stavanger amt omfatter Skaare, Torvestad og Avaldsnes herreders fastland, hele Tysvær, Skjold og Nerstrand samt en mindre del af Vikedal, er ved tre lange og smale, men temmelig grunde, fra Boknfjorden indtrængende fjorde, Skjoldefjorden, Førlandsfjorden og Førdesfjorden, splittet i en række mod S udgaaende halvøer. Skjoldefjorden, som er den østligste, trænger

s.12

ogsaa dybest ind, og fra dens bund er der over det lave, vel bebyggede Haraldseid kun en afstand af 3‑4 km. til Bømmelfjordens sydlige gren Aalfjorden. Halvøen mellem Skjoldefjorden og Vindefjorden har megen lighed med de østligere trakter og er et temmelig høit, fra sidstnævnte fjord brat opstigende land, som ved den mod SV ligetil henimod Skjoldefjorden indtrængende Yrkefjord er delt i to adskilte fjeldpartier; i det nordlige af disse stiger Døldarheia vestenfor Sandeid til ca. 150 m. o. h., og i det sydlige naar Lammenuten i grænsen mellem Skjold og Nerstrand omtrent til den samme høide. Ogsaa vestenfor Skjoldefjorden og Haraldseidet hæver der sig henimod grænsen af Søndre Bergenhus amt et ikke ubetydeligt fjeldparti, som i Hodnefjeld og Hvalhesten stiger til henholdsvis 615 og 625 m. o. h. Ellers er strækningen vest for Skjoldefjorden et af en mængde myrer og ferskvande oversaaet landskab, som falder langsomt af mod V og S. Mellem de lave knauser findes adskilligt af dyrkbar mark, men høiderne er næsten overalt golde, udmarken for en stor del lyngdækket og brændtorves en af de største herligheder, som denne egn har at opvise. Langs Karmsundet og Førdesfjorden har Ryfylke fogderi sine jævneste strøg.

 

III. Det næste store afsnit af amtets fastland, Dalenes heie, er mod N sammenhængende med Ryfylkes høiland, fra hvilket det adskilles ved Høgsfjorden. Dirdalen og Østebødalen; mod S gaar det ud til havet, medens det mod V begrænses af Jæderens sletter omtrent efter en linje. der fra Gandefjordens bund trækkes først i sydsydvestlig, derpaa i sydsydøstlig retning til Ognebugten. Dette landskab, som omfatter den østlige del af Hetland (Riskekverven), Høiland, Time og Ogne samt hele Høle, Gjesdal, Bjerkreim, Helleland, Egersund, Heskestad, Lund og Sogndal, kan i det store taget betragtes som en med nøgne fjeldknauser, myrstrækninger og smaadale opfyldt bjergflade, som er temmelig lav baade ved søkanten og mod Jæderen, men som efterhaanden skraaner opad mod fogderiets nordøstre hjørne, hvor en række toppe, som Vaadlandsnuden, Venjekula, Svartevasknatten, Rambjørknuden og Store Skikula, samtlige i Bjerkreim eller paa dette herreds grænse mod naboherrederne, naar op til 800 à 1000 m. o. h. Af andre fjeldhøider i denne del af amtet kan nævnes Bynuden (665 m.) i Høle, Dalsnuden (323 m.) i Hetland paa østsiden af Gandefjorden, Aaslandsnuden (309 m.) i Time og Synesvarden (338 m.) i skiftet mellem Time, Haa og Ogne, begge paa grænsen mod Jæderen, fremdeles Ogndalsnibben (458 m.) i den sydvestlige del af Bjerkreim og endelig Rolleknuden (684 m.) i amtsgrænsen mellem Lund og Bakke. Det er saaledes kun paa de allerhøieste toppe, at sneen i kolde sommere paa enkelte steder kan blive, liggende over i klipperevnerne, hvorimod selve fjeldfladen ikke blot forstørstedelen ligger under trægrænsen, men endog under korngrænsen. Ikkedestomindre er fjeldene maaske endnu mere nøgne og golde end i det indre Ryfylke, og selv i lavere egne bar landskabet ofte en saa paafaldende øde

s.13

høifjeldsnatur, at den rejsende skulde tro sig hensat paa de høie vidder, hvis ikke lier og der lidt egekrat i en lun fjeldsprække eller et kirsebærtræ foran en eller anden afsidesliggende plads mindede om, at havet dog hverken er saa fjernt eller ligger saa dybt under. Forøvrigt har de forskjellige dele af det her omhandlede parti af amtet tildels en noget ulige karakter. I det nordøstlige. høiere liggende hjørne ‑ østenfor det dalføre, som fra Egensund gaar mod NNØ gjennem Bjerkreim henimod Høgsfjordens bund (Bjerkreimsdalen) og nordenfor den gjennem Helleland mod NØ indtrængende Gyadal ‑ løber alle elve mod SV ned til Bjerkreimsaaens vasdrag, dannende i fjeldmassen en række tildels af vande udfyldte, med længdespalterne i Ryfylkes høiland parallele furer, der fortsættes over amtsgrænsen ind i Siredalen, hvor de hinsides vandskillet har afløb i modsat retning til Sireaaen. Foruden selve Gyadalen kan saaledes merkes den trange Ørsdal. Austrumdalen og Maudalen, alle fire med lange, smale, af høie fjelde indesluttede vande. Søndenfor Gyadalen stryger enkelte større dalfører i retning fra N‑S, som Rusdalen og Heskestaddalen med dens fortsættelse Sogndalselvens dalføre; men ellers er terrainet i de ud mod kysten liggende herreder Sogndal, Egersund og Ogne gjennemkrydset af et virvar af myrlændte eller af vande opfyldte stmaadale, saa at der ikke synes at være nogensomhelst sammenhæng mellem de graa, nøgne, knudrede og med en utallighed af stenblokke dækkede fjeldknatter. Det samme gjælder tildels hele det vestlige parti af Dalenes heie ; i den nordlige del, f. eks. i Gjesdal og det østlige Høiland, er dog høidedragene mere sammenhængende, medens man i den nordvestlige udkant, f. eks. i Time, vil finde brede lavlandstrækninger, der fra Jæderen skjærer sig ind mellem de isolerede heie.

 

IV. Vestenfor Dalenes heie strækker Jæderens sletteland sig som en smal, halvmaaneformet bord (Jaðarr : rand) i en længde fra Tungeneset til Ognebugten af omtrent 55 km. og med en bredde, der paa høiden af Jæderens rev gaar op til 10 à 12 km., men aftager baade mod N og S. Landskabet, der omfatter hele Haa, Klep og Haaland herreder samt den vestlige del af Ogne, Time, Høiland og Hetland, bestaar af store flader, afvekslende med svagt bølgeformige høidedrag og hist og her med enkelte lidt sterkere opstigende rygge, som dog meget hyppig alene er dannede af rullestene og aura Fast fjeld træder kun undtagelsesvis i dagen. Paa høiderne og i afhældene ligger gaardene i grupper, dannende med sine dyrkede marker ligesom smaa oaser i de nøgne, ensformige omgivelser. Thi de store, lavlændte vidder, som optager den overveiende største del af terrainet, bestaar enten alene af brungraa, tuede, med en mængde stene og klippestykker oversaaede lyngmarker, der i regelen dækker et tykkere eller tyndere lag af brændtorv, eller af bløde, næsten utilgjængeiige myrstrækninger, hvor lyngdækket er afløst af myr‑ og sumpvekster. Fra Gandefjordens bund henimod nordgrænsen af Haa stikker Jæderens lave forland merkelig af mod de

s.14

østenfor opragende gneisfjelde, der staar næsten som en mur mod sletten; længere mod S er derimod overgangen mere jævn. Mod havet i V falder søndenfor Haaelven landet af i en brat bakke, under hvilken der langs havet strækker sig en ganske smal med kampestene besat strand. Nordenfor Haaelven sænker derimod terrainet sig langsomt ned til en nøgen, kun med sparsom vegetation dækket sandflade, som yderst ude mod havet gaar over i et belte af virkelig flyvesand, der under forskjellige navne (Orresanden, Boresanden, Selesanden, Bybergsanden, Solesanden) strækker sig mod N ligetil henimod Tananger. Selv denne af havet udvaskede flyvesand er ikke ganske blottet for planteliv, og overalt hvor den fredes for saueflokkene, ser man, at den temmelig snart græsbindes. Navnlig vokser sandrør og strandrug mangesteds i store tuer, som giver sandsletten et høist ejendommeligt udseende. Midt i dette flyvesandsbelte ligger det betydelige Orrevand, kun ved en smal landstrimmel adskilt fra havet og næsten i niveau med dette. I den sydlige del af Haaland afbrydes sandfladen ved et isoleret liggende fjeldparti, som i det mod havet brat affaldende Hellestøfjeld eller Vigdelfjeld naar en høide af 122 m. Ellers er det vistnok kun fas punkter, der stiger op over 50 m. I Jæderens nordligste del. det nordenfor Hafsfjorden udstikkende Tungenes, er slettelandet tildels afløst af lave, isolerede aasdrag, som har sin største heide mod Byfjorden.

 

V. Øerne.         Foruden Ryfylkes, Dalenes og Jæderens fastland omfatter amtet, som nævnt, en stor mængde øer med et samlet fladeindhold af 541 km², hvoraf 495 km² falder paa det nordlige og 44 km² paa det sydlige fogderi, medens resten, omtrent 2 km², ligger under byernes territorium. Navnlig er Boknfjordens sydlige og østlige del opfyldt af talrige øer og øgrupper. Somoftest har de i henseende til naturlig beskaffenhed megen lighed med det nærmest liggende fastland, og de aftager ligesom dette i høide fra Ø mod V .

Af samtlige øer er den paa Boknfjordens nordside ud mod havet liggende Karmø, hvis gamle navn var Körmt, med en længde af 29 km., en temmelig jævn bredde af 6 à 8 km. og et fladeindhold af 176 km². den betydeligste. Dens øde indre opfyldes af lave, ved myrstrækninger adskilte bjergknauser, som naar sin største høide i Sørstokkefjeld (141 m.) i den sydlige del af Avaldsnes ; paa dens vestside, navnlig i Aakre og Ferkinstad sogne, saavelsom i dens nordligste til Torvestad herred hørende del findes derimod store, veldyrkede flader og en særdeles talrig befolkning. Udenfor øens af havet sterkt indskaarne vestkyst ligger en række mindre, fra vaarsildfiskets historie vel kjendte øgrupper, nordligst Røvær, dernæst Fæøgruppen og Urter og sydligst Ferkinstadøerne. Alleryderst mod V og adskilt fra Karmøen ved den 15 km. brede Sirefjord ligger den enslige ø Utsire.

Paa østsiden af Karmsundet, mellem dette og Falkeidflæet eller Aarvikflæet, strækker sig fra N‑S Boknøernes talrige, klippefulde øgruppe, inden hvilken Store Bokn (36 km²), Lille Bokn og Ogn

s.15

er de vigtigste; paa den førstnævnte af disse er Boknfjeldet, almindeligvis blot kaldt »Bokn« (272 m. o. h.) det høieste punkt ved havsiden. De til Tysvær og Nerstrand herreder hørende øer er i regelen lave og mindre betydelige. Paa sydsiden af Nerstrandsfjorden, nærmest Jøseneset, stiger derimod amtets næststørste ø Ombo i vejret som et mod søen overalt brat affaldende plateau, paa hvilket Bandaasen hæver sig til 300 à 400 m. o. h.; øen, som er delt mellem Jelse, Hjelmeland og Sjernerø herreder, har en temmelig firkantet form (10 km. lang, 6 km. bred) og et areal af 58 km². Vestenfor Ombo breder sig Sjernerøernes vakre, skovbevoksede gruppe, og i S og SV strækker der sig i retning over mod Tungeneset en række tildels betydelige øer, der ligesom Sjernerøerne hører til amtets bedst befolkede og mest opdyrkede dele. Af disse skal her nævnes den bjergfulde, men skovrige Randø (17,4s km²), der antagelig stiger op til omtrent 200 m. o. h., den noget lavere Fogn (11 55 km²) og den frugtbare, saagodtsom overalt jorddækkede Finnø (24.89 km²), hvilke begge har høider paa ca. 150 m. eller noget derover; fremdeles den betydelige Rennesø (40,27 km²), som i den vestre del er flad og lav, men i den østre naar op til omtrent 250 m., samt endelig Mosterø med Klosterø (tils. 11,86 km²). Omtrent 4 km. i SV for sidstnævnte ø ligger de talrige klippefulde, men neppe over 35 m. høie Kvitingsøer midt i Boknfjordens gab.

De lave klippeøer, som danner en aaben skjærgaard langs Hetlands og Haalands vestkyst, er alle ubetydelige (den største af dem er Rott), de søndenfor liggende Jæder‑herreder mangler ganske skjærgaard, og af de til Dalenes kyststrækning hørende øer er alene en enkelt, nemlig Egerøen (20,35 km²), som i Kompasfjeld stiger op til 108 m. o. h., af nogen betydning.

 

Kyst mod havet, fjorde.            Det sydlige fogderis kystrand hører til de af havet mindst indskaarne dele af den norske kyst. Langs Sogndal og den østlige halvdel af Egersund herred er kysten steil, nøgen og uden skjærgaard, og kun nogle faa smaafjorde stikker her ind. Dette aabne farvand afbrydes af Egerøen, som danner en 10 km. lang, men temmelig smal indenskjærsled, det saakaldte Egersund, med indseiling til ladestedet af samme navn fra S gjennem Søndregabet og fra V gjennem Nordregabet. 8‑9 km. i N for Egerøen gjør Sirevaag et lidet indsnit i den sydlige del af Ogne, men nordenfor denne bugt ligger Jæderens lave og sandige strand paa en strækning af omtrent 55 km. indtil Tananger ganske aaben og ubeskyttet mod havet, uden skjærgaard og uden havne, dannende et for de søfarende farligt forland, som hvert aar krativer mange forlis. Omtrent 35 km. nordenfor Sirevaag og 20 km. søndenfor Talanger gaar landet ud i en lav spids, Jæderens rev, hvor et dagmerke advarer mod den udenfor liggende slaggrund. Fra Tananger af er kysten igjen mere udtunget, og navnlig gjør den historisk bekjendte Hafsfjord et betydeligt indsnit mod SØ i den nordlige del af Haaland.

s.16

I modsætning til Jæderen og Dalene har Ryfylke fogderi en af havet i høi grad indskaaret kyst, idet der fra Boknfjordens mellem Tungeneset og Karmøen indtrængende mægtige fjordgab mod N, Ø og S udgaar talrige og dybe arme, der gjennemskjærer fastlandets fjeldmasse med et idethele retvinklet system af spalter. Bredden af Boknfjordens bassin er ved mundingen ca. 20 km., længere ind tildels noget større; længden, maalt i ret linie fra Kvitingsøerne til Jøseneset, udgjør omtrent 50 km. Ved nysnævnte øgruppe deles mundingen i to aabninger, af hvilke den nordligste og største, Skudenesfjorden, fortsættes mod NØ i den egentlige Boknfjord, som igjen indenfor Stang i Nerstrand gaar over i den saakaldte Nerstrandsfjord. Dette fjordløb er idethele rent, og dets dybde tiltager fra ca. 250 m. i mundingen til 720 m. udenfor kysten af Nerstrand; længere inde bliver dybden igjen mindre, men endnu ved mundingen af Erfjord er der maalt 282 m. Søndenfor Kvitingsøerne, mellem disse og Tungeneset, danner den af skjær og grunde opfyldte Haastensfjord den vestre seilled til Stavanger. Denne staar igjen ved den indtil 290 m. dybe Kvitingsøfjord mellem Kvitingsøerne og Rennesøgruppen i forbindelse ined Skudenesfjorden.

Af de mange fjordløb og sund, som adskiller Boknfjordens øer og øgrupper, dels fra hinanden indbyrdes, dels fra fastlandet, kan nævnes Byfjorden mellem Tungeneset og Bru; Mastrafjorden mellem Mosterøen og Rennesøen; Hillefjorden mellem sidstnævnte ø og Strand; Aardalsfjorden og dens fortsættelse. Fisterfjorden, der adskiller Strand og Fister herreders fastland fra den udenfor liggende række af øer og gjennem Øesund staar i forbindelse med Hjelmelandsfjorden mellem Ombo og Jøseneset; fremdeles Garsundet, der adskiller Ombo og Randø, Gapafjorden mellem Ombo og Sjernerøerne, samt nordre og søndre Finnøfjord henholdsvis paa nordsiden og sydsiden af Finnø. Af alle disse har Garsundet de største dybder, nemlig indtil 350 m.

Fra Boknfjordens bassin trænger, som nævnt, talrige, mægtige arme i alle retninger ind i fastlandet. De vigtigste af disse er

1) Gandefjorden, som gaar fra Stavanger mod S gjennem Hetland 10 km. ned til ladestedet Sandnes; den er i sin ydre del 2 km. bred og 200 m. dyb.  2) Lidt længer mod Ø skjærer Høgsfjorden i sydøstlig retning ind mellem Høle op Fossan. Denne fjord, som med dens fortsættelse Frafjorden har en længde af 24 km., afsætter igjen mod NØ den merkelige Lysefjord. en uhyre bjergrevne, der med en bredde af 1 à 2 km. og begrænset af høie, overordentlig steile sider trænger omtrent 40 km. ind i fjeldmassen. Lysefjordens dybde er i mundingen ikke større, end at bunden i stille veir kan sees, men naar midt paa fjorden ligeindtil 430 m.  3) Nordenfor Marshoved i Strand gaar Aardalsfjorden ind 9 à 10 km. mod Ø, optagende Storagens dalføre.  4) Jøsenfjorden, 1 à 2 km. bred og 23 km. lang skjærer sig i fortsættelse af Garsundets retning ind i Hjelmeland med bratte, høie sider og dybder af indtil 620 m.  5) Erfjord har en længde af omtrent 10 km. og adskiller Jøseneset fra Jelse.  6) Sandsfjorden, der fra Nerstrandsfjorden trænger ind i nordøstlig

s.17

retning og med sine forgreninger er den betydelidste af Boknfjordens arme, er i sin ytre del temmelig bugtet og trang, men udvider sig længere ind til en bredde af 2 à 3 km. Omtrent 25 km. indenfor mundingen deler den sig i to arme, af hvilke den af steile, tildels næsten lodrette fjelde indesluttede Hylsfjord med en bredde af 1‑1½ km. og en dybde af indtil 485 m. skjærer 20 km. mod ØNØ ind til Hylsskaret, medens den tildels noget bredere, men mindre dybe Saudefjord i ca. 16 km. fortsætter Sandsfjordens retning.  7) Lidt længere mod V trænger den 2‑4 km. brede Vindefjord ind mellem Jelse og Nerstrand og deler sig 12 km. indenfor mundingen korsformet i 3 arme, af hvilke den østlige, som ogsaa kaldes Vindefjorden, gaar 16 km, ind til Ropeid, medens Sandeidfjorden fortsætter 10 km. mod NNV og Yrkefjorden skjærer omtrent 10 km, mod SV, afsættende mod NNV den 5 km. lange, med Sandeidfjorden parallele Vassfjord. Vindefjordens dybde, som i korset mellem de 3 fjorde, »Vindekrossen« er 540 m., naar i den østlige arm ligeindtil 690 m  8) Stangsfjorden og Hervikfjorden danner grænsen mellem Nerstrand og Tysvær og fortsættes videre mod N ind i Skjold af den smale Skjoldefjord, der paa en lang strækning kun har en bredde af 200‑500 meter og paa et enkelt sted, Strømmen, indknibes endnu mere. Inderst inde udvider den sig til et stort bassin og udsender mod SV en bred arm, Grindefjorden. Hervikfjordens og Skjoldefjordens samlede længde er omtrent 25 km.  9) Vestenfor Skjoldefjorden trænger den indtil 4/5 km. brede Førlandsfjord sig 11 à 12 km. ind i Tysvær. Foran dens munding ligger øen Ogn, paa hvis nordøstside Frekasundet fører ud paa Falkeidflæet, den store havbugt østenfor Boknøerne.  10) Fra Boknflæet paa østsiden og Ausdybet paa vestsiden af Høvringøen gaar Førdefjorden med en længde af ca. 14 km. og en bredde af optil 1 km. mod N ind i Avaldsnes herreds fastland. Alle de tre sidstnævnte fjorde har, i sammenligning med fjordene i det indre Ryfylke, lave bredder og ringe dybde og er tildels opfyldte med øer og holmer.

Til Boknfjordens nordlige forgreninger kan endelig regnes det 35 km. lange Karmsund (nuværende udtale Karsund) mellem Karmøen i V og Store Bokn, øen Fosen og fastlandet i Ø. I den sydlige del har det en bredde af 4 à 5 km. og en temmelig jevn dybde af omtrent 225 m. Saavel dybde som bredde aftager efterhaanden mod N indtil Salhus, hvor afstanden fra bred til bred kun er 150‑200 m., og hvor der ofte er en strid strøm. Ved det mellem fastlandet og Fosen indtrængende Røksund staar Karmsundet i forbindelse med Førdefjorden. Mod N munder Karmsundet ud i den mellem Røvær og fastlandet liggende havarm Sletten.

Ebbe og flod begynder at blive merkbar ved Jæderens rev, hvor stigningen dog kun er 0,3 m.; i Boknfjordens ytre del er forskjellen 0,5 m. og kan ved springflod stige til 1,3 m., i de indre fjorde merkes den derimod mindre. Floden løber paa denne kyststrækning nordover og ebben sydover, ofte med temmelig betydelig fart og skiftende ved halv flod og halv fjære. Vind og veir har dog saa

s.18

stor indflydelse, at strømmen kan løbe indtil 8 dage i samme retning. Den spores indtil 5 mil af land men er sterkest (indtil 3 à 4 mil i vagten) i en afstand af 2 à 3 mile. Havet udenfor kysten og Boknfjordens ytre bassin fryser aldrig til, og selv de indelukkedehavne og sund langs kysten er saagodtsom altid isfri. Paa de indrefjorde, f.eks. Skjoldefjorden indenfor strømmen, Saudefjorden m. fl., er derimod menis ofte til hinder for kommunikationen.

Langs amtets hele kyst gaar ude i havet den saakaldte norske dybrende, der tager sin begyndelse østligst i Skagerrak og med en bredde af 50‑80 km, følger kysten, bøiende rundt om landet ved Lindesnes og derpaa fortsættende nordover, indtil den lidt nordenfor Sognefjordens munding gaar over i Atlanterhavets store dyb. Udenfor Jæderen, ligesom udenfor amtet idethele, vil man langs efter denne rende i forholdsvis ringe afstand fra kysten finde dybder paa 300 m. og undertiden mere, men længer ud skraaner bunden igjen hurtig opover mod Nordsøens fra Danmark og Storbritannien udgaaendebanker og grunde, hvor dybden aftager til 100 m. og derunder.

 

Elve og indsøer.           Paa grund af amtets beliggenhed vestenfor hovedfjeldmassen paa dennes forholdsvis korte afheld mod havet, som desuden skjærer sig ind med dybe fjorde. har vasdragene, omend forholdsvis vandrige, i regelen ingen synderlig udstrækning. Kun Sireaaen, som nærmest tilhører Lister og Mandals amt, og Suledalslaagen, der kommer fra Søndre Bergenhus, danner undtagelser herfra.

Følgende oversigt omfatter amtets vigtigste elve, der forøvrigt samtlige, med undtagelse af Sireaaen, som kun er grænseelv, vil, blive nærmere omtalte under beskrivelsen af de herreder, hvorigjennem de løber:

1. Sireaaen kommer intetsteds helt ind i Stavanger amt, men danner paa to strækninger dets østlige grænse. Udspringende i Valle træffer den først amtsgrænsen i det lille Aarrevand, hvorefter den som en ubetydelig fjeldelv i en længde af 10 km. adskiller Fossan fra Siredalen. Derpaa træder den helt ind i Lister og Mandals amt og tilhører dette, indtil den falder i det store Lundevand, hvorefter den følger amtsgrænsen indtil havet. Ved udløbet af nævnte vand danner elven to betydelige fosse, Rukanfos (27 m.) og Logsfos (8,5 m.). Paa de nederste 5 km. er den farbar for baade, men indløbet er grundt og tildels farligt pas grund af strømskavl. Samlet længde 130 km., Nedslagsdistrikt (Nd) 1926 km², hvoraf 412 km² inden Stavanger amt. Den optager i Lundevandet Moi eller Lundselven fra Lund herred.

2. Sogndalselven dannes ved sammenløbet af flere smaaelve, der har sit udspring dels i Sogndal, dels i Heskestad og dels i Helleland, og falder ved Sogndalsstranden i havet. Dens længde efter hovedtilløbet fra. Heskestad er 30 km., Nd. 288 km².

3. Svaaelven danner afløbet for en mængde mindre vande i

s.19

den sydlige del af Helleland og den østlige del af Egersund herred, med udløb i Naalevigen. Længde 17 km.. Nd. ca. 90 km².

4. Egersunds‑ eller Hellelandselven udspringer i Siredalen og løber mod SV gjennem Gyadalen i den nordligste del af Heskestad og derpaa gjennem Helleland, hvorefter den bøier mod S og falder ved Egersund i det af Egerøen dannede sund. Den optager i Helleland et betydeligt tilløb fra den midtre del af Heskestad. Samlet længde omtrent 40 km., Nd. 246 km², hvoraf 24 km² i Lister og Mandals amt.

5. Bjerkreimsaaen, et af amtets betydeligste vasdrag, dannes i Bjerkreim ved sammenløbet af flere elve, af hvilke Maudalsaaen, der kommer fra Siredalen, og Ørsdalselven, som udspringer fra grænsen mod samme herred, er de vigtigste. Vasdraget, hvis hovedretning er NØ-SV, faar nedenfor Bjerkreims kirke navn af Tengselven og falder ud i det nordre Egersundsløb straks vestenfor ladestedet. Dets længde (efter Mandalselven) er 65 km. Nd. ca. 700 km², hvoraf omtrent 50 km² falder i Lister og Mandals amt, resten hovedsagelig i Bjerkreim herred.

6. Ogneelven udspringer i Bjerkreim og løber mod SV forbi Ogne kirke ud i Ognebugten. Længde 29 km, Nd. 96 km².

7. Haaelven gjennemstrømmer først med nordvestlig, derpaa med sydvestlig retning den sydlige del af Time og den nordlige del af Haa. Længde 35 km., Nd. 178 km².

8. Orrelven er det 1 km. lange afløb for det i Klep herred liggende betydelige Orrevand, som igjen ved Roslands‑ eller Bryneelven har tilløb fra den nordlige del af Time. Vasdragets samlede længde er 24 km., Nd. 97 km².

9. Figgja (Figgen elv), Jæderens betydeligste vasdrag, har sit udløb fra det lille Kydlandsvand i grænsen mellem Bjerkreim og Gjesdal, løber først i nordvestlig retning gjennem sidstnævnte herred, gjør derpaa en liden sving ind i Høiland, bøier saa mod vest, danner grænsen mellem Høiland og Klep, træder endelig helt ind i dette herred og falder i havet lidt nordenfor Jæderens rev. Længde 37 km., Nd. (if. Brocla, Stat. aarbog) 340 km².

10. Svielven eller Svilandselven danner afløb for den østlige del af Høiland og den nordlige del af Høle. Den beskriver næsten en cirkel, idet den udspringer i Høle, gjør en stor bue gjennem Svilandsvandet i Høiland og falder ud i Hølefjorden, kun nogle faa km. fra dens udspring. Længde 26 km., Nd. (if. Broch 1. c.) 130 km².

11. Oltedalselven løber først mod NV gjennem den østlige del af Gjesdal, bøier derpaa mod NØ og gaar gjennem Høle ud i Høgsfjorden. Længde 24 km., Nd. 98 km².

12. Dirdalselven kommer fra Øiarvandet i Siredalen og løber gjennem den sydlige del af Fossan, først i sydvestlig, derpaa i nordvestlig retning, ud i bunden af Høgsfjorden. Længde 40 km., Nd. 162 km², hvoraf 115 km² i Stavanger amt.

13. Frafjordelven eller Fedaaen gjennemstrømmer ligeledes den sydlige og østlige del af Fossan, omtrent jevnsides med Dirdalselven­

s.20

dalselven, og falder ud i Frafjorden, en østlig forlængelse af Høgsfjorden. Længde 31 km., Nd. 180 kml.

14. Espedalselven, og sag i Fossan, løber lidt nordligere mod SV ud i Høgsfjorden. Længde 24 km., Nd. 158 km².

15. Jørpelandsaaen kommer fra den sydvestlige udkant af Aardal og gaar gjennem Strand mod SV ud i Idsefjorden. Længde 22 km., Nd. 70 km².

16. Tauelven, Strand herreds betydeligste vasdrag, er en fortsættelse af Spjodelven i Aardal og løber mod SV forbi Strand kirke til Hillefjorden. Længde 30 km., Nd. 90 km².

17. Aardalselven (Storaaen) udspringer af Store Krumlevand i grænsen mellem Hjelmeland, Aardal og Valle og løber med sydvestlig retning gjennem Aardal ud i Aardalsfjorden. Den har bl. a. tilløb fra det betydelige Øvre Tysdalsvand. Længde 45 km., Nd. 526 km², hvoraf 496 km² falder i Stavanger amt.

18. Førdeselven danner afløbet for de talrige østenfor Blaafjeld i grænsetrakten mellem Hjelmeland, Suledal og Valle liggende vande og har udløb i bunden af Jøsenfjorden. Længde 30 km., Nd. 180 km², hvoraf 148 km² i Stavanger amt.

19. Ulladalselven gjennemstrømmer med sydvestlig retning den sydøstlige udkant af Suledal. bøier sluttelig mod S, træder under navn af Valleaaen ind i Hjelmeland og falder ud paa nordsiden af Jøsenfjorden. Længde  47 km.. Nd. 265. km². hvoraf 45 km² i Nedenes amt.

20. Suledalslaagen, amtets betydeligste vasdrag, gjennemstrømmer den nedre del af Suledal samt Sand, dannende afløb for det store Suledalsvand. Dette optager igjen en mængde elve og bække fra N, Ø og S, blandt hvilke den vigtigste, Bratlandselven. kommer fra det i Søndre Bergenhus amt liggende Røldalsvand, som atter modtager tilløb fra Hardangerfjeldene. Regnet efter denne kildeelv er vasdragets hele længde 92 km. Nd. 1632 km², hvoraf 1046 km² falder i Stavanger amt.

21. Storelven, der falder i bunden af Saudefjorden. dannes ved sammenløbet af flere elve, der gjennemstrømmer den nordøstlige del af Saude. Længde (efter Slettedalselven) 34 km., Nd. 330 km², hvoraf 283 km² i Stavanger amt.

22. Aabøelven tilhører ligeledes Saude og har sit udløb umiddelbart vestenfor Storelven. Længde 20 km., Nd. 80 km².

23. Vikedalselven kommer fra Etne ind i Vikedal og gaar mod SV ud i Sandeidfjorden. Længde 24 km., Nd. 112 km², hvoraf 93 km² i Stavanger amt.

24. Brekkeaaen, Karmøens største vasdrag, danner tildels grænsen mellem Skudenes og Avaldsnes herreder og løber udi Veavaagen. Længde 7 km.

 

Af amtets indsøer er følgende de betydeligste:

Suledalsvandet (Suledal)................................................................... 29,06 km²

s.21

Lundevandet (Lund, Bakke, Nes og Hiterø)......................................... 23,82 km²

                        hvoraf 9,95 km² udenfor amtet.

Svilandsvandet (Høle, Høiland)........................................................... 12.25 km²

Orrevandet (Klep)............................................................................. 11,57 km²

Ørsdalsvandet (Bjerkreim)................................................................. 11,37 km²

Lyngevandet (Aardal, Fossan)........................................................... 10,82 km²

Holmevandet (Suledal, Valle, Vinje)..................................................... 9,45 km²

                        hvoraf 4,61 km² udenfor amtet.

Øvre. Tysdalsvand (Aardal).................................................................. 8,82 km²

Sandvandet (Aardal, Fossan).............................................................. 7,83 km²

Sandsetvandet (Suledal)..................................................................... 6,68 km²

Eiavandet (Sogndal, Heskestad).......................................................... 5,67 km²

Frøilandsvandet (Klep, Time)............................................................... 5,43 km²

Birkelandsvandet (Bjerkreim)............................................................... 5,06 km²

 

De udmerker sig i regelen ved en langstrakt form, steile sider og stor dybde. Jæderens vande har dog en mere uregelmæssig figur, lavere bredder og ringe dybde, tildels med talrige øer eller holmer. Det samme er ofte tilfældet med de vande, som findes oppe paa høifjeldsplateauet i det indre Ryfylke.

 

Geognostiske forhold. Amtets faste fjeld er bygget af to lagdelte formationer, grundfjeld og gammel skifer, samt af to massive bergarter, granit og gabbro, hvilke dannelser samtlige har en temmelig stor udbredelse. Grundfjeldet eller gneisformationen, der bestaar af forskjellige gneisbergarter, hornblendeskifere, glimmerskifere o. s. v., optræder navnlig paa to større felter, det sydligste i Jæderen og Dalenes fogderi, strækkende sig som et belte fra Gandefjordens bund over dele af Høiland, Time, Gjesdal, Bjerkreim, Helleland, Heskestad og Lund, begrænset mod Ø af granit mod V af Egersunds gabbro og Jæderens løse masser, ‑ det nordligste paa Ryfylkes fastland nordenfor Boknfjorden, udbredende sig over store dele af Nerstrand, Skjold, Tysvær, Avaldsnes og Skaare. Paa andre steder i Ryfylke finder man grundfjeldet dækket af skiferformationen, saaledes at det kun kommer tilsyne, hvor skiferen er afskavet eller hvor dybe fjorde er udgravede tvers igjennem samme, f. eks. langs Sandsfjorden og dens fortsættelse, Saude‑ og Hylsfjordene. ‑ Indenfor grundfjeldet breder sig de vestlige partier af Kristiansands stifts store granitfelt, fra Lundevandet i S til Jøsenfjorden i N, dækkende den nordøstlige del af Lund, Bjerkreim, Gjesdal og Høiland, saagodtsom hele Fossan, Høle og Aardal samt dele af Strand, Hjelmeland og Fister. Den vestligste udløber naar lige ud til Hetland og ender i Lifjeldene paa østsiden af Gandefjorden. Paa mange steder i Ryfyfkefjordene finder man, at graniten ligesom grundfjeldet, er dækket af skifer, saaledes navnlig langs Suledalsvandet, i Jøsenfjorden og Aardalsfjorden. Man kan deraf slutte, at denne granit har været ældre og før forhaanden end skiferen. I enkelte nuter i den nordøstlige del af amtet

s.22

paatræffes dog ogsaa granit, der sætter op gjennem skiferlagene og saaledes maa antages at være yngre end disse. ‑ Skiferformationen har fornemmelig udbredelse over Ryfylkes nordøstlige fastland samt over Boknfjordens øer, ligesom den ogsaa synes at danne det faste fjeld under Jæderens løse afleininger. Den sænker sig fra høifjeldet ned til havet; medens den i Suledal og Røldal optræder i fjelde paa 1600‑1700 m. høide, ligger den i Jelse og paa øerne saavelsom paa Jæderen i havets niveau eller i ringe høide over dette. Paa mange steder i det indre Ryfylke er imidlertid skiferen afskavet og bortført, saaledes at kun isolerede toppe staar tilbage som levninger af det fordum sammenhængende dække. Formationen, hvis mægtighed ifølge maalinger i Ryfylkefjordene varierer mellem 300 og 600 m., bestaar hovedsagelig af forskjellige lerskifere, glinsende lerskifer, graa, grøn, undertiden sort lerskifer; dog forekommer ogsaa hornblendeskifere, øiegneis og haarde, kvartsrige skifere. Paa Karmøen optræder konglomerater og enkelte steder paa Jæderen kalk i lagene. Paa den nordvestlige side af Karmøen ligger i skiferterritoriet Visnes kisgruber, Efter de udenfor amtsgrænsen paa Hardangervidden fundne forsteninger (dictyonema) kan formationen henføres til den siluriske tid. ‑ Langs amtets sydlige kyststrækning mellem Ognebugten og Sireaaen breder sig et stort og i geologisk henseende merkeligt felt af gabbro (labradorsten eller norit, over hele Sogndal og Egersund herreder, det allermeste af Ogne og Helleland samt den sydlige og sydvestlige del af Heskestad og Bjerkreim. Denne krystallinsk‑kornige bergart. hvis hovedbestanddel i denne egn er labrador, en slags feldspath, danner talrige, graa, tilrundede knauser og nøgne smaafjelde, smuldrer sent og giver ikke synderlig frugtbar jord. Den indeholder i Egersund og Sogndal herreder store masser af titanjernsten, dels ganske ren udskilt i større klumper, gange eller strenge, dels rigt indsprængt i berget. To mindre gabbrofelter findes paa Karmøen, et paa østsiden i Skudenes, et andet i Avaldsnes paa vestkysten. ‑ Yngre end de forannævnte bergarter, der danner amtets faste fjeld, er Jæderens løse masser af sand, aur, rullestene og ler, altsammen hovedsagelig levninger fra en fjern istid. Fjeldgrunden under disse masser er, ialfald over store strækninger, skifer, som paa mange steder stikker frem i dagen; i den østlige del af Jæderen turde dog grundfjeldet og i den sydligste maaske noriten eller gabbroen danne underlaget. Om afleiningernes mægtighed erholdt man kundskab ved de i 1875‑76 anstillede boringer efter kul, idet der ved borehullet paa Grødeland i Haa forekom følgende lag: Øverst mergeller med stene, 3 m. mægtigt, derunder grus og sand 44 m., derunder sand 31 m. og endelig mergeller med større og mindre stene, 42 m., tilsammen 120 m. Morænerygge af sand, aur og blokke paatræffes ikke sjelden, saaledes f. eks. i Haa og Time herreder. Ler, tildels mergelholdig, optræder fleresteds og har givet anledning til teglverksdrift, fremfor alt ved Sandnes, hvor der i en vid omkreds rundt Gandefjordens bund findes mægtige mergellag. Uren lerjord forekommer i ,Varhaug og lerblandet

s.23

sand i Nærbø sogn. De løse stene, som overalt dækker overfladen, hidrører for størstedelen fra fjeldene i Jæderens umiddelbare nærhed. Langs stranden, sjeldnere i nogen afstand fra denne, træffer man dog ogsaa hyppig blokke af siluriske etager, porfyrer og syeniter, som tilhører fjeldene omkring Kristianiafjorden, og som derfor i en fjern fortid maa være bleven transporterede af isen den lange vei rundt Lindesnes. I de samme afleininger forekommer ogsaa løse stykker af flint og kridt, som for tiden ikke vides at optræde i fast fjeld nærmere end i Jylland. Til de yngste dannelser paa Jæderen hører torv, flyvesand og infusoriejord (kiselguhr). Den sidste forekommer fleresteds under torven; tidligere er ganske betydelige afleininger bleven fundne ved Figgja, og i den sidste tid skal der være opdaget mægtige lag af stor renhed paa strækningen fra Ims i Høle gjennem Svilandsvandet og Dybingen henimod Gandefjordens bund.

Det er dog ikke blot i Jæderens dannelser, at istiden har efterladt sit merke. Skuringsstriber efter is og knauser, tilrundede ved isens afskuring, er almindelige saavel i Ryfylke som paa Egersunds gabbrofelt; stribernes retning er sedvanlig fra NØ mod SV. Moræner, afsatte ved enderne af gamle jøkler, iagttages foruden paa Jæderen ogsaa i andre dele af amtet, saasom ved Hankelivandet og ved Lysefjordens munding i Fossan, fleresteds i Aardal, fremdeles i Vikedal, Bjerkreim. Egersund o. s. v. Flyttede blokke, efterladte ved isens afsmeltning, ofte paa toppe og skraaninger i høist paafaldende situationer, er særdeles hyppige og karakteristiske for Dalenes gabbrofelt, og terrasser som merker efter gammel havbund sees paa mange steder, navnlig ved elvenes udløb i de indre fjorde.

Det plogbare jordsmon afhænger væsentlig af de geologiske dannelser og er derfor af meget forskjelligartet beskaffenhed. Jædelens bergløse flade med dens dybe afleininger af ler, sand og myr frembyder idethele en god jordbund, paa hvilken kornavlingen er vis og sikker. De dyrkbare vidder er af betydelig udstrækning, og de hyppige mergellag saavelsom de rige skjælsandsleier, der findes ved Ogne, Reve og andetsteds, yder et fortrinligt jordforbedringsmiddel. Imidlertid er jorden ikke altid saa ganske let og billig, at dyrke, dels fordi der ofte vrimler af sten saavel paa overfladen som under ,jordskorpen, dels fordi den mangesteds kræver sterk gjødning og grundig bearbeidning for at give rige afgrøder. Derfor ser man ogsaa, at Jæderens udmarker i sin naturlige tilstand almindeligvis har en liden produktionsevne og kun afgiver meget middelmaadige havnegange. Den østlige del af Høiland, Time og Ogne danner overgangen til Dalene, hvis talrige, af vande eller myrstrækninger opfyldte, smaadale kun frembyder indskrænkede arealer af dyrkbar mark og et lidet frugtbart, af grus, sand eller torvjord bestaaende, jordsmon. Derimod er havnegangene, omend i flere bygder tarvelige nok, dog ulige bedre end paa Jæderen ; navnlig gjælder dette gabbrofeltet, hvis overlegenhed i saa henseende over grundfjeldet bl.a. viser sig meget paatagelig i Heskestaddalen, hvor de to bergarter

s.24

støder sammen. I modsætning til dette distrikt har Ryfylkes øer ialmindelighed en for opdyrkning skikket jordbund. Vistnok er det løse dække i regelen af ringe dybde, da berget, hvor det ikke ligger i dagen, ialfald findes nær under overfladen, men jordsmonnet synes for en stor del at stamme fra den forvitrede skifer, bestaar af ler opblandet med skifergrus og er derfor ganske frugtbart. Dog findes ogsaa paa flere steder jordansamlinger og banker, der lidet eller intet har med skiferen at bestille, saaledes navnlig de umaadelige af havet opskyllede skjælsandsmasser i Aakre og Ferkinstad sogne paa Karmøens vestside samt lag af havler med mergel paa østsiden af samme ø, nordenfor Kopervik. Havnegangene er paa de ytre øer tarvelige, paa de indre derimod af ganske god beskaffenhed, men temmelig indskrænkede i henseende til udstrækning. De samme forhold som paa øerne gjenfinder man ogsaa i enkelte partier af det til Boknfjorden eller dens arme nærmest stødende fastland, hvor skiferen er den raadende bergart, navnlig paa Karmsundets østre side, i Skjoldefjordens ytre omgivelser, dele af Nerstrand og Strand samt endelig i omegnen af Stavanger, specielt paa Tungeneset, der idethele mere ligner øernes dannelser end Jæderen. Hele den øvrige, med hensyn til udstrækning langt overveiende del af Ryfylkes fastland har derimod særdeles indskrænkede arealer af dyrkbar mark og staar i henseende til frugtbar jordbund meret tilbage for øerne. Paa de forholdsvis faa steder, hvor større jordansamlinger er oplagte, bestaar disse af tilførte masser af grus og sand, der i regelen giver en tør og skarp madjord, og selv leret er, hvor det findes, af min­dre god beskaffenhed end paa Jæderen. Dog gives enkelte mindre, men ganske frugtbare lerpartier, saasom paa Jøseneset, omkring Jelsegaardene og paa Hebneset. Fjeldbeiterne er i regelen af bety­delig udstrækning; hvor de hviler paa skifer, eller denne findes i nærheden, som f. eks. i Aabødalen og Slettedalen i Sande samt i flere af Suledals sæterdale, er græsveksten rig og kraftig, men de ud­strakte granitflader, der danner de indre dele af Hjelmeland, Aar­dal, Strand og Fossan, har gjennemgaaende et tarveligt plantedække.

 

Klima. Til oplysning om de klimatiske forhold hidsættes. omstaaende tabel, der viser den maanedlige middeltemperatur (i Celsius grader) og nedbørshøide (i millimeter) for endel stationer, blandt hvilke amtets kystrand repræsenteres af Skudenes mod N og Lister fyrstation mod S, og indlandets høiere liggende strøg af Valle i Sætersdalen. For sammenligningens skyld er derhos tilføiet de tilsvarende observationer for Kristiania.

Den aarlige middeltemperatur i amtets kystbygder, ca. 7° C., er høiere end noget andetsteds i Norge. Denne overlegenhed falder imidlertid hovedsagelig paa aarets vinterside, idet disse egne har et udpræget havklima med mild og ustadig vinter, men forholdsvis kjølig sommer. Vinteren er, omend raa og lidet behagelig, dog sjelden saa streng, at der fryser synderlig tæle i jorden, og de større vande, som f. eks. Lundevandet, lægges ikke ofte til med is. Heller ikke bliver sneen

s.25

 

 

liggende længe ad gangen, da den dels blæser bort, dels hurtig optines paa den ufrosne jord. De laveste temperaturer, der i de sidste 20 aar har været observerede paa de meteorologiske stationer, er ÷ 14,2 ° paa Skudenes og ÷ 10,8 ° paa Utsire, men dette minimum naaes kun i de færreste vintene. Da det somoftest blæser, er imidlertid en saadan kuldegrad næsten utaalelig. Vaaren begynder tidligere end paa Østlandet, og ikke sjelden kan man harve jorden allerede i slutningen af marts. Derimod varer det længe, inden der kommer nogen egentlig sommervarme i luften; baade i juni og juli har Skudenes næsten 3 ° lavere middeltemperatur end Kristiania. Vekstudviklingen gaar derfor sent og tager sjelden nogen fart før langt ud i juli maaned. Til gjengjæld er høsten mild og lang nok til at bringe grøden til modenhed, ligesom man i regelen ikke er udsat for, at jordarbeiderne tidlig afbrydes ved frost. Alt dette gjælder dog, som sagt, nærmest kysten, altsaa Jæderen, de ytre øer og den nordvestlige del af Ryfylkes fastland. Allerede en mils vei ind fra havet merkes ikke liden forskjel, og de indre herreder baade i Ryfylke og Dalene har et klima, der mere nærmer sig til de egentlige oplandsbygders, med varmere sommere samt længere og koldere vintene. Her falder ogsaa sneen i større mængde og bliver længere liggende ‑fremfor alle regnes Saude som en »snefast« bygd ‑, ligesom her paa enkelte steder findes smaa bygdelag, hvor tidlig nattefrost kan gjøre kornavlingen mislig. I regelen er dog havet nært nok til at gjøre vinteren mildere og bringe tidligere vaar end i de indre bygder paa Østlandet. ‑ Med hensyn til vindforholdene er klimaten i de aabne kystegne vindigt og stormfuldt, næsten mere end i de fleste andre sødistrikter, og antallet af stille dage er lidet. De hyppigste vinde følger nogenlunde kystens retning og blæser om vinteren med landet tilhøire og lidt ud fra dette, altsaa efter kystens bøining

s.26

som østlig, sydøstlig eller sydlig, i sommerhalvaaret derimod med landet tilvenstre og noget ind mod land, det vil sige fra N, NV og V. Dette hidrører derfra, at lufttrykket som regel om vinteren er høiest inde i landet, om sommeren derimod over havet. Heftige storme er i vintermaanederne ikke sjeldne, og de raser med en betydelig magt over det aabne, skovløse land. I det indre af amtet er som oftest baade vindens styrke mindre end ude ved havet og dens retning tillige mere uregelmæssig. ‑ Den aarlige regnhøide er ifølge ovenstaaende tabel ca. 1100 mm., altsaa omtrent midt imellem Kristiania (674 mm.) og Bergen (1724 mm.). Den mindste regnmængde falder om vaaren og paa forsommeren; i juni maaned, da regnet ialmindelighed overalt savnes mest, er nedbøren gjennemsnitlig mindre paa Stavangerkanten end i Kristiania. Til gjengjæld er fugtigheden saameget overflødigere i kornmodningens og høstarbejdernes tid. Ikkedestomindre er i regelen hverken det ene eller det andet til synderlig skade for aarsveksten. Den fra havet staaende fugtighed gjør, at man ikke synderlig behøver at frygte tørre sommere, og om høsten er regnet næsten altid ledsaget af vind, saa at det ikke ofte indtræffer, at høet tager skade, eller at kornet gror under bjergningen. I det hele er disse bygder blandt de mest aarvisse i landet, og navnlig er det et gammelt ord, at »paa Jæderen er der aldrig uaar«. Tordenveir, der her som audetsteds er hyppigst om sommeren, indtræffer imidlertid ogsaa, omend forholdsvis sjelden, i vintermaanederne.

 

Vekstliv.           Stavanger amt gjor vistnok i regelen paa den reisende indtrykket af at have en baade paa arter og individer fattig vegetation. I enkelte trakter er nu dette ogsaa virkelig tilfældet, men for en stor del beror udentvivl hint indtryk paa, at distriktet for betydelige strækningers vedkommende ikke blot mangler skov, men endog er i den grad blottet for trævegetation, at man kan reise milevis uden at se andet end brune lyngmarker eller nøgne graa heier. Navnlig gjælder dette Jæderen og de ytre øer, som Karmøen, Boknøerne, Kvitingsøerne, Mosterøen m. fl. Men ogsaa de indre, fra havet mere fjernede egne er i saa henseende yderst tarvelig udstyrede, og selv Suledal kan neppe uden meget beskedne, efter vestlandske forhold afpassede, fordringer kaldes en skovbygd. Hvad der findes af skov, bestaar hovedsagelig af løvtrær, navnlig birk, dernæst or, men forøvrigt træffer man inden amtets grænser saagodtsom alle i landet vildtvoksende løvtræsorter, alene med undtagelse af bøg. Egen har tidligere været adskillig mere udbredt end nu, og det er ikke noget særdeles langt tidsrum, siden der i flere af amtets herreder fandtes endog smukke egeskove. Barskoven er mere spredt, og specielt findes granen kun ganske enkeltvis og paa faa steder. ‑ I henseende til plantevekst overhovedet tilhører amtets kyst den sydlige del af den saakaldte »ilexregion«, et belte af landets syd‑ og vestkyst, der har faaet sin benævnelse efter det der optrædende eviggrønne løvtræ, Rex Aqvifolium, og som derhos karakteriseres ved tilstedeværelsen af mange ejendommelige arter, der ikke findes

s.27

udenfor, som f. eks. Erica cinerea, Juncus squarrosus, Digitalis purpurea, Hypericum pulchrum, Centaurea nigra. Polystichum Oreopteris m. fl. Den sydlige del af amtets kystlinje falder inden Dalenes gabbrofelt, hvis graa fjeldknauser og myrlændte smaadale udmerker sig ved en overmaade fattig vegetation. Derimod er Jæderen ikke blot amtets mest karakteristiske trakt, men overhovedet en af Norges i botanisk henseende interessanteste egne. Vistnok frembyder de udbredte lyngmarker, der er saa eiendommelige for dette distrikt, en temmelig ensformig plantevekst af klokkelyng (Erica tetralix), røslyng (Calluna vulgaris) og vellugtende pors (Myrica Gale), men paa spredte steder finder man dog i denne trakt et stort antal arter, som enten aldeles ikke findes andetsteds i landet, som f. eks. Serratula tinctoria, Heleocharis multicaulis, Rumex microcarpus, Corydalis claviculata, Triticum laxum, eller som idetmindste kun sjelden forekommer udenfor denne egn. Selv de tilsyneladende saa golde sandflader i havets umiddelbare morhed bærer en efter forholdene enestaaende rig flora, tildels af planter, der, saaledes som Psamma arenaria, Carex arenaria, Triticum junceum m. fl., tjener til med sine sammenvævede rodstokke at binde den løse, let bevægelige flyvesand. Et eiendommeligt forhold, som dog er endnu mere fremtrædende paa kysten nordenfor, nemlig at flere af de egte fjeldplanter stiger ned ligeindtil havets niveau, begynder allerede at vise sig paa Jæderen ; man finder saaledes her ikke sjelden Saxifraga aizoides, Saussurea alpina, Bartsia alpina, Peristylis viridis m. fl. ‑ I amtets indre dele er floraen langt fattigere paa former, selv om plantedækket paa sine steder kan være ganske frodigt. Medens saaledes Jæderen af karplanter kan opvise et antal af over 700 arter, vil man i herrederne indenfor neppe finde meget over 400. Kystplanterne ophører, uden at et tilsvarende antal nye træder i deres sted, og landskabet har med sine lyngmoer, myre, talrige vande og nøgne eller af lav dækkede fjelde et høifjeldsagtigt udseende uden at besidde høifjeldets planteverden. Virkelige høifjeldspartier med udpræget alpeflora optræder dog ogsaa i amtets nordlige og østlige del, saaledes navnlig i Lysefjordens og Suledalens omgivelser. Floraen paa disse steder frembyder dog kun faa karakteristiske træk, da den idethele viser de samme arter, som findes overalt paa fjeldene i det sydlige Norge. ‑ Hvad de lavere plantegrupper, mosser, lavarter, alger og sop, angaar, har vestkysten ogsaa af disse sine særegne former. Deres udbredelse inden amtet er dog for manges vedkommende endnu kun ufuldstændig kjendt. Den især paa Jæderen, men ogsaa paa de ytre øer efter storme i uhyre masser opkastede tang (havtare, tongletare) har økonomisk betydning, idet den i stor udstrækning anvendes som gjødning.

 

Dyreliv.            Paa nordsiden af Boknfjorden har hjorten sin regulære sydgrænse i landet, og den forekommer her som en spredt, men faatallig stand i forskjellige herreder, saasom Tysvær, Skjold og Vikedal; omstreifende individer forvilder sig ogsaa undertiden til

s.28

øerne eller endog t.il det aabne Jæderen. Elgen tilhører ikke dette distrikt, hvorimod renen sees af og til i de indre fjeldtraktør, dog sjeldnere end for. Bæveren har indtil begyndelsen af forrige aarhundrede forekommet i Suledalslaagen. men er ikke senere bleven observeret. Af rovdyrene er bjørn, jerv og gaupe i det hele sjeldne, og ulven, som engang huserede slemt i visse dele af amtet, hører man nu aldrig nævne. Ræven er derimod hyppig og har overalt. et ypperligt terrain. Paa præmieværdige rovfugle er amtet meget rigt; fortiden ørne og høge skydes adskillige rypefalke (falco gyrfalco), der besøger disse kystegne om høsten og vinteren for at efterstræbe strandfuglene. ‑ I naturhistorisk henseende har amtet en særegen interesse derved, at Jæderens flade kystrand i høst‑ og vaartiden besøges af store masser af trækfugle, væsentlig tilhørende vadernes orden, der her samler sig og stanser en kort tid, for de begiver sig videre mod syd eller nord. Allerede i begyndelsen af august indfinder sig de første skarer strandviber (tringa), snepper (totanus), bekkasiner (scolopax) og ænder fra sine rugesteder i landets nordlige dele eller fra endnu fjernere egne, sværmer om langs de flade sandstrande eller besætter de utallige myrer og vande, hvoraf Jæderen er opfyldt. I løbet af høsten trækker disse skarer efterhaanden mod syd. Et lignende, skjønt ulige sparsommere, træk finder sted om vaaren i modsat retning. ‑ De paa selve Jæderen rugende fugle er forholdsvis faa i arter, men til gjengjæld rige paa individer. En karakterfugl er viben, der forekommer i overordentlig stort antal, skjønt den om vaaren paa flere steder lider en slem medfart ved at berøves sine eg. Om høsten dannar viberne flokke paa tusinder. Andre særdeles talrig repræsenterede arter er den rødbenede sneppe (totanus calidris), en strandryle (aegialitis hiaticula), samt en strandvibe (trinqa alpina). Ligeledes ruger talrig bekkasinerne, heiloen (charadrius pluvialis), kjelden (haematopus) og spoverne (numenius), samt af ænderne krikanden, stokanden og gravanden (tadorna cornuta), af smaafuglene lærken og engpiplærken (anthus pratensis). Blandt de sjeldnere arter, der her er fundne rugende, kan nævnes sumphøns (qallinula chloropus og porzana maruetta) og vandriksen (rallus), samt af ænderne den graavingede krikand (qverqvedula circia) og skeanden (spatula clypeata), af maagerne lattermaagen (larus ridibundus). En liden art strandryle (aegialitis alexandrinus) ruger sparsomt paa Jæderen, men ellers intetsteds i landet; næsten det samme gjælder blandt smaafuglene om kornspurven (emberiza miliaria), der foruden paa Jæderen alene forekommer paa Lister. Blandt det store antal arter, der under træktiderne besøger denne i ornithologisk henseende merkeligste lokalitet i landet, forekommer ogsaa jevnlig saadanne, der, uden at tilhøre vort lands fauna, blot er tilfældige omstreifere fra sydligere eller østligere trakter. Endelig fortjener det at omtales, at paa grund af Jæderens milde klima er forskjellige af vore egte trækfugle istand til her at overvintre. Saaledes findes hyppig overvintrende individer af rødstrubesangeren (erithacus rubecula), af taarnfalken, af bekka-

s.29

sinerne og af flere vadere, saasom sumphønen (gallinula chloropus). Ligeledes fældes jevnlig om vinteren en og anden lappedykker (podiceps) og flere arter gjæs, saasom anser albifrons og branta leucopsis, foruden den almindelige graagaas; enhelte aar kan gaulen (branta bernicla) overvintre i bele flokke, naar Østersøen er tilfrosset. En ejendommelighed, der ligeledes staar i forbindelse med Jæderens milde klima, er, at haren her ikke anlægger sin renhvide vinterpels. som i landets indre dele, men en mer eller mindre lyst blaagraa. Det sydligste fuglevær i landet findes paa øen Rott udenfor Tananger. Her ruger masser af topskarv, af de to sortryggede maagearter (larus fuscus og marinus), af lundefugl og af spidsnebbet alke (uria troile). Gjentagne gange har der i amtet været gjort forsøg paa indførelse af levende raphøns, ligesom af fasaner og skotsk rype, »grouse« (lagopus scoticus), dog hidtil med lidet gunstigt resultat. Endelig kan merkos, at det eneste sted i Skandinavien, hvor klippeduen (columba livia), vor tamme dues stamart, har havt tilhold i vild tilstand, er paa enkelte af øerne i Boknfjorden, især Rennesø, Klosterø og Aamø. Endnu i midten af dette aarhundrede var den her talrig og fuldkommen stationær, men synes nu at være udryddet eller at være sin undergang nær. ‑ Som paa andre steder bemerket, er amtets fjorde og kyster særdeles fiskerige, og i faa af landets byer er fisk et billigere næringsmiddel end i Stavanger. Blandt de til denne by daglig indbragte masser findes ogsaa jevnlig saadanne arter, der hovedsagelig i videnskabelig henseende har interesse. Saaledes synes her en art sø‑brasen (pagellus centrodontus), en i Middelhavet høit anseet fisk, at være stationær, skjønt den i det hele sjelden erholdes; dog har det hændt, at et helt stim er bleven fanget paa en gang. Blandt andre sjeldnere besøgere kan nævnes, at 2 gange i de senere aar har et eksemplar af sildekongen (regalecus glesne) strandet ved amtets kyster. Af en anden middelhavsfisk, merkelig ved sit parasitiske levesæt, er fanget et eksemplar ved Røvær, nemlig fierasfer dentatus; denne er tidligere 2 gange fundet ved Irland, men ellers aldrig udenfor Middelhavet.