DEN STAVANGERSKE PRESSE.

AV

I. MOSSIGE GRUDE.

s. 253

I en tale ved en 17de maifest hos den norske utenriksminister uttalte den da fungerende stortingspræsident Jørgen Løvland sin glæde over, at statsmagterne hadde faat anledning til at komme sammen. «Regjeringen er her», sa præsidenten, «stortinget er er, høiesteret er repræsenteret, og jeg har ogsaa set et glimt av pressen - vi er her altsaa alle fire».

Man kan regne dette som en officiel norsk anerkjendelse av pressen som den ene av statsmagterne. Derfor er det fuldt berettiget, at man ved en anledning som denne, naar folket holder mønstring ved en saa vigtig mile­pæl, ogsaa tar pressen med. Ja, det er ikke alene berettiget, men nærmest nødvendig. For de sidste menneskealdres vedkommende er nemlig pressen det bedste bindeled mellem fortid og nutid. Dagbladene er folkenes store dagbøker eller for at ta et nutidsbillede: dagbladenes aargange er milelange films, som viser os alsidige og interessante billeder ikke bare fra de lokale forhold, men ogsaa fra den vide verden. Særlig vil de slegter, som kommer efter os, gjennem nutidens aviser med sin utviklede reportage ha nøklen til selve «samfundets privatliv». Men ogsaa vore ældste aviser gir os en god

s. 254

nøkkel ihænde - selvom de lokale notiser er baade faa og smaa. Samler man dem og stiller dem sammen med bekjendtgjørelserne saavel fra myndigheterne som fra privatfolk, tegner de et forholdsvis tydelig billede av tiden. De er filmen i dens første utgave, da billederne fløi skjælvende over det hvite tæppe.

 

Skal man kunne danne sig et tro billede av den lokale presse og dens utvikling, maa man se den i forhold til verdenspressen i det hele og da spe­cielt i forhold til vort eget lands. Den første hentydning til pressen finder man kort efter boktrykkerkunstens opfindelse i 1450. Det var løse flyveblade, som en tid efter begyndte at utkomme i fortløpende numre. Men sent gik det, og først omkring aaret 1600 finder man de første regelmæssige ukeblade. Det var Tyskland, som dengang gik i spidsen. Tyskland tilkommer ogsaa æren av at ha startet det første dagblad, det endnu eksisterende «Leipziger Zeitung», grundlagt i 1660. Men i slutten av det 17de aarhundred tok England teten og beholdt denne lederstilling i lang tid fremover. England fik dog ikke sit første dagblad, «The Daily Courant», før i 1702.

Disse pressens pionerer, som arbeidet med et høist primitivt teknisk materiel, har litet tilfælles med vor tids presse, som har sættemaskinen, ro­tationspressen, telefonen og den traadløse telegraf til sin disposition. De var nærmest som tidsskrifter at regne, og de kan i almindelighet henføres til flere bestemte grupper. Man hadde de specielle nyhetsblade, blade som beskjæftiget sig særlig med politiske, sociale og økonomiske spørsmaal, andre som mer tok sig av kulturelle opgaver, videnskap, literatur og kunst, og endelig de særlige avertissementsblade, som hadde privilegium paa avertissementerne og herfor betalte en viss avgift. Først et stykke ut i 1800-aarene blev disse fire grupper slaat sammen, og den moderne presse opstod. Ogsaa her gik England i spidsen, idet det første blad, som tilnærmelsesvis kan sammenlignes med vore nuværende dagsaviser, er Londonnerbladet «Public Advertiser». I Danmark hadde man allerede tidlig en hel del saakaldte flyveblade, som til­dels blev importeret fra Tyskland; men først i 1634 blev der git privilegium paa at utgi «ukentlige aviser» paa dansk. Det første danske dagblad er,«Dagen», som blev grundlagt i Kjøbenhavn i 1803. Fra 1835 utkom det ogsaa om søndagene. Bladet gik ind i 1843. «Dagligt Allehanda» blev det første svenske dagblad, grundlagt 1745.

Det første norske blad «Norske Intellinenz-Seddeler», som det oprindelig het, kunde i 1913 feire 150 aars jubilæum, idet dets første nummer blev utsendt 25de mai 1763. Bladet utkom en gang ukentlig og kostet 2 skilling pr. numer. To aar senere fik Bergen sin første avis «Efterretninger fra Adresse-Contoiret i Bergen (nu «Bergens Aftenblad») og endnu to aar senere fik Trondhjem sin, nemlig «Trondhjems Adresse-Contoirs Efterretninger» («Trondhjems Adresseavis"). I 1780 fik Kristianssand sin priviligerte adresse­avis : «Christiansandske Uge-Blade», som forlængst er ophørt at utkomme, Alle disse var ukeblade. Den første dagsavis fik Norge i 1819, da «Morgen­bladet» blev grundlagt.

s. 255

BYENS FØRSTE AVISER.

Stavanger faar ikke sin avis før et godt stykke ut i det 19de aarhundred, idet byens første blad «Stavanger Adresseavis» utkom med sit første numer fredag den 4de oktober 1833. Nogen ansvarlig redaktør angis ikke, men nederst paa sidste side staar: «Stavanger, trykt hos L. C. Kielland».

Lauritz Christian Kielland blev født i Stavanger 1808. Efter at ha faat sin faglige utdannelse hos boktrykker Grøndahl, Kristiania, oprettet han det første trykkeri i Stavanger og drev forlagsvirksomhet ved siden. Paa hans forlag er utkommet en mængde religiøs literatur og forskjellige tidsskrifter. Trykkeriet blev i 1847 eller 48 flyttet til «Bergene». L. C. Kielland døde 7. januar 1861 og forretningen blev fortsat under firmanavn «L. C. Kiellands Enke». Fra 1875 gik sønnen C. Kr. Kielland ind i forretningen, som han helt overtok i 1888.

«Stavanger Adresseavis» utkom fra begyndelsen av hver fredag i et litet 2-spaltet format; satsens størrelse var 17 X 15 cm. Hvad abonnementsprisen var findes ikke angit; men hr. C. Kr. Kielland tror, at bladet ogsaa oprindelig - som noget senere - kostet 3 speciedaler aarlig.

«Adresseavisen» angir sig at være «Et blad av blandet indhold» og bringer følgende spidsartikel:

 

«Endskjøndt Antallet paa Subscribenterne hidtil er lidet, begynder Adresseavisen dog nu sin Vandring.

I det den herved første Gang hilser sine Abon­nenter, viser den sig i den Skikkelse, som den vel al­mindelig vil fremtræde i: hverken Form eller Indhold giøre store Fordringer. - Men om den end satsledes bliver simpel og ligefrem, vil den dog sikkerlig ikke blive unyttig: Udgiveren haaber at jevnligen Mange ved Bladet vil have Noget at give sine Medborgere Underretning om, - at nu og da En og Anden i det vil have noget Gavnligt at foreslaae, noget Mangelagtigt at giøre opmærksom paa. Man vil ogsaa bestræbe sig for, at levere de politiske Efterretninger tidligere, end de i norske Aviser bringes hid.

Avertissementer og Andet, som skal indrykkes i Bladet, ønskes i Almindelighed ind­leveret i Bogtrykkeriet inden Onsdags Aften.

For Indrykkelser, hvorfor Betaling skal indlægges, bliver Prisen 2 eller 3 Skill. for Linien, eftersom det trykkes med mindre eller større Typer».

 

Som skik og bruk var paa den tid og senere fremover ogsaa indeholder det første numer en angivelig indsendt «Velkomst-Hilsen til Avisen»:

 

«Den første Dag Du Lyset seer

Vi ønske dig velkommen lille Spæde,

Du kan med Tiden stifte Gavn og Glæde,

Som dine Søskend', i din Kreds blandt Fler;

 

Endnu saa ung man Intet vente kan,

Men ogsaa Dig vil Tiden gjøre moden.

Hvem negter vel, Oplysningen paa Kloden

Er gavnlig, naar den bruges med Forstand».

s. 256

s. 257

Ved siden av det lille hilsningsdigt staar paa første side av «Stavanger Adresseavis» en liten notis, som repræsenterer bladets lokalstof:

 

«I det mest ønskelige Veirlig sluttedes Kornhøsten heromkring i den første Deel af forrige Maaned. Senere ere ogsaa Kartoflerne indbjergede. I det Hele har dette Aars Afgrøde været god; Høe fik man, formedelst den noget tørre Sommer, ialmindelighed lidt mindre af end i gode Aar; af samme Aarsag, fylder ikke heller Halmen saameget i Laden, som sæd­vanlig; derimod mener man ikke alene at Kornet er godt, men ogsaa foldigere end almindelig. Potatos-Høsten var middelmaadig».

 

Efter at ha leveret denne ikke helt aktuelle lokal-nyhet, gaar redaktionen over til «Post-Efterretninger» og «Blandinger», to faste avdelinger som til­fulde bekræfter, at «Adresseavisen» var et «Blad av blandet Indhold». Under de nævnte titler er uten specielle overskrifter stuvet sammen de mest for­skjelligartede meddelelser fra alle verdens kanter, ogsaa fra indlandet. At ogsaa den tids redaktører hadde tæft av publikums smag fremgaar bl. a. av følgende beretning om henrettelsen av en Christian Halvorsen Sand i Nordre Oudalen:

 

«Han viste sig meget fattet og rolig, og afklædte sig selv Trøien og Halstørklædet. Før han lagde sig ned paa Blokken, fremsagde han med høi og fast Røst det første Vers af  Psalmen No. 260: «Ak! see til mig i Naade ned, Barmhjertighedens Fader» o.s.v. og derpaa bad han af Fadervor, indtil «til os komme dit Rige», da den gamle Skarpretter gjorde det første af fem Hug».

 

Av anden tekst bringer bladet «Børs-Courser fra Kristiania, Bergen, Kjøbenhavn, Hamborg og London», en opgave over varepriserne og endelig en fortegnelse over indkomne og utgaaede skibe. Opgaven over varepriserne er saa karakteristisk for byens daværende handelsliv, at den fortjener at medtas her:

 

«Østersøisk Hvede 5 1/2  Spd. Do. Rug 3 1/2 Spd., 2radet Byg 1 9/10 a 2 Spd., Havre 1 3/10 Spd., Malt 3 a 3 1/2 Spd., Erter 4 Spd., Cette-Salt 1 7/10 Spd., St. Ybes do. 1 3/5 Spd., Lisabons Do. 1 1/2 Spd., Alt pr. Tønde; Caffe 33 à 34 Sk., Candis 23 Sk., Raffinade 26 Sk., Riis 11 Sk. pr. π; Druespiritus 50 Sk., Do. Brændevin 30 Sk., Kornbrændevin 13 à 14 Sk. pr. Pot; Stangjern 12 Spd., Støbegods 9 Spd. pr. Ski; nedslagne Bøgetønder af Mesterstav 44 Sk., Do. af Bondestav 36 Sk. pr. Stkr.; saltet Vaarsild i Bøgetræ 3 Spd., Do. i Furretræ 2 9/10

Spd. pr. Tønde».

 

Bekjendtgjørelserne, som begynder paa første og optar næsten hele anden side, indledes av «Den Kongelige Norske Regjerings Marine-Departement», hvis chef dengang var Motzfeldt, som bekjendtgjør en «høieste Resolution» om, at «Al Qvarantaine med Hensen til den ondartede Cholera ophører ind­til videre i Drammen» o.s.v. Stavanger Byfoged-Contoir, Christensen, aver­terer en auktion og en Proclama og Stavanger Postcontoir, C. K. Kielland, meddeler, at posten til Østlandet ifølge Finants-Departementets bestemmelse herefter skal avgaa hver tirsdag og fredag middag.

Sammen med de officielle bekjendtgjørelser averterer en J. Olsen under overskriften Theatret, at han «Med naadigst Tilladelse» vil opføre: «Skue­spillerinden paa Prøve, Christen og Christine». Billetterne koster 48 Sk. og «Begyndelsen skeer Kl. 6».

I samme forbindelse averteres, at «Gymnastikker Francke med Selskab er ankommen her til Staden; han agter med det Første at vise sine Kunster i Gymnastik, Equilibristik og Linedands».

Saa kommer vi endelig til forretnings-annoncerne, som er samlet under

s. 258

den fælles titel «Tilkjøbs». Den eneste forretningsmand, som tar pressen i bruk, er en Chr. Lie, som maa ha drevet en meget alsidig forretning. I tre forskjellige avertissementer, som alle indledes med bokstaverne C. L., med­deler han, at han «er bleven forsynet med et smukt Assortement Manufactur­varer»; vidre at «I disse dage er hidbragt med Capt. Jaatten fra Hamborg Canavas Flandergarn i alle Farver, Rulboch, Tricornels, Ananas, fine uldne engelske Nattrøier & Beenklæder, Børneklæder af forskjellig Størrelse med flere Varer, der sælges meget billig».

Tilsidst bekjendtgjør hr. Lie, at han til de samme «meget billige Priser» sælger en hel del andre varer, hvorav kan nævnes: Amerikansk humle, Ar­magnac, lyseguult tørt Havannasukker, Sago Gryn, Canneel, Grønsæbe, Spis­kum, Coriander, Prager Blækpulver, Postpapir og Skrivpapir, ægte romanske Qvinter, Vox «med flere Varer».

Betegnende for denne tids forretningsforhold er følgende avertissement, som findes i et av «Adresseavisens» første numre:

 

«Den eller de respective Handlende her i Byen, som have Brug for en, der forstaaer at føre Correspondence, vil herom fase nærmere Underretning paa Bogtrykkeriet».

 

Blandt forretningsavertissementerne findes ogsaa et fra Post-Contoiret om, at man der kan faa kjøbe forskjellige bøker bl. a.: «Norges constitutionelle eller grundlovbestemte Ret ved F. Stang 3 Spd. 40 Sk., De fire Evangelisters Harmonie 48 Sk., Fortegnelse over de med Signalflag forsynede norske Fartøier af Bjørn,, 48 Sk. o.s.v.

Det maa i denne forbindelse nævnes, at den første dødsfaldsannonce, som er offentliggjort i Stavanger, findes i «Adresseavisens» nr. 9 og lyder saaledes:

 

«Det bekjendtgjøres herved for den Afdødes eneste Datter og Svigersøn tilligemed fra­værende Slægt og Venner, at R. Bøe, Skræddermester i Bergen, afgik ved Døden den 21de November under et Besøg her i Byen.

Stavanger 28de November 1833.

L. Rasmussen.

I de senere aargange findes oftere dødsfaldsannoncer, oftest avfattet i meget høistemte uttryk. Og det fremgaar av disse annoncer, at det i den tid var sædvane at fortsætte averteringen ogsaa efterat vedkommende var begravet, - da med tilføiet tak for deltagelse.

Naar jeg har dvælet saapas utførlig ved «Stavanger Adresseavis» første numer, er det ikke alene fordi det er byens første blad, men fordi de første numre er karakteristiske for denne og følgende aargange.

Med ukentlige mellemrum sendte bladet ut sine numer, som alle er støpte i samme form: ens typografisk utstyr av al tekst, for det meste ogsaa av alle annoncer, og ingen overskrifter utenom de forskjellige avdelinger. Redaktionen ser ut til at ha tat sit arbeide meget let. Utenom de saakaldte «Post-Efter­retninger» er det helst «Indsendere», som fører pennen. Men disse inserater i forbindelse med bekjendtgjørelserne er av stor kultur-historisk interesse og bidrar i høi grad til at kaste lys over tidens forhold - i første række over denne tids Stavanger. For bare at nævne nogen eksempler: I november 1833 skriver en indsender

s. 259

«Saasom og eftersom hverken den ene eller den anden i Stavanger synes hidtil at have, foretaget sig Noget, saavidt vides, for at Byen, uden Amalgamation, kunde faae en Læge for sig alene, falder det Indsenderen ind, at foreslaae, hvilket maaske ikke er saa galt: at man i Østersøen søgte en Saadan hyret til billigst Priis, naar Farten derpaa aabnes til Vaaren. Vel er Cholera i Landet, men da den har brugt saa lang Tid for at krybe fra Drammen til Ho­vedstaden, vil den nok være ligesaa bonet mod vor By, saa at det slet ikke kan haste saa meget, som Mængden antager.

Endskjønt der i Hovedstaden eller derom maa være Overflod af Læger, seer man hen til sidste Storthings Forhandlinger, saa skal det dog have sin Vanskelighed med, at faa Nogen derfra.

Forbeholdender paa Forbeholdender er iøvrigt Klippen hvorpaa alt strander, og derpaa er den paatænkte fortrinlige Plads til en ny Kirkegaard ogsaa, siger man, total forliist. Man faser derfor fremdeles lukke Øinene til for det Syn en opkastet Grav paa vor gamle Kirke­gaard frembyder, hvor de Døde, saa at sige, ikke fase Ro i deres Grave.

Kommer nu Cholera før vi vil have den, kan det maaske blive nødvendigt, at vi, som skeede i de gamle gode Dage - brænde de Døde, som foreslaaes, for at spare Udgiften til den ny Kirkegaard udenfor Byen».

 

Denne notis blir i det følgende numer av bladet imøtegaat av en ind­sender, som kalder sig N. N. Han skriver:

 

«I dette Blads No. 6 af 8de d. M. findes indrykket (under Artikelen «Indsendt») et Stykke, hvis Forfatter synes at ironisere over forskjellige Gjenstande Stedet betræffende, især om en Læges Anskaffelse og en Kirkegaards Oprettelse, som man lader stase ved sit Værd. Men at samme Forfatter i det samme ironiske Sprog tillader sig at tale om Cholera saaledes «Men da den har brugt saa lang Tid for at krybe fra Drammen til Hovedstaden, vil den nok være ligesag bonet mod vor Bye». Det kan ikke med Taushed forbiganes. Nei lader os be­tænke at Honettiteten kan man ikke stole paa, da Erfaring har viist at denne Landeplage indfinder sig der, hvor den almægtige Gud vil have den, for at udrette hvad Ham behager. Lader os heller hos Stedets agtværdige Geistlighed anholde om, i Guds Huus med forenede Bønner af Hjertet at bede Gud, at borttage vore Synder forinden han tager vore Sjæle; eller om Han forskaaner os for Straffen, da have vi dobbelt Aarsag til derfor at love og prise Hans hellige Navn».

 

Koleraen huserte nemlig slemt i disse aarene, specielt bortover i Øst­landsbyerne. Men ogsaa i Farsund har den herjet haardt og kom saa langt vestover som til Egerøen. Og da det nok var likesaa skralt med læger i andre egne av landet som her i Stavanger, utfærdiget «Central-Commissionen angaaende Foranstaltninger imod Cholera» en «Veiledning for Menigmand», som blev utgit av «Den Kongl. Norske Regjerings Departement for Kirke og Underviisnings-Væsenet». I denne veiledning, som er indtat i «Stavanger Adresseavis», nævnes først en række «Kjendetegn» paa kolera (f. eks. mathet, «madlede», krampe i «Arme, Been og Underliv» etc.), hvorefter man gir en meget detaljeret veiledning til sygdommens bekjæmpelse. Man skal bl.a. «lade den Syge lægge sig i en varm Seng og iøvrigt iagttage et varmt Forhold», hvor­efter man gir ham «de almindelige Champherdraaber, 15-25 Draaber i Vand, Bygsuppe eller Havresuppe, hver Time eller halve Time». Videre anbefales det at gi den syke te av «Congothe, Hyldeblomster, Pebermynthe eller Me­lisse, lidt og tidt». Og skulde dette ikke hjælpe, kan man gi den syge «koldt Vand, enten alene eller med Kjøkkensalt», hvorefter man gaar over til den ytre behandling: «Man foretager over hele hans Legeme, men især i Om­fanget af Maven, Arme og Been, Børstninger (dog ikke med stive Børster), eller Gnidninger med varme uldne Klude, enten alene, eller fugtede med

s. 260

varm Ædikke, varmt Brændeviin, varm Champherspiritus, varm Sæbespiritus, Terpenthin-Olie eller lignende pirrende Midler. Disse Børstninger og Gnidninger maae fortsættes uafbrudt, stundom endog i flere Timer».

Koleraen er gjenstand for behandling saaatsi i hvert eneste numer av bladet, og man faar et sterkt indtryk av, at folket har været grepet av en sand koleraskræk. I «Adresseavisen» for 29. november 1833 findes saaledes «En velment Advarsel», antagelig av bladets redaktion, hvori det heter:

 

«Eftersom Cholera nu grasserer i vort Land er det jo paa Tiden, at enhver med hjertelig Bøn og Bod søger at afvende Guds Straffedomme over Folk og Land og tillige at aflægge Lasterne, saasom den overhaandtagende Svir m. m., som foraarsager saa mange Familiers Ulykke og Undergang. Hvor sørgeligt er det ikke ogsaa at erfare, at mange fornuftige Mennesker, til Forargelse for andre, saa flittig besøge Comedierne, og betænke ikke, at de i Daaben have lovet at forsage Djævelens Gjerninger og Væsen».

 

Midt i denne kolera-skræk har dog byens borgere feiret kongens (Karl Johans) fødselsdag den 26. januar, med stor stas, hvorom «Adresseavisen»_. bringer et forholdsvis utførlig referat:

 

«Hans Majestæt hvor elskede Konges høie Fødselsdag, den 26de dennes, blev paa sæd­vanlig Maade festligholdt i Stavanger Klubselskab, hvor et talrigt Selskab af de ældre Med­lemmer havde forsamlet sig til Middag, og blev da under Maaltidet udbragt Skaaler for Hans Majestæt Kongen, Dronningen, Kronprindsen og Kronprindsessen, saavelsom for de øvrige Kongelige Personer, saa og for de forenede Riger og for Norge, der, ledsagede af passende Sange, bleve tømte med levende Enthusiasme under Hurra og Fanfare. Formedelst en næsten orcanmæssig Storm, som stod paa Byen, maatte den sædvanlige Kanon-Salut ved Skaalerne indstilles, for at ikke et mueligt Ulykkes-Tilfælde skulde forspilde Dagens Glæde. Om Aftenen forsamledes de yngre af Klubbens Medlemmer sammesteds til Bal, som vedvarede den hele Nat, hvor der i Anledning af Dagen herskede den gladeste Stemning. Først henimod Mor­genen skildtes Selskabet ad med de varmeste Ønsker for den elskede Konge, under hvis milde Scepter Norge føler sig saa lykkelig.

Ogsaa i Storthingsmand, Malermester Cederbergs Huus, hvori var anbragt et til Festen passende Transparent, var et talrigt Selskab forsamlet af endeel.. Byens respective Borgere, som ei ere Medlemmer af Klubselskabet. I det under Maaltidet Skaaler udbragtes for Hans Majestæt og Kongehuset, de forenede Riger og Norge, blev følgende i den Anledning forfattede Sang afsungen:

 

Saa glade som Fædrene tit ved sit Kruus                    

Og Oldtidens utvungne Skikke,                                   

Saa glade, o Konge ! ved Dig og dit Huus

Den Skaal vi af Hjertet vil drikke.                               

:,: Velsignelse følge, o Kongel Din Æt,             

Lad Thronen ei bygges af Trælle,

Hver Stand og hver Borger lad nyde sin Ret,

Og ingen Oplysning lad dvæle. :,:        

 

Da Folkene rakte hverandre sin Haand,

De hylded' Forening i Norden,

Saa trofast, saa helligt, de knytted' et Baand,

Saa fast, som kan knyttes paa Jorden ;

:,: Gjensidig de agted hinanden og stod'

Men Fordom og Splid maatte vige,

Og truede Storme de mangled' ei Mod

For Frihed og Fædrene-Rige.:,:

 

Gid Handelen blomstre,. lad Plovene gaa,

Og Viisdom dem begge ledsage,

Lad Kunsterne fremmes, at vi ikke maae

Formeget af fremmede tage.

:,: Enhver i sin Stilling arbeide sig træt

Paa jorden saavelsom paa Vandet,

Da uden Bekymring han æde sig mæt

Og drikke en Skaal ud „For Landet".:,:

 

Foruden adskillige private Selskaber, som desuden fandt Sted, var ogsaa i Anledning af Dagen foranstaltet at Borgerskabets Musik-Corps musicerede i Byens Gader Morgen og Aften. Overalt saaes de tydeligste Beviser paa hvor høit og almindeligt Landsfaderen er elsket».

s. 261

At de gamle Stavangere var meget kongelig-sindede bekræfter ogsaa den omstændighet, at da Carl Johan besøkte landet vaaren 1839 efter at ha feiret sin 75-aarige fødselsdag i Stockholm, besluttet byens «formænd og repræsentanter eenstemmigen», at en deputation skulde avsendes til «hs. Maj. Kongen». Til medlemmer valgtes pastor Lange, kjøbmand Bahr og oberst­lieutenant Eckhoff. Om kvelden søndag den 21. april blev deputationen mottat i audiens, og dens formand, pastor Lange, holdt da følgende tale, som «Adresseavisen» gjengir i sit numer for 3. mai:

 

«Naadigste Konge !

At see Deres Majestæt i Oldings Alder, men i Manddoms fulde Kraft, vidunderligen bevaret og styrket af Gud, med Tilfredshed og kongelig Naade dvæle saa længe i det under Deres Majestæts Scepter saa lykkelige Norge, fylder alt Folket fra Fjeld til Strand med en stor Glæde.

Deres Majestæt ved dette af saa mange og utvetydige Vidnesbyrd, og just det, at den store Konges Hjerte frydes ved Folkets Glæde, forøger denne saare.

Medens Gud i saa mange Maader velsignede hele Norges Land under Deres Majestæts Regjering, glemte han ingenlunde heller dets golde Vestkyst, men aabnede meget mere Havets udtømmelige Rigdomskilder om vore nøgne Skjær, og fremkaldte Liv og kraftig Virksomhed, hvor Alt kun synes at tyde paa Død og Tomhed. Stavangers Omegn, en af Fædrenelandets historisk mærkeligste Egne, og Stavanger By, en af dets ældste, engang vigtigste Stæder, nød endog fortrinligen godt af disse Velgjerninger, og hævede sig under Deres Majestæts lands­faderlige Regjeringstid igjen af den Afmagt, hvori Omstændighederne havde bragt det, til god Velstand. Men Velstand uden sand Oplysning gjør ikke lykkelig. Det var især Stiftelser og Indretninger til dennes Fremme, som Stavanger endnu savnede; men, skjønt allerlængst fjernet fra Deres Majestæt og den Konge lige Families Sæde glemte heller ikke Deres Majestæt den fjerne Kyst. Deres Majestæts Øie og kraftig veldædige Haand naaede os, og afhjalp vore tungeste Savn.

De store, Landet omfattende Institutioner, hvorved vor Commune glædes og gavnes til­ligemed alle de øvrige, omtale vi ikke nu yderligere. Mange og værdigere Tolke har det været tilladt, at fremføre Fædrenelandets Taksigelse derfor for Deres Majestæt. Men Stavanger Com­mune skylder desuden Deres Majestæt store specielle Velgjerninger. Blandt disse være det os kun tilladt at nævne, at Deres Majestæt har gjengivet Stavanger, hvis rige lærde Skole i en fjern Fortid blev Staden berøvet, og flyttet til Christiansand, en fuldstændig lærd i Forbin­delse med en Borgerskole, og med sædvanlig privat Velgjørenhed skjænket en betydelig Ca­pital som Stipendiefond for samme. Denne Stiftelse har allerede virket meget, og vil, naar vort i Deres Majestæts Viisdom og Godhed grundede Haab om dygtige faste Læreres Ansæt­telse opfyldes, virke endmere til Velsignelse for nærværende og kommende Slægter. - Stavanger Commune er ikke mindre skjønsom og taknemmelig end Landets øvrige, og naar den først nu paa denne Maade vover at fremkomme med den underdanigste Bevidnelse om dens Glæde over Deres Majestæts høie Nærværelse i Fædrenelandet, om dens uskrømtede Taknem­melighed for Deres Majestæts mange og store saavel almindelige som specielle Velgjerninger, da er det alene sømmelig Beskedenhed og Frygt for at falde til Besvær, der har holdt den tilbage. Men den kongelige Velvillie og Naade, hvormed Deres Majestæt har modtaget de Udsendte, selv fra yngre og mindre Søster-Stæder gav ogsaa Stavanger Mod til at fremtræde. Den Udsigt, som Deres Majestæt har aabnet Stæderne til endog at glædes ved Deres Maje­stæts høie Besøg, vakte ogsaa hos den bedagede, men igjen opblomstrende troe Stad Stav­anger et svakt Haab om at see den hæderkronede Olding, Rigernes Fader, i Manddoms Kraft under sit lave tarvelige Tag, gjæstende den Kongsgaard, hvor saa mange kongelige Forgjæn­gere, hvor ogsaa Deres Majestæts værdige Søn, Hans Kongelige Høihed Kronprindsen beha­gede at indtræde.

Værdiges da naadigste Konge! gjennem os, hvem dette hæderfulde Hverv blev over­draget, naadigst at modtage Stavanger Communes underdanigste Lykønskning, Bevidnelsen om dens ærefrygtsfuldeste Taknemmelighed og dens gladeste Velkomsthilsen, idet vi fremføre

s. 262

samtlige vore Medborgeres med vor forenede Bøn : Gud velsigne Deres Majestæt og Deres ganske kongelige Huus».

I sit svar uttalte kongen bl. a.:

 

«Jeg nærer det Haab at kunne besøge Stavangers ældgamle og trofaste Stad. Min Søn har underrettet Mig om den hjertelige Modtagelse, med hvilken Byens Indvaanere mødte ham, og I bør være forvissede om, hvormeget jeg har vidst at paaskjønne den.

Forsikrer Eders Medborgere om hele min kongelige Bevaagenhed og om mine oprigtige Ønsker for Stavanger Byes vedvarende Velvære, samt værer selv forvissede om min naadigste Velvillie».

 

Af de foreliggende aargange av «Adresseavisen» - iste, 2den, 5te og 6te, som nu tilhører boktrykker C. Kr. Kielland, - fremgaar det, at kongens fødsels­dag hvert aar er blit feiret med pomp og prakt, først og fremst af klubselskabet. Til disse festligheter var som oftest forfattet høistemte hyldningssange til kongen; men i referatet om konge-festen i 1839 findes ogsaa den av sogneprest Thorne i Haaland forfattede sang. Sangen, som gjentagne gange er offentliggjort, begynder slik:

 

« Til Norges Fiskerier.

Om Fjeldets Stolthed og Dalens Lyst

Sjung, Nordmand, glad, saa det høit kan runge !»

 

Mens man saaledes feiret kongens fødselsdag med stor høitidelighet, merkes intet spor til 17de mai før i 1838. Da utkom «Adresseavisen» paa selve frihetsdagen uten at mindes den med et ord; men i det følgende numer, for 24. mai, læses:

 

«Sidstafvigte 17de Mai fandt, her endeel Højtideligheder Sted, fordetmeste foranstaltede af det forrige Aar af nogle Haandverkere og andre stiftede Selskab «Foreningen af 17de Mai». Angaaende disse Højtideligheder har en af Foreningens Medlemmer meddelt følgende Beret­ning til Offentliggjørelse : «Norges saa erindringsfulde og dyrebare Dag, den 17de Mai, fei­redes her iaar paa en skjøn og sand folkefestlig Maade. Efterat nogle af Byens Borgere havde paataget sig at danne en Commission, for at indsamle Bidrag og feie Foranstaltninger til Fest­ligheder den 17de Mai, blev til dette Øiemed af 160 à 170 Personer tegnet et Bidrag af om­trent 70 Spd. Som Følge heraf bleve 100 af Byens Fattige bespiste med et godt Middags­maaltid, og paa Borger-Exerceerpladsen blev til de videre Festligheder arangeret det Fornødne. Saaledes var der en stor grøn Krands opsat, hvori læstes «Den 17de Mai», i en Fiirkant udenom denne vare Borde opstillede, besatte med Drikkeglas, og desuden var der anbragt en heel Deel Flag og flere Telte med Borde og Bænke. Allerede tidlig om Morgenen blev Dagen hilset med Kanonskud fra Havnen og flere Steder udenom Byen. Paa Valbjerget var ophængt en stor grøn Krands, i hvis Midte var anbragt «Den 17de Mai» ; Krandsen var omgiven af tvende norske Flag og en hvid Stander. Ligeledes flaggede alle paa Havnen liggende Fartøier, ligesom der flere Steder baade i og strax udenfor Byen var anbragt Flag.

Kl. 1 Eftermiddag samlede efter Indbydelse en stor Deel af Byens Borgere sig i det Locale, som benyttes af Foreningen av 17de Mai; herfra gik man til Exerceerpladsen under Spil af Borgermusiken og en Salut af 32 Skud fra en paa Vaagen liggende Skoner, Consti­tutionen kaldet. Paa Exerceerpladsen blev under Musik, Sang (til den første Skaal blev en til den 17de Mai af Seilmager O. C. Mathisen forfattet og her trykt Sang afsungen), Skud og Hurra udbragt Skaaler for Constitutionen, Norge, dets Konge Carl Johan, Kongehuset, Norges og Sveriges Forening, Constituenterne, Norges Flag, det sidste og det kommende Storthing og den norske Regjering. Derefter benyttedes den tilstedeværende Musik til Dands, medens Andre spadserede omkring, opholdt sig i Teltene eller nød Forfriskninger i et i Nærheden ordnet Marketenteri. Mod Aftenen udbragte man fem Skaaler, hvoriblandt for Byens Autori­theter og for Byens Vel. Derefter begav den hele samlede Folkemasse sig med Musiken til­bage til Byen. Kl. henimod 9 ankom man paa Torvet, hvor man efter at have udbragt et

s. 263

Hurra adskiltes i den meest tilfredse og glade Sindsstemning for denne herlige. Dag og den skjønne Festligholdelse, hvori en her nok sjelden seet Menneskemasse af Unge og Gamle, Høi og Lave, Rige og Fattige deeltage med den mest tilfredsstillende Orden og Anstand. Sener ordnedes flere Aftenselskaber, og i Foreningen af den 17de Mais Locale var anbragt et Transparent, hvorpaa læstes:

 

Den 17de Mai.

For Frihed, Drot og Fædreland

Slaaer nu og stedse Normands Barm,

Oplysnings Sol dens Slag oplive

Og Fryd og Held og Fred den give.

 

Disse Ord vare omgivne af en Egekrands, hvorunder den norske Løve var anbragt i rød Feldt med et Flag paa hver Side. Til langt ud paa Natten saaes saavel paa Landeveien som i Gaderne en stor Deel Spadserende. Imidlertid mærkede man intet til vild Skrigen eller anden Uorden, der kunde forstyrre de høitidelige, glade Følelser, Dagen og dens Festligholdelse maatte frembringe».

 

Det fremgaar ikke av referatet, om man her staar ved den første officielle 17. maifest her i byen; men det er ialfald det første referat som foreligger. Og referatet er karakteristisk baade for datidens festligholdelse av dagen og for pressen - det er indsendt til offentliggjørelse !

Det kan i denne forbindelse nævnes, at «Adresseavisen» i det følgende aar, 1839, ikke nævner 17. mai med en stavelse - hvadenten der har været fest eller ikke. Derimod foreligger et referat fra 1841, hvori det heder:

 

«Constitutionsdagen blev, som vi tilforn anmeldte, høitideligholdt i vort Klubselskab ved Middagsselskab og Bal». «Forøvrig fandt, saavidt vi vide, ingen Festligholdelse af Dagen Sted og vi maa beklage den liden Sands, der for en stor Deel i vor By og næsten udelukkende i Landdistricterne heromkring findes for vor fri Forfatning og vore frie Institutioner; det var at ønske, at en Forandring til det Bedre i saa Fald snart maatte foregaae, men det seer kun smaat ud hermed, saalænge man ikke med Iver og Kraft arbeider paa at fremme Almueop­ysningen; thi Frihed, naar man ikke forstaaer at skatte og benytte Friheden, er et tomt Ord».

 

I et referat fra 1843 heter det derimot:

 

«Gaarsdagen, den 17de Mai, gik her af i al Stilhed ; hverken Formandskab eller nogen anden Autoritet havde gjort Noget til Dagens Festligholdelse; flere Skibsrhedere fandt det ei Umagen værd at heise Flag paa deres Fartøier. Skjøndt saaledes vor Frihedsdag her ikke offentlig blev feiret, mindedes den dog i flere private Cirkler. Fra et Fartøi paa Vaagen, hvor flere af Byens Borgere havde forsamlet sig, hilsedes Dagen med Sang og Kanonskud, og Far­tøiets Eier, Skibscapitaine A. Hummeland, fortjener derfor Tak for den Hyldest, han saavel nu som før har viist vor Frihetsfest. Vi ville haabe, at en lignende Søvnagtighed ikke oftere overkommer Gemytterne, men at Syttendemaidagen herefter bliver feiret som en sand Folkefest».

 

Foruten de nævnte referater av offentlige festligheter indeholder disse aargange av «Adresseavisen» yderst sparsomme lokale meddelelser. Det ind­skrænker sig til notiser om været, sildefisket, aarsavlingen og denslags. I denne forbindelse maa nævnes, at i bladet for 19. juli 1838 foreligger det første referat fra offentlige forhandlinger, nemlig fra amtsformandskapet. Be­tegnende er det for reportagen, at oprettelsen av Stavanger Sparebank, byens første bankinstitut, som begyndte sin virksomhet 13. september 1834, ikke omtales av redaktionen.

Naar selv en slik begivenhet ikke bevæger bladets redaktion til at gripe pennen, vil man forstaa hvilken himmelvid forskjel der er mellem hin tids reportage og nutidens, da aviserne med glubsk begjærlighet noterer at «en ulykke nær hadde hændt». Først den 17. oktober, altsaa en maaned efterat

s. 264

banken var aabnet, fortæller «Adresseavisen», at «Vor Sparebank har begyndt sin Virksomhed, og det saaledes, at man kan have grundet Haab om, at Ind­retningen vil trives. I de fem Aftener Banken har været aaben, har 212 Indskydere indsat noget over 2500 Spd., og disse Penge ere alle gjorte frugtbringende, ved at discontere Vexelobligationer».

Illustrerende for reportagen er det ogsaa, at indvielsen av en ny kirkegaard skjænkes 13 linjer. Bladet for 12. september 1834 fortæller:

 

«Længe har vor By trængt til, og allerede for mange Aar siden var det paa Bane, at en ny Kirkegaard skulde anskaffes, men Intet blev foretaget desangaaende før Cholera var kommen til Landet. Efterat Vanskeligheder, der fra flere Kanter reiste sig, vare overvundne, blev endelig et stort, ret smukt beliggende Stykke af Bispe-Ladegaards Grund indkjøbt. Dette er nu midlertidigen indhegnet, og blev sidste Fredag med passende Høitidelighed indviet til Kirkegaard. Uagtet det truede med Regn, var dog en Forsamling af over 2000 Mennesker tilstede, hvoriblandt Byens Autoriteter, der i Procession begave sig til og fra Stedet».

 

Først i slutten av juni det følgende aar offentliggjør «Adresseavisen» «Reglement for Stavanger og Frue Menigheders den 5. September 1834 høitideligen indviede nye Kirkegaard».

Bortset fra de enkelte notiser om sildefisket, koleraen og været, som findes i et og andet numer, utgjør bladets indhold bekjendtgjørelser, Post­Efterretninger, Blandinger (hvorunder i over et aar findes en fortløpende beretning om «Teyermanns og Bennets Reise om Verden»), Handelsefterretninger, indekspederte og utekspederte skibe samt fortegnelse over anmeldte reisende. Bladet vogter sig vel for at omtale kommunale saker og beskjæftiger sig heller ikke med politik før i juni 1835, da det indeholder en indsendt artikel «Om Statsraadernes Deeltagelse i Storthingets Forhandlinger», i hvilken anledning «Adresseavisen» utkom med to numer, det ordinære og et firesidig saakaldt «Tillæg». Et saadant «Tillæg» blir senere forholdsvis ofte anvendt, naar stofmængden har gjort det nødvendig, hvilket synes at tyde paa, at man ogsaa i hin tid har hat at kjæmpe med den fortvilede plads­mangel.

Utstyret paa denne maate er den ene aargang den anden nøiagtig lik. Redaktionen sporer man litet til - det er helst «Indsendtere» som fører ordet. Et par av byens lærde herrer er røket i totterne og fører en langvarig feide, hvorunder de slaar om sig med lange latinske citater og ordtøk, andre klager snart over dette, snart over hint. Der er imidlertid enkelte ting, som tyder paa, at adskillige av disse «indsendere» er fingerte, og at det er selve redak­tionen, som staar bak. Noget andet bevis herfor kan jeg naturligvis ikke føre, end at de fleste synes at være slaat over en læst. Hvordan det end forholder sig hermed, saa bidrar dog disse brogede notiser i høi grad til at kaste lys over forholdene. Bidragene er oftest anonyme eller undertegnet av et eller andet latinsk navn. De er - som man vil se av det følgende - ofte humoristiske, tildels temmelig drøie:

 

13. mars 1835: «Ligesaa rigtigt, som det efter Indsenderens Formening er, at man vil gjøre det til Pligt for den tilkommende Bedemand, at fungere som Politibetjent, ligesaa ønskeligt vilde det formentlig være, at Byens Skydsskaffer, der tilsiger Brand-Rund-Vagten, og forøvrigt fast intet har at bestille, ved Ansættelse av et dertil værdigt Subject, maatte vorde

s. 265

paalagt det Samme. Byen fik da paa en let Maade, om end den Sidste tilstedes lidt høiere Løn, fire Politiebetjente, og færre bør den nu vist ikke have».

 

 I samme numer av bladet klager en anden indsender over, at byens gater er i en sørgelig forfatning. Han mener, at det «hidrører fra den gamle skik, at Enhver istandsætter sit Gadestrøg efter Evne og eget Tykke, eller og efterlader at gjøre det», hvorfor indsenderen foreslaar:

 

«At Udgifterne til Gadernes Brolægning udredes af vor Bykasse, som i andre Byer. At enhver Huuseier yder, med Hensyn til Husets Værd, Dagsarbeide dertil, samt at dette Ar­beides Udførelse overdrages til en i rigtig og nu brugelig Brolægning kyndig og erfaren Mand».

 

I et senere numer spør en anden:

 

«Hvem det tilkommer at passkynde den pligtmæssige Istandsættelse af det Mangelhaf­tige, som Indsenderen anfører at burde forudgaae inden Gaderne kunde, som foreslaaet, over­tages, til videre og ordentlig Brolægning af Bykassen ?» Og han tilføier : «For at faa den øvrige Deel af vort saakaldte Torv istandsat, maa man ønske at atter en Person af høi Byrd, som i 1833, var i Vente».

 

Det fremgaar herav, at det ikke bare er i vor tid at et forestaaende besøk av «en Person af høi Byrd» har hat gavnlig indflydelse paa istandsættelsen av byens gater !

En indsender stiller i 1838 følgende spørsmaal, som i de mest utvetydige ord taler for sig selv:

 

«I hvor lang Tid er det Forlovede tilladt at boe sammen efterat Ægteskabet er tillyst af Prædikestolen? Enken (her nævnes fuldt navn), der boer ved Bredevandet, og er fæstet med en Tømmermand, ved (ogsaa fuldt Navn), som har boet hos hende i næsten 3 Aar, har avlet et Barn med hende, der nu er 1 1/2 Aar gammelt, og omtrent saa længe er det siden Lysving fra Prædikestolen skede ; men Vielsen er endnu ikke foregaaet. Dette er Menigheden til stor Forargelse og slet Exempel. Er dette ulovligt, som vi sikkert antage, saa erindres herved vedkommende Tilsynsmænd om at gjøre deres Pligt».

 

Som man ser var disse «indsendere» ikke bange for at trække høist private forhold ind i avisen - til og med under fuldt navns nævnelse. Den 24. april 1835 skriver en sint indsender:

 

«Vel er vort Kirke-Uhr forældet og daarligt, men dets Bestyrelse er ogsaa overladt til Personer, som mesterligen dreie og fordreie det saaledes hver Dag, at man med Vished aldrig til bestemt Tid kan komme til noget Møde, uden ogsaa idelig at maatte rette sit Uhr efter Fordreiningen. Thi spørges : Hvem commanderer Tiden i Byen? Svar : Klokkerdreng og en formentlig end daarligere Medhjælper».

 

Umiddelbart efter skriver en anden:

 

«Den kirkesøgende Deel af Menigheden maa virkelig glæde sig til, at Orgelet, efter Rygte, vil kunne tages i Brug næste Søndag, om ikke for andet, saa dog især for at 2de Personer, der overstemme al Sang, og tee sig baade som Efter og Forsangere, da forhaabentlig mindre ville kunne vække Opsigt, og forstyrre Andagten, hvilket de som oftest gjøre, og udmærkede sig ved de sidste Paaskedage».

 

Der blev avholdt valg i 1835 og i samme numer, hvori utfaldet av dette meddeles, skriver en bister indsender følgende:

 

«Er det tilladeligt og i Overensstemmelse med Grundloven og Valgloven at De, der attraae at blive Valgmænd, kan gaae om og uddele Stemmesedler, hvorpaa endog den lysthavende Bringers eget Navn er anført, til dem— de de troe at være taabelige nok til enten at afbenytte eller afskrive samme? Hvor tydelig vises ikke Egennytte, Egoisme og Uforskammen hed i saadan Smeden? Det var derfor vist ønskeligt, at Valget paa Storthings-Repræsentanter for Stavanger ei maatte træffe paa Personer af bemeldte Egenskaber».

s. 266

Hvilket umaadelig sprang er der ikke mellem den opfatning, som kommer tilorde i denne lille notis, og vore dages valgmaskinen med trykte stemmesedler, valgkontorer og de mange «lysthavende Bringere» !

At maalsaken maa ha været reist allerede før Ivar Aasen tok den op synes at fremgaa av følgende «Jule-Vise», som er indtat i «Stavanger Adresse­avis» 26. december 1834:

 

Mel.: Stusle Søndags Kvælen etc.

Sei mæg Granne, koleds gaser dæ hos Dæg te

Nogle Daer før Julaa kjeme ?  

Isjaa mæg der snues paa Alting op og ne,       

Æg kan lite vara heme :

Vægjer,Bænkjer,Gaalver,Kjørler,stort og smaat

Alt ska vaskes, skuras, Vægjene faa Kraat;

Som en dængde Hun   

ryme æg paa Stun,

Aa laer Moer faa raa for Staavaa.       

 

Væl æ dæ, dæ vara hært et lite Bøl,

Alt æ glømt mæ Jula-Koftaa.

Konjen sjøl har kanskje inkje bære Øl,

End Moer gjer te Jula-Aftaa ;

Smak paa Øle, Granne! aa gje go Beskje;

Faa Dæ meir i Kannaa, drik Din Granne te;

Me vil Ein aa Kver,

Adle, som her er,

Veta at Me Julaa hava.

 

Ret som Norges Gubbar før paa gammalt Viis

Glædde sæg i Jula-Dadnaa,

Drak aa saang saa glae te gamle Norges Priis,

Ønskte Mandoms Mod i Bodnaa;

Saa vil Me for Norge be om Godt te Gud:

At fraa al Ulykka Han vil frie dæ ud !

Norge altid bli

Lykkelig aa fri !!!

Aa Kver glea sæg i Julaa !

 

I en fotbemerkning skriver redaktionen, at «Denne Sang, som ei før har været trykt, er velvilligen meddelt».

Eller hvilket lys over forholdene kaster ikke følgende bekjendtgjørelser, som er hentet fra «Adresseavisens» første aargange:

 

«Deeltagerne i Lampe-Lygten paa Tunge indbydes herved til Møde i Vagtstuen, paa Raadhuset næste Mandags Eftermiddag Kl. 2, den 6te d. M. Ved Circulaire av 30te April f. A. underrettede vi vore Medinteressentere om, at vi ville være fritagne for den fremtidige Bestyrelse af Indretningen, som vi i flere Aar har havt, hvilket her gjentagende erklæres, samt, at hvis ingen af Medinteressenterne findes villig til at overtage Bestyrelsen for indeværende Aar, eller give Møde, vil Indretningen formodentlig vorde hævet. De Ikkemødende faae at finde sig i hvad de Mødende beslutte denne Indretning vedkommende.

Stavanger den 2den januar 1834.

Rosenkilde & Søn».

 

«En Paraply er funden ved Gaarden Gausel i Jaaftens Skibrede, som Eieren kan erholde tilbage mod at opgive Kjendemerke».

Jedderen og Dalernes Foged Contoir.

Schiøtz».

 

«Som fundet er paa Politikammeret indleveret en Nøgel».

«Paa Postcontoiret er Plads ledig for En, der har nogen Færdighed i Skrivning og Regning.

Kielland».

 

«Da jeg formedelst min svage Helbred er nødsaget at forlade Søen, agter jeg nu fra anstundende Paaske at modtage Børn til Underviisning for billig Betaling i Læsning, Skriv­ning og Regning; ogsaa de der i Aftentimerne maatte ønske Underviisning i Skrivning og Regning kan erholde samme.

Stavanger den 6te Marts 1834.

Knud C. Baade».

 

«Undertegnede anbefaler sig til det ærede Publikum : Til at polere Tænder, - om de, er noksaa sorte og beskadigede skal de dog blive aldeles hvide, og tillige vil Tandkjødet der-

s. 267

ved bevares for Beskadigelse i Fremtiden ; til at afpudse Meerskums Pibehoveder og til at sætte dem i Vox, om det behøves, samt til at aftrække Barberknive. Mit Logis er hos Enkemadam Hansen paa Holmen.

Paulsen».

 

Den samme herre averterer senere, at han vil gi en koncert og under­tegner sig da som «Keiserlig Kammer-Musikus». Man faar i det hele indtryk av, at byen til sine tider var likefrem oversvømmet av farende kunstnere; men hvad slags kunst der ofte blev budt viser følgende avertissement fra 1834:

 

«Førstkommende Søndag den 20de juni agter Undertegnede, hvis Veiret tillader det, at fremvise et meget smukt og brillant Lyst-Fyrværkeri, hvis Indhold bliver efter den udgivne Plan. Som første Stykke vil Undertegnede forestille en Vulcan med tvende brillante Sole, dernæst vil Paul Dahl paa slap Line forestille en Veirmølle af smukt Fyrværkeri. Foruden dette gives flere brillante Stykker, Raketter og Lystbægere og tilsidst fremvises en Globus samt et smukt Vandfald.

Jens Schmidt».

 

«Med høie Øvrigheds Tilladelse agter Undertegnede paa sin Gjennemreise her, at give i Aften den 8de Novbr. Musikalsk-Declamatorisk-Aftenunderholdning af følgende Indhold:

 

1ste Afdeling.

1. Divertissement for 2de Guitarrer, comp. af Undertegnede.

2. Sigvald og Thora af Oehlenschlæger, declameres af hr. Olsen.

3. Phantasie over den kronede norske Nationalsang paa Guitar udføres af Undertegnede.

2den Afdeling.

1. Blomst Underskjøn, declameres af hr. Olsen.

2. Tyrolerwaltz for 2de Guitarrer, comp. af Undertegnede.

3. Norma Morum, declameres af hr. Olsen.

4. Capricer i spansk Maner for Guitar udføres af Undertegnede.

Billetter à 48 Skil., Børn det halve, faaes i mit Logi hos Mad. Jespersen, saavelsom paa Klubben, hvor Concerten gives. Indgangen aabnes Kl. 5 og Begyndelsen sker Kl. 6.

P. Pettoletti».

 

I en anden teaterbekjendtgjørelse er billetprisen sat til 24 β «for Børn under 12 Aar 12 β og Tjenestefolk 16 β».

For at gjøre billedet fuldstændig medtas følgende avertissementer fra 1838:

 

«Da jeg ikke fornærmer Andre, saa begjærer jeg og selv at vandre i Fred og beholde mit ærlige Navn og Rygte. Jeg advarer derfor Enhver om, at lade være at nævne mig med Øgenavnet Slupse-Gjermund, da den, som deri gjør sig skyldig, maa vente at blive mulcteret derfor efter Loven.

Gjermund Eriksen Horpestad».

 

«Et Fruentimmer fra Molde ønsker Plads som Huusjomfru i et anstændigt Huus her i Byen. I Mangel deraf paatager hun sig at bestride en Stuepiges Forretninger. Det bemærkes, at den Søgende har Øvelse i Madlavning som Søm. Avisexpeditionen anviser».

 

«Et sort Dame-Slør er nedlagt til Salgs hos

Olene sal. Svendsen».

 

Paa denne maate gaar «Stavanger Adresseavis» sin rolige gang uten ekstravagancer i nogen retning. Utgiveren har trolig holdt, hvad han uttalte om bladet i dets første numer: «Hverken Form eller Indhold giøre store Fordringer». Men allikevel hadde det sin mission at utføre, det har gjort sin indsats i oplysningens og utviklingens tjeneste, og de smaa gamle aargange er av stor kulturhistorisk værdi for os og for kommende slegter.

Det sidste foreliggende numer av «Stavanger Adresseavis» er utsendt 27. september 1839. Om det var slut med dette numer, eller om bladet har fortsat ogsaa i det følgende aar, kan ikke sies med sikkerhet; enkelte omstændigheter synes at tyde paa, at der har været en kortere pause, indtil

s. 268

«STAVANGER AMTSTIDENDE OG ADRESSEAVIS»

 

utsendte sit første numer søndag den 3dje Januar 1841. Ogsaa dette blad blev utgit av hr. L. C. Kielland. Det er litt større end gamle «Adresse­avisen», men beholder dog det to-spaltede format. Det redaktionelle utstyr forbedres, idet bekjendtgjørelserne samles paa de sidste sider og «Post-Efterretningerne» erstattes med «Meddelelser fra Indlandet», og «Udenlandske Efterretninger». Det tekniske utstyr viser ogsaa enkelte forbedringer. Man er saaledes begyndt at anvende smaa klicheer i bekjendtgjørelserne f. eks. et skib, en opslaat bok, en auktionarius, et hus og lignende - alt efter ved­kommende avertissements indhold. Dette er altsaa den første anvendelse av billedstof i den stavangerske presse. Billederne er naturligvis højst primitive, men de er der dog, og de bidrar i høi grad til at fiffe op de ensformige sider.

«Amtstidende» utkom søndag (senere mandag) og torsdag, altsaa to gange ukentlig, hvilket betyr et stort fremskridt. Hvad bladet kostet sies der intet om, men det var formentlig 3 speciedaler (12 kroner) som før.

Under overskriften «Stavanger den 3die januar» heter det:

 

«Atter er et rigt Aar oprundet, og, hvad dette vil føre i sit Skjød, er endnu skjult i Skjæbnens tillukte Bog ; men, hvor meget vi end svæve i Uvished herom, vil imidlertid Haabet saa gjerne fæste Bo i vort Indre, og vi vide saaledes intet bedre Ønske til vore Læsere, end Ønsket om, at disse deres Forhaabninger maae gaae i Opfyldelse. Snart nærmer sig det Tidspunkt, hvorpaa saa mangt et Blik er rettet; snart stunder den Tid til, da Herren sender sin rige Velsignelse fra Havet ind til vore Kyster; gid da, at vort Haab i denne Henseende heller ikke iaar maa vorde skuffet. Gid fremdeles, at Sands for Almeenvel, at Følelse for alt Stort og Godt mere og mere maa vækkes, at almeennyttige Indretninger maae fremstaae og trives iblandt os. - Ogsaa vi have et Ønske, et Haab for dette vort Blad, at det maa vorde en Spore til at vække denne Sands, at det maa tjene til Udbredelsen af gode og gavnlige Ideer, og, idet vi nære dette Haab, vove vi tillige at anmode Enhver, som dertil føler Kald, om ogsaa at bidrage Sit til Opnaaelsen af dette Maal, ved oftere at benytte vore Spalter til deri at meddele, hvad de troe kunne være til Gavn for det Hele, som for det Enkelte».

 

Reportagen indskrænker sig dog fremdeles til en og anden notis om været, om sildefisket og hvis noget rigtig særlig er indtruffet, f. eks. en ildebrand eller lignende.

Det hænder dog av og til, at der forekommer notiser, som ligger noget utenfor den faste opskrift. I bladet for 31. juli 1843 findes saaledes følgende meddelelse:

 

«Ved i forrige Uge at bortrydde en Steen i Hjørnet af den saakaldte Fattig-Kirkegaard paa Kleven her i Byen, men som nu ikke længer benyttes til Begravelsesplads, stødte Man paa en Muur; ved at foranstalte videre Udgravning der, har Man nu bragt for Dagens Lys Grund­volden af en temmelig stor Bygning, rimeligviis en Kirke. Paa et Sted, sandsynlig ved Indgangen til Choret, findes flere smukt tilhugne Vægstene. Udgravningen fortsættes fremdeles, da man kuns hidindtil har udgravet den ene Side af Langmuren. Det er en høi Grad af Sandsynlighed for, at disse Mure ere Levninger af en St. Olafs Kirke, der har været beligende paa dette Sted; denne Formodning bestyrkes derved, at der i Nærheden findes St. Olafs Kilde».

 

Ganske fornøjelig og karakteristisk for tiden er en konflikt mellem bladets redaktion og amtmand Aas. I en notis 14. august 1843 fortæller redaktionen, at «der i disse Dage er kommen til byen en heel Deel unge Mandskaber, der imorgen skulle afgaae med Dampskibet østover, for at deltage i

s. 269

Øvelsestogtet med Kanonbaadene». Bladet tilføier - og beklager - at de hersker uvilje mot disse utskrivninger, og at der overalt i landet spores ulyst til at delta i krigstjenesten. Bladet søker grunden til dette i «den Maade, hvorpaa Overordnede især blandt de Militaire, dog mere i Fortiden end nu, behandle deres Undergivne», og slutter notisen med følgende uttalelse : «Her hersker overhovedet hos os en Standsforskjel, og den overordnede Embeds­mand udøver som oftest et Supremati, som Man ikke skulde vente i en constitutionel Stat, men som vel, ligesom saa megen anden gammel Surdeig, er en Arvepart fra det danske Enevældes Tider».

I det følgende numer gir amtmanden bladets redaktion en skarp korreks, hvori han bl. a. uttaler, at «Man maa beklage, at Redactionen ikke skaffet sig bedre Underretning, forinden den nedskrev de flere Usandheder, som hiint Product indeholder». Angaaende uttalelsen om, at «den overordnede Embedsmand udøver som oftest et Supremati», skriver amtmanden:

 

«De, der kjende baade mig og de øvrige Embedsmænd her i Amtet, maae bedst kunne dømme derom. Kun skulle journalisterne betænke Følgerne af slige og lignende almindelige Beskyldninger, hvorved Alle skjæres over en Kam og en Aand gjøres gjildende, der i mange Tilfælde tilintetgjør eller lammer den retskafne Embedsmands til det Almindeliges Gavn sigtende Bestræbelser og foraarsager ham Krænkelser og Ærgrelser, der maae kue Modet hos ham til at virke efter sine Evner og sin bedste Overbevisning».

 

Redaktionen knytter hertil en hale, hvori den forsikrer om, at «ingen Embedsmand i Amtet er saa almindelig afholdt som hr. Amtmanden», og at det derfor ikke «kunde falde os ind, at ville kaste mindste Skygge paa ham». «Det gjør os ondt ved vore Ytringer at være komne i Conflikt med en Mand, for hvem vi baade som Embedsmand og Menneske nære uskrømtet Agtelse». Men alt dette hjælper ikke; en indsener kommer amtmanden til yderligere undsætning og uttaler tilslut, at «Man handler ilde i at ophøie skjæve Tendentser, i hvis Smag de end maatte falde». Denne beskyldning krænker redaktionen paa det groveste og den utbryder i hellig vrede:

 

«Et saa lavt Hensyn har aldrig ledet vor Pen; hvad vi sige og skrive er vor Overbevis­ning; den kan jo være feilagtig og ikke stemme overens med Andres Anskuelser, men enhver Tragten efter Gunst, den være si fra oven eller neden, er os lige modbydelig. Redelighed er den vigtigste Fordring til en Journalist, og denne Fordring skulle vi altid fyldestgjøre, saa­længe vi føre Pennen».

 

Ledende artikler om dagens politiske spørsmaal er der fremdeles ikke tale om, derimot indeholder bladet jevnlig artikler av belærende art, f. eks. «Om Lehnsstyrelssen i Sverige», «Et Bidrag til Troppisternes Historie», «Om Fattigforsørgelsen» etc. etc. Der arbeides for næringsveienes ophjælp i det hele og mot den overhaandtagende bruk av utenlandske varer. Det hænder ogsaa oftere, at redaktionen tar kraftig tilorde mot den overhaandtagende brændevinsdrik, mot de mange betlere, som strømmer til byen efter fisket, mot de «sværme av børn», som streifer omkring i byens gater og falbyr frugt, knapper, naaler og lignende. Særlig synes betlerne at være generende og byfoged Christensen minder i myndig tone om, at der «Under 9de October 1833 blev af mig udfærdiget følgende Politie-Placat», som paalægger alle og enhver under straf at anmelde til politiet alle fremmede, «som til Staden

s. 270

ankomme og tage Logie, enten for een eller flere Nætter». Forøvrig utgjør det meste av stoffet avtryk av nyhetsmeddelelser i utenbys og utenlandske blade. En og anden gang blir stofmængden saa stor, at der maa utgis et «tillæg», særlig naar der skal offentliggjøres utførlige beretninger om en eller anden av byens institutioner, eksempelvis Stavanger Sparebank, Josephine­stiftelsen og lignende. Likeledes bringes ofte utførligere referater fra «Det høitidelige Aarsmøde i Stavanger Amts Landhuusholdningsselskab» og fra Stavanger amtsformandskap. Fra formandskap og bystyre refereres bare be­slutningerne i de behandlede saker. Det hænder, men meget sjelden, at der findes en saakaldt «Correspondents-Artikel». Den første er indtat i «Amts­tidende» for 5. januar 1843 og er dateret «Kobbervig d. 27. Decbr.»

Forøvrig er det indsenderne, som fremdeles indtar en fremskudt plads, og de skriver om nærsagt alt mellem himmel og jord. Bl. a. beskjæftiger man sig med, om det ikke er hjulbaaden «Bjørgvin» av Bergen, som er skyld i, at vaarsildfisket mislykkedes. Baaten gjorde en og anden tur til Stavanger, og det henstilles til dens eiere at indstille disse turene, saalænge vaarsild­fisket varte.

 

«Mange Fiskere», heter det, «tillæge Dampbaaden Skylden for at Fiskeriet iaar saa tidlig ophørte. Mærkeligt er det, at paa Sletten saaes, førend Dampbaadens Ankomst, en stor Mængde Hval og Sild, men Dagen efter at den havde passeret var, efter Sigende, intet mer deraf at see ; ligesaa er det synderligt, at Fiskeriet, saavidt erindres, aldrig noget Aar har saa tidlig været forbi, men gemeenlig vedvaret til langt hen i Marts Maaned».

 

Under overskriften «Spørsmaal», læses følgende:

 

«Æg æ saa fri aa spørs kin som mæg vil svara, om Fattifuten i Stavanger aa hans Famelli he Lov te aa benytta sæg av avdøe Fattiges Etterladenskaber, især Gangklæa ? Æg totte de æ saa løye, derfor vil æg veda kin de æ, som kan tillada dette.

Ein Bone».

 

Som eksempel paa lokal-poesien i denne tid gjengis følgende vers av et større dikt, som findes offentliggjort i «Amtstidende» i anledning av ind­vielsen av den nye begravelsesplads paa Ladegaard:

 

Her, her i de Dødes stille Have,

Engang trætte, sølvgraa Vandringsmand,

Mellem Dines blomsterstrede Grave,

Her vil Du finde Hvilens stille Land,

 

Yngling! Du, som sorgeløs bortdandse

Mellem Glædesblomster, Livets Vaar,

Ubekymret, om Du Dig bekrandse

Til en Gravfest eller Brudegaard.

 

 Jordens Pryd, Du himmelhuldeQvinde !

Vene Mø i Zobel og i Maar,

I Børn ! I hulde Foraarsvinde !

Rosenknoppe i jer Modersgaard.

 

Og Du, som Guld og Rigdom har i Eie,

Og arme Broder, Søster, Du som gaaer

Grædende paa Betlerstiens Veie,

Og Du, som høit paa Ærens Trappe staar :

 

Alle skal engang I her nedlægge

Den med Blomst og Taarer smykte Stav,

og i Ligkistens snævre, lune Vægge

Sove sødt her i den stille Grav.

 

Stavangers Sønner ! derfor med hverandre

Her I plante bør en løvrig Lund ;

I den samdrægtig med hinanden vandre

I mangen stille venlig Aftenstund.

 

Naar Aftenvinden da i Lunden bæver

Og Mannen lyser over gamle Nor –

Her da Eders Elsktes Aand nedsvæver

Med Himmelfred ifra sit Englechor.

 

Naar her forlængst I Dødens Fred har funden

Og lagt er Eders trætte Vandringsstav:

En yngre Slægt valfarte vil i Lunden,

Og see ærbødig hen til Eders Grav.

s. 271

Og da, o Brødre !

Lunden her vil stande,

En Bautasteen paa Eders Hvilested,

Og pege, dufte mod de Stjernelande,

Hvorfra I da velsignende seer ned.

 

I 1847 blir «Amtstidende's» format noget utvidet i længden, mens det tospaltede format beholdes. Abonnementsprisen er fremdeles 3 spd. Vi finder her en uttalelse av redaktionen, som synes at tyde paa, at det maa ha været smaat med bidragene fra indsenderne - ihvertfald er den et godt bevis for den sterke frygt, som anonyme avisskrivere da - og langt senere med - har næret for, at deres forfatterskap skulde bli kjendt. I forbindelse med meddelelsen om, at bladet i fremtiden vil utkomme to gange ukentlig, tilføier nemlig redaktionen:

 

«For saa meget mulig at bidrage til Overholdelse af Anonymiteten, vil, naar Saadant forlanges, ethvert indsendt Stykke blive afskrevet, og Afskriften alene benyttet».

 

Først i 1848 optar «Amtstidende» den senere befulgte regel i en fast avdeling under selve titlen at angi abonnementspris etc. For utenbysboende kostet bladet 1 spd. 60 skill. pr. halvaar; abonnementet var bindende for et halvt aar og opsigelse maatte ske skriftlig inden 1. juni og 1. december.

I 1852 blir «Amtstidende», som fra 1847 var utkommet i folioformat, atter utvidet og gaar da over til 4-spaltet format, men i 1856 vender man tilbake til 3-spaltet; bladets størrelse beholdes dog uforandret.

I midten av 50-aarene begynder bladet mer og mer at beskjæftige sig med politik. Det kaldtes konservativt; men der findes dog uttalelser, som røber et temmelig frit syn. I 1855 skriver ,det saaledes om unionen med Sverige:

 

«Europas nuværende kritiske Stilling er mere end nogensinde skikket til at henvende Fædrelandsvennernes Opmærksomhed paa det Spørgsmaal, om Unionen i dens nuværende Skikkelse tilfredsstiller de Fordringer, man er berettiget til at gjøre den. Svaret kan vistnok ikke være tvilsomt. Der er for mange Kjendsgjerninger, der tale høit i denne Henseende. Det er et Faktum, at vi i mange Dele, materielle og aandelige, staae det Land, vi kalde vort Broderland, langt fjernere end flere andre av Europas Lande».

 

Forøvrig er det mest praktiske spørsmaal som behandles.

Vi befinder os nu ved en ikke mindst for pressen betydningsfuld begivenhet, nemlig oprettelsen av telegrafstation i Stavanger. Tidligere hadde man ikke hat anden forbindelse med omverdenen end posten, og den var tillike skral nok. I sit numer for 11. juni 1857 fortæller «Amtstidende», at telegrafinspektør Nielsen hadde været i byen - og leiet lokale for stationen i skrædder Stornes's gaard i Øvre Strandgate.: «Dersom ingen uforudseelige Hindringer indtræffe, skal Telegraflinien hertil være fuldført inden Udgangen af September Maaned. Det er vel ogsaa at haabe, at den vil være fortsat idetmindste til Haugesund inden næste Fiske». Nogen «uforudseelige Hindringer» kom ikke iveien og telegrafstationen blev aapnet for trafik den 4. september. Men betegnende nok nævner ikke «Amtstidende» dette med et eneste ord i teksten - der findes et litet avertissement derom, det er det hele. Slik var altsaa reportagen. Eller betragtet maaske redaktionen telegrafstationens oprettelse for en saa betydningsløs begivenhet, at den ikke

s. 272

fortjente at nævnes? Man kunde fristes til at tro det - bladet gjør ialfald ikke bruk av det nye kommunikationsmiddel, som i vor tid er saatsi livsnerven i enhver avis. Det første «telegram» gjengis 19. oktober 1857 og lyder saaledes: «Det er os velvillig meddelt, at ifølge en hertil indløben Telegrafdepesche afgik Dampskib «Jupiter» fra Flekkefjord Kl. 2 i Efterm.» Telegramet er, som man ser, ikke til bladet selv, men det «smager da av fugl». Det første fisketelegram er avsendt fra Skudesnes til amtmanden i Stavanger amt 28. december 1857 og er indtat i byens blade 2. januar 1858.

Fra 1869 begynder «Amtstidende» at utkomme 3 gange ukentlig med bibehold av den gamle kontingent. Oprindelig heter det; at bladet «i regelen» vil utkomme med tre numre ukentlig, men dette «i regelen» blir snart strøket.

Aargangene fra denne periode er som de foregaaende. Det er meddelelse om de mest betydningsfulde begivenheter ute i verden, som sammen med lokale anliggender optar størst plads og skjænkes mest opmerksomhet.

Det største fremskridt gjør «Amtstidende» midtsommers 1872, da det fra 2. juli gaar over til dagblad. «Bladet vil i Regelen udkomme Kl. 8 Form., saa at enhver, der ønsker det, hver Morgen kan ha en fersk Avis ved sit Frokostbord». Paa denne maate blir «Amtstidende» ogsaa byens første morgenavis; men i virkeligheten var den en forsinket dagsavis, og den gik straks over til aftenavis.

Overgangen til dagblad begrundes i hensynet til telegramerne. Man har hittil nøiet sig med at gjengi «telegramer til Kristiania-bladene» - eller ogsaa saakaldte «Telegramer» - f. eks. avsendt fra Kristiania 31. mai og indtat 3. juni eller «Telegrafdepescher», f. eks. avsendt fra Hamburg 27. december og offentliggjort her 3. januar - altsaa ikke helt ferske nyheter. Men nu skal det bli anderledes. Og «Amtstidende» indleder dagblads-perioden med følgende telegram, avsendt fra Kristiania den foregaaende dag:

 

«Paris: Tydsk-franske Traktat om Betaling Krigsomkostningerne under­skreves Lørdag Aften av Remusat, Aruim, forelægges Nationalforsamlingen Mandag. Hovedbestemmelserne overensstemmende Thiers Forslag, kun For­andring nogle Bipunkter».

 

Først fra denne tid er det, at bladet for alvor begynder at ta del i den politiske diskussjon og indtar fra nu av et avgjort konservativt standpunkt.

«Amtstidende» utkom herefter i 5-6 eller 7-spaltet format, tildels med 2 numre, alt efter annoncestoffets mængde.

Fra 1901 flyttedes redaktions- og ekspeditionskontorerne, som hittil hadde været paa Bergene, til Kirkegaten 4, mens trykkeriet forblev paa Bergene som før.

«Stavanger Amtstidende» utsendte sit sidste numer 1. december 1906 og gik da i sin 66. aargang.

Hvem der i aarenes løp har bistaat utgiverne med bladets redaktion er nu vanskelig at bringe paa det rene, idet bladet først langt ut i aargangenes række angir officielt en ansvarlig redaktør. Men efter hvad der oplyses skal følgende ha fungeret som redaktører: Lærer Christian Johnsen (1843-46.

s. 273

Senere redaktør av «Almuevennen»), rektor Hammer, senere byfoged Henrik Finne, sekretær Dons, i 60-70-aarene til 1881 E. S. Gabrielsen og samtidig med ham cand. mag., senere skolebestyrer i Haugesund Lauritz Halvorsen, samt journalist Holger Sinding, telegrafist cand. phil. P. Th. Bowitz fra 1881 til 1891, cand. jur. Knut Stang og cand. phil. Thv. Rygh. Den først angivne ansvarlige redaktør er overretssakfører Chr. H. Michelet, som fungerte fra 1892 til 1895 og da avløstes av cand. teol. Gerh. Gulbrandsen, som fratraadte kort tid før bladet gik ind. I denne tid blev bladet redigeret av kaptein H. C. Berg. Fra 1. jan. 1902 ansattes I. Mossige Grude som bladets første redaktionssekretær og fungerte som saadan i ca. 2 1/2 aar.

De eksisterende aargange av «Stavanger Amtstidende» - samlingen er forholdsvis komplet - tilhører «Vestlandet».

*

 

utsendte sit første numer 3. april 1852 i nogenlunde samme format som „Amtstidende". Bladet blev grundlagt av bok­trykker Arnt Moe, som var født i Kristiania 1823 og kom til Stavanger i 1846 som bestyrer av L. C. Kiellands trykkeri. Han var en fremadstræbende mand, som følte trang til at faa sin egen forretning. I 1851 reiste han derfor til Flekkefjord, hvor han oprettet et trykkeri og begyndte at utgi «Agdesidens Budstikke». Men forholdene i Flekkefjord var smaa, og det varte ikke længe, før Moe var paa det rene med, at der ikke var noget blivende sted. I begyndelsen av 1852 leiet han en jagt, tok ombord baade sit trykkeri og sit personale og reiste tilbake til Stavanger.

«Stavangeren» blev oprettet som et kon­kurranceforetagende til «Stavanger Amtsti­dende» - ogsaa i politisk henseende. Herom uttaler redaktionen i bladets programartikel:

 

«Stavangeren's» Tendens vil blive at understøtte og fremme de frisindede og folkelige politiske Anskuelser, som vi troe at kunne paastaae ere de fremherskende i Stavanger By og Amt, og som nu i længere Tid ikke have havt noget Organ, hvorigjennem de kunde udtale sig, da det vistnok med Grund kan paastaaes, at «Stavanger Amtstidende» ikke repræsenterer den Opinion, som i denne Egn er fremherskende».

«Vi troe saaledes med Grundrat kunne paastaae, at det ikke er et saa unødvendigt Foretagende, at foran­stalte udgivet en ny Avis her paa Stedet, og vi haabe ved dette Foretagende at opfylde manges Ønsker, ligesom det ogsaa er en Begjæring af flere af Byens Indvaanere, der har fremkaldt dette Skridt. Vi lægge da i Guds Navn Haand paa Værket i det Haab, at vi dog ville kunne virke noget til den gode Sags Fremme. Vi hver­ken ville eller kunne gjøre nogen store Løfter, kun det

s. 274

kunne vi love, at det skal være vor ivrigste Bestræbelse, at søge at virke saa meget Gavn som vi efter ringe Evner formaae, ligesom vi ogsaa skulle stræbe at holde al Ondskab og Hadshed, al Lavhed og Personlighed ude av Bladet».

 

«Stavangeren» utkom fra først av to gange ukentlig, var av samme stør­relse som «Amtstidende» og kostet som denne 3 speciedaler pr. aar. Bladet startedes under adskillige vanskeligheter. Konkurrenten hade i disse aar oparbeidet sig en position, og byens formaaende mænd mente, at det maatte være nok med en avis. Men den unge boktrykker har ikke ladet sig skræmme; han har tvertimot gaat til sin gjerning med adskillig energi og visselig ogsaa med sterk tro, ti allerede i september samme aar foretar han en betydelig utvidelse av sit blad og gir det fire-spaltet format.

 

«Allerede i nogen Tid have vi ønsket», skriver utgiveren, «at kunne udvide Bladet, men «Mangel af passende Papir» har hidtil hindret os heri. Den større Udbredelse «Stavangeren», i den korte Tid den har existeret, har nydt, lader os antage, at Publikum fremdeles vil yde os sin velvillige Understøttelse, hvorfor vi have bestemt os til herefter at lade Bladet udkomme i nærværende Format, der er forbunden med ikke saa ubetydeligt forøgede Udgifter».

 

Utvidelsen maa ha tændt «Amtstidendes» vrede; ti i et av de følgende numer skriver «Stavangeren»:

 

«At «Amtst.», der er saa bekymret for det kjære Brød, at den endog kan finde ud, at vi tale om Brødnid, naar vi omtale dens Lyst til at see os underkuede, vilde tage os det høist unaadig op, at vi tillade os at udvide vort Blad til samme Størrelse som den, kunde vi nok forudsee, men at den, som efter egen høie Formening forstaaer saa godt at skjeldne mellem det Gode og det Slette, vilde aabne sine Spalter for saadant Vaas, som dette indsendte Stykke, hadde vi dog ikke troet. Det kunde ellers være ganske belærende, om «Amtst.» vilde give en Definition paa, hvad den forstaaer under Godt og under Slet; men formodentlig vilde den komme til at gaae ud paa, at det, som træder Alt, hvad der kan kaldes Autoritet (Amts­tidende iberegnet) for nær, er slet, men det, som er stilet mod «den mindre oplyste Deel af Folket», og in specie mod «Stavangeren» er godt, meget godt, udmerket godt, det være for­øvrigt saa slet som muligt».

 

Ikke mindst i sproglig henseende er denne uttalelse karakteristisk; men den er ogsaa meget typisk for den aarelange feide, som de to konkurrenter førte. De kjeglet nærsagt om alt mellem himmel og jord: om der skal an­sættes en «brolægger» eller en «gadeinspecteur», om lærerne ved den lærde skole «har for megen Tampelyst» eller ikke, om de samme lærere er kloke nok til at kaldes «lærde» eller ei, om det gale i at «Tjenestepigerne gaae i Sildesjou» etc. etc. Men naar «Stavangeren» utbryder: «Som sædvanligt, naar Talen er om Noget, der har staaet i «Stavangeren», sætter «Amtst.» sig paa sin høie Hest, og fordømmer friskt væk, uden Videre, alle vore Ytringer», da har den dermed ogsaa karakteriseret sig selv.

I denne første tid driver ogsaa «Stavangeren» paa med belærende artikler, særlig geografiske beskrivelser. I numer efter numer læser man om «Nicobarøerne», «Friesland og Friserne», «Amazonfloden og dens Urskov» og lignende. Senere gir bladet sig mer ikast med kommunale spørsmaal, og det er en tid en staaende regel, at de kortfattede referatar av Bystyrets beslutninger led­sages av en længere hale, hvori der tildels øves skarp kritik. Forøvrig be­handles ofte spørsmaal om veibygningen i amtet, om foranstaltninger til jord­brukets fremme etc.

s. 275

Man faar indtryk av, at «Stavangeren» til at begynde med var kollega «Amtstidende» overlegen m. h. t. reportage. ,jeg har tidligere nævnt; at «Amtstidende» ikke fandt sig beføiet til at omtale Sparebankens aapning før en maaned efterat det var sked. Heller ikke nævnes det i bladet - utenfor avertissementerne - at byen har faat sit første dampskib. Denne begivenhet omtaler «Stavangeren» for 31. oktober 1855 i en utførligere notis, som begynder slik: «Det til Fart paa Fjordene her anskaffede Jern-Hjul-Dampskib «Ryfylke», Kapt. Gjemre, afgik fra Peterhead i Søndags og ankrede paa Stavangers Vaag for første Gang i Formiddag». I notisen fortælles det videre, at skibet kostet ca. 20000 speciedaler og «Som en Indretning ved Skibet, der maa ansees særdeles hensigtsmæssig, er den Omstændighed, at Rattet eller Styreapparatet er anbragt paa Kommandobrættet».

Men efterretningsvæsenet er fremdeles meget slet. At prins Gustav døde i Kristiania den 24. september 1852 meddeler «Stavangeren» først den 1. oktober, og at keiser Nicolaus døde «af Influenza» den 2. mars 1855, med­deles først her den 13. s. m. i en kortere notis. Nekrologer er meget sjeldne i denne tid. Betegnende er det, at «Stavangeren» med stort utstyr med­delelsen er sat i, sort ramme og tvers over første side - gjengir «Morgen­bladet’s» nekrolog over prins Gustav. I «Amtstidende» kan man blade gjennem den ene aargang efter den anden uten at finde en eneste nekrolog, derimot en række vistnok velmente omend ikke altid vellykkede mindedigte over avdøde, voksne eller børn. Det var bare naar kjendte mænd som f. eks. John Haugvaldstad døde at aviserne bragte nekrologer.

Forøvrig falder «Stavangeren’s» utstyr og utvikling nogenlunde sammen med «Amtstidendes». Foretok, den ene en utvidelse, fulgte den anden straks efter. Fra to gange gik ogsaa «Stavangeren» over til at utkomme 3 gange ukentlig, og da «Amtstidende» i juli 1872 gik over til dagblad, fulgte «Stavangeren» efter den 19. august s. a. Og konkurrancen indskrænket sig ikke til mundhuggeri redaktionerne imellem, men gik mer og mer paa pungen løs. Kontingenten blev nedsat fra 12 til 10 kroner aarlig - «Stavangeren» helt til 9 kr. - og der blev fortsat paa denne maatte til nytaar 1891, da kon­tingenten blev nedsat til 6 kroner. Likeledes gik det med annoncerne. Der holdtes vistnok nogenlunde samme grundpris pr. linje, men rabaten var meget tøielig, og det paastaas, at enkelte av de større averterende blev indrømmet op til 80 procent rabatl Denne usunde konkurrance var vel for en væsentlig del skyld i, at disse byens første avisforetagender i lange tider førte en kummerlig tilværelse.

Arnt Moe døde 16. juli 1899, 76 1/2 aar gammel. I 1897 hadde han solgt bladet til et aktieselskap, som atter i 1899 solgte det til den daværende redaktør Einar Gjemsø. Fra 1. december s. a. blev «Stavangeren» solgt til og
slaat sammen med «Stavanger Avis», som optok «Stavangeren» som undertitel.

Fra først av blev «Stavangeren» i et aars tid redigeret av cand. teol. O. Blix, som i 1853 efterfulgtes av senere stortingsmand og statsrevisor Christian Johnsen, der tidligere hadde redigeret «Amtstidende». I 1854 overtok utgiveren selv redaktionen og fortsatte hermed - bistaat av et par av sine sønner – til

s. 276

1892. Fra 1893-95 blev bladet redigeret av cand. mag. S. C. Hammer, fra 1895-98 av Otto Valseth og i 1888-99 av Einar Gjemsø.

De nu eksisterende aargange av «Stavangeren» - samlingen er desværre ikke komplet - eies av amtmand Vik og er deponeret i Stavanger kom­munebibliotek.

 

«ROGALANDS FOLKEBLAD»

 

utsendte sit prøvenumer 3. mars 1888. Det første ordinære numer var bebudet at utkomme 1. april, men kom først 3. Bladet blev utgit av et aktieselskap og som ansvarlig redaktør staar angit L. Stavnheim. Det blev trykt hos Arnt Moe, utkom tirsdag, torsdag og lørdag og kostet 99 øre kvartalet. I programartiklen heter det, at «Rogalands Folkeblad» skulde staa paa det gamle venstres side og vilde arbeide for bl. a. almindelig stemmeret, en folkelig utvikling av vort skolevæsen, Norges fulde likeberettigelse i foreningen med Sverige og frisindede reformer i kirken. I sit første numer skriver bladet om pressen bl. a.:

 

«Personlig Kjævl, Forkjætrelse og Mistænkeliggjørelse, forvrængte Fremstillinger er ikke til Oplysning for Læserne. Og det skulde man huske: «Enhver urigtig Fremstilling, enhver Fordølgelse af Sandheden er en Forbrydelse mod den læsende Almenhed».

 

Blandt de politiske medarbeidere var gaardbruker, senere stortingsmand. S. K. Aarnes, hvis bror den gang var skolebestyrer i Sandnes og adskillig interesseret i det nye blad. Noget særlig fremstøt for den stavangerske presse betød det nye blad ikke. Allikevel blev det ilde set av de andre blade, som paastod, at «Rogalands Folkeblad» bare skulde holdes gaaende til aarets valgkamp var over. Dette beriegtedes paa det bestemteste av ut­giverne. «Stavangeren» hadde senere fortalt, at «Rogalands Folkeblad» skulde overgaa til et nyt aktieselskap. I sit numer for 13. december karakteriserer «Folkebladet» denne meddelelse som «en tendensiøs Usandhed» ; men i samme numer averteres det, at bladet fra 1. januar 1899 skal begynde at utkomme som dagblad under navn

 

«STAVANGER AVIS»

 

med Alexander L. Kielland som redaktør og Oddmund Vik som redaktionssekretær. Det første numer blev utsendt 3. januar og var trykt i Dreyers trykkeri, da bladets eget trykkeri først kom istand i midten av maaneden. Abonnementsprisen var kr. 1,80 pr. kvartal og avertissementsprisen 8 øre pr. korpuslinje for indenbys, 10 øre for utenbys og 12 øre for utenlandske. Paa første side dobbel pris.

Under overskriften Stavanger skriver redaktøren en artikel, som er saa typisk baade for tiden og manden, at den fortjener at medtas her:

 

«Hvis ikke Domkirken stod midt iblandt os, kunde vi næsten komme til at glemme, at Stavanger er et ældgammelt Hjem, et kjært og velkjendt Mødested for Søfarende fra uminde­lige Tider, en glad og trivelig Forretningsby af de tidligst nævnte i Landet.

s. 277

Thi Gader og Søhuse ser ikke stort anderledes ud i vor By end for Exempel i Hauge­sund eller en anden By fra igaar, - malede Træhuse - store og smaa. Men gamle Byg­ninger, Stenhuse, hvælvede Porte eller Ruiner findes intet Spor af, intet som binder Stavanger til Fortiden, ingen Historie i Byens Udseende, neppe et gammelt Navn, - intet Minde uden Domkirken.

Vistnok har her alle Dage været Træhuse, og Ildebrande har hærjet os stygt; men underligt er det alligevel, hvor alting varer kort i Stavanger, hvor hurtigt det gamle forsvinder, og hvor nyt og ferskt og fladt vor hele By lever liden hen.

Fra oven har Stavanger bestandig været mishandlet, bestandig en Smule overseet som en sur, træløs Krog af Landet, hvor de holder Opbyggelser og pumper Mort; bestandig vel­signet med hovne Embedsmænd østerfra, som trak paa Næsen af Sildelugten og bandte over Vestlændingens Træghed,- Stavanger har virkelig ligget som etslags Landsens Skammekrog.

Af alt dette er der kommen noget forknyt over Byen, som igrunden ikke passer her, hvor Folket lever saa meget af Havets farlige Sysler. Men selve det resikable og uvisse ved saadanne Erhverv som Skibsfart og Fiskeri har ogsaa bidraget til en vis Ustøhed i Forholdene og en Usikkerhed mellem Menneskene, hurtige Omvexlinger og idetheletaget Mangel paa den sammenhængende Udvikling, der støtter den enkelte og samler de mange.

Naar saa alting slaar feil og gaar nedad i en lang Række af Aar, saa blir Byen ganske mør og modløs; og saa kan nogle enkelte tage sig den Magt, de vil, og bestemme hele Byens Præg og raade over mange Menneskers Skjæbne - uden Modstand, i den dybeste Stilhed.

Lad saa en komme hjem, som har været længe ude, lad ham munter og fornøiet gaa omkring og glæde sig ved de kjendte Steder, - den første Ven, han møder, vil trække ham hen i en Krog og hviske: Men Kjære! hvorledes er det, du bærer dig ad? Se dig om; ser du et glad Ansigt eller et Menneske, som tør være fornøiet?

Nei ! - Manden har Ret. Her raader ikke blot en naturlig Nedslagenhed efter haarde Prøvelser ; men her er ogsaa en overflødig Frygt blandt os, megen urimelig Feighed. Der er ingen, som har Mod til at være fornøiet, selv om han har Grund til det; nogle faa har be­mægtiget sig Byen og dens Samvittighed, og de har paabudt en almindelig Surhed og almindelig Stilhed.

Men under alt dette voxer der en stærk Misstemning, og der er en levende Trang hos mangfoldige til at blive befriede for det Tryk, der hviler over Byen.

Det er den Stemning og denne Trang, «Stavanger Avis» vil slutte sig til og støtte. Og med de op ende Tider har vi det Haab, at Byen skal gjenfinde sit sunde glade Ansigt - det gamle Stavanger, som mishandlet og haardt prøvet - bestandig er det ældgamle kjære Mødested for Søfarende, en glad og trivelig Forretningsby.

«Stavanger Avis» byder alle velkommen i det nye Aar, - det nye Aar, som vi alle haaber skal blive et glædeligt Nytaar, - det første glædelige paa lange Tider.

Omegnen.

Stavanger store Opland vil sætte Pris paa et Venstreblad, der ikke vil spilde for meget af Læsernes Tid og gode Humør med at kjægle med de andre Aviser om den store Politik, men som vil bringe Nyheder og faktisk Besked om Distriktets største By.

Folk paa Landet læser gjerne og med stor Taalmodighed - selv Ting, som baade er kjedelige og vanskelige at forstaa. «Stavanger Avis» vil ikke lægge Vægten paa det dybsin­dige, men tage Livet under Behandling saaledes som det leves til hverdags, og vi vil holde Sproget saa klart og bentfrem som det er muligt - uden unødig Lærdom og fremmede Ord».

 

Artikelen slutter med at uttale haabet om, at bladet «skal virke som en aandelig jernbane mellem By og Land». Av andre bidrag fra redaktørens haand maa nævnes «Den kombinerede Indretning» og «Forsvarssagen», hvilke blev utgit som særavtryk, samt hans ypperlige «Breve fra Lodsoldermand Lauritz Boldemann Seehus».

Alexander Kielland har formentlig ikke følt sig helt tilfreds paa redak­tørkrakken; ti allerede efter 1 aars forløp fratraadte han og efterfulgtes av

s. 278

Oddmund Vik. Som redaktionssekretær fungerte fra først av avdøde bank­fuldmægtig Lars Mæle; han efterfulgtes av cand. jur. Andreas Njærheim, se­nere ansat i revisjonsdepartementet (døde 1914), cand.jur. Karluf Hanssen, nu overretssakfører i Haugesund, og Ola Aurenes, som ogsaa fungerte som for­retningsfører. Av medarbeidere, som i aarenes løp ydet baade mange og værdifulde bidrag, maa i første række nævnes avdøde lærer T. Stavnem og stationsmester N. P. Nilsen, som skrev meget under merket «Sverre».

Under Oddmund Viks ledelse blev «Stavanger Avis» et moderne dag­blad med stor politisk anseelse og indflydelse. Dets indsats i disse aars raske utvikling paa saa mange av samfundslivets omraader maa tillægges stor betydning. Efter datidens forhold hadde bladet en betydelig læsekreds, særlig var det meget utbredt paa landsbygden, hvor det i enkelte distrikter var saaatsi eneraadende. Men eftersom redaktørens tid og arbeidskraft - selvom den raget langt over det almindelige - blev beslaglagt av andre gjøremaal, statsborgerlige og kommunale, kunde han ikke skjænke sit blad den opmerksomhet, ethvert blad stiller til sin leder. Dette i forbindelse med et altfor svakt økonomisk grundlag gjorde, at «Stavanger Avis» i de sidste aar hadde litt vanskelig for at hævde stillingen under den stadig skarpere konkurrance.

I 1908 blev «Stavanger Avis» overdrat redaktør Lars Kleiveland, som noget senere omdannet bladet til morgenavis. Men heller ikke som saadan vilde bladet gaa, og det sidste numer utkom 11. mai 1911.

 

 

«Stavanger Morgenblad» utsendte sit første numer 25. november 1911. Som det fremgaar av navnet var bladet en morgenavis, byens eneste, og det skulde være upolitisk. Det blev utgit av et aktieselskap under redaktion av Sophus Bertelsen og Theodor Dahl. Bertelsen døde i januar 1912 og noget senere indtraadte Halvor Storm som medredaktør. Manglende kapital m. v. gjorde, at «Morgenbladet» blev snaut aaret gammelt, idet det utsendte sit sidste numer 12. oktober 1912.

 

Blandt de forskjellige bladforetagender, som har været av yderst kort varighet - eksempelvis kan nævnes vittighetsbladet «Ugerevyen» og «Det frie Ord», som utkom med nogen faa numer i 1913 - hører ogsaa «Vestlandske Socialdemokrat», hvis tilblivelse skyldtes en skarp konflikt inden arbeiderpartiet. I bladets første numer, som utkom 13. mars 1909, heter det saaledes: «Foreløbig udgit til imødegaaelse og karakteristik av socialdemokratisk forenings og «1ste Mai's» overgreb ligeoverfor enkelte partifæller». «Vestlandske Socialdemokrat» blev «Utgit av den. socialdemokratiske klub Karl Marx. Redigeret av en komite med Sven Tjølsen som ansvarlig. Trykt i Moes Aktietrykkeri». Fra først av var det vistnok tanken, at bladet skulde være et rent tilfældig flyveblad; men allerede i numer 3 meddeles, at bladet «Udkommer en gang ugentlig og koster 50 øre pr. kvartal». Det blev imidlertid ikke av lang varighet; ti allerede 29. mai utsendtes sidste numer.

s. 279

DE NUVÆRENDE DAGBLADE

 

Den stavangerske presse har i de sidste tiaar gjennemgaat en utvikling, som vistnok er enestaaende i vort land. Ikke alene er trykkerierne blit utstyret med sættemaskiner og moderne rotationspresser, saa det rent tekniske utstyr staar fuldt paa høide med tiden, men samtidig hermed er den redak­tionelle ledelse utviklet og utvidet paa en maate, som ingen drømte om for faa aar siden. Den tid ligger nu langt tilbake, da man som bigeschæft «var noget i en avis»; tilbakelagt er ogsaa det stadium, da redaktionen besørgedes av en ansvarlig redaktør med bistand av en sekretær. Nu er redaktionerne og maa være utstyret med en ganske anden styrke: sekretærer, reportere. og specielle medarbeidere paa de forskjelligste omraader. I forbindelse hermed er ogsaa arbeids-tempoet utviklet til en høide som i faa av Norges byer - om overhodet i nogen utenfor hovedstaden. Betegnende for tempoet er det saaledes, at Stavangerbladene bringer utførlige telefonreferater fra de stortingsmøter, som slutter ved 2-3-tiden om eftermiddagen eller meddelelser fra dagens statsraad, selvom dette slutter endnu senere paa eftermiddagen. At dette kan ske skyldes nutidens udmerkede telefonforbindelse med Kristiania. Telefonen har ogsaa muliggjort en langt intimere kontakt med de nærmeste bygder og byer, og den har i høi grad bidrat til at hæve tempoet. Kan det sies, at Stavanger by i de sidste aar har gjort «amerikanske» frem­skridt, saa kan det i sandhet ogsaa sies, at pressener har gaat i teten. At dette har været mulig skyldes flere omstændigheter, bl. a. et bedre samar­beide aviserne imellem med fælles abonnementspris, fælles annoncetarif og fælles rabatsystem.

At folk «holder aviser» i ganske anden utstrækning nu end tidligere har selvfølgelig ogsaa været av den største betydning. Vi tænker da ikke tilbake paa den tid (1857), da f. eks. firmaet L. & S. Svendsen i de lokale blade averterte efter «Medabonnenter i «Morgenbladet», og da de lokale blade neppe hadde saa mange hundreder av abonnenter som de nuværende har tusener, men vi taler bare om de allersidste aar: der findes nu ikke hus i byen eller deng gaard i amtet, hvortil aviserne ikke er rukket frem!

*

 

Blandt de nuværende stavangerske dagblade er

ikke alene ældst, men den har tillike i tidens løp indtat en særstilling, som berettiger den til en mer utførlig omtale, end dens kolleger vil bli tildel.

Som bilag til «Bibelbudet» utsendtes utpaa eftersommeren 1878 «Subskriptionsindbydelse paa «Vestlands-Posten»,

hvori det bl. a. heter, at bladet skal utgaa fra Vaisenhusets boktrykkeri 3

s. 280

gange i uken og være «politisk-kirkelig». Kontingenten var 5 kroner pr. aar, og det mulige utbytte av bladet skulde tilfalde Vaisenhuset. Angaaende redaktionen oplyses, at «vi har i en theologisk dannet Mand sikret os saadan Redaktionshjælp, som vi føler os forvissede om vil tilfredsstille». Nogen ansvarlig redaktør er til at begynde med ikke angit; men naar det i subskriptionsindbydelsen heter, at bladet skal utgaa fra Vaisenhusets boktrykkeri, saa er dermed tillike sagt, at det blev grundlagt av daværende kaldskapellan Lars Oftedal, som ogsaa var dets redaktør; men dette blir først noget senere officielt angit.

Den «theologisk dannede Mand» var pastor, senere sogneprest H. Halvorsen, som skal ha forfattet den store programartikel, som findes i «Vestlands-Postens» første numer, utsendt 1. oktober 1878. I denne artikel heter det, at «Vestlands-Posten» vil „fremme det kristelige Folkeliv ved at opretholde kristelige Sæder og Skikke i Folket (f. Ex. Love betræffende Søndagsfreden), ved at drage Omsorg for Folkeopdragelsen i kristelige Skoler og overhovedet ed at indpræge de kristelige Grundsætninger i sine Love og Indretninger». I politisk henseende vil bladet repræsentere en kombination av konservatismen og fremskridtet; ti «først begge Retninger forenede, altsaa den konservative Fremskridtsaand formaar at stille Garanti for et Folks sande Lykke og Vel­være». «Paa det kirkelige Omraade vil vor Holdning væsentligt blive en iagttagende», heter det videre, men «skulde vi imidlertid en og anden Gang udtale os om de kirkelige Spørgsmaal, saa vil vort Standpunkt paa dette Omraade blive et reformvenligt».

Ser man dette program i forbindelse med den politiske situation, som indtraadte her i landet nogen faa aar efter bladets oprettelse, har man for­klaringen til, at «Vestlands-Posten» i sin tid kom til at indta en saa fremskutt plads inden den norske presse. Hertil bidrog selvfølgelig ogsaa, at utgiveren var en kraft, og at det lykkedes ham at knytte til bladet medar­beidere, hvis navne hadde god klang ute blandt folket. Allerede i 1880 be­gyndte daværende folkehøiskolebestyrer, senere statsraad Jakob Sverdrup og cand. teol. Ole Vollan at skrive i «Vestlands-Posten», særlig den sidstnævnte, og de har vel begge øvet adskillig indflydelse paa bladets politik og holdning i denne bevægede periode. I tiden omkring 1883-1885 stod nemlig det politiske barometer støt paa storm her i landet - en uavladelig storm som raset med en heftighet, vi i vore dage har vanskelig for at forstaa. Og dette politiske stormvær blev god bør for det nye blad. I kraft av sit program blev «Vestlands-Posten» talsmand for en stor fylking ikke bare paa Vestlandet, men ogsaa over store dele av Østlandet og nordover i Trøndelagen.

Nuværende fattigforstander O. Norheim, som i 1880 blev ansat i bladets tjeneste som en slags «altmuligmand» - han hadde saaledes utgiverens pro­kura og repræsenterte den «verdslige» side av bladet samtidig med at han ogsaa fungerte som redaktionssekretær - fortæller endnu med glæde om, hvordan abonnenterne strømmet ind fra alle kanter. Jakob Sverdrup hadde i «Vestlands-Posten» skrevet en artikelrække om «Ministeransvarligheden».

s. 281

Disse blev utgit som særavtryk i 60 000 eksemplarer, og overalt i heftet var anbragt smaa reklamenotiser og annoncer for «Vestlands-Posten». I annoncerne het det bl. a., at bladet vilde være «sandhedsgrant til høire og til venstre», og dette uttryk skaffet bladet tilnavnet «Den sandhetsgranne». Disse særavtryk blev spredt over det hele land - eksempelvis kan nævnes, at da­værende overretssakfører, senere lagmand Lindboe bestilte 50 000 eksemplarer. Ved siden herav blev «Vestlands-Posten» averteret i de fleste av landets aviser, og denne sterke reklame bar god frugt. Paa en dag fik bladet ca. 1000 nye abonnenter, og hr. Norheim maatte leie en mand, som bar banko­brevene fra postkontoret i en sæk paa ryggen! «Vestlands-Posten» blev i denne tid trykt i et oplag av 10 000.

De andre byens aviser - «Stavanger Amtstidende» og «Stavangeren» - var imidlertid for lang tid siden blit dagblade, og man har nok ogsaa i «Vestlands-Posten» følt trang til at faa læserne i tale daglig, ti fra 1. jan. 1886 begyndte man at utgi «Vestlands-Postens Tillæg», som utkom 3 gange i uken - nemlig paa de dage, da hovedbladet ikke utkom. I «Tillægget» søkte man at skaffe mest mulig lokalt stof fra by og amt, og hr. S. Sivertsen, som tidligere var blit ansat som kasserer, blev forfremmet til redaktionssekre­tær specielt for «Tillægget». Agent C. Henriksen var redaktør av bladets merkantile avdeling og «Skibslisten», som dengang hadde en bred plads.

Da venstre i 1886 splittedes i det «rene» venstre og det «moderate» parti, blev «Vestlands-Posten» det sidstnævntes hovedorgan, og bladets position blev yderligere sikret - det blev et landsorgan i ordets fulde betydning.

Som eksempel herpaa kan nævnes, at herredsstyret i en av grænsebygderne - saavidt vites var det Eidskogen - besluttet, at «Vestlands-Posten» skulde være bygdens lokale organ - den skulde tilstilles f. eks. referat fra herredsstyrets møter og i den skulde de kommunale annoncer indrykkes.

«Vestlands-Posten» hadde i denne tid avgjørende politisk indflydelse ikke bare over hele Vestlandet og Sørlandet, men ogsaa i mange distrikter øst­ og nordpaa. Bladets politiske indflydelse var med andre ord større end noget andet blad utenfor Kristiania hittil har hat.

For bedre at kunne tilfredsstille sine abonnenter paa Østlandet og i de nordlige landsdele, og særlig for at skaffe den Sverdrupske politik et organ østenfjelds, blev det i 1886 besluttet at utgi en speciel Kristiania-utgave. Denne blev oprindelig trykt i Tønsbergs boktrykkeri; men i 1887 anskaffedes eget trykkeri, og bladet fik navnet «Folkets Avis» med «Vestlands-Postens Kristianiaudgave» som undertitel. Som redaktør ansattes cand. teol., senere direktør for Norsk Telegrambureau, P. Helgevold. Det viste sig imidlertid, at utgivelsen av «Folkets Avis» var en mislykket spekulation, og bladet sluttet at utkomme fra 1. april 1889. Dette foraarsaget en betydelig nedgang i «Vestlands-Posten's» abonnentantal. Størstedelen av bladets abonnenter paa Østlandet . og i de nordlige landsdele var nemlig blit overført til «Folkets Avis» ; men da saa dette blad gik ind, vendte en stor del av dets abonnenter ikke tilbake til «Vestlands-Posten». Dette i forbindelse med den kursændring

s. 282

i norsk politik, som ministeriet Sverdrups fald i 1889 indvarslet, spændte i nogen grad ben under «Vestlands-Posten's» position som politisk landsorgan, og det er senere ikke lykkedes bladet at gjenerobre denne stilling. Paa det kirkelige og religiøse omraade indtar derimot «Vestlands-Posten» fremdeles en fremskutt plads og nyder stor anseelse.

Fra 1. januar 1890 blev «Vestlands-Posten» dagblad og det saakaldte «Tillæg» gik dermed ind. Fra 1893 til 1906 blev utgit en ukeutgave, som kostet 1 kr. pr. aar. Lignende ukeutgave hadde ogsaa de andre Stavanger­blade paa denne tid; «Amtstidende» hadde endog i nogen aar et specielt landbruks-tillæg.

«Vestlands-Posten's» redaktører har været: Sogneprest Lars Oftedal fra bladets oprettelse til 1891; cand. teol. Ole Vollan fra 1891 til sin død i april 1907 og efterfulgtes da av den tidligere redaktionssekretær S. Sivertsen, som fungerte til 1909, da bladets nuværende redaktør lærer Tor Skiftun blev ansat. Direktør P. Helgevold var som nævnt redaktør av «Vestlands-Posten's» Kristiania-utgave, og da denne gik ind, var han nær knyttet til «Vestlands­Posten» i en aarrække.

Som sekretærer har fungeret bl. a.: Pastor H. Halvorsen, Torkell Mauland og fra 1880 til 1890 nuværende fattigforstander O. Norheim.

Av medarbeidere, som i aarenes løp har været knyttet til bladet, kan bl. a. nævnes : Sogneprest Chr. Brun, literat Lars Havstad, sognepresterne Edvard og Hersleb Sverdrup, amtsagronom Ingebret Anda, forstander Gabr. Baardsen, skoledirektør Skard og emissær Andr. Lavik.

 

«STAVANGER AFTENBLAD»

 

er næst «Vestlands-Posten» det ældste av byens nuværende dagblade, idet det begyndte at utkomme 1. september 1893. Det blev utgit av A/s Cen­traltrykkeriet og blev redigeret af forhv. sogneprest Lars Oftedal. «Stav­anger Aftenblad» blev startet som dagblad og var fra først av et upolitisk nyhetsblad - særlig anlagt for folkets brede lag. «Aftenbladet» kunde ikke længe holdes utenfor politiken, men gik forholdsvis snart over til ogsaa at behandle politiske spørsmaal og repræsenterte i alt væsentlig venstres synsmaater. Det blev inden kort, tid et utpræget venstreblad, og dette blev i endnu høiere grad tilfældet, efterat redaktionen vaaren 1900 ved den tidligere redaktørs død - blev overtat av hans søn, cand. juris Lars Oftedal, som den foregaaende sommer var blit ansat som redaktionssekretær. Han har senere uavbrutt været bladets redaktør.

Centraltrykkeriet hadde fra først av sine lokaler i Vævergaten 26, hvor «Aftenbladet» blev trykt paa en liten hurtigpresse. I 1879 blev der anskaffet en større hurtigpresse, saa formatet kunde utvides, og i 1903 anskaffedes rotationsmaskine - den første i Stavanger. Efterat «Aftenbladet» i 15 aar hadde holdt tilhuse i Vævergaten, flyttet det i 1908 over i Jorenholmsgate 11 og 13, hvor der paa forhaand var monteret en moderne mangesidig rota-

s. 283

tionspresse - den første av sit slags her i landet utenfor Kristiania. «Aften­bladet» begyndte fra nu av at utkomme i 6-, 8- eller 12-sidig format.

 

«1ste MAI»

 

utkom 2. mars 1895 som en liten mimeograferet avis. 18 «begrædelige» numer utkom paa denne maate; der kunde nemlig ikke skaffes eksemplarer nok til de tilstrømmende abonnenter. Efter et stort arbeidermøte paa Imslandssalen i 1899 besluttedes det fra 30. september efter forslag av socialdemokratisk forenings bestyrelse at utgi bladet i 500 eksemplarer, som Edvard Johansson hadde paatat sig at trykke for 18 kr. numret. Der valgtes et bladstyre paa 5 medlemmer: J. T. Sviland, Johan Gjøstein, A. Wereide, Mathias Larsen og C. Strøm, hvor hver artikel som skulde indtas blev oplæst og drøftet. Driften var sikret ved ukentlige bidrag fra 10 øre til 1 kr. Men disse bidrag reducertes imidlertid før første kvartal var forløpet og ophørte helt efter 3dje kvartal. Samtidig var bladets format utvidet. Fra nytaar 1903 utkom «1ste Mai» hver onsdag og lørdag; men det tunge tag maatte tas - «1ste Mai» som dagblad - hvis ikke arbeiderbevægelsen skulde stagnere. En forberedende komite hadde et halvt aars tid samlet ind en liten kapital; det var bestemt, at den skulde være mindst 5000 kr., -før man turde begynde; men 1. august 1906 gik man ivei med betydelig mindre. Hittil hadde bladet været redigeret av en komite med vekslene sekretærer som ansvarshavende. Som første fastlønnede redaktør ansattes ved overgangen til dagblad P. Moe Johansen, tidligere redaktør av «Nybrot», Aalesund. Han fratraadte i februar 1908 og efterfulgtes av sakfører Cornelius Holmboe, tidligere redaktør av «Solungen», der redigerte «1ste Mai» til juli 1909. Samtidig med Holmboes tiltrædelse gik «1ste Mai» over fra det private aktieselskap, som hadde eiet bladet, til «Stavanger arbeiderparti». Foreningerne ydet i 1908 og 1909 be­tydelige tilskud til bladets drift og stadige utvidelse i form av bevilgninger og ekstrakontingent; først i 1910 var det kommet i balance og kunde gi overskud. Fra 1. juli 1911 overtok Stavanger arbeiderparti «De samvirkende fag- og arbeiderforeninger trykkeri» og innkjøpte i 1912 en større murgaard paa hjørnet av Fisketorvet, som bladet ved overgang til flersidig rotation fra 1. september iaar helt disponerer over til redaktion, ekspedition, sætteri og trykkeri.

Bladets redaktør er nu Einar Li, ansat 1. august 1909.

 

«VESTLANDET»

 

skylder i første række begivenheterne i 1905 sin tilblivelse. Det fremstod som utslag av den trang, som efter gjennembruddet det nævnte aar gjorde sig gjældende i vide kredse til samarbeide mellem de forskjellige borgerlige partier om løsningen av de mange nationale, sociale, økonomiske og kulturelle

s. 284

opgaver, som da forelaa. «Bladets formaal er at virke for at samle de borgerlige partier om en efter landets evne avpasset reformpolitik», heter det i aktieindbydelsen. Og foretagendet vandt straks stor tilslutning, saa Dagbladet «Vestlandet» A/s kunde konstitueres 26. september 1906 med ca. 300 aktionærer i Stavanger by og amtets byer og bygder.

Selskapets forretningsmæssige ledelse er lagt i hænderne paa et repræ­sentantskap, bestaaende av 12 indenbys og 6 utenbys medlemmer. Repræ­sentantskapet vælger atter inden sin midte en direktion paa 3 medlemmer. Bladets trykkeri og kontorer er i egen eiendom, Urgaten 6.

«Vestlandet», som utkom med sit første numer 5. december 1906, blev oprindelig trykt paa en stor hurtigpresse i 8-spaltet format; men det viste sig snart, at denne maskin ikke magtet at ekspedere det stadig økende oplag hurtig nok, saa man allerede det følgende aar maatte anskaffe en moderne rotationspresse.

«Vestlandet» er hele tiden redigeret av cand. teol. Gerh. Gulbrandsen, som tidligere i flere aar hadde været redaktør av «Stavanger Amtstidende».

 

UKEBLADE OG TIDSSKRIFTER m. v.

 

Det viser sig, at der ut gjennem aarene er startet en hel række bladforetagender i Stavanger - snart med dette, snart med hint formaal. Enkelte av disse blade har fristet tilværelsen i nogen aar, mens andre er utkommet med bare nogen faa numer. Bortset fra de tidligere omhandlede dagsaviser har disse blade været uten større betydning, og de fleste av dem er gaat i glemsel. Av nogen enkelte er eksemplarer at finde i Kommunebiblioteket, men for de ældstes vedkommende er det ikke lykkedes mig at opdrive ei eneste eksemplar. De oplysninger som foreligger er derfor ogsaa høist mangelfulde. Flere av utgiverne er forlængst døde, og de aargange av bladene, som kan ha eksisteret, er blit ødelagt, tildels opbrændt. Gamle aviser er nu engang noget, man nødig samler paa.

«Maanedsskrift for Missionsvenner» blev redigeret av sogneprest til Finnøi Joakim Boye Flood fra 1841 til 1870 og blev trykt i L. C. Kiellands trykkeri. Senere blev det redigeret av hans søn Johannes Flood til 1883, da bladet gik op i «Missionsvennen», som utkom i Kristianssund.

Paa Paul T. Dreyers forlag utkom i 1847 eller 48 et ukeskrift, som het «Tilskueren», og som blev redigeret av Christian Johnsen, (senere redaktør av «Stavanger Amtstidende», «Stavangeren» og «Almuevennen»). Indtil for nogen aar siden eksisterte en aargang av dette blad, men da blev den ved en misforstaaelse opbrændt.

«Maanedsskrift for Afholdsvenner» begyndte at utkomne i 1849 og blev trykt hos Paul T. Dreyer. Hvem som redigerte det lille skrift staar ikke anført. Betegnende for den tids abonnements-forhold er, at Stavanger maade­holdsselskap, som var oprettet i 1830-aarene, lot en del eksemplarer av det lille blad cirkulere blandt medlemmerne. Hvor mange aar dette maaneds­skrift gik kan ikke sies med sikkerhet.

s. 285

I 1860 oprettet Asbjørn Kloster «Afholdsbladet», hvis navn det følgende aar blev forandret til «Menneskevennen». Efter Klosters død i 1876 blev bladet redigeret av bokbinder Wetteland og kjøbmand Thorstein Bryne, en tid ogsaa av hr. Peder Figved, indtil det i 1879 blev flyttet til Kristiania.

 

1870-aarene ser ut til at ha været en meget frodig periode i den stavangerske presses historie. Fra denne tid har vi bl. a. «Heimhug, Tidsskrift for folkelig (og gudelig) Almue-Læsning», redigeret av daværende lærer i Time, senere mekaniker og opfinder Torkel J. Lende. Bladets første numer, hvorav et eksemplar beror i Kommunebiblioteket, utkom 1. oktober 1871 og er trykt hos Paul T. Dreyer. Det utkom hver anden uke og kostet 24 skilling halvaarlig «omfram Postpenge 4 β». I spidsartiklen heter det, at «det Skrift, som idag udkommer, ikke er ganske nyt; det har nemlig i længere Tid gaaet rundt i vor Vennekreds som haandskrevet Blad». «Bidrag til Bladet paa norsk eller dansk Maal modtages med Taknemmelighed». Det fortælles med krav paa paalidelighet, at den geniale utgiver senere kjøpte et par tønder med gamle typer av en boktrykker i Stavanger; ved et langt og møisommelig arbeide sorterte han typerne i «kasser», som han selv hadde lavet, og fik paa denne maate sit eget sætteri.

Hvor længe «Heimhug» eksisterte kan nu ikke sikkert sies; men det var i høiden et par aar; ti i 1874-75 finder vi Torkel Lende som redaktør av et nyt tidsskrift: «Ungdomslængslens Tolk» eller «Svolken», som det populært kaldtes. Det utkom ialt med 17-18 numer. Blandt de mer kjendte medarbeidere var daværende lærer, forfatteren Jens Tvedt.

 

«Stavanger Budstikke» med undertitel «Et ugentlig Folkeblad af alment Indhold» begyndte at utkomme i 1874. Det blev trykt og utgit av boktrykker Carl A. Olafsson, hvis trykkeri da laa i Bredgaten. Abonnementsprisen var 30 skilling kvartalet for indenbys, 67 1/2 skill. pr. halvaar for utenbys. Senere blev abonnementsprisen 5 kroner pr. aar. Bladet, som utkom hver lørdag, redigertes av adjunkt S. A. Haugland med bistand av lærerne Omund Oftedal og Peter Faag Jespersen. «Budstikkens Avertissementsblad» blev utdelt gratis i 1300 eksemplarer hver onsdag og lørdag. Det var som regel bare et halvt ark, og ikke sjelden hændte det, at bare den ene side var optat av annoncer - den anden var blank. «Budstikken», som en tid syntes at ha gode livsbetingelser, gik ind i 1878, en kort tid før «Vestlandsposten» begyndte at utkomme.

 

I 1874 er paa L. C. Kiellands trykkeri utkommet «For kirkeligt Samfundsliv. Et fjortendagligt Tidsskrift af religiøst og moralsk Indhold», utgit og redigeret av T. Egelandsdahl. Bladet kostet 48 β aaret, forsendt med posten 56 β. Det kan ikke ses, hvad tid bladet er gaat ind.

 

«Kirke-Budet» blev utgit av boktrykker Olafsson i 1877-78 under redaktion av pastor J. Ernst Welhaven. Bladets væsentligste opgave syntes at være at polemisere mot «Bibelbudet», som pastor Lars Oftedal var begyndt at utgi i 1871, og som findes nærmere omtalt i det følgende avsnit.

 

I 1880-aarene blev «Norge» flyttet hertil fra Kristiania. Det redigertes

s. 286

av tandlæge Halvdan Moe og blev trykt i Arnt Moes trykkeri. Bladet blev senere utgit som «Stavangeren's» ukeutgave.

 

I denne periode finder vi ogsaa «Heimdal», et ungdomsblad, som i 1883 blev utgit og redigeret av Jens Tvedt, Arne Vestrum, Jan Telnæs, Reidar Hauge og Ø.  Asheim. Av de foreliggende aargange synes det at ha været hr. Tvedt, som har baaret dagens byrde. Han har skrevet - for det meste paa riksmaal - en række fortællinger, smaastubber og digte, og tilsidst var han vistnok ganske alene om utgivelsen. «Heimdal», som utkom fjortendaglig, førte en trang tilværelse, og efter et par aars forløp sovnet den ind. I det sidste numer synger hr. Tvedt' vemodig:

 

«Hr. Heimdal han døde

av mangel paa føde

og hauglagdes her.

Han mildt dog var stemt

mot dem, som har glemt,

at pligter der er».

 

«Brevposten» kaldtes et bondeblad, som i 1884-85 blev trykt hos L. C. Kielland. Det redigertes av amtsskolebestyrer Karl Aanestad, som noget senere startet «Vestlændingen» - et ukeblad der specielt var beregnet paa Jærbygderne. Det blev trykt hos Dreyer; men heller ikke det var levedygtig.'

 

Frk. Marie Moe og cand. Asche Moe begyndte i 1886 at utgi «For Hus og Hjem» paa sin fars, Arnt Moes trykkeri. Efter nogen aars forløp blev badet solgt til Kristiania. Samme skjæbne led barnebladet «Min Kamerat», som de sammen utgav i 1894-99. Dette blad blev senere slaat sammen med «Børnetidende».

 

«Hilsen fra Broderkredsen», et blad av religiøst indhold, blev startet 1888 av T. Dahle. I 1894 blev det overtat av skomakermester E. O. Østrem som utgiver, og fra 1891 deltok skolebestyrer R. Tveteraas i bladets redaktion; han blev senere eneredaktør. Fra 1894 blev bladets navn forandret til «Fredshilsen», og det hadde en tid stor utbredelse. Fra 1. januar 1902 blev det slaat sammen med «Bibelbudet».

 

 1891 startedes «Stavanger Annonce-Tidende» av typograferne Eirik Jespersen Fosse og Johs. Kiersgaard samt bokbinder Ole Sivertsen, som over­tok ekspeditionen, og faktor Edv. Johansson. Bladet, som redigertes av Fosse, blev trykt i Dreyers boktrykkeri. Som det fremgaar av titelen var det nærmest en annonce-entreprise. Bladet gik ind allerede i det følgende aar.

 

«Filadelfia» het et litet religiøst blad, som forhv. sogneprest Lars Oftedal begyndte at utgi 1892. Det utkom 2 gange maanedlig og blev oprindelig trykt hos Dreyer; men da Oftedal vaaren 1893 hadde oprettet A/s Central­trykkeriet, blev «Filadelfia» trykt her. I 1898 gik bladet ind som en speciel avdeling av «Stavanger Aftenblad», hvor det efter kort tids forløp ophørte.

 

Stavanger husflidsforening begyndte i 1894 at utgi «Selvhjælp», et maa­nnedsskrift til husflidens fremme, redigeret av fru Elise Oppen-Pedersen. Bladet gik ind i 1897.

 

«Baut Skib», organ for den norske sjømandsstand, utsendte sit første numer i januar 1906. Det utkom oprindelig 1 gang maanedlig og kostet 60

s. 287

øre aaret. I 1907 gik det over til ukeblad og kjøbmand Olaf L. Barstad overtok redaktionen. Fra 1. april 1910 begyndte «Baut Skib» at utkomme 2 gange ukentlig og fortsatte hermed, indtil bladet fra 28. januar 1911 blev overflyttet til Bergen.

 

Foruten de her nævnte kjendes turistbladet «Midnatssolen», som oprindelig blev redigeret av sproglærer Carl Johan Aslaksen, «For By og Bygd», utgit og redigeret av lærer S. E. Lura, «Maalvenen», som redigertes av en seminarist, hvis navn nu ikke huskes, «Norsk Industri-Tidende», utgit 1896 av O. Olvik og Gerh. Birkemo, trykt hos Dreyer, «Lys over Land», ungdoms­blad, utgit av T. Dahle, «Hjemmets Blad», utgit av O. A. Lærdal med Tor Skiftun som redaktør, «Nordlyset», avholdsblad for barn, utkom i 1886-88, «Afholdsfaklen» og Arne Garborgs «Skoleblad».

 

NUVÆRENDE UKEBLADE OG TIDSSKRIFTER.

 

«Norsk Missionstidende» begyndte at utkomme i Trondhjem i juni 1845. Det eiedes og redigertes av cand. teol. Andreas Hauge og blev trykt hos Andres Høeg. Da Hauge i 1850 blev Det norske missionsselskaps sekretær, gik bladet fra og med 5. aargang over til at bli selskapets organ, hvilket det siden stadig har været. Da Hauge fratraadte sin stilling som sekretær som­meren 1854, blev redaktionen nogen maaneder besørget av Joachim Lund, indtil den fra begyndelsen av 1855 blev overtat av den nye sekretær cand. teol. P. Blessing, der redigerte bladet indtil utgangen av 1865. Siden har bladet stadig været redigeret av selskapets sekretærer, nemlig Chr. Dons (1865-75), Karl Roll (som midlertidig fungerende sekretær 1875-76), Chr. Knudsen (1876-79), O. Gjerløw (1880-88) og L. Dahle fra 1 januar 1889, først alene, men fra 1903 av i forbindelse med de assisterende sekretærer: E. Hove (1903-08) og Andreas Riis (fra 1909). Bladet har i aarenes løp gjentagne gange været utvidet. De første aargange utgjorde bare 200 sider, de sidste 576 (i betydelig større format). For tiden utkommer det to gange om maaneden med 24 sider stort oktav. Fra 1884 har «Missionstidende» som følgeblad «Missionslæsning for kvinder», paa 8 sider. Det medfølger andet hvert numer og redigertes av avdøde fru Bolette Gjør indtil 1909, siden av fru Laura Gjerløw.

 

«Missionsselskapets Barneblad» er utkommet siden 1896, først en gang maanedlig, siden fjortendaglig og fra begyndelsen av 1914 ukentlig. Det redigertes først av A. Valen (1896-1899), derpaa av O. E. Mohr (1900-­1909) og nu av Jonas Myhre.

 

«Kamp og Seier paa Missionsmarken» heter Missionsselskapets ungdomsblad, som begyndte at utkomme i 1900 med et numer paa fire sider maa­nedlig. Det har været redigeret av I. M. Wisløff (1900-03). E. Hove (1904 -08) og fra 1909 av Andreas Riis. Samtlige Missionsselskapets tidsskrifter trykkes i selskapets eget trykkeri.

 

«Bibelbudet» blev oprettet 1871 av res. kap. Lars Oftedal, som eiet og redigerte bladet til 1891, da han solgte det til Betaniastiftelserne for 600

s. 288

kroner. Siden er «Bibelbudet» redigeret av forstander Gabr. Baardsen, en kortere tid med bistand av res. kap. Storsteen. Det utkommer hver lørdag og trykkes i Vaisenhusets boktrykkeri.

 

«Stavanger Ynglingeforenings Maanedsblad» begyndte at utkomme i mars 1897. Da ynglingeforeningen i 1907 blev omdannet til ungdomsforening for­andredes bladets navn til «Stavanger kr. Ungdomsforenings Maanedsblad». Det utkommer 1 gang maanedlig undtagen i juli og august. Foreningens sekretær fungerer som bladets redaktør.

 

«Bondevennen», organ for landbruket og dets binæringer, blev oprettet 1898 av agronom O. A. Lærdal. Det utkom første aaret fjortendaglig, senere ukentlig. Fra 1. april 1906 blev bladets utgivelse overtat av boktrykker Eirik Gjøstein, som tidligere hadde indehat halvparten av bladets trykkeri. Samtidig blev redaktionen overtat av agronom og gaardbruker Omund Norheim. I 1912 gik «Bondevennen» over til et aktieselskap. Bladet har i flere aar været organ for Stavanger amts landhusholdningsselskap, likesaa for landhusholdningsselskaperne i Søndre og Nordre Bergenhus, tildels ogsaa Romsdals amt.

 

«Rogaland», organ for Rogalands og Karmsunds distriktslosjer av I. O. G. T., begyndte at utkomme i Stavanger i 1903, idet boktrykker A. Halvorsen og redaktionssekretær Gerh. Petterson overtok et lignende bladforetagende, som under navnet «Dag» var startet i Haugesund. «Rogaland» er hele tiden blit redigeret av Gerh. Petterson, med undtagelse av den tid bladet under kommunevalgene har været stillet til disposition for avholdspartiet.

 

«Fredsbanneret» er oprettet av Stavanger fredsforening i 1905. Oprin­delig var navnet «Stavanger Fredsbanner», og bladet var da nærmest bare en tospalters avdeling i «Stavanger Aftenblad», redigeret av fredsforeningens sekretær, lærer T. Sandstøl. Imidlertid var Norges fredsforening blit uten organ, og landsstyret besluttet i 1906, at de 4 spalter fredsstof, som hver maaned blev trykt i «Aftenbladet», skulde utgis som selvstændig blad under titelen «Fredsbanneret». Denne ordning varte til 1909, da «Aftenbladet» hævet forbindelsen, hvorefter et lignende arrangement blev overtat av «Vestlandet». Fra 1914 utkommer «Fredsbanneret» som helt selvstændig organ. Dets redaktør er fremdeles lærer T. Sandstøl.

 

«Menighetsbladet», organ for Stavanger og Hetlands menigheter, utkommer en gang ukentlig - undtagen i juli og august - under redaktion av pastor Bonde. Vaisenhusets boktrykkeri. Bladet gaar nu i 8. aargang.

 

«Rygja Tidend» utgis av Bondeungdomslaget i Stavanger og er skrevet paa landsmaal. Det utsendte sit første numer i januar 1909 og utkom fra først av hver fredag under redaktion av lærer E. Tveito. I de to første aar gik bladet med saa stort underskud, at man tænkte paa at la det gaa ind; men saa tilbød den nuværende redaktør, lærer Lars Risvoll sig at redigere bladet helt gratis, og man besluttet at fortsætte. Fra 1913 har bladet hat egen forretningsfører sammen med Bondeungdomslaget. Det utkom oprindelig i 4-spaltet format, men er senere blit utvidet til 5. og 6-spaltet.

 

«Lappernes Ven», som fra 1. jan. 1914 er organ for Norsk luthersk finne-

s. 289

missjonsforbund, begyndte at utkomme fra nytaar 1910 med to numer maanedlig. Det er hele tiden redigeret av pastor Otterbech. Sogneprest G. Tandberg, Tønset, var medredaktør i 2 aar og fra 1 jan. 1914 har lærer Hidle fungeret som saadan.

 

«Natmissionæren» og «Natten» utgis av Stavanger natmissjon og redi­geres av Monsen-Storm (Ludvig Monsen og Hakon Storm). «Natmissionæren» begyndte 15. december 1909 og utkommer 2 gange maanedlig. «Natten» er blit utdelt som en liten gratistraktat fra februar 1910. Fra 1. januar 1914 er det blit ukeblad.

***